EU behøver næppe løfte en finger for at leve op til sit klimamål om 20 pct. reduktion af CO2-udledningerne i 2020.
Målet vil blive nået ganske uden yderligere klimainitiativer i EU takket være den kombinerede effekt af økonomisk krise, adgang til CO2-kreditter fra øst- og u-lande samt retten til at overføre ubrugte EU-kvoter til årene efter 2012.
Det er den dagsaktuelle vurdering fra en række fagfolk, der mener, at EU’s klimamål helt er ved at miste betydning som incitament for en grøn udvikling.
»Hvordan i alverden kan noget, som reelt allerede er nået, være en drivkraft for udviklingen de næste 10 år. Der er simpelthen ingen drivkraft for klimavenlig teknologiudvikling i det gældende mål om 20 pct. reduktion i 2020,« siger Jørgen Henningsen, tidligere direktør for EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, i dag medlem af regeringens Klimakommission.
»Hvis du spørger, om EU’s 20 pct.-mål stadig er ambitiøst, er svaret et ganske klart nej. Det store problem er, at EU-landenes vilje til at vedtage fælles virkemidler i klimapolitikken fortoner sig, når der ikke længere er et pres fra et ambitiøst reduktionsmål. Det er bekymrende,« siger Jørgen Abildgaard, direktør i energi- og miljøkonsulentvirksomheden ECON Pöyry.
20 pct.-målet fremhæves ellers i EU-Kommissionens ny Europe 2020-strategi som centralt redskab til at gøre EU mere grønt og klimavenligt og samtidig skabe nye arbejdspladser. Udhulingen af målet leder derfor nu til forstærkede krav til EU’s stats- og regeringschefer om at gå fra de 20 pct. til mindst 30 pct. CO2-reduktion i 2020, når de den 25.-26. marts mødes til EU-topmøde om bl.a. Europe 2020-strategien.
Krisen hjælper
Det Europæiske Miljøagentur (EEA) vurderer i sin seneste klimastatusrapport, at de 27 EU-lande frem til 2008 havde reduceret deres samlede CO2-udledninger med 10,7 pct. i forhold til 1990-niveauet. Altså godt halvvejs til målet for 2020.
Siden er den økonomiske krise for alvor slået igennem i form af nedsat produktion og forbrug og deraf følgende fald i europæisk energiforbrug og CO2-udledning. Et mål for denne kriseeffekt kan aflæses af Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2009, offentliggjort i går. Styrelsen oplyser, at et fald i Danmarks bruttonationalprodukt på 5,1 pct. i 2009 blev ledsaget af et fald i CO2-udledningen på 4,1 pct. fra 2008 til ‘09 - eller hele 6,7 pct. hvis man korrigerer for udsving i årets vejrforhold og elhandel med udlandet.
»Hvis denne danske krisetendens er nogenlunde repræsentativ for Europa, så der til Miljøagenturets 2008-statustal for EU på 10,7 procents CO2-reduktion kan lægges yderligere fire-fem procents reduktion i 2009, så betyder det, at man allerede sidste år var oppe over 15 pct. reduktion. Den fortsatte krise vil tage endnu mere, og de sidste få pct. kan man klare ved at købe CO2-kreditter, og så er man hjemme,« siger Jørgen Henningsen.
En dagsaktuel rapport fra det uafhængig hollandske forskningscenter CE Delft når samme konklusion. Den økonomiske krise vil således ifølge CE Delft tage omkring ni pct. af de hidtil forventede CO2-udledninger i 2020.
Dertil kommer, at EU-reglerne giver landene lov til at klare op til halvdelen af deres reduktionsforpligtelse i perioden 2008-20 via CO2-kreditterne, det vil sige ved at finansiere klimaprojekter i øst- og u-lande og til gengæld slippe for at gennemføre tilsvarende CO2-reduktioner på hjemmebanen.
Oven i dette er det i EU’s eget CO2-kvotesystem blevet tilladt at overføre ubrugte kvoter fra den gældende Kyoto-periode, der slutter i 2012, til årene frem mod 2020.
De næste to år kan EU-virksomheder således vælge at købe de billige CO2-kreditter fra øst- og u-lande for derved at spare på egne, lidt dyrere CO2-kvoter og så overføre disse til tiden efter 2012.
