Historien har altid været umådelig populær i Hollywood, og hver gang en ny historisk film eller tv-serie lanceres, afstedkommer det kommentarer fra historikere, der kritiserer filmfolkenes omgang med historiske fakta. Men historikere burde glæde sig over interessen for deres forskningsfelt. Det mener Nils Arne Sørensen lektor i historie ved Syddansk Universitet.
»Det, som filmen kan gøre meget bedre end historikerne, er at konfrontere publikum med de vigtige moralske konflikter, som man i historien har været tvunget til at tage stilling til. Gennem film bringes de dilemmaer ned i øjenhøjde,« siger Nils Arne Sørensen.
Carsten Tage Nielsen, der er ekstern lektor i historie ved Roskilde Universitet, henviser til en amerikansk undersøgelse fra 1998 af folks oplevelse af historie fortalt på film. Adspurgt, hvordan de ville vurdere historiske films troværdighed på en skala fra et til ti, svarer gennemsnittet fem.
»Her ser vi jo, at publikum faktisk godt kan forholde sig kritisk til filmens indhold. De ved godt, at det ikke er hele sandheden. Derfor bør vi historikere heller ikke bekymre os så meget om, om det nu er den rigtige uniformsknap, der er brugt. Det ved publikum godt, at det måske ikke er. Men det der bør bekymre os er det, der alligevel smutter igennem uden kritisk stillingtagen. Og her viser undersøgelsen, at publikum ikke forholder sig til de normer og værdier, der bliver videreformidlet. Det betragter publikum som sandheden. Det bliver de aldrig udfordret på,« siger Carsten Tage Nielsen.
Legitimiteten
Han hæfter sig ved, at Hollywood repræsenterer big business, og i sit væsen derfor er samfundsbevarende. Der bliver så at sige ikke skabt grobund for ny historie.
»Det, som Hollywood for eksempel sjældent forholder sig kritisk til, er krigens legitimitet. I de store amerikanske produktioner genbekræftes de vedtagne normer og værdisæt i vores samfund. Krig er nødvendig, kernefamilien er den normale livsform og Amerika er frihedens land,« siger Carsten Tage Nielsen.
Men som Nils Arne Sørensen påpeger, så er det en af filmens præmisser, at der er en fælles referenceramme.
»En film vil altid tage udgangspunkt i et fællesskab, hvor der er en række ting, vi er enige om, ellers kan man ikke skabe den så nødvendige identifikation. Filmen vil afspejle den tid, den er lavet i, og ikke den tid den handler om. Det er vigtigt, at man som publikum er bevidst om det, og det finder jeg jo også interessant som historiker,« siger han.
Carsten Tage Nielsen er som Nils Arne Sørensen positiv over for, at Hollywood sætter fokus på historien, men fastholder at historie for en historiker ikke kun handler om at huske. Det handler i høj grad om, hvordan man husker.
»I filmen Platoon, der handler om Vietnamkrigen, ville det jo for eksempel være oplagt at tematisere kulturmødet. Men det blev på intet tidspunkt problematiseret, at amerikanske soldater overhovedet ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til vietnameserne. De blev bipersoner i mere end en forstand. Og en af de sidste replikker lyder endda: ‘Vi kæmpede ikke mod fjenden, men mod os selv’, så kan det jo nærmest ikke blive mere lukket om sig selv. Platoon blev på den måde bare endnu en legitimering af krig, der blot viste de menneskelige konsekvenser af at deltage i den.«
Ikke irrelevant
Nils Arne Sørensen påpeger, at netop fordi Hollywood i udgangspunktet helst vil have, at vi er enige, så er Anden Verdenskrig et oplagt valg.
»Lige med hensyn til Anden Verdenskrig er det jo svært at mene andet, end at den var nødvendig, og det er selvfølgelig også noget af det, der gør, at den har været så populær i Hollywood. Det var den gode krig. Men i de senere år har for eksempel Tom Hanks med Saving Private Ryan og Band of Brothers bidraget til en nuancering og vist, at krigen måske var rigtig, men set fra den enkelte soldats perspektiv var den frygtelig og virkede meningsløs,« siger Nils Arne Sørensen.
På film fortælles historien gennem en person, der lever i den, og på den måde kommer publikum til at føle sig forbundet med den.
»Det er netop på det følelsesmæssige og personlige plan, at Hollywood kan bidrage til historieskrivningen. Det er en helt anden diskurs end vores, der traditionelt tager afstand til det følelsesmæssige. Men den er bestemt ikke irrelevant i forhold til at få folk til at interessere sig for historie,« siger Carsten Tage Nielsen.
Nils Arne Sørensen mener, at historikere bør forholde sig til og bruge filmens historieformidling. Det gør han selv i sin undervisning.
»Hollywood er ikke god på de kognitive og strukturelle processer. Men der må vi historikere jo så glæde os over, at vores rolle ikke er helt udspillet endnu,« siger han.
Kommentarer