Netop hjemme fra blandt andet Island åbner jeg min avis, nærværende, og slår op i tv-programmet. »DR1« står der med store typer, meget tydeligt, og ved siden af, med lige så store typer, lige så tydeligt: »TV 2«. Først nedenunder, med meget mindre sats, står der, næsten ulæseligt: »DR2«.
I en avis som vores burde det være omvendt. Det er i hvert fald i meget lille skriftgrad, jeg med briller staver mig frem til aftenens film på den kanal, som er den islandske Jar City. Den er fra 2008, da landet vel allerede var krakket, men ikke ville indse, hvad folket på øen først for ganske nylig gjorde tydeligt, at det nu vidste, ved at nægte at løfte den enorme gældsbyrde efter en flok lallende selviske, griske fyrster af varm luft fra tredje bind af Kapitalen: Penge uden bund i nogen virkelighed.
Handlingen i Baltasar Komákurs filmatisering af Arnaldur Indridasons kriminalroman om blodets skyld og syndens nedarvelse udspiller sig på bagsiden af det Island, der nu ikke findes mere, og hvor 100 islandske kroner lige nu er fire danske.
Råt
Det foregår i Reykjavik og omegn, faktisk mest i Grindavik, hvor turisterne står i den blå lagune med deres drinks. Et par kilometer væk bobler svovlstinkende mudder i huller, der har forbindelse direkte ned til de kræfter, der kaster rundt med kontinentalpladerne.
For personerne i Jar City er de pøle et hjem, det eneste de har. Den trætte politimand, hvis datter er junkie, og den unge familiefar, hvis femårige datter er død af en sjælden arvelig sygdom i hjernen.
Island er det land i verden, hvor befolkningen er bedst registreret. Det er noget, man har dyrket siden sagaernes lange opremsninger af slægtssammenhænge. De er nødvendige, hvis man skal vide, hvem man er, og i de registre, hvor alting står, finder den fortvivlede unge far frem til det eneste tilfælde af den sygdom, hans datter døde af, der før det er konstateret i sagalandet.
Det er godt 30 år siden, omkring hans egen fødsel. Også der var der tale om en lille pige, med samme navn som hans egen datters. Og bag det ligger en næsten ufatteligt rå og brutal historie om mord, voldtægt og en degenereret perversitet, man sjældent har set så voldsomt afbildet, og så smukt i al sin grå, islandske tristesse. De mørke udstrakte vulkansletter, de grimme, men særprægede huse med deres højtsiddende vinduer, så man altid kan komme op over sneen. Gaderne med deres evindelige sjap og søle.
Ikke fordi det er så nyt igen. For dem, der har læst Laxness, og det er der vel stadig dem, der har, f.eks. Frie mænd, kan det ikke være nogen fremmed ting, at der findes en bagside ved netop den frihed, der for ingen pris vil gøre sig afhængig af andre på nogen måde, og derfor heller ikke kan lade sig hjælpe af eller selv hjælpe andre, der måtte være i samme situation.
Hvad enten det er ude på hederne oppe mod nord med alle fårene så syge af indvoldsorm, at de kravler ud af næser og munde på de ulykkelige dyr, der er alt, hvad fribonden har at leve af, alt hvad der står mellem ham, hans forslidte kone, hvis drømme er bristede, og deres snotnæsede møgunger, hvoraf den yngste en dag skal, som Laxness siger, »synge for hele verden«, og en æreløs tilværelse »på sognet«, eller det er i Grindavik, mellem boblende svovlpøle og den blå lagunes falske luksus, er betingelserne de samme, som de var, da ukendte mestre skrev sagaerne.
Nogle er inde, andre er ude. Nogle er store, andre er små. Og de små må klare sig, som de bedst kan. De store har intet ansvar.
Liv og død
Der kører han så, politimanden Erlandur og hans yngre makker, ud ad de lange snorlige veje mod kirkegårde i sort lavajord, hvor en for mange år siden død lille pige skal graves op. Hendes hjerne er forsvundet. Den beviser, hvad hun døde af. Den befinder sig i ‘krukkehuset’, eller Jar City, hvor registreringen anbringer sådanne materialer, og den unge far har fundet den der. Han vidste, hvad der lå bag, og han har taget konsekvenserne, opsøgt sin modbydelige sjuft af en far, hvor han sidder med sin savlende børneporno på skærmen i sin kælder over det stinkende lig af en gammel kammesjuk, der kom i vejen for gesjæften, der også involverer en tretårnet voldspsykopat i et ødemarksfængsel og en korrupt stakkel af en gammel fordrukken politimand. Ude i Grindavik sidder moderen, jaget af sin gamle skyld, og faderen kalder sønnen en beskidt horeunge. Den unge mand griber et askebæger og slår skallen ind på faderen.
Sådan gør de også i sagaerne, sådan gør Grettir og Egil, selv om de ikke lige bruger askebægre. Men for dem er der bagvedliggende årsager, der er pligter og stolthed.
Det er der også for den frie bonde hos Laxness, men for de mennesker, der befolker Komákur og Indridasons fortælling, de af historien udstødte, ikke engang trælle, for så dybt vil de ikke synke, eller selv den mulighed er lukket for dem i den galopperende tivolikapitalismes postmoderne pengekarrusel, for dem findes der ingen pligter, ingen stolthed, egentlig heller ikke nogen årsager.
Og alligevel gør der. Hos politimanden. Han er egentlig en slags overlevende fra det gamle land, det gamle sprog, fra tiden før nu, da historien endnu hang sammen, da der var en mening med at stå op om morgenen, uanset om et eller andet, sket i fortiden og som vi aldrig får fortalt, har gjort, at han er alene med sin vildfarne datter og ikke orker at lave mad til sig selv om aftenen, når han vender hjem fra sine ture blandt psykopater, sine nødvendige og alligevel håbløse små forsøg på at rydde op og skabe orden, hvor mulighederne for den slags ikke længere for alvor findes.
På islandsk hedder filmen Myran, ordet findes også i gammelt dansk som ‘myr’, en mose eller sump.
Der bor vi, og hvordan skal vi rejse os af den igen? Det er vel, hvad det handler om.
Kommentarer