Der var kluklatter og fnis i Qatar, da Hillary Clinton, USA’s udenrigsminister, i februar advarede om, at et militært diktatur var nært forestående i Iran. Idet hun udsendte truende lyde imod USA’s mest uforsonlige fjende, syntes Clinton ganske uopmærksom på sit publikum: højt uddannede arabere i Mellemøsten, hvor USA’s militære tilstedeværelse i årtier har holdt lokale diktaturer ved magten, herunder så gæve allierede inden for fangeoverførsler og tortur som Hosni Mubarak.
Ganske vist var Clintons udtalelser bemærkelsesværdigt nuancerede og nøgterne i sammenligning med, hvad hun tidligere har fremført: Under præsidentvalgkampen i 2008 svor hun således at ville »udslette« det iranske præstestyre. Og var Mrs. Clinton overivrig cheerleader for Bush-administrationens serielle krigeriskhed, fremstår hun i dag som eksemplet på, at Barack Obamas udenrigspolitik fastholder kontinuitet i forhold til forgængerne, trods præsidentens mange blødgørende bedyrelser om at ville gøre det modsatte. Clinton har også »advaret« Kina i et docerende toneleje, der smagte af 1990’erne, dvs. af den tid, da hendes mand forsøgte at sætte skik på den nye verdensorden med opmuntring fra Tony Blair.
Absurd Miliband
Men de illusioner om vestlig magt og overherredømme, som var udbredte i 1990’erne ligger nu knust. Et Kina, som ikke længere er så indadvendt som før, afviste med foragt Hillary Clintons advarsler. Iranerne har ikke undladt at påpege amerikanernes gustne motiver i deres eget olierige nabolag. Men Clinton er bestemt ikke den eneste anglo-amerikansk leder, som har svært ved at erkende hvor absurd og hul den gamle kvasi-imperialistiske retorik lyder i nutidens verden.
Da han sidste år var på officielt besøg i Indien, satte Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband, sig for at belære de indiske politikere om de grundlæggende årsager til terrorisme - og blev eftertrykkeligt sat på plads. Et førende dagblad opsummerede harmen i den indiske elite ved på lederplads at give udtryk for, at den, at den britiske udenrigsminister endnu ikke var »stueren«. Og hvad angår den amerikanske finansminister, Timothy Geithner, fremkaldte han latterbrøl, da han forsikrede sit kinesiske publikum om, at de aktiver, Kina har bundet op i amerikanske dollars, er helt sikre.
Som udenrigsminister for en nation, der har været medskyldig i to store terrorist-rekrutterende krige, kunne Miliband have været mere beskeden. Og som nødsaget til at finansiere af USA’s enorme underskud med kinesiske opkøb af amerikanske statsobligationer, kunne Geithner have været mindre skinger.
Men nej: De gamle reflekser, født af sejrene i 1945 og 1989, er blevet hængende blandt Storbritanniens og USA’s politiske elite, der synes næsten ude af stand til at afryste de vaner, der blev tillagt under det langvarige anglo-amerikanske imperieherredømme - en adfærd, som den amerikanske diplomat og forfatter George Kennan i sine sidste år fordømte som en »uigennemtænkt, forfængelige og uønsket tendens til at se os selv som centrum for politisk oplysning og læremestre for en stor del af resten af verden«.
I Afghanistan håber den anglo-amerikanske alliance at bombe Taleban til forhandlingsbordet til stor forvirring for afghanerne, der fortinsvis mener, at en afslutning på krigen - ikke mere krig - ville være en bedre optakt til dialog. Kulturelt blinde tough guy-taktikker har også en tendens til at være strategisk tåbelige. De vestlige sanktioner mod Burma har skubbet regimets despotiske herskere over i Kinas indflydelsessfære. Nådesløse trusler mod Irans atomprogram tvinger ‘systemkritikeren’ Mir Hossein Moussavi til at beskylde præsident Ahmadinejad for »at sælge ud« over for Vesten, hvorved iransk tværpolitisk konsensus om et spørgsmål af national prestige - retten til at udvikle og anskaffe sig atomvåben - kun forstærkes.
Afkoloniseringen synes ikke at have gjort stort til at svække den følelse af overlegenhed, som siden 1945 har fået amerikanske ledere til konsekvent undervurdere styrken af de nationalistiske følelser i Asien og Afrika. Ved at foreslå kontant bestikkelse for ‘moderate talebanere’ opfører Obama-administrationen sig, som da Franklin D. Roosevelts fik denne lyse idé til at løse problemet med Palæstinas oprindelige indbyggere: »Hvad med araberne,«? spurgte han den zionistiske leder Chaim Weizmann. »Kan det ikke klares med lidt smørelse?«
Statuer og slaver
Dette var dog en mere nuanceret tilgang til Mellemøsten, end den, som blev bragt i forslag af Winston Churchill, da han truede med at »pudse jøderne på dem [egypterne] og drive dem ud i rendestenen«. Og da Den Kolde Krig blev intensiveret, overfaldt den daværende amerikanske udenrigsminister, John Foster Dulles, de nye postkoloniale ledere med ‘I er enten med os eller imod os’-ultimata.
»Dulles flyver rundt,« bemærkede Thomas Mann i sin dagbog, »for at rekvirere kunder til amerikansk uansvarlighed.« Ved at nægte at give hånd til Zhou Enlai og at fordømme Nehru’s ‘alliancefrie’ politik som »umoralsk«, opnåede Dulles imidlertid ikke andet end at skabe modvilje og mistro hos det ene større land efter det andet i Asien og Afrika.
I 50’erne og 60’erne var geopolitiske intriger ikke egnede til at engagere masserne i Asien og Afrika - dem måtte eliterne få rede på. Men nye generationer - som er blevet stærkt politiseret via tv og internet - er nu i stand til at markere stærke og kritiske holdninger i selv lande, der ses som venligtsindede over for vestlige interesser. Tyrkiets ledere har reageret på den offentlige mening ved radikalt at nedgradere deres lands mangeårige nære forbindelser med Israel. Kinas cybernationalister, som er blevet opelsket af en historie, der er spækket med eksempler på vestlig uretfærdighed og dobbeltmoral, gengælder nu hurtigere end deres regering, hvad der opfattes som fornærmelser fra Vesten. Da hun kværnede løs i Qatar om farerne ved et nukleart Iran behandlede Clinton sine arabiske samtalepartnere, som om de var børn, men de fleste børn over en vis alder i Mellemøsten kender alt til den åbenlyse modstrid mellem USA’s politik om at straffe Iran og samtidig stryge det eneste land i regionen med atomvåben med hårene, uanset hvor slemt det opfører sig.
Hvilken form vil denne politiske vækkelse tage, når magten sammen med de retoriske fordele forskyder sig fra vest til øst? I V. S. Naipaul profetiske roman Ved en krumning på floden, begræder Salim, den indisk-afrikanske fortæller, sit samfunds politiske umodenhed og misunder Afrikas europæiske erobrere: »Et intelligent og energisk folk, som ønskede guld og slaver som alle andre,« men som også »ønskede statuer opført for sig selv som mennesker, der udrettede gode ting for slaver«. Salim tænker sig, at europæerne »kunne gøre én ting og sige noget helt andet, fordi de havde en ide om, hvad de skyldte deres civilisation«, og »de fik både slaver og statuer«.
Lastens hyldest til dyden
Kineserne, inderne, iranerne og andre magter på vej op har også en idé om, hvad de skylder sig selv: De rigdomme i verden, som Vesten først gjorde krav på for sig selv. Men samtidig med at de forsøger at få, hvad de tragter efter, vil de ikke insistere på at repræsentere en overlegen moral og civilisation. Faktisk kan den lange og forfærdelige historie om europæisk hykleri i Asien og Afrika være grunden til at Beijing har givet afkald på al snak om ‘kinesiske værdier’, når det slår handler af med ubehagelige regimer i Afrika, og hvorfor selv det demokratiske Indien holder sin mund lukket om fordelene ved regelmæssige valg, når det forsøger at indynde sig hos Burmas militære despoter for at afbalancere Kinas indflydelse på samme. Som uforløst af nogen højere idé er dette nye kapløb om ressourcer naturligvis et temmelig ulækkert syn: Men som en fransk sentensskriver så smukt og sandt udtrykte det, er hykleri jo den hyldest, lasten betaler til dyden. Nej, den nye hensynsløse realpolitik fra øst foregiver ikke at være stadier på vejen til at virkeliggøre et universelt gode, men dette kan meget vel vis sig at være mindre forvirrende og mindre frustrerende - og ja, måske sågar mindre aggressionsfremkaldende - end Vestens moralske didaktik
Panjak Mishra er indisk forfatter. Hans litterære og politiske essays kan læses i publikatione The New York Times, The New York Review of Books, The Guardian, New Statesman og fremover nu også Information
The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Samfundsmæssigt har det også vist sig at lige så snart lande når en punkt med velstand og stabilitet, så opstår behovet for demokrati frihed m.m. Derfor er det ikke konstruktivt at bede om demokrati m.m. før man starter handles relationer.
- Arash
Og apropos absurde imperiereflekser, så har Tyrliet valgt at smide oksekærren i bakgear:
http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2010/03/17/143414.htm
Der skal naturligvis stå: Tyrkiet…
Fremragende kronik…..
USA/Vestens imperiale dobbeltmoralske udenrigspolik udleveret i al dens hykleriske overflade af dæmagogisk bragesnak.
Bush, Obama, Clinton (både hr og fru), David Miliband, og Dulles spiddes med kronikørens skarpe og også humoristiske pen.
Spændende perspektiver tegner sig, hvis det geopolitiske magtskifte fra vest til øst også i slipstrømmen medfører et opgør med og afsløring af det anglo-amerikanske overherredømmes brutale og undertrykkende adfærd rundt om på kloden i de seneste mange år.
Specielt savner vi et bredet opgør med USA’s hykleriske udenrigspolitk efter Anden Verdenskrig, hvor flere folkevalgte statsledere er blevet enten myrdet eller væltet. imperiale krige iværksat og CIA har undergravet i et omfang, hvor vi kun har set toppen af isbjerget.
Kronikøren leverer et blændende godt indlæg i denne debat.
Denne kronik er virkelig befriende læsning. - Som et frisk pust over landet, vil jeg nærmest kalde det…
Ikke mindst efter gårsdagens dom i Højesteret, der fastslog, at Danmark ikke er forpligtet af folkeretten, jf. Charlotte Aagaards bagsideleder i dag.
Vi VED, at Irak-krigen var ulovlig i FNs forstand. og vi gik angiveligt i krig, fordi Saddam ikke ville rette sig efter FN…
Det hjælper stærkt at forestille sig Per Stig Møller og Anders Fogh som ‘overivrige cheerleaders for Bush-regeringens serielle krigeriskhed’
Denne kommentar er anbefalet af:
Fin kronik. Dertil kommer, at Vesten kan spare tid og energi og penge ved at overlade roret i de forskellige problematiske lande til disse landes egne regeringer og befolkninger. Det er jo kun dem selv, der kan rette skuden op. I stedet skulle Vestens regeringer begynde at interessere sig for deres egne landes befolkningers velbefindende.
En velformuleret kronik (Skrevet af en person, som repræsenterer et land hvor undetrykkelse af befolkningsgrupper og individer er systematiseret.), som samtidig afslører at kronikøren ikke har taget i betragtning at de dyder og synder som vesten har begået er universelle, men lettest udøves fra en magt position og at en (mulig) magtforskydning fra vest til øst ikke kommer til at ændre noget fundamentalt ved verden.
Det fremgår så tydeligt i konlusionen :”den nye hensynsløse realpolitik fra øst foregiver ikke at være stadier på vejen til at virkeliggøre et universelt gode, men dette kan meget vel vis sig at være mindre forvirrende og mindre frustrerende - og ja, måske sågar mindre aggressionsfremkaldende - end Vestens moralske didaktik”
Bid mærke i ordene “kan meget vel vise sig”. Det kan nemlig lige så let blive til “kan meget let vise sig ikke” - og hvad vil vi så vinde ved det?
Hvad mener du med universelle? Mon ikke det er denne arrogance Mishra sætter under spørgsmål?
Hvad der er at vinde? Jo at 80 % af verdens rigdomme ikke længere bliver ophobet i vesten. Til glæde for billioner af mennesker.
- Arash
Arash, mener du selv at geografi bestemmer de iboende menneskelige kvaliteter? Eller at kultur gør det måske?
Hvilke kvaliter er det præcis ikke-vestlige mennesker og regeringer har der skal give os nogen somhelst tro på at verden bliver :”mindre forvirrende og mindre frustrerende - og ja, måske sågar mindre aggressionsfremkaldende” hvis de får det kulturelle og økonomiske herredømme?
Ja, jeg stiller mig frivilligt op som fortaler for det samfund jeg lever i, med de kvaliteter og skavanker det har, hvis alternativet er hvad alternativet fremstår som.
Det er ret kendt at den vestlige verdens filosofi bygger på en andre værdier og “kvaliteter” end den den fra fjernøsten og mellemøsten.
Jeg er også ret sikker på at hvis indianerne i Amerika (nord og syd) havde fået deres chance, havde de i dag kunnet basere deres synsvinkel fra deres egen filosofi.
Med dette i mente, har en diskussion om geografiens betydning inden for kultur ikke en relevans i denne sammenhæng. At der er forskel på “kvaliteter” og værdier er der ingen tvivl om.
Alternativet er at man respektere andre der lever anderledes end os. De “ikke vestlige” regeringer sætter ikke urealistisk forbehold når de indgår handels relationer med lande i nød.
- Arash
Arash, Jeg tror du har misforstået betydningen af “kvaliteter”. Eller jeg har formuleret mig uklart. Kvaliteter i denne sammenhæng skal forståes som basale, iboende menneskelige drifter så som, magtbegær, usikkerhed, grådighed, hævngerrighed, jalousi, misundelse, osv osv. (ja, jeg har kun taget de negative, jeg ved det ..)
Ligegylding hvilken kulturel kappe du slynger over dig, så er det disse basale drifter der styrer mennesket. Sommetider udtrykket på forskellig vis under forskellig kulturel indflydelse.
Det er min påstand, at vi i Vesten har formået at styre disse drifter på en sådan måde at de færrest muligt føler de negative konsekvenser af de negative, iboende mennekselige kvaliteter, og at hvis enhver anden eksisterende kultur skulle indtage den dominerede position som vesten i øjeblikket har, så ville vi se langt mere lidelse end vi gør nu.
Det er for mig ikke arrogance, men blot en afspejling af hvordan verden ser ud, og i hvilken retning flygningestrømmene går.
Jeg er naturligvis forberedt på at nogen vil give Vesten skylden for al lidelse i verden men det må jeg trække på skuldrene af, da det blot er med til at bestyrke mig i at jeg har ret. Det kan måske kaldes arrogance …
@Niklas Monrad
Vesteuropæere har et stort forståelsesproblem overfor landene øst for Bosporus fordi betingelserne er helt anderledes.
Øst for Bosporus opfatter man altid individet som en del af sine omgivelser - familien, landsbyen, erhvervsforbindelserne. Pligten overfor samfundet er en pligt mod dette netværk. Dette netværk er man forpligtet til at dele med - primært fordi det er ørkenlande hvor man er nødt til at have en gruppestrategi for at kunne overleve hungersnød eller tørst. Ramadanen er et udtryk for dette - man skal være ydmyg fordi mad og vand ikke er en selvfølge.
Derfor er man også nødt til at have skrappe sanktioner mod de individer der beriger sig på fællesskabets bekostning.
I forhold hertil er den vestlige kultur individualistisk og varecentreret - det er vareoverfloden der muliggør individualismen. I Vesten udgøres den samfundsmæssige autoritet dels af staten, dels kapitalen.
Staten nedstammer fra en eller anden militær hærfører i middelalderen - mens store dele af Østen har været nomadeområder uden stat.
(Det er tragisk og paradoksalt at Anders Fogh Rasmussen nu bomber en af jordens få virkelige minimalstater, - især fordi vi kan lære så meget af hvordan de overhovedet bærer sig ad med at overleve . Det burde jo være kronen på hans livsdrøm at blive gedehyrde i Afghanistan.)
Derfor er det centrale i etikken de regler der hører til gruppens overlevelsesstrategi. En stat der overtræder disse regler opleves ikke som legitim.
Der opstår heller ikke en legitim stat i Afghanistan af at Vesten skyder og bomber folk.
Vestens “værdier” er vare- og ejendomsværdier, som de alligel ikke har tænkt sig at dele med andre.
Derfor er også den “American way of life” der praktiseres af soldaterne på amerikanske baser stødende fordi den krænker de regler som resten af samfundet er nødt til at overholde for at overleve.
De regler som folk skal overholde skal være nogenlunde ensartede - og det udtrykkes i princippet om at den udøvende magt skal være i overensstemmelse med Islam.
Det er dette princip som de amerikanske baser , Nato-ekspansion m. v. krænker, og det er derfor at rettroende anser dem for en traktatovertrædelse og en overtrædelse af principperne for fred mellem nationerne - at man ikke opretter væbnede baser på den andens territorium.
Fordi Vestens “værdier” er ejendomsværdier er de falske universalier - det svarer til at de store børn i en børnehave spiser hele lagkagen fra de små og derefter proklamerer den “universelle værdi” at lagkage er godt..