Det hele varmeget enklere i gamle dage. Dengang, man kunne gå i demonstration og råbe, at amerikanerne og Verdensbanken var de onde. Dengang idealistiske lærere arrangerede emneuge om Afrika i folkeskolen - på samme måde som man havde emneuge om arbejdsløse, fremmedarbejdere og måske lidt om Grønland. Dengang alle afrikanere var sorte, spiste hjemmelavet hirsegrød, dansede som besatte og fødte dusinvis af børn. Og deres ledere - eller i hvert fald nogle af dem - havde et skær af frihedskæmpere over sig.

Nu er billedet så besværligt uskarpt. Der er korruption, aids, folkedrab, kvindelig omskæring. Vi hører om, hvordan Afrika huser muslimske fanatikere og regeres af folk som Mugabe, der for længst har glemt, hvad frihed er. Godt nok fik Nelson Mandela i sin tid sat en stopper for den politiske apartheid, men han fik ikke afskaffet den økonomiske. Sydafrika har netop overhalet Brasilien som det land i verden med størst indkomstkløft mellem rig og fattig.

I det hele taget ser afrikanerne i mediernes objektiv ofte ud, som om de er en flok røvere og banditter og pirater hele bundet. Nogen af dem har bare finere jakkesæt på end andre. Eller er rigtigt dygtige til at tale de vestlige bistandsdonorer efter munden, mens deres venner stjæler af statskassen.

Så er det vel ikke så mærkeligt, at man sidder i Danmark og tænker ‘Hvorfor er det så svært for Afrika’, og at den økonomiske krise vel nok har ‘Slået Afrika tilbage til start’ - bare for at nævne et par overskrifter fra danske u-landseksperters analyser af virkeligheden på det sorte kontinent.

Men der er også en anden virkelighed. Den virkelighed, som foregår i de afrikanske storbyers forretningsdistrikter, i airconditionerede kontorer, ja, selv i de små landsbyer, hvor entreprenante kvinder og mænd formår at gøre forretning ud af selv den mindste chance. Den virkelighed har nogle helt andre historier. Om succeserne, om de stærke kvinder, der går fra deres sløve, fordrukne mænd. Om unge stræbsomme piger og drenge, der med ihærdighed og stolthed og måske en lille smule held formår at foretage den sociale rejse fra arbejdet i marken til en universitetsuddannelse.

Den slags solskinshistorier fra Afrika vinder ligesom ikke gehør. For der må da bestemt være tale om en undtagelse fra reglen.

Derfor er det også nærmest en sensation, når to anerkendte amerikanske økonomer, som omtalt i går, kan dokumentere, at det går fremad i Afrika. Økonomierne vokser - også trods den finansielle krise. Og uligheden mindskes. Politiske reformer begynder at få effekt. Udenlandske investeringer og en spirende privatsektor varsler nye tider.

Det var ogsåkonklusionen, da direktøren for Den Internationale Valu-tafond, Dominique Strauss-Kahn, rejste rundt i Afrika sidste uge. Han mener sågar, at Afrikas relation til resten af verden får endnu større betydning i dette århundrede, end det havde i hele det 20. århundrede. Noget af en udmelding, kolonitiden og sådan taget i betragtning.

Men det kunne for eksempel være potentialet i de private investeringer, naturressourcerne og Kinas entreprenante adfærd, han tænker på. Samt vel sagtens de øvrige markeders chance for at tage del i gamet. For selvfølgelig skal man ikke være blind for, at al den snak om økonomisk vækst som løsningen på fattigdom passer som fod i hose til højreorienterede vestlige regeringers ønske om at skære ned i den traditionelle u-landsbistand og i stedet styre de frie markedskræfter, kapitalismen og lære afrikanerne at blive deres egen lykkes smed.

Det villeimidlertid være dejligt, hvis den europæiske debat kunne holde op med enten at se Afrika som et fejlslagent kontinent, der bare skal have mere bistand - eller et fejlslagent kontinent, hvor bistanden er slået fejl. Det ville være klædeligt, hvis de, der udtaler sig om kontinentet, også i mindre grad lod deres egeninteresser styre udlægningen. Hvis bistandsindustrien kunne frigøre sig fra fortællingen om, at alt er galt. Og hvis bistandskritikerne fra fortællingen om, at intet kan gå godt.

For sandheden om Afrika er langt mere kompleks. Og den indeholder masser af positive udviklinger, der slås med de negative om at vinde kampen.

Når økonomerne fra USA’s National Bureau of Economic Research kan konkludere, at de vidt forskellige afrikanske lande har formået at skabe vækst på tværs af deres vidt forskellige omstændigheder, er det næste oplagte spørgsmål derfor for en gang skyld: Hvad er det, de har gjort rigtigt? Og hvordan kan det sikres, at udviklingen fortsætter?

Det er ikke sikkert, at de spørgsmål er lette at besvare. Et godt bud er, at væksten skyldes en kombination af bistandsindsatserne, investeringerne udefra og initiativer indefra.

Men svaret er helt sikkert komplekst. Til gengæld er det sjovere at lede efter end svaret på den stædige fordom om, at alting altid går galt.