BERLIN - Bartenderen Nicole N. har travlt med at lange kaffe over den mørkebrune disk på Café Matilda i den nordlige ende af bydelen Neukölln. Den unge kvinde arbejder i et af Tysklands dårligst betalte erhverv, og hun er kritisk over for sin egen branche og ikke mindst sit land:
»Det kan ikke være rigtigt, at folk skal arbejde for fem eller seks euro (37,5 - 45 kr.) i timen i et af verdens rigeste og mest moderne lande«, siger hun til Information.
Nicole er heldig nok til at have en chef, der betaler en mere anstændig timeløn, men måske bliver der også snart gjort noget for hendes mindre heldige kolleger.
Det tyske socialdemokrati SPD har nemlig fra sin plads i oppositionen taget initiativ til at garantere, at ansatte i restaurationsbranchen kan være sikre på en anstændig udbetaling. I et spritnyt udspil slår SPD til lyd for en lovpligtig mindsteløn på 8,50 euro (64 kr.), som skal gælde på tværs af brancher og eksisterende overenskomster.
Udraderer job
En af de liberale politikere, der er stærkt imod det socialdemokratiske forslag om en mindsteløn, er Johannes Vogel, der er arbejdsmarkedspolitisk ordfører for det liberale FDP.
Han medgiver, at mindsteløn ved første øjekast kan virke som en god idé. Men ved nærmere undersøgelse forholder det sig helt anderledes, forklarer han til Information:
»Problemet med forslaget om en lovpligtig mindsteløn er, at den risikerer at udradere arbejdspladser. Det er ikke en god løsning at opbygge en mur rundt om arbejdsmarkedet med en mindsteløn. På den måde holder man også folk ude af arbejdsmarkedet. Derfor siger vi, at det skal kunne betale sig at arbejde - også for folk, der måske er midlertidigt arbejdsløse.«
Regulering af markedet
Andre stemmer hævder derimod, at en lovpligtig mindsteløn er et tiltrængt, hvis ikke ligefrem nødvendigt politisk tiltag mod den voksende andel af job med lave lønninger, som er fulgt i kølvandet på den socialdemokratisk indledte deregulering af arbejdsmarkedet.
Samtidig er også antallet af overenskomstansatte tyskere på blot 15 år faldet fra mellem 80 og 90 pct. til ca. 61 pct., forklarer socialøkonomen Reinhard Bispinck, der forsker i lønpolitik ved den fagforeningsfinansierede tænketank Hans Böckler-Stiftung.
Ifølge Bispinck er der ingen tvivl om, at de tyske arbejdstageres vilkår er blevet væsentligt forringet på ganske kort tid:
»I dag må en arbejdsløs, der er uden for arbejde i mere end et år, acceptere ethvert job, han tilbydes. Der er ikke nogen professionsbeskyttelse eller kvalifikationsbeskyttelse. Og frem for alt er der ikke længere nogen regel om, at den arbejdsløse skal tage et arbejde med en ordentlig overenskomst«, siger Bispinck til Information.
Selv om de tyske socialdemokrater i deres seneste udspil forlanger mindsteløn indført ved lov og skyder med skarpt efter den borgerlige regering, har de selv været medvirkende til, at forskellen mellem løn og socialhjælp i visse tilfælde er forsvindende lille i dagens Tyskland.
På trods af partipolitiske stridigheder er der dog bred enighed i den tyske forbundsdag om, at det er nødvendigt at øge afstanden mellem socialhjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse på den ene side og betalt arbejde på den anden side.
Europæisk standard
Men hvordan man skal komme problemet til livs, er imidlertid en helt anden problemstilling, der afslører afgrundsdybe ideologiske forskelligheder.
På den ene side af skellet findes den konservative, socialstats-kritiske fraktion i skikkelse af FDP og til dels også det bayriske CSU.
Begge partier har offentligt hævdet, at socialhjælpen er udformet på en måde, der opfordrer til dekadent livsførsel og modvirker incitamentet til at arbejde. Og begge partier fremfører regelmæssigt forslag om at skære i ledighedssatserne.