Derved kan man smertefrit og uden en regulær ekstra klimaindsats klare 2020-målet.
»Overordnet er status den, at den hidtidige indsats kombineret med effekten af den økonomiske krise, adgangen til at købe CO2-kreditter samt retten til at overføre ubrugte CO2-kvoter indebærer, at vi stort set har klaret opgaven,« siger projektleder Sander de Bruyn, CE Delft, til Information.
»Jeg siger ikke, at vi derfor skal droppe de allerede iværksatte klimainitiativer. Pointen er, at det officielle EU-mål på 20 pct. CO2-reduktion nu vil blive nået meget lettere og billigere end forventet, og det hæmmer i sig selv en fortsat udvikling og ibrugtagning af klimavenlig teknologi. Med andre ord: Hvis det gældende 20 pct.-mål fastholdes, vil EU’s klimapolitik blive undergravet og blive selvmodsigende,« påpeger Sander de Bruyn.
Han nævner således som en yderligere konsekvens, at EU’s CO2-kvotemarked risikerer at nærme sig kollaps og kvoteprisen et fald til »næsten nul« i tiden frem mod 2020, fordi der er udstedt for mange kvoter i forhold til de lavere, krisepåvirkede CO2-udledninger.
Også miljøorganisationen Greenpeace har i et notat påvist, hvordan EU takket være kriseeffekt, kreditter og kvoteoverførsel »kan nå sit 2020-mål på 20 pct. udledningsreduktion uden nogen som helst anstrengelser.«
Pærelet
Administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, Lars Aagaard, siger, at fraværet af økonomisk vækst giver lave CO2-kvotepriser, og at energiselskaberne og industrierne under EU’s kvoteordning derfor vil nå 2020-målet »for ingen omkostninger - nogle vil sige pærelet og i hvert fald meget lettere, end man troede for få år siden.«
Han er mindre overbevist om, at reduktionsmålene for de ikke-kvoteomfattede sektorer - landbrug, transport og individuel boligopvarmning - nås lige så let.
»Derfor er der fortsat ekstremt behov for klimapolitiske tiltag i de sektorer. Og derfor er det farligt, hvis man nu læner sig tilbage og siger ‘puhha, nu behøver vi ikke føre klimapolitik mere’. Det er ikke nok at konstatere, at vi lever op til det overordnede 2020-mål - der er jo også en dag efter 2020, hvor der skal gennemføres betydeligt større reduktioner, og vi ved, at det tager tiår at gennemføre de nødvendige strukturelle forandringer i f.eks. boligsektoren,« siger Lars Agaard.
Dansk Energi er åben for et mere ambitiøst klimamål for EU - f.eks. 30 pct. reduktion i stedet for 20 pct. i 2020 - forudsat det realiseres på en måde, der sikrer en høj og stabil CO2-pris.
»Sker det ved, at man bare får lov at købe sig til den ekstra indsats via yderligere CO2-kreditter, er vi betænkelige,« siger Aagaard.
Op til EU-lederne
Rapporten fra hollandske CE Delft anbefaler, at EU skærper klimamålet til 30-40 procents CO2-reduktion i 2020, også fordi det nu er blevet så meget billigere at nå dette mål. Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet bakkede i går rapportens konklusioner op. Med henvisning til at EU-kommissionsformand José Barroso og klimakommissær Connie Hedegaard har talt for fornyet EU-lederskab i de internationale klimaforhandlinger, appellerer Den Grønne Gruppe til det forestående EU-topmøde om at gå foran med mere ambitiøse klimamål.
»Enhver bestræbelse på klimalederskab fordrer, at EU placerer sig blandt de mere ambitiøse lande. På nuværende tidspunkt har Australien, New Zealand, Japan, Norge, Schweiz samt de fleste vækstøkonomier påtaget sig mere ambitiøse mål end EU. For mig som europæer er det smerteligt at se, at vore løfter er sammenlignelige med løfterne fra USA og Rusland,« siger Bas Eickhout, hollandsk medlem af Europa-Parlamentet og talsmand for Den Grønne Gruppe.
Jørgen Abildgaard, ECON Pöyry, påpeger tilsvarende EU’s problem i de internationale forhandlinger ved ikke at være underlagt et skrapt klimamål.
»Når EU ikke behøver at være særlig ambitiøs, fordi målet allerede er nået, så agerer man uden den motor, som er vigtig i en international forhandlingssammenhæng. Det så vi allerede på COP15, og det kan blive endnu sværere for EU at spille en rolle, hvis det hele stopper lidt op og man ikke kan vise, at man faktisk er en drivkraft, der går foran med vedvarende energi, energieffektivisering osv. I det værste scenarie kan det også få investorerne til at trække følehornene til sig,« siger Jørgen Abildgaard.
EU’s miljøministre drøftede i mandags på et ministerrådsmøde klimamålene, men man nærmede sig ikke en beslutning om at gå fra 20 til 30 pct. Polen kritiserede efterfølgende EU-Kommissionen for at lægge pres på landene for en skærpelse af målet. Det var ikke muligt onsdag at få en kommentar fra klima- og energiminister Lykke Friis.
Kommentarer
Det er fuldstændigt absurd, det her - altså ikke Jørgen Steen Nielsens artikel, men det den handler om.
Spørgsmålet er jo hvad absurditeten går ud på … “Eksperter” har påvist at vi er nødt til at begrænse vores CO2 udledning med 20% i forhold til 1990 for at skåne miljøet. Nu viser det sig at vi måske når det mål uden større anstrengelse og så er fanden løs i Greenpeace igen. Det skal nemlig gøre ondt for at gøre godt. Deri ser jeg en vis absurditet.
Men - hele denne absurde diskussion kunne være undgået, hvis man istedt for at sætte absolutte mål havde målsætninger for CO2 udledning per produktiv enhed.
Tænk at man kan finde på at kalde det “det afgørende argument” for at gøre noget så hårrejsende =nødvendigt= — at det nemt kan lade sig gøre! Menneskets mønstre er oftere end sjovt er ubegribeligt ude af trit med selve *rimeligheden* of it all.
En anden spændende sætning er “Derved kan man smertefrit og uden en regulær ekstra klimaindsats klare 2020-målet.” Men det er det samme, der står. Vi tager det ikke seriøst og skal have nogle andre og meget tungere boller på suppen, drenge og piger. Det her er, helt grundlæggende, fucking altafgørende.
@J. B. Zachariasen: “Derved kan man smertefrit og uden en regulær ekstra klimaindsats klare 2020-målet.”
Den sætning, min kursivering, faldt jeg netop også over. Det siger i mine øjne så rigtig, rigtig meget om vores tilgang til dette her. Det må simpelthen ikke gøre ondt, og det er det i mine øjne simpelthen nødt til at gøre (desværre, Niklas Monrad), for ellers batter det ganske enkelt bare ikke nok.
Niklas Monrad, hvis du nu havde sat dig ind i tingene, ville du vide, at verdens ledende klimaeksperter er enige om, at reduktionen af drivhusgasser skal vaere paa mindst 40 % i 2020 ud fra et 1990-niveau - og selv en saadan reduktion kan paa ingen maade garantere, at klimaforandringerne kan holdes paa et taaleligt niveau. Derfor har Greenpeace ogsaa hele tiden advokeret for langt mere vidtgaaende reduktioner end EU’s soelle 20 % maal.
Din kritik er saaledes ikke bare baseret paa fejlagtige informationer; den er ogsaa absurd. Apropos dit eget ordvalg.
Og i hvilken fantasiverden ville det hjaelpe at have maalsaetninger pr. produktiv enhed? I forhold til klimaforandringer er det absolutte tal, der har betydning.
Dermed dog ikke sagt, at krav om lav udledning pr. enhed ikke ville have en berettigelse - saadanne maelsaetninger skal imidlertid ledsages af et fokus paa absolutte maal.
EU’s mål er ikke nok.
http://www.climateactiontracker.org/country.php?id…
@Niklas: Det drejer sig ikke om tal det her, men om hvorvidt udviklingen går den rigtige vej og i givet fald, om det går så hurtigt, at vi undgår en katastrofe indenfor en overskuelig fremtid. Der er ingen artikler i Inf. og de kilder Inf. trækker på, der lader meget håb spire frem.
Jeg synes ikke, at skeptikere og fornægtere gør andet end at bedyre, at det nok skal gå, fordi overbefolkning ikke betyder noget, ørkenspredning, udpining af jord og jagt på ressourcer heller ikke gør noget.
At der bliver lyttet til den slags skyldes nok, at flertallet ikke kan holde tanken ud om, at det hele ikke er OK. Et andet argument er, at temperaturstigningen ikke er menneskeskabt, og at vi derfor lige så godt fortsætte, som vi plejer -feste igennem, som nogle kalder det. Det er så det, vi gør nu.
Hvis man da så bare var enig om at man havde nået et delmål, og ikke en ikke-ønskelig tilstand (med skyldig respekt for de mennesker der er blevet arbejdsløse):
” “Siden er de økonomiske ændringer for alvor slået igennem i form af en noget mere modereret produktion og forbrug og deraf følgende reduktion i europæisk energiforbrug og CO2-udledning. Et mål for denne effekt kan aflæses af Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2009, offentliggjort i går. Styrelsen oplyser, at en reduktion af Danmarks bruttonationalprodukt på 5,1 pct. i 2009 blev ledsaget af en formindsket CO2-udledning på 4,1 pct. fra 2008 til ‘09 - eller hele 6,7 pct. hvis man korrigerer for udsving i årets vejrforhold og elhandel med udlandet.” ”
kvotesystemet er ikke en løsning, men et magtspil
@J. B. Zachariasen: Jeg er enig. Kvotesystemet kommer ikke til at redde vores planet. Herom er James Hansen helt klar i mælet i hans bog “Storms of My Grandchildren”, side 211-221.
Vedrørende magtspillet skriver han blandt andet: “There will be markets for these certificates on Wall Street and such places. And markets for derivatives. The biggest player is expected to be Goldman Sachs.”
Altså den bank - af flere - der var medansvarlig for nedsmeltningen af det finansielle system. At overlade vor planets skæbne til sådanne instanser er vel som at sætte en ræv til at vogte høns.
Jens Clausen, nu er udtrykket “verdens ledende klimaeksperter” jo efterhånden en noget subjektiv vurdering. Hvorfår i det hele taget komme met et mål på 40% hvis man ikke engang “garantere, at klimaforandringerne kan holdes paa et taaleligt niveau”. Det viser bare hvor meget gætteri disse klimaeksperter selv baserer deres viden på.
Hvor det vil hjælpe at have målsætninger pr produktiv enhed spørger du så … Jo ser du, det vil det have når du skal delegere resourcer til de områder hvor de har størst effekt.
I modsætning til så mange andre lever jeg nemlig i en verden med finitte økonomiske resourcer.
Så hvis A udleder dobbelt så meget CO2 som B gør for at opnå samme produktionsenhed, vil vi være bedst tjent med at rette vore resources til A fordi de vil give størst effekt. Da det er præcis dette kvote systemet vil medføre, er JBZs udsagn dermed også affejet.
Naeh, det er det nu ikke specielt subjektivt (ikke mere end saa meget andet). Det er bl.a. rapporten the Copenhagen Diagnosis (en update af IPCC’s sidste rapport), der fastslaar, at det er mindstemaalet. Men hvis du hellere vil have et maal, der naesten helt sikkert forhindrer massive klimaforandringer, er der da ogsaa flere videnskabsmaend, der agiterer for en reduktion paa 80 % i 2020 fra et 1990-niveau.
Men du ville jo ikke have, det skulle goere ondt?
Gaetteri, siger du? Det siger til gengaeld mig, at du ikke kender videnskabens grundpraemisser. Naar man diskuterer klimatologi, arbejder man selvsagt med sandsynligheder - saa hvad du kalder gaetteri, udspringer af meget serioese beregninger. Garantier udstedes imidlertid sjaeldent.
JBZ’s udsagn er ingenlunde affejet. Det er muligt, at du lever i en verden med finitte ressourcer, men naar du tilsyneladende samtidig lever i en idealverden, hvor alverdens teoretiske forestillinger definerer virkeligheden, er det jo ikke meget bevendt. Baade EU’s kvotesystem og FN’s CDM (der ogsaa bygger paa ideen om value for money) virker ad helvede til. Naar man bl.a. ikke kan maale additionalitet, som CDM bygger paa, har man jo i realiteten et system, hvor man tillader store lande og virksomheder at fortsaette forureningen, