BAGDAD - På en gigantisk militærbase nord for Bagdad forbereder et hold, der flytter hele hære, sig hver eneste nat på en mission, der vil definere USA’s tid i Irak i højere grad en nogen anden operation siden invasionen for syv år siden - i marts 2003.
I spidsen for dette står den højtstående amerikanske officer, der har det logistiske ansvar for den militære tilbagetrækning - en mand, der hævder at have en af landets højeste niveauer af jobtilfredshed.
»Jeg har det bedste job i Irak lige nu,« siger brigadegeneral Paul Wentz fra det amerikanske militærs 13th Sustainment Command.
»Det kan der ikke være tvivl om.«
Om vurderingen afspejler mindet om den anspændte situation under den amerikansk ledede besættelses første 12 måneder, om den knytter an til den forestående afslutning på en krig, der blev stadig mere upopulær, eller blot skal signalere, at hans stab har forberedt sig så godt, at intet kan slå fejl, er ikke til at sige.
Men uanset hvad, er de mænd og kvinder, som er i hans deling, klar til at iværksætte den største flytning af tropper og maskiner, verden har set siden Vietnam-krigen.
Ordren om at gøre dette ventes, inden for 60 dage efter at et officielt resultat foreligger fra Iraks parlamentsvalg. Optællingen af stemmer forløber stadig langsomt - kun omkring 65 procent af stemmesedlerne er optalt her godt en uge efter valgdagen den 7. marts.
Men hvis det går, som Det Hvide Hus håber, og resultatet er i sidste ende bliver anset for troværdigt, vil præsident Barack Obama som øverst kommanderende for hæren kunne proklamere afslutningen på den krig, han i sin tid betegnede som »tåbelig«.
31 mio. genstande i alt
Så snart Wentz modtager et telefonopkald fra det amerikanske militærs øverstkommanderende i Irak, Ray Odierno, vil et omfattende transportnetværk af lastbiler, fly og skibe gå i gang med at evakuere omkring 45.000 soldater og over en million ton udstyr, der spænder fra kæmpebulldozere til vandkølere foruden de hundredvis af forskellige typer maskiner og våben, der blev brugt til at udkæmpe og føre krigen med.
Tilbagetrækningen tegner til at blive noget af en bonusdag for den irakiske hær. Sidste år fastsatte den amerikanske regering et loft på 30 millioner dollar for, hvor meget værdien må løbe op i på det udstyr, som de militære leder kan efterlade på hver base. I alt 31 millioner forskellige genstande vil blive pakket sammen og stablet, herunder 43.000 militære køretøjer, 600 helikoptere, 120.000 containere og 34.000 ton ammunition. Forsendelserne anslås at ville kræve 240.000 vognlæs og 119 fragtfly.
Tilbagetrækningen vil efterlade 50.000 amerikanske soldater i Irak den 30. august, hvoraf ingen vil være deciderede kampstyrker, og reducere antallet af baser fra 290 til færre end 10.
Selv med den tilbageværende amerikanske tilstedeværelse vil tilbagetrækningen i Irak og andre steder sandsynligvis blive opfattet som krigens sidste aktion.
At der er tale om en milepæl, er Wentz bevidst om:
»Dette her bliver et kapitel i verdenshistorien, og vi vil virkelig gøre, hvad vi kan for, at det bliver et godt kapitel,« siger han fra officersmessen på den enorme flybase Balad, hvor hans folk stadig har travlt med at koordinere bevægelserne for over 3.000 amerikanske militærkøretøjer i Irak hver dag.
»Vores gutter har stadig travlt, og vi kan lide, at vi gør en forskel her. Succes for os vil være, hvis vi vågner op til september, og ingen vil have bemærket, at vi er væk.«
Dette kan meget vel være kriteriet i Irak, hvor befolkningen i mange år har givet udtryk for sin irritation over de enorme, langsomme amerikanske konvojer, der sinker trafikken og de ofte uendelige forsinkelser ved checkpoints bemandet med amerikanske soldater. Men i USA er en anden indikator nok så vigtig: ikke at gentage fejlene fra forrige amerikanske tilbagetrækning fra Irak i 1991.
Hint tilbagetog blev skæmmet af forsinkelser, udstyr, der gik tabt, og generel inkompetence og er siden blevet fremhævet som skoleeksemplet på, hvordan man ikke løser sådan en opgave.
»Vi har lært en masse siden da,« siger Wentz.
»Vi har ikke længere de der Indiana Jones-lagerhaller, hvor ingen ved, hvad der er indeni.«
»Mange af de dårlige ting, der kom ud af første Golf-krig, er der styr på. Vi har indført en mængde teknologi. Det her er ret afgørende for de amerikanske skatteydere. Vi skal leve op til vores ansvar som gode forvaltere af skatteborgernes penge.«
Alt ud via Kuwait
Selv om hovedparten af de tunge lastopgaver endnu ikke er gået i gang, er flere kampvogne og de store militærlastbiler, der kendes MRAPS, allerede på farten og forlader i nogle tilfælde Irak sammen med de enheder, de kom med, mens andre forberedes til ny krigsindsats.
»Udstyret bliver sendt mod syd. Noget af det vil formentlig blive gjort klar igen i Kuwait og sendt over til vores kammerater i Afghanistan,« siger Wentz.
»Nogle af containerne vil blive afskibet fra havnebyen Aqaba ved Det Røde Hav i Jordan, andre fra havnen i Umm Qasr. Hver måned skiller vi os af med stadig mere materiel, hovedsagelig adskilte komponenter, som har hobet sig op igennem flere år«.
Lærte af gamle Golf-fejl
Forberedelserne til den store flytning er blevet kaldt Operation Clean Sweep (Hovedrengøring).
De fleste tropper vil flyve ud af Irak til Kuwait og herfra videre ad de faste militære ruter tilbage til Amerika.
Iraks vigtigste veje er sikrere nu, men militærledelsen foretrækker stadig at friholde så mange soldater som muligt fra den 10 timer lange sydgående køretur til Kuwait. Den firesporede hovedfærdselsåre ned gennem Irak, blandt amerikanske soldater kaldet Route Tampa, blev ellers anlagt af Saddam Hussein for at kunne flytte tropper og materiel til den iranske front og tilbage. Den gav ham også en direkte rute til Kuwait.
De amerikanske og britiske hære brugte da også Route Tampa til at komme til op Bagdad i 2003. Og amerikanske konvojer har brugt den lige siden, til trods for omfattende bagholdsangreb fra militante og utallige vejsidebomber.
Kaptajn Jason Vivian fra 80th Ordinance Battalion med base i Pennsylvania står i spidsen for et oprydningshold på Balad-basen, der bliver et af de travleste knudepunkter i Irak, når tilbagetrækningsordren kommer fra Odierno. At få den sat på skinner er for ham højdepunktet af karrieren.
»Det var derfor, jeg gik ind i militæret,« siger han stående mellem kraner og rækker af tunge panserkøretøjer.
»Invasionen og troppeoptrapningen var også væsentlige for en logistiker som mig, men det, vi nu skal i gang med, er, hvad det hele handler om.«
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer