DET ER PRISVÆRDIGT, når justitsminister Lars Barfoed (K) nu vil bede EU om hjælp for at forhindre, at den saudiske advokat Yamani kan anlægge sag mod danske aviser ved det britiske retssystem.

Som det sikkert vil være de fleste bekendt, har advokaten, der hævder at repræsentere små 100.000 ikke nærmere identificerede efterkommere efter profeten Muhammed, tidligere varslet en retssag mod en række danske aviser, fordi de i 2008 genoptrykte Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Det er efterkommerne ifølge Yamani så krænkede over, at de kræver et sagsanlæg. Advokaten har stillet de danske dagblade, heriblandt Information, over for en række helt urimelige krav om undskyldning og tilbagetrækning, som skal imødekommes, hvis sagen skal forhindres.

Herboende muslimer har tidligere anlagt lignende injuriesager ved danske domstole mod Jyllands-Posten, men har hver gang tabt. Det har hidtil ikke været muligt at få et svar fra advokat Yamani, om hvor han i givet fald vil anlægge sagen, men et temmelig realistisk gæt er, at det vil blive i Storbritannien.

BRITISK RETSPRAKSIS STILLER sagsøgere i injuriesager stærkt i forhold til eksempelvis i Danmark, og det er en kendt sag, at britiske domstole er hyppigt anvendte til såkaldt injurieturisme, hvor folk vælger at føre deres sag i Storbritannien, selv om sagen er foregået i et helt andet land. Men på grund af en særlig EU-forordning anerkender EU-landene hinandens retsafgørelser på en del civil- og handelsretlige områder.

Ud over at en sådan retssag ved en britisk domstol højst sandsynligt vil blive en meget dyr affære for de danske dagblade, er det fuldkommen uacceptabelt, at en domstol i et andet land skal kunne dømme for noget, der er helt lovligt i henhold til dansk lovgivning. Det vil ikke bare være forkasteligt, men også en utilsigtet begrænsning af ytringsfriheden i Danmark. Derfor er der virkelig grund til at håbe, at Lars Barfoed får held med sit fore- havende.

Denne artikel er anbefalet af: