Den økonomiske krise i dansk landbrug er akut, og derfor må vi straks vedtage en ny landbrugslov, som kan trække ny kapital til erhvervet, selvom vi på grund af den akutte landbrugskrise må forvente, at det vil være svært at trække ny kapital til.

Hvis De synes, ovenstående sætning ikke rigtigt giver mening, så er det ikke Dem, der er noget galt med. Ikke desto mindre opsummerer den ganske præcist regeringens argumentation for i huj og hast at have gennemført den mest gennemgribende reform af dansk landbrug siden 1788. Nu skal produktionen endnu længere op i skala - det er nemlig, hvad der betaler sig. Stordrift er nødvendigt for at konkurrere på et verdensmarked, hvor priserne er faldet støt siden midt i halvfjerdserne. Det siger også alle økonomerne. Vismændene for eksempel.

Men hvor store skal danske landbrug være, før stordriftsfordelene træder ind? Danske landbrug er blevet større og større i 50 år, tydeligvis uden endnu at være blevet store nok. Det er rigtigt, at store landbrug i gennemsnit tjener mere end små, og at konkurrenterne i udlandet bl.a. er professionelt drevne selskaber med marker ca. på størrelse med Fyn. Med den nye lov kan en tre-fire storlandmænd principielt dele Jylland mellem sig, arrangere sig i hver sit aktieselskab og købe lønbesparende robotter til at stå for driften. Det vil uden tvivl forbedre konkurrenceevnen.

Spørgsmålet er, om vi ønsker dén udvikling. Inklusive alle støtteordninger kostede landbruget hver dansker 1.440 kr. i 2008 - medregnet erhvervets bidrag til statskassen. Der er ikke udsigt til, at beløbet bliver mindre de nærmeste år. Så ligesom med licensen fristes man til at spørge: Hvad får vi for pengene? Med regeringens nye landbrugslov kan svaret meget vel være øget stordrift, billigere metervarer, færre arbejdspladser, affolkning på landet og - måske - en bedre økonomi i landbruget. Det kunne vi godt have tålt en lidt grundigere debat om.