Fair use - fair trade?

Det ville have klædt kronikken, hvis Schønning også havde bragt “tørre tal” for den kulturelle udtørring. Evt. lidt tal for mængden af producerede film, musikudgivelser osv. relativt ift. udbredelsen af ulovlige downloads.

“Hvis vi ser ophavsretsøkologisk på det, kan vi kun få bæredygtigt kreativt indhold, hvis vi genopretter betalingsbalancen, så de kreative kræfter modtager en rimelig betaling.”

Med “genopretter” mener PS selvfølgelig at vi skal tilbage til tidligere tiders distributionsmonopoler hvor der på verdensplan var 3-5 store selskaber der suverent rådede over langt størstedelen af af den tilgængelige “kultur” i form af musik og film. Nej tak, siger jeg bare.

“Vi kender undskyldningerne, men ærlig talt: At det er så nemt at kopiere på nettet er selvfølgelig ikke nogen undskyldning. De færreste af os kunne finde på at stjæle fra en landevejsfrugtbod, selv om det er pærelet. Sagt med andre ord: Blot fordi noget er muligt, er det ikke lovligt; den sandhed gælder i den fysiske såvel som i den virtuelle verden.”

Jeg troede ellers naivt på at PS og co. havde droppet de uholdbare analogier til at stjæle fysiske ting. Det er ikke nødvendigvis nemmere at kopiere ulovligt end det ville være at hente lovligt, hvis ellers ophavsretsindustrien tog sig sammen og leverede nogle fornuftige produkter. Desværre har de brugt de sidste 10 år på at bekæmpe den teknologiske udvikling og dermed overladt den lette tilgængelighed til pirattjenester. Det har folk vænnet sig til, og vaner ændrer sig ikke sådan bare. I hvert fald ikke før den næste teknologiske revolution kommer. Og det er IKKE en revolution at ophavsretsindustrien, efter 10 år, halvhjertet begynder at tilbyde det som folk har været vant til at “stjæle” gratis. Havde man i ‘99 omfavnet Napster og udnyttet potentialet havde man måske ikke nu på samme måde haft en hel generation af ophavsretskriminelle.

“(…) de forskellige støtteplader til fordel for ofrene for jordskælvet i Haiti er blevet fildelt massivt - selv om meningen jo var, at forbrugerne betalte for musikken, så man kunne hjælpe ofrene.”

Resultatet fra Danmarks Indsamling på tv taler vist sit tydelige sprog: Danskerne vil hellere end gerne hjælpe folk i nød. Der er slet ikke brug for velgørenhedssange, og de tjener næppe andet formål end at promovere folkene bag. Nu vi snakker om velgørenhed, hvor mange penge var det så lige APG og dem I repræsenterer donerede ved førnævnte indsamling?

“Piratkopiering skader det kulturelle kredsløb.”

Nej. Piratkopiering skader DIT kulturelle kredsløb, PS. Altså det kredsløb du er en del af. Imens du og dine har sovet i timen er nye, velfungerende kredsløb dukket op. Mange kunstnere tjener fint på at stille deres musik til rådighed på nettet. De fleste af dem lever endda bedre end de gjorde i gamle dage da de skulle dele kagen med ophavsretsindustrien. Disse nye kredsløb er udsprunget af “sharing is caring”-tankegangen der ligger bag den piratbevægelse som du indledningsvist prøver at skyde i sænk.

“Resultat: Der bliver produceret mindre kreativt indhold.”

Forkert. Resultat: Dem du repræsenterer udgiver mindre kreativt indhold. Men se dig omkring på nettet. Det sprudler med kreativitet som aldrig før. Og det er bare sur røv for dig og dine at I aldrig kommer til at stå for distributionen af det. Det klarer folk nemlig fint selv uden fordyrende mellemled.

“Eksempelvis er der masser af muligheder for at købe musik i netbutikker eller at hente musikken via abonnementsordninger, men alligevel bliver fildelingsnetværkene ved med at være populære.”

Javel… Kan du lige nævne fx 5 af disse “masser” af abonnementsordninger som er tilgængelige her i landet? Jeg kender kun 1: TDC Play, og her får man ikke lov at beholde musikken. Kort efter man ikke længere er kunde hos TDC kan musikfilerne ikke længere afspilles. Det kan man i mine øjne ikke bruge til noget som helst.

“Man kan sammenligne det med boder på et marked.”

Nej man kan ej. Men okay, lad os prøve alligevel: Du har en bod hvor du sælger en vare. Når du sælger et eksemplar af din vare bliver dit varelager ikke mindre. For du har en uendelighedsmaskine der kan spytte et uendeligt antal eksemplarer af din vare ud. Sådan en har de også i naboboden hvor de forærer det hele væk. Og lad os så tænke scenariet lidt videre:

I en bod lidt længere nede ad vejen står en mand der har en anden uendelig vare. Hans vare kan man også få gratis i bod nr. 2, og det har han det helt fint med. Han er glad hvis folk gider betale for den hos ham, men han bebrejder ikke folk hvis de hellere vil have den gratis i den anden bod. Derfor giver han den også selv væk i sin bod. Der er jo alligevel uendeligt mange eksemplarer af hans vare, så han mister ikke noget ved at folk får den gratis. Men udover den uendelige vare sælger han også nogle varer der IKKE er uendelige. Fx tilbyder han at komme hjem til folk og fremstille sin vare. En oplevelse som det kun er ham der kan give folk. Andre kan også tage hjem til folk og fremstille varen, men det er bare ikke rigtigt det samme, for det er kun ham der kan skabe den rette stemning under fremstillingen. Denne oplevelse kan han tage penge for. Han sælger også den uendelige vare i en spændende, unik indpakning som kun findes i fx 1000 eksemplarer. Denne kan han også tage penge for, for den kan de ikke forære væk gratis i den anden bod.

Der er mange kunstnere der i dag driver deres forretning som manden i den 3. bod. De forærer musikken væk som downloads. For downloads er der uendeligt mange af, og markedsværdien er dermed næsten lig 0. Måske giver de endda folk muligheden betale for disse downloads, hvis folk virkelig insisterer på at betale. Men det er ikke den primære indtægtskilde. Der hvor de tjener pengene er ved at tage ud og spille deres musik, og/eller ved at sælge musikken på vinyl i et lille eksklusivt oplag. Når 10.000 mennesker har downloadet musikken gratis vil der være en god del af dem der kommer til koncerterne. Og der vil altid være en del af dem er villige til at betale for at få fat i den eksklusive vinyl. Og så handler det sådan set bare om godt, gammeldags købmandsskab og udbud/efterspørgsel at finde ud af hvor mange/få vinyler man skal lave og hvad de skal koste.

Brevmodellen som du nævner har en række svagheder. Den mest grundlæggende svaghed er i mine øjne at det etablerede retssystem bliver omgået. Hvem sidder i dette nævn? APG? Internetudbyderne? Politisk udnævnte? Professionelle dommere? It-kyndige? Hvem checker om den IP-adresse som APG overgiver til nævnet rent faktisk har foretaget sig noget ulovligt? Hvem afgør om det man måske kan dokumentere er sket er ulovligt?

Du nævner Creative Commons, men glider let og elegant hen over mulighederne i det, selvom CC måske er et af de mest konkrete og fornuftige bud på hvordan man håndterer ophavsret i den digitale tidsalder.

Ligesom loven om navneforbud - der tydeligvis også har spillet fallit med internettets udbredelse - trænger ophavsretslovgivningen grundlæggende til en gevaldig modernisering. Den er gennem tiden blevet bukket og bøjet så langt væk fra sit udgangspunkt, at den ikke længere har meget at gøre med sin oprindelige grundtanke om rettigheder til ophavsmanden. Internettet har blot gjort det endnu mere tydeligt at vi trænger til at gentænke hele systemet. Og hvis ikke det bliver taget alvorligt gentænker systemet sig selv. Det er allerede godt i gang. Så kan du tude alt det du vil. Kulturen lever i bedste velgående i andre systemer end jeres. I kan gøre hvad I vil, men sådan er det.

Det værste der kan ske er at I tager 100 års kulturarv som gidsel i en periode, indtil ophavsretten (om alt, alt for længe) udløber og tingene ryger i public domain. Dette vil I være I jeres fulde ret til at gøre, men I vil med sikkerhed også blive endnu mere upopulære end I allerede er og dermed sikre jer at I ingen kunder har efterfølgende. Alternativt kan I omfavne den digitale tidsalder. Og gerne gøre det med en lille smule ydmyghed. Så tror jeg faktisk I vil kunne redde en del af jeres synkende skude.

http://www.pladderbranchen.nu/

Antipiratgruppen får gratis reklame, til at holde liv i en døende industri, der er blevet fortid.
Ingen behøver pladeindustrien for at distribuere musik.

Tilsyneladende tænker man på kunstnerne, men de der virkelig taber penge - er pladeindustrien!

“AntiPiratGruppen finder ud af, hvilke IP-adresser (dvs. internetforbindelser) der deltager i ulovlig fildeling”

Næ, det gør Antipiratgruppen ikke - de formoder uden at kunne bevise noget som helst!
Fildeling af torrent filer er jo m e g e t vanskeligt af bevise - det er jo indholdet, af torrentfilerne Antipiratgruppen skal bevise omhandler copyright beskyttet materiale - og det er nærmest umuligt, hvilket Antipiratgruppen godt ved - derfor tuderiet.

Pladeindustrien er på vej samme sted hen som typografer, sadelmagere, gørtlere og andet godtfolk.
Ny teknik har overhalet den gamle virkelighed og skabt en ny, som man er nødt til at forholde sig til.
Men den kan ikke rulles tilbage.

Tænk at skulle høre fra en advokat, at det kan sammenlignes med tyveri, at krænke ophavsretten.
Tyveri er defineret som “Den der fjerner en fremmed, RØRLIG ting…” jf. Straffelovens § 276.

Man har en dårlig sag, når man kaster sig ud i sådanne elendige argumenter.

Man er nødt til at stille spørgsmålstegn ved Peter Schønnings kompetence, hvis han ikke engang ved hvad udtrykket ‘Fair Use’ dækker over.

Ganske vist stammer det fra amerikansk ret, men for en person, der beskæftiger sig professionelt med ophavsret, der er det ikke nogen undskyldning.

I skrivende stund er ophavsretten de facto ved at blive afskaffet og det er den på grund af de store pladeselskabers og Hollywoods misbrug af den. Ophavsretten blev i sin tid indført for at sikre det læsende publikum en lind strøm af gode bøger og for at fodre læsehestene var det nødvendigt at fodre foderfabrikanterne. Forfatterne fik et privilegium på skatteindkrævning og på en monopolstilling. Skat på bøger er et onde og det er monopoler også, men man skruede på tingene, så at der var mange fordele og kun få og små ulemper. Og det virkede efter hensigten. Men medieindustrien blev hen ad vejen så stærk og så monopoliseret, at den kunne lave gensidig fillifut med politikerne, og i dag er ophavsretten ikke længere et mindste onde og et nødvendigt onde men slet og ret en pestilens, og medmindre der sker noget dramatisk, vil den brede befolkning slet og ret ignorere den. Ophavsretten vil kun kunne opretholdes, hvis man indlægger snageprogrammer i al elektronik, og gør man det, vil al elektronik både i private hjem og på kontorer ophøre med at fungere.
I medieverdenen har der alle dage været dramatiske ændringer på grund af teknologiske landvindinger, forbedret infrastruktur, ændringer af publikums smag o.m.a., og der har altid været tabere og vindere. Men de, der altid taber, er dem der ikke lærer de nye forhold at kende og derfor ikke udnytter dem. Og sådan har det altid været. De forfattere, der slog igennem i gamle dage, var dem der kendte spillet og spillede det. Og at være pirat eller at samarbejde med pirater var en del af spillet.
De, der i det 17de og 18de århundrede klagede over piraterne, var selv pirater, når det passede i deres kram. Isaac Newton fik falskmøntere hængt på samlebånd, men han fik også nogle af sine ting udgivet af en pirat. Der er en ulækker historie om, at den engelske forfatter Pope ønskede at offentliggøre en brevsamling, men ikke ønskede at spørge sine pennevenner om lov. Han fik så en pirat til at udgive bogen, hvorefter han skældte piraten ud for tillidsbrud mm. Lessing og Goethe benyttede sig også af pirater.
Peter Schønning påstår at piratvæsenet kvæler kreativiteten, men det er beviseligt usandt alene af den grund, at Oplysningstiden ikke ville have oplyst ret meget, hvis det ikke havde været for de venlige pirater og kriminelle bogsmuglere, der spredte denne litteratur ud over det ganske Europa. Især ville venstredrejede forfattere som Spinoza og d’Holbach i en piratfri verden ikke have fået ben til jorden.
Også i nutiden er de, der klager over pirater, selv pirater, når det passer dem. Der var den amerikanske science fictionforfatter, som skrev kontrakt med et lille Hollywood filmselskab om at en af hans romaner skulle bruges som forlæg til et filmmanuskript af. Forfatteren blev snydt, så vandet drev af ham, han tog slagsmålet og vandt sagen, skønt filmselskabet var ejet af et af de store filmselskaber, der havde pengekassen i orden. Så var der historierne om film, der blev finansieret af folk med ondt i skatten. Filmene var producerede og ejede af dertil indrettede små filmselskaber, som kontraherede med store distributionsselskaber, og disse sidste kunne bevise og beviste, at det på det nærmeste var filmselskaberne, der skyldte dem penge, også når pågældende film var en kassesucces. I Canada verserer der i skrivende stund en sag, hvor diverse bands har anlagt sag mod de store pladeselskaber, fordi disse har lavet opsamlings-Cd’er uden at betale kunstnerne. Selskabernes påstand er, at jo de ville da absolut betale, pengene var skam sat ind på dertil indrettede konti og ville naturligvis være blevet udbetalt på et eller andet tidspunkt. Bliver selskaberne mulkterede efter deres egen tarif, kommer de til at hoste op med et milliardbeløb.
En lidt anden boldgade. Microsoft og Bill Gates startede forretningen med at snuppe noget kildekode til computersproget BASIC. Dette var helt lovligt, for den gang eksisterede der ikke kommerciel software. Programmet blev omskrevet på computere, som de to unge mennesker ikke ejede og som de ikke havde fået lov til at bruge til kommercielle formål. Næppe ulovligt og utvivlsomt ikke strafbart. Og han og Allen skrev programmet om, så at det kunne fungere på bordcomputeren Altair. Man kunne få programmet sammen med computeren til en billig penge, men ville man købe programmet uden Altair, kostede det 600 dollars. Computerfolket lo højt og hånligt og kopierede løs. Bill Gates skrev en skriv, hvori han påpegede, at ville man have gode programmer, måtte man betale. Hånlatteren steg til uanede højder. Jamen hvem er piraterne her? Gates/Allen eller kopisterne eller begge parter?
I de tidlige dage var Microsofts tekstprogram Word blot et af flere tekstbehandlingsprogrammer. Et par danske programmer gav det f.eks. baghjul. Men disse var meget kopibeskyttede, hvorimod Gates sørgede for at Word var næsten ubeskyttet. Det betød, at Word var det program, der blev ulovligt kopieret og langet over havehækken, hvilket igen betød, at det var det program folk kendte og anbefalede deres arbejdsplads at anskaffe. Gates brugte piraterne meget bevidst og han er ganske rigtigt en styrtende rig mand.
Pladeselskaberne er skoleeksempler på, hvordan det ikke skal gøres, og jeg læste for nylig, at EMI er meget nær ved en betalingsstandsning og at et par af de andre af de store åbenbart heller ikke har det for godt.
Hollywood klarer sig bedre, men de leverer også mere for pengene og sagsøger stort set ikke kunderne.
Men foruden at gå med eller mod piraterne er der en tredje mulighed. Man kan høfligt ignorere dem. Når jeg kloger om disse materier, henviser jeg altid til det amerikanske forlag Baen Books, der ikke sagsøger pirater, ikke bruger DRM og i al almindelighed ikke generer kunderne. Hvad de gør, er at sælge en god vare billigt, bekvemt og med god service. Og forretningsmodellen fungerer. Selvfølgelig ligger teksterne ulovligt på nettet. Jeg kiggede på et par af disse ulovlige tekster. Den ene tekst var en antologi, som jeg havde både som papirbog og som ebog. En af historierne manglede. Den anden tekst, var en roman, som jeg havde købt for mange år siden og på et eller andet tidspunkt solgt videre. Teksten var i et ubekvemt format. Jamen så skal man da være en stor nar, hvis man ikke køber bogen lovligt og ukrypteret til 4-6 dollars, for det tager tid og kræfter at finde og nedhente en fil og ca. hver tredje ulovlig fil på nettet er under alle omstændigheder defekt.

Jeg kunne have lyst til at diskutere, hvorvidt de stakkels haitianere overhovedet har tabt noget som helst på grund af den ovennævnte fildeling (der er folk på nettet, der har factchecket historien) og jeg kunne også have lyst til at drøfte, hvorvidt den af Peter Schønning beskrevne brevkampagne vil ændre noget som helst. Men i en debat som denne arbejder man under tidspres.
De interesserede kan imidlertid læse Adrian Jones: Piracy. University of Chicago Press, 2009.
eller se hvad man mener på Baen Books
det er en række essays med titlen Salver mod Big Brother på
http://jensguld.pbworks.com/

Patrick Znaty skrev: “Det ville have klædt kronikken, hvis Schønning også havde bragt “tørre tal” for den kulturelle udtørring.”

Det er med fuldt overlæg, at Peter Schønning ikke kommer med tørre tal. Hvis han forsøgte i en offentlig debat, og fremlagde information om metode og konkrete spørgsmål bag de mange rapporter han og hans kolleger har købt og betalt for, ville der være noget konkret at tilbagevise.

Disse tal og undersøgelser gives i stedet direkte til vore politikere, i situationer hvor der ikke er nogen til at påvise hvordan tallene er manipulerede.

Jeg ville gerne spørge Peter Schønning: Hvis piratkopiering skader salget, hvorfor bruger vi så i dag flere penge på underholdning end nogensinde før? Hvorfor er det totale salg af underholdningsprodukter de sidste ti år støt steget samtidig med at piratkopieringen er steget?

Denne kamp handler ikke om penge til kulturen, som Peter Schønning forsøger at give indtryk af. Kampen handler om magt og kontrol - især magten til at stoppe den store og voksende gruppe kunstnere der gratis deler deres værker på nettet.

Hvis musikindustrien så bare sørgede for, at alt var tilgængeligt! Men jeg kan f.eks. ikke på nuværende tidspunkt få mit behov opfyldt af legale udgivelser.
Det skal nok komme - live-transmissioner på nettet er vi nogle, der har drømt om i mere end et årti, og først nu synes det så at være på vej!
Mht. musikproduktion, så er det jo i Europa sådan, at størstedelen af kulturproduktionen er støttet med offentlige penge - og her må man indse, at man ikke både kan blæse og have mel i munden: støttet kunst skal stilles til rådighed for befolkningen, således som alverdens tv-stationer nu lægger deres arkiver på nettet!
Ingen andre kan leve af at sælge frugten af deres arbejdsindsats igen og igen - hvis kunstnere vil tjene penge, må de producere.

Interessant at følge piraternes krumspring for at retfærdiggøre sig.

Tydeligvis har man opdaget at det er teknisk muligt at (fil)dele opretsligt beskyttet materiale så man ikke behøver betale. Det vil man gerne.

Altså må man retroaktivt forsøge at finde på undskyldninger for hvorfor det ikke er forkert.

Grundlæggende kan man dog sige:

Hvis jeg skriver en bog / et musiknummer eller laver en film så har JEG retten til at tjene på dette arbejde.

Hvis jeg mod betaling overdrager retten til andre så har DE retten til at tjene på det.

At nogle kunstnerne vælger ikke at sælge eller udnytte retten er helt fint - en fortrinlig måde at udnytte nettes muligheder på. Det ændrer bare ikke ved at diverse pirater ikke har nogen ret til at benytte andre værker medmindre de har givet tilladelse til det.

Sammenligningen med tyveri er helt legitim. Eftersom der står rørlige ting i loven er det jo netop en SAMMENLIGNING og ikke en ligestilling, ikke også Niels Mosbak m.fl….

Det er helt absurd at APG vil have at teleselskaberne skal overvåge os forbrugere. Hvorfor forlanger de ikke også at PostDanmark skal åbne og tjekke alle pakker, det kan jo ske at der er piratkopier i dem ? Desværre lader det til at politikerne interesserer sig så lidt for emnet at de blot lader pladebranchen bestemme lovgivningen. Teleselskaberne leverer alene infrastrukturen til at vi kan anvende internettet og at de skal gøres ansvarlige for hvad befolkningen anvender internettet til er fuldstændigt grotesk. Det er en betydelig indskrænkning af vores frihed hvis de skal overvåge vores færden på internettet.

Så længe pladebranchen anser sine kunder som kriminelle i stedet for at indrette deres forældede forrentningsmodel til en globaliseret og digital verden, så vil det kun gå en vej for den. Den eneste måde pladebranchen kan komme piratkopiering til livs er ved at opfinde en tidsmaskine. I alle andre brancher i den private industri anser man så at sige kunden som kongen og indretter sine produkter og tjenesteydelser efter hvad kunderne efterspørger. Hvorfor APG tror at lige netop deres branche er anderledes og har valgt at fokusere på at skræmme kunderne til at betale er et stort uafklaret spørgsmål.

Hvorfor skal jeg, som bruger et skræmmende stort beløb på køb af musik og film på cder, vinyl, dvder og blu-ray, belastes af DRM, regionskodning, tåbelige tvungne advarsler og propagandafilm med idiotiske udsagn som “at piratkopiere er det samme som at stjæle”, når jeg ville kunne slippe for alt det skrammel ved at downloade ulovligt ? Og nu vil I chikanere mig yderligere ved at overvåge og evt. beskatte min internetforbindelse og bestemme hvilke websteder jeg må besøge.

Alle undersøgelser, som jeg er bekendt med, viser at langt hovedparten af de der downloader ulovligt faktisk gerne vil betale for en vare også selvom den kan fås gratis ulovligt. Det kræver blot at man leverer et produkt, der er mindst ligeså godt, som det folk downloader ulovligt og til en pris som folk anser som rimelig. Det er også derfor at en tjeneste som Itunes er blevet så populær (og den er ellers langtfra perfekt).

Når Peter påstår at der er masser af muligheder for at købe musik via abonnementsordninger er det en stor løgn. Han glemmer hvordan KODA fx sørger for at innovative tjenester som svenske Spotify ikke satser på Danmark, fordi man udelukkende vil fastholde sine gamle og forældede forretningsmodeller.

Jeg tænker at Peter Schønning, er mere “bekymret” om sit job, end musikeres retfærdighedsfølelse, og økonomi.
jeg anser ligeledes brev-fidusen, mere er en forretningsmulighed og muligvis en personlig indtjeningsmetode end et middel til at forbedre musikeres økonomi/begrænse fildeling.

- Du kan ikke forestille dig en fremtid hvor den modebevidste kvinde i det offentlige rum har både ret og pligt til at kræve gebyr af enhver der ikke kan finde ud af at kigge den anden vej. vel? Ergo kan man heller ikke kræve gebyrer på musik der sværver i cyberspace, sagde Erasmus Montanus.

- Nøø, siger jeg så, - og der er heller ikke afgift på regndråber. Men det er der på fx. smøger og aviser, som i modsætning til regndråber er varer, fordi nogen har gjort sig den ulejlighed at fremstille dem og sætte dem til salg. Regndråber kommer, her i landet, af sig selv.

- Jamen, det gør musiknumrene og filmene også, siger Erasmus, - for de kan masseproduceres.

- Hør nu her. Montanus: At smøger og aviser kan masseproduceres, gør ikke at de holder op med at være varer og eksempelvis computerprogrammer, hvis indhold kun består af 0´er og 1-taller, koster jo også penge at downloade, fordi de er varer som nogen lever af at fremstille.

Problemet og velsignelsen ved internettet er at det endnu er relativt anarkistisk, men friheden bliver selvfølgelig indskrænket over tid, indtil alle forskelle er udjævnet og før eller siden kommer vi forbrugere til at betale for varerne på hylden/nettet, dersom der vitterlig er tale om varer og ikke regndråber eller synet af en smukt påklædt kvinde.

- Personligt, kære Erasmus, hælder jeg til den opfattelse at det er op til kunstnerne suverænt at deklarere om deres musik er en vare, mens det er op til brugerne af internettet/varehuset om man vil stjæle varerne på hylderne, med risiko for at blive opdaget. At nogle allerede har gjort det til deres mission at forsøge at begrænse svindet i butikken har jeg svært ved at hidse mig op over, så længe de i øvrigt ikke anfæger min frihed til at bevæge mig frit i varehuset eller for den sags skyld selv lægge varer på hylden.

- Jo, internettet er stadig en landevejsbod ( en begyndlse, som mange en dag vil se nostalgisk tilbage på, som et tabt forjættet land) og det kan tidsnok blive noget andet, men lur mig om ikke det ender som et varehus, med butiksdetekttiver, overvågningkameraer, slagtilbud og frynsegoder til personalet. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, Erasmus. Det kan du lige så godt se i øjet.

Niels Mosbaks sammenligning med bogtrykkerkunsten, er den mest korrekt sammenligning man kan lave imellem analogt distribueret og digital distribueret musik, film, bøger osv.. Dem der tuder nu, er dem der har mistet deres monopol, til fordel for forbrugere, der har får et større udvalg at vælge imellem.

Karsten Aaen

Tak for at du tydeliggør, hvorledes den fornuftige del af underholdningsindustrien handler.

Men tænk på den omtale og reklame de har fået blandt det helt rigtige publikum - lige deres målgruppe, og så helt gratis har de ramt 1,5 millioner mennesker. Budskabet er spredt, og det har intet kostet.
Og vi sidder her og roser deres forretningsmodel, mens pladeindustrien stadig hænger fast i gamle mønstre, og truer deres potentielt bedste kunder.