På den anden side af grøften står SDP, venstrepopulisterne Die Linke og ikke mindst fagforeningerne, der ønsker at indføre en lovpligtig mindsteløn til at udbygge afstanden mellem socialhjælp og arbejdsløn.
Ifølge Reinhard Bispinck er det på høje tid, at Tyskland nærmer sig sine europæiske naboer, når det gælder lønpolitik:
»Med en lovpligtig mindsteløn kan vi i det hele taget først nå en standard, som der findes i de fleste øvrige europæiske lande. I sammenlignelige lande er en løn på 8,50 euro allerede standard.«
Myter om tyskerne
Efter danske forhold kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor de tyske fagforeninger ikke har haft større held med at forhandle overenskomster, der som minimum forpligter arbejdsgiverne på at betale en acceptabel løn.
Men en del af forklaringen er den, at overenskomstsystemerne i lande som Danmark traditionelt er så stærke og stabile, at de selv opbyder den nødvendige sikkerhed. I de skandinaviske lande er både overenskomstforpligtelsen og lønniveauet så højt, at der i praksis er tale om en funktionel ækvivalent til en lovpligtig mindsteløn.
I Tyskland er situationen radikalt anderledes. De tyske fagforeninger har ikke samme gennemslagskraft over for arbejdsgiverne, og det skyldes primært organisatoriske svagheder, siger Reinhard Bispinck, der til daglig forsker i de socialpolitiske problemstillinger i spørgsmålet om mindsteløn:
»I Tyskland har vi en fagforeningsmæssig organisationsgrad på lidt mere end 20 pct., hvilket slet ikke kan sammenlignes med Danmark. Med så lav en procentdel er det naturligvis også vanskeligt at opnå gunstige overenskomster. Derfor har eksempelvis fagforeninger for næringsmidler og hotel- og restaurationsbranchen i løbet af 90’erne krævet en lovpligtig mindsteløn. De kan ikke klare det ved egen hjælp.«
FDP-politikeren Johannes Vogel deler dog ikke opfattelsen af, at fagforeningerne har brug for en hjælpende hånd fra lovgiverne:
»Nogle brancheforbund er så velorganiserede, at der slet ikke er behov for at diskutere mindsteløn«, siger Vogel, der foretrækker at overlade lønspørgsmålet til overenskomstforhandlinger.
Alligevel medgiver han, at det er et problem med svage fagforeninger:
»Vi er klar til at se på, hvordan man kan øge nogle fagforeningernes organisationsgrad. Men de må også spørge sig selv om, hvorfor de er i stand til at overbevise stadigt færre mennesker om, at det betaler sig at være med i en fagforening.«
Tilbage på kaffebaren i Neukölln har bartenderen Nicole kun et smil og et skuldertræk tilovers for de tyske fagforeningers manglende gennemslagskraft:
»Forestillingen er, at tyskerne gerne lader sig fagligt organisere. Men det er kun en myte, en kliché,« siger hun.
Kommentarer
Typisk emotionalitets vs. rationalitetstwist.
Lad os sige at man indførte en mindsteløn på €10/ timen. Det første der ville ske var, at alle hvis arbejde ikke var €10/ timen værd ville blive fyret. Derefter ville der være et større udbud af ufaglært arbejdskraft, hvilket ville drive lønningerne endnu mere ned.
Jeg undrer mig over, hvorfor Information ikke kan nævne Die Linke uden altid at skulle karakterisere dem som “venstrepopulister”. De andre tyske partier bliver normalt ikke udstyret med betegnelser, der viser skribentens subjektive politiske vurdering af dem.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det mest forstemmende ved denne beretning fra det store Tyskland er, at vi udelukkende taler om de til enhver tid arbejdende lønmodtagere i det private erhvervsliv, der gennem deres indtjening af bruttonationalproduktet er med til at lønne de mange højtlønnede offentlige ansatte, som har den store fordel, at deres overenskomster med løn, ferie, pension og frynsegoder etc. fungerer ned til det mindste komma og punktum.
Artiklen fra Tyskland bekræfter også det, som EU-modstanderne har påpeget i årevis, nemlig at unionen med sin udvidelse af 12 tidligere kommunistiske stater udelukkende har til formål, at skabe fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft på tværs af klodens grænser. Uden skelen til de hårdt oparbejdede lønforhold, som de privatansattes fagforeninger i Vesteuropa har kæmpet for igennem 50 år, for de er ikke det stykke papir værd anno 2010, som de er skrevet på, når man ikke vil indføre mindsteløn.
Europas private arbejdsgivere kan i dag selv bestemme, hvor meget de vil give i timeløn til hvem som helst, for de truer bare deres lønmodtagere med udflytning til et tidligere eller nuværende kommunistisk land, hvor begreber som velfungerende fagforeninger samt overenskomstmæssig løn, ferie og pension aldrig nogensinde har eksisteret.
Udviklingen er skræmmende.
I løbet af de sidste 20 år har man i de vesteuropæiske demokratier omdannet den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke af lønmodtagere i det private erhvervsliv til en ”slavehær”, der året rundt skal knokle bruttonationalproduktet hjem, så millioner af offentlige ansatte og politikere kan leve en sorgløs arbejdstilværelse, hvor de ikke behøver at frygte nedskæringer på 20 pct. af lønnen, som for eksempel medlemmerne fra 3 F i Danmark oplever det i de aktuelle overenskomstforhandlinger.
Dette skyldes blandt andet den kendsgerning, at Tyskland ikke har været medunderskriver af Øst-aftalen, der kræver, at de private tyske arbejdsgivere skal udbetale overenskomstmæssig løn til for eksempel polske arbejdere. Iskoldt sidder den tyske regering og underminerer alle overenskomster i Danmark med billig arbejdskraft som betyder, at de store Danish Crown-slagterier og andre virksomheder snart har flyttet resten af deres produktionsapparat til den anden side af grænsen.
Hvis de offentlige ansatte blev udsat for den samme usle behandling, som de privatansatte oplever det med de aktuelle forhandlinger om nye overenskomster, ville de omgående sammen med deres fagforeninger lamme hele samfundet gennem massive strejker, fordi de ved, at deres arbejdspladser ikke risikerer udflytning til et andet land, mens de arbejdsløse privatansatte må finde sig i hvad som helst.
Denne udvikling skyldes især de privatansattes fagforeninger rundt omkring i Europa, der aldrig nogensinde opstillede nogle som helst krav i 1990`erne til politikerne om, at betingelsen for at de tidligere kommunistiske stater blev medlemmer af EU-fællesskabet, skulle være en opbygning af en rimelig fagbevægelse med anstændige minimumslønninger for alle privatansatte arbejdere og funktionærer, så konkurrencen på arbejdskraft i erhvervslivet blev rimelig fair.
Ligeså burde man heller aldrig have accepteret blandt andet Kinas og Vietnams udskiftning af den uduelige planøkonomi til markedsøkonomi, uden at der fulgte demokrati og menneskerettigheder samt en fagbevægelse med som betingelse for en optagelse i WTO som verdenshandelsorganisation. For hvilke demokratier med fri markedsøkonomi kan i den sidste ende konkurrere mod statskapitalisme fra store diktaturer?
Ja, en timeløn på 37,00 kroner i timen har indtil nu været utænkeligt for de privatansatte i Danmark, men ikke desto mindre bliver det snart en realitet overalt i EU, også herhjemme, fordi vores økonomiske velfærdssystem bryder fuldstændig sammen i de kommende år. Takket være uansvarlige og uduelige politikere, der aldrig har sat nogle klare grænser for storkapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed, så de privatansatte lønmodtagere ikke bliver misbrugt.
Ligeså kommer vi også til at opleve drastiske nedskæringer i overførselsindkomsterne til for eksempel mere end to millioner danskere, hvoraf især den unge generation af blandt andet arbejdsløse enlige mødre og børnefamilier tror, at de altid vil blive livsforsørget af de offentlige kasser med treværelses lejlighed og penge til mad, bare fordi de har sat børn i verden, og selvom de ikke arbejder.
De får snart det store chok.
