Glem klassekampen - nu kommer generationskampen

Hvorfor skal børnefamilier betale 35 procent af en daginstitutionsplads, mens pensionister ikke skal betale en lille smule for noget rengøring?

Spørgsmålet lød i bedste sendetid i søndags, da studievært Reimer Bo Christensen forsøgte at få en vrangvillig indenrigsminister Bertel Haarder (V) til at forholde sig til et forslag fra den kommende formand for Kommunernes Landsforening, Horsens-borgmester Jan Trøjborg (S). Trøjborg ville nemlig diskutere, om ikke nogle af de rige pensionister dog selv kunne betale for nogle velfærdsydelser, når nu de har bedre råd, end kommunerne har.

Det ville Haarder ikke høre tale om, og det kan også være, at nogen fik aftenkaffen galt i halsen på grund af forslaget - ikke mindst Trøjborgs partifæller på Christiansborg. For den slags økonomiske modsætninger mellem generationerne plejer vi ikke at diskutere i Danmark.

Men det kan vi komme til i fremtiden - både herhjemme og i Europa generelt.

»Der er slet ingen tvivl om, at generationskløften er på vej til at blive en af de to eller tre dominerende konfliktlinjer i Europa,« siger professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School.

Tendensen i Europa er da også klar: En generation af unge europæere er på vej ud på det værste arbejdsmarked i årevis. En fjerdedel kan ikke få job, og resten kan se frem til et arbejdsliv, hvor de både skal betale af på statsgælden efter finanskrisen og finansiere velfærden til de millioner af medborgere, som inden for de næste få år går på pension. Og dermed er den økonomiske interessekonflikt mellem Europas unge og ældre blevet rentegnet: Arbejdsmarkedsreformer vil gøre det lettere at hyre og dermed gavne de unge, men også gøre det lettere at fyre og dermed skade de ældre. Pensionsreformer vil mindske velfærdsregningen til de yngre, men også forkorte de ældres otium og formindske deres pensioner. Og enhver reform med lavere skat på arbejde og højere skat på boliger indebærer en omfordeling fra ældre til yngre, fordi det bliver billigere for unge at købe nyt, mens de - typisk ældre - boligejeres mursten vil falde i værdi.

»Generationskonflikten er allerede dominerende i lande som Portugal, Spanien og Italien, hvor mange politikere bruger meget energi på at holde den nede,« siger Ove Kaj Pedersen. Alle tre lande er notorisk kendt for ufleksible arbejdsmarkeder, hvor de ældre sidder på nærmest uopsigelige kontrakter, mens de yngre må nøjes med usikre korttidsansættelser.

Stjal fra børnene

I Storbritannien er generationskonflikten allerede ved at bryde ud i lys lue, og den konservative parlamentariker David Willetts har skabt voldsom debat med bogen The Pinch: How the Baby Boomers Took Their Children’s Future - And Why They Should Give it Back - ‘Hvordan babyboomerne stjal deres børns fremtid og hvorfor de burde give den tilbage’. Willetts hovedpointe er, at Europa ikke har haft så klare interessekonflikter, siden klassekampen blev lagt i graven. Og han spår, at det vil få politiske konsekvenser allerede ved det kommende parlamentsvalg. Willetts har regnet sig frem til, at de 45-65-årige har en samlet formue på 3.5000 mia. pund, hvorimod dem under 45 må nøjes med 900 mia. pund tilsammen. Det er ikke fordi, den gråhårede baby-boomgeneration er specielt egoistisk, siger Willetts - men: »Vi har mistet blikket for vigtigheden af den sociale kontrakt mellem generationerne, som binder ethvert samfund sammen«.

En sådan social kontrakt går ud på, at alle i den arbejdsduelige alder gladeligt betaler skat til velfærdsydelserne til børn og gamle, fordi de selv fik statsbetalt skolegang og forventer at blive sørget for som gamle.

I Danmark er kontrakten stadig temmelig stærk, mener de fleste forskere. Men der er tegn på, at det begynder at knirke:

»Det afgørende er, om det føles rimeligt og retfærdigt, hvad der sker eller ikke sker,« siger professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet.

Han peger på, at det med et stort antal rige pensionister og øget pres på de offentlige finanser kan blive uundgåeligt at diskutere det rimelige ved en politik, som baserer sig på opfattelsen af ældre som økonomisk svage pensionister, der skal have tilskud til boliger, briller og buskort. Altså præcis den diskussion, Jan Trøjborg forsøgte at tage hul på i denne uge. Og ifølge Johannes Andersen, samfundsforsker ved Ålborg Universitet, er det typisk, at skift i den politiske dagsorden netop starter hos kommunalpolitikere.

»Borgmestrene taler jo som kassemesteren, der prøver at rive ide0logerne på Christiansborg ud af tornerosesøvnen,« siger han.

Dermed er der ligheder med begyndelsen på indvandrerdebatten:

»Det var jo i høj grad borgmestrene, der begyndte med at italesætte indvandrere som et problem. I første omgang blev de isoleret i Socialdemokratiet, men senere blev de udråbt til helte. Det samme kunne man godt forestille sig vil ske i dette tilfælde,« spår Andersen.

Kultur

Men kan man forestille sig, at nogen eksplicit vil udnævne sig som et parti, der forsvarer ‘de yngres’ interesser? Johannes Andersen understreger, at man ikke meningsfuldt kan tale om ‘de yngre’ som en homogen gruppe.

»Men det kan man jo heller ikke om de ældre, og det går jo fint i dag,« tilføjer han. Og der er store kulturforskelle generationerne imellem, at spille på, mener Johannes Andersen.

Den nye genration ser nemlig anderledes på velfærdsstatens rolle:

»Vi har en gruppe meget velstående ældre og en ungdomsgeneration, der ikke selv oplever, at de har brug for velfærdsrettigheder. Den del af polariseringen er helt klar,« siger han. »Man kunne derfor godt forestille sig, at nogen partier vil blive mere eksplicitte med at tale de yngres interesse.«

Så hvad med nogle af dem, der har forsøgt at formulere et nyt alternativ i midten af dansk politik? Kunne de ikke gå mere målrettet efter denne ‘gruppe’?

»Vi prøver jo alt, hvad vi kan,« siger Simon Emil Amitzbøll, MF for for Liberal Alliance.

»Men der er desværre en frygt for at røre ved spørgsmålene. I denne uge skal vi jo stemme om efterlønnen. Det er der jo ingen, der tør at røre ved,« siger han.

»Det er på tide, at vi taler mere up front om det og f.eks. stiller spørgsmålet: Hvad er vigtigst for dig: At du får gratis rengøring, eller at dit barnebarn får en god skolegang?«

Konservativ klemme

Over det hele hænger et problem, som Ove Kaj Pedersen kalder »den konservative klemme«. Klemmen indebærer, at jo flere vælgere, der nyder godt af velfærdsstaten, jo sværere er det at reformere den, så den ikke bliver til en underskudsforretning.

»Velfærdsstaterne har demonteret klassekampen og i stedet skabt nye modsætninger, og generationskonflikten er en af dem. Den konservative klemme er en af de væsentligste udviklinger fra 90’erne og fremover, og den vil komme til at præge udviklingen meget,« siger han.

Derfor er han heller ikke afvisende over for idéen om, at visse partier i fremtiden kan komme til at tage de unges parti, sådan som Dansk Folkeparti har taget de ældres - men det afhænger af reformviljen:

»Hver gang man undgår at lave reformer, sender man i stigende grad regningen videre til de unge. Den diskussion vil i stigende grad blive politiseret,« siger Ove Kaj Pedersen.

Reformer håber den britiske parlamentariker David Willetts også på.

»Min bog handler om, at det lykkedes babyboomerne at skrabe det bedste af det hele til sig: Penge, sex, huse, skyldfri CO2-udledning, de gode jobs. Og om, hvorvidt de kan overtales eller tvinges til at give det tilbage igen. Måske er det dog lidt sent for det der med sexen.«