Midt i en legeaftale forleden kiggede min søns hvide, fireårige ven op fra Thomas Tog og sagde det selvindlysende.

»Du er sort,« sagde han til min søn. Som forælder føles de her øjeblikke aldrig som det rigtige tidspunkt at begynde at belære. Buksetroldene har rigeligt tid for sig til at tillægge sig frygt, tilhørsforhold og holdninger til race. I deres alder ser de ikke race, men forskel - noget der hverken skal udløse benægtelse eller panik, irettesættelse eller berigtigelse, medmindre det er tilknyttet en nedladende betydning.

Jeg har tidligere svaret: »Og hvad farve er du?« eller »Og du er hvid«. Men denne gang fandt jeg på noget nyt. »Det er rigtigt,« sagde jeg til drengene. »Ligesom præsidenten.«

Obamas betydning

Det her var det længe varslede øjeblik, jeg var advaret mod. Min søn blev født den weekend, da Barack Obama annoncerede sit kandidatur. Siden da har folk sagt til mig, at det ville få stor betydning for min søn, at Obama blev præsident. Det var endda et af Obamas privat erklærede mål.

Da hans kone Michelle spurgte, hvad han mente, han kunne opnå, hvis han blev præsident, sagde han:

»Den dag, jeg bliver taget i ed som præsident, vil verden se anderledes på os. Millioner af børn landet over vil se anderledes på sig selv. Det betyder noget i sig selv.«

Hvid støj

Det er sandt, det betyder noget. Men når Thomas Tog er trygt tilbage på stationen, og øjeblikket er forbi, betyder det ikke særligt meget. For på trods af al den hvide støj, som teselskabs-bevægelsen har lukket ud, har det været sorte amerikanere, der har lidt mest, siden Obama trådte til.

I løbet af de seneste 14 måneder er kløften vokset mellem min søns og hans vens chancer i livet. Arbejdsløsheden, som har været stabil i resten af landet, stiger stadig blandt afroamerikanere og er nu næsten dobbelt så stor som blandt hvide. Blandt sorte teenagere er arbejdsløsheden 43,8 pct. Samtidig stiger antallet af tvangsauktioner blandt afroamerikanere næsten 50 pct. hurtigere end blandt hvide. I den sammenhæng vil min søn helt sikkert se anderledes på sig selv efter Obamas præsidentskab - og ikke på den gode måde.

Ren symbolik

Men det her er ikke et anklageskrift mod Obama. Han tiltrådte, da økonomien var i frit fald. At bede ham om at sørge for en blød landing eller en faldskærm er én ting. At kræve, at han skal ophæve tyngdekraftens love, er noget andet.

Det faktum, at den første sorte præsident skal precidere over voksende raceskel, er bare ét illustrativt billede på, hvordan forholdet mellem identitet og de folkevalgtes repræsentativitet er blevet adskilt fra bredere sociale, politiske eller økonomiske fremskridt og reduceret til ren symbolik. Standardmodellen for diversitet går på, at man kan se forskellig ud, men stadig opføre sig ens, og det har sat sit markante aftryk på en politik, der har mere at gøre med Benetton-reklamer end med fremskridt for sorte. Hvor vi tidligere søgte lige muligheder, er vi nu blevet tilfredse med gode fotoseancer - noget som tilfredsstiller nogle liberale, irriterer de fleste konservative og gør lidt, om noget, for dem, hvis sag man angiveligt kæmper.

Ligestilling

Det gælder ikke kun racespørgsmålet. Sidste uge vedtog Indiens overhus et forslag, der reserverer en tredjedel af alle pladser i parlamentet til kvinder. Premierminister Manmohan Singh beskrev afstemningen som et »historisk skridt for indiske kvinders frigørelse«.

Men det er det ikke nødvendigvis. Der er ingen absolut kausal virkning mellem kønnenes repræsentation og kønnenes lighed. Seks af de lande, der ligger i top-20 for kvindelig repræsentation, ligger også i top-20 over antal voldtægter pr. indbygger. Et globalt kønsindeks fra World Economic Forum placerer Angola og Nepal som nr. 10 og 17, hvad angår repræsentativitet, og som nr. 106 og 110, hvad angår lighed. Irland og Sri Lanka ligger nr. otte og 16, hvad angår lighed, og nr. 87 og 125, hvad angår repræsentativitet.

Symbolikkens magt

Det underminerer ikke kampagnerne for mere diversitet blandt politikere, men burde blot styrke deres argumenter. Repræsentative demokratier, der ekskluderer store dele af befolkningen, fortjener ikke det tillægsord. Man skal heller ikke undervurdere symbolikkens magt. Sorte amerikanere har måske præsteret dårligere under Obama, men de er også de mest tilbøjelige til at støtte hans præsidentskab. En meningsmåling fra Pew offentliggjort i januar viste det højeste antal afroamerikanere, der mener, de har det bedre nu, end for fem år siden - selv om de økonomisk har det værre.

Derudover gør forskel for det meste en forskel. Selv om man måske ikke kan tale om en sort eller en kvindelig erfaring, viser forskning, at en kritisk masse af visse grupper kan have en effekt på resultatet. En afhandling fra 2008 konkluderede i Columbia Law Review:

»Når en hvid dommer sidder i et panel med mindst én afroamerikansk dommer, er hun omkring 20 pct. mere tilbøjelig til at dømme for, at stemmeretten er blevet krænket«. En afhandling fra 2005 afslørede i Yale Law Journal, at ikke alene er kvindelige dommere mere tilbøjelige til at dømme til fordel for anklageren i sager om sexchikane, tilstedeværelsen af kvindelige dommere øger også sandsynligheden for, at mænd dømmer til fordel for anklageren.

Reel forandring?

Det er ikke tilfældigt, at fem af landene i top-10 over højeste kvindelige repræsentation også ligger i top-10 over kønnenes ligestilling. Siden kravet om parlamentarisk ligeberettigelse ofte er del af en større indsats for lige rettigheder, er bedre repræsentation snarere et produkt af progressiv social forandring, end det er en forløber for det. Forholdet mellem identitet, repræsentation og lighed er hverken uundgåeligt eller irrelevant, men til tider selvmodsigende og altid komplekst.

Det er en trøst at vide, at der er simple ord for at berolige min søn i racespørgsmålet, når han er tre år. Det ville være endnu bedre at forestille sig, at han ikke har brug for den slags beroligelse, når han bliver 23.

Gary Younges bog ‘Hvem er vi og hvorfor er det vigtigt’ udkommer til juni.
Guardian og Information
Oversat af Emil Rottbøll