Store dele af den europæiske befolkning er i årevis blevet skubbet ned i en omfattende social ”massegrav” på grund arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, hvor store traditionsrige arbejdspladser er flyttet til lavtlønslande. Alle disse arbejdsløse sjæle ejer ingen fast ejendom. De lever udelukkende på statens nåde, selvom de gerne vil arbejde. Men når de folkevalgte politikere aldrig har respekteret, at over 70 pct. af Europas befolkning ikke ønsker Europas Forenede Stater, så er det ægte demokrati og folkestyre med en anstændig markedsøkonomi en saga blot.
Folk strømmer i øjeblikket ind til de offentlige uddannelser og arbejdspladser i håbet om, at netop de bliver ”de udvalgte”. De er nemlig overbeviste om, at hvis bare man er ansat i den offentlige sektor kan man hver måned være 100 pct. sikker på, at få sin høje overenskomstmæssige løn udbetalt, så man kan leve en social og økonomisk sorgløs tilværelse på bekostning af den til enhver tid eksisterende ”slavehær” af lønmodtagere i det private erhvervsliv.
Så hvem vandt egentlig Den Kolde Krig?
Demokratiet eller den hæslige kommunisme?
Jeg kender godt svaret …
Denne kommentar er anbefalet af:
De tyske forehold kan blive et Dansk marrerit.
lo forbundende oplever, medlems flugt, og arbejdsgivere der sammen med borgerlige politikere der hånd i hånd lyver overfor borgere og vælgere, nej vi kunne da aldrig finde på at kræve løn nedgang, og forringelse af danske løn og arbedsforehold så meld dig bare ud af din fagforening, lokker arbedsgivere og borgerlige som den satans slange i paredis med æblet,
på den anden side, der ligger et danmark hvor vi har ca samme organisations grad på arbedsmarkdet som der er realiteteren i Tyskland, et danmark hvor arbedsgivere og borgerlgie politkere kan bevist ødelægge årtieres ja et århunderes dansk succes, og bevist kræve lønnedgang, kræve dårligere job sikkehed, og hvem kan stoppe dem fagbevægelsen tjaaa, med en organstations grad som i tyskland der vil arbedgiverne og de borgerlige politikere grine af dig når du kræver din ret, i din satans gule fagforening,
Folk skal have en ordenlig løn, længere er den ikke. Hvor pågældende befinder sig er ikke relevant. Og hvis man bliver bange for at blive flyttet til Kina, så kunne det være det var tid til se på arbejderejede virksomheder. Hvem vil flytte sit eget job ud af landet?
Nu lyder 37,50 ikke af meget - og det er det heller ikke, men at sammenligne det med Danmark er helt ude i hampen, for
1. Arbejdsgiveren betaler et lignende beloeb, hvis ikke storre i Sozialbeiträge etc. Det er en model som er ukendt i Danmark, men det er faktisk normalt i EU at arbejdsgiveren betaler til Sociale “goder” som f.eks. arbejdslöshed / pension etc.
2. Progressionen i Skattesystemet betyder at der ikke betales nogen reel indkomstskat, og yderligere gives der ekstra börnetilskud etc.
Videre er momsen paa mad paa kun 7% - sikkert ogsaa en vigtig post hvis man ligger paa mindsteloennen. Kan man gaa til bageren og koebe 6 friske rundstykker (med ekstra korn) for Kr 14.25? nej ikke helt
3. En medarbejder i Tykland kan ikke udsaettes for “hire and fire” som det er normen i Danmark - og i det heletaget er et temmeligt svaert for en virksomhed med “normale medarbejdere” at reducere arbejdsstyrken - selv i en “krise”
4. Fagforeningerne i Tyskland har maaske ikke den store direkte magt - men over “Betriebsrat” som er en lovbestemt störrelse har medarbejderne direkte indflydelse paa virsomhedens drift og organisation, helt ned til lön og arbejdsviklaar - ja selv enkelte ansaetteler.
Det er rigtigt at vi skal sammenligne os i Europa, men saa skal vi ogsaa forstaa hvordan systemerne virkeligt er indrettet.