De danske kunststøtteordninger er den måde, det danske samfund udtrykker taknemmelighed på over for folk, der har ydet væsentlige bidrag til den danske kultur. Derfor skal de ikke røres, mener professor i teatervidenskab på Aarhus Universitet Jørn Langsted:
»Modstanden mod ordningerne er udtryk for almindelig dansk misundelse. Det ville være mere interessant, hvis danskerne interesserede sig for, hvor meget offentlig støtte gennemsnitslandmanden får i Danmark. De får stort set det samme i årlig støtte som maksimumsbeløbet er for de her kunstnere. Og det er bare i arealstøtte, som man ikke behøver at gøre en skid for,« siger han.
»Misundelsen bliver straks grebet af politikerne. Det her er andet angreb på de livsvarige ydelser, hvor det første angreb handlede pom at gøre ydelserne indtægtsregulerede. Det betyder, at man nu skal meget langt ned i indkomst for at få den fulde ydelse.
- Men det er jo ikke særligt mange penge, man får. Er ydelsen så vigtig?
»For kunstneren betyder anerkendelsen meget, og så er det ligegyldigt, om det er et maksimum eller minimumsbeløb, de får. For andre betyder det alt, for at de overhovedet kan få en kunstnerisk økonomi til at hænge sammen. Det betyder meget for kunstneren, men ikke særligt meget for Kulturministeriet, da de 25 millioner kroner stort set intet fylder i det samlede budget.
- Troels Christensen fra Venstre argumenterer for, at det kan true hele kulturpolitikkens legitimitet at fortsætte den upopulære ordning. Hvad mener du om det?
»Det er et ad hoc-argument, for han ville jo ikke være klar til at lukke Det Kongelige Teater, hvis et flertal i befolkningen var imod det. At afskaffe de her ydelser har længe stået på Venstres ønskeliste. Kulturpolitikken i Danmark står ikke og falder med de livsvarige ydelser. Hvis man gik ud og spurgte befolkningen om det ene kulturformål efter det andet, og altid rettede sig efter flertallet, så ville man hurtigt få afskaffet Kulturministeriet. Politikerne bør stå fast og forklare, at ydelserne hører med til et dansk kultursamfund«.
275 udvalgte kunstnere er på Statens Kunstfonds livsvarige ydelser. Det samlede beløb forventes i 2010 at udgøre 25,3 millioner kroner.
Ydelsen er reguleret efter indtægt. Den maksimale ydelse er på knap 150.000 kroner om året, mens minimumsydelsen er lidt over 16.000 kroner om året. 51,5 procent af modtagerne får maksimumydelsen, mens 29 procent får minimumsbeløbet.
Ifølge meningsmåling fra Greens Analyseinstitut synes 55 procent af danskerne, at det er en »dårlig« eller »meget dårlig idé« at bruge penge på livsvarige ydelser.
Kilde: Børsen og Statens Kunstfond







Kommentarer