BEIJING - Den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, leverer nu et skarpt forsvar af sit lands plads på den internationale scene, herunder en lodret tilbagevisning af, hvad han betegner som en »konfus« kritik af Kinas rolle på topmødet i København.
Wen erklærer, at »alvorlig forstyrrelse« af relationerne mellem USA og stigende kritik af den stærkere kinesiske selvbevidsthed i forhold til klima, valuta, handel og andre emner har foranlediget ham til at sætte nogle ting på plads.
»Nogle siger, at Kina er blevet mere arrogant og mere barsk. Nogle har fremført en teori om Kinas såkaldte ‘triumfalisme’. I har nu givet mig lejlighed til at forklare, hvordan Kina ser sig selv,« udtaler Wen.
På en pressekonference, der markerede afslutningen på det årlige møde i Den Nationale Folkekongres erklærede Wen, at landet stadig er i en udviklingsfase og aldrig vil forsøge at tilrane sig et overherredømme - selv ikke, når det er fuldt moderniseret - og at det altid kun har forsøgt at bevare sin suverænitet og territoriale integritet. Videre sagde han, at Kina er en »ansvarlig« nation, der deltager aktivt i det internationale samarbejde om vigtige spørgsmål.
Ren samvittighed
I det vrede efterspil, der fulgte oven på klimakonferencen i København, blev Kina beskyldt for at have ødelagt en aftale ved at blokere for reduktionsmålene for 2050 og for at have undladt at sende sin mest højtstående delegerede til vigtige møder. I sin hidtil mest detaljerede offentlige kommentar om konferencen, svarede Wen sine kritikere:
»Min samvittighed er uplettet trods rygter og bagvaskelse udefra,« sagde han.
»Det kan stadig forbløffe mig, hvorfor nogle mennesker forsøger at gøre denne diskussion til et spørgsmål om Kina. Klimaændringerne handler om menneskets overlevelse. Spørgsmålet er i alle landes interesse. Det handler om lighed og retfærdighed i det internationale samfund.«
Han beskyldte udenlandske ledere for at have begået et chokerende brud på protokollen i deres forsøg på - uden varsel - at presse ham til at deltage i et ikke-planlagt møde efter en velkomstbanket. »Hvorfor blev Kina ikke adviseret om dette møde? Det har vi endnu ikke fået nogen forklaring på. Det er stadig et mysterium for mig,« sagde han.
USA’s ansvar
Den endelige aftale var det bedste, der kunne opnås under de givne vanskelige omstændigheder, sagde han og lovede, at Kina står ved sin støtte til København-overenskomsten.
Adspurgt om andre spørgsmål, der har givet gnidninger, navnlig i forhold til USA, svarede premierministeren:
»Ansvaret for de alvorlige forstyrrelser i båndene mellem USA og Kina ligger ikke hos den kinesiske side, men hos USA.«
Han nævnte Barack Obamas seneste møde med Dalai Lama, et bebudet amerikansk våbensalg til Taiwan og uenighed om valutakurser og handel.
»Vi er imod en praksis, som går ud på at indlade sig i gensidig fingerpegning. Og vi er imod at tage kraftige forholdsregler for at tvinge andre lande til at opskrive deres valutaer. Det tjener ikke en reform af yuanens kursordning,« sagde premierministeren.
Der er stigende pres for opskrivning fra USA og Europa, hvor mange analytikere hævder, at yuan er massivt undervurderet. Også kinesiske eksperter har fremført, at en stigning i den kinesiske valutakurs vil være i landets egne interesser.
Men Wen sagde til journalisterne: »Jeg forstår, at nogle lande ønsker at øge deres eksport - men hvad jeg ikke forstår, er en praksis, hvor man nedskriver sin egen valuta og forsøger at presse andre lande til at opskrive deres, blot for at øge eksporten. Efter min opfattelse er dette en protektionistisk foranstaltning.«
Yderst vanskelig opgave
Han fortsatte med at advare USA om dets egen valuta, som han gjorde på sit sidste pressemøde. Kina er indehaver af flere amerikanske statsobligationer end noget andet land. »Hvis jeg sagde, jeg var bekymret (for den amerikanske dollar, red.) sidste år, vil jeg gerne gentage samme bemærkning i år,« sagde han. »Vi kan ikke tillade nogen fejltrin, de være sig nok så små, når det gælder finansielle aktiver (…) Jeg håber, at USA vil tage konkrete skridt for at berolige investorerne.«
Hvad indenrigspolitiske spørgsmål angår, advarede premierministeren om, at Kina står over for »en yderst vanskelig opgave« >i henseende til at fremme stabil og hurtig vækst og samtidig omstrukturere økonomien og få styr på inflationsforventningerne.
Inflation, korruption og uretfærdig indkomstfordeling vil tilsammen være »stærke nok til at påvirke den sociale stabilitet og tilmed statsmagtens stabilitet,« sagde han.
Regeringen forsøger gradvis at trække sig tilbage fra den massive stimulans, der hjalp Kina til at klare sig gennem den globale afmatning, især på grund af de stigende ejendomspriser og en stigende inflation, der nåede op på 2,7 procent i februar. Men det må ske uden at skade tilliden, understregede Wen Jiabao.
Den kinesiske premierminister advarede også om risikoen for tilbagefald til ny recession i den globale økonomi og sagde, at skønt den indenlandske økonomi har stabiliseret sig, er mange kinesiske virksomheder stadig afhængige af stimulerende foranstaltninger.
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen







Kommentarer