Afrika er begyndt at gøre fattigdom til fortid

I årtier har det været betragtet som verdens tabte kontinent. Men nu hævdes det i en ny undersøgelse, at opfattelsen af Afrika som et håbløst tilfælde er helt forkert.

Større billede

Samtidig med at kontinentet gør klar til at byde velkommen til tusindvis af internationale fodboldfans til VM i juni, ser det ud til, at det billede af en region i økonomisk trivsel, som værtsnationen er så ivrig efter at udbrede, er betydeligt tættere på sandheden, end de sædvanlige slidte stereotyper vil vide. Økonomerne Xavier Sala-i-Martin og Maxim Pinkovskiy fra Columbia University konstaterer i deres undersøgelse, at i de 10 år, der gik forud for udbruddet af den aktuelle finanskrise, faldt fattigdom og ulighed over hele kontinentet.

De to amerikanske forskere erklærer derfor, at det er på tide at droppe mismodet på Afrikas vegne, for udsigterne er slet så ikke dystre, ja ifølge undersøgelsen er Afrika tilmed godt på vej til at opfylde de såkaldte 2015-udviklingsmål om at halvere antallet af mennesker, der lever for én dollar om dagen, før 2015.

Vækst gavner de fattige

»Vores resultater viser, at den konventionelle antagelse om, at Afrika ikke er kommet i gang med at reducere fattigdommen er forkert. Siden 1995 har den afrikanske fattigdom været støt faldende,« siger forfatterne.

»Og hvad mere er: Mens mange tror, at afrikansk vækst kun bygger på naturlige ressourcer og kun gavner de rige og dem med gode forbindelser, viser vi, at en stor del af denne vækst faktisk er tilfaldet de fattige.«

Undersøgelsen, som er udgivet af USA’s National Bureau of Economic Research, når frem til konklusioner, der er i stik modstrid med det billede, som tegnes af Verdensbanken og FN, der fastsatte 2015-målene i 1990.

Sala-i-Martin og Pinkovskiy hævder at dokumentere, at den afrikanske fattigdomsrate i 2006 var 30 procent lavere end i 1995, og 28 procent lavere end i 1990.

De afviser også argumentet om, at dette alene er udtryk for, at den velhavende elite har stukket udbytter fra en forøget olieproduktion i egne lommer. Skønt uligheden fremdeles er stor, er Gini-koefficienten, en international målestok for social ulighed, nemlig ifølge de to forskere faldet konsekvent, om end langsomt, siden begyndelsen af 1990’erne.

Selektive data

Andre udviklingseksperter er dog ikke overbeviste. Stefan Dercon fra Oxford University, indvender, at forfatterne lægger for stor vægt på officielle statistikker såsom BNP og ser bort fra andre data.

»De tager de vidnesbyrd, som mange af os ville være mest skeptisk overfor, for gode varer og ignorerer dem, vi andre er tilbøjelige til at holde for rimeligt dækkende. Igennem de senere år har vi ved brug af standardiserede metoder, omhyggeligt indsamlet data fra afrikanske husholdningers forbrug og indkomst, og dette materiale giver et temmelig detaljeret billede af, om der er tale om massiv velstandsfremgang eller ej. Desværre tyder de data, vi har fra f.eks. Etiopien, og som jeg selv har været med til at indsamle i årevis, ikke på en sådan markant forbedring.«

Fremskridt trods krise?

Endvidere er der efter det mest alvorlige tilbageslag i den globale økonomi siden 1930’erne, fornyet bekymring for, at Afrikas udvikling igen er gået i stå.

Verdensbanken advarede i 2008 om, at den finansielle krise ville medføre, at yderligere 89 millioner mennesker ville være henvist til at leve for mindre end 1,25 dollar om dagen ved udgangen af dette år.

Men hertil siger Alison Evans, direktør for tænketanken Overseas Development Institute: »Hellere end at gå ud fra den præmis, at vi alligevel aldrig hører godt nyt fra Afrika, bør vi alle favne princippet om, at Afrika vitterlig er slået ind på en bane, hvor fattigdommen falder. Dette bør forsikre os om, at der kan ske fremskridt, og at vi har noget at bygge på for komme videre fremad.«

Det påvises også i undersøgelsen, at konfliktramte lande har haft et langt mindre markant fald i fattigdom end deres fredelige naboer - blandt de førstnævnte er det først i løbet af første halvdel af 2000’erne, at man ser en lille forbedring.

I lande, der ikke var i krig, faldt fattigdomsraten fra 40 procent i 1970 til omkring 25 procent i 2006.

Gerard Lyons, cheføkonom i Standard Chartered Bank, siger:

»Jeg er meget positiv på Afrikas vegne. På længere sigt ser jeg en bue af vækst strække sig fra Kina gennem Indien og videre til Afrika.«

Oliver Buston, europæisk direktør for One - den velgørende ngo, som blev stiftet af Bono og Sir Bob Geldof - er enig i, at der er flere grunde til at være mere positiv.

»Jeg tror, at det er rigtigt, at der er sket fremskridt på flere fronter i Afrika. Under Den Kolde Krig, hældte vi en masse penge i Afrika for at understøtte diktatorer, og Sovjetunionen gjorde det samme. Ved ophøret af Den Kolde Krig skete der et kynisk kollaps i støtteniveauet, men i det sidste årti har vi set nogle væsentlige ændringer.«

Grundlag for håb

Han påpeger, at 18 afrikanske lande uden olieressourcer har præsteret en solid økonomisk vækst på fem procent eller mere i gennemsnit over det seneste årti.

»Vi har et virkelig negativt billede af Afrika i Vesten, og det bør vi ikke have.«

Han tilføjer, at Rwanda, Etiopien og Zambia har nedbragt antallet af malariadødsfald med to tredjedele, og at 43 millioner flere børn går i skole i Afrika i dag end for ti år siden.

Men forud for at de vestlige regeringer skal forsamles i New York til september for at evaluere fremskridt i forhold til 2015-målene, understreger han, at tiden ikke dermed er inde til at lade det afrikanske kontinent sejle sin egen sø. »Denne udvikling viser, at der er grundlag for håb. Over de næste fem år har vi brug for at konsolidere disse succeser.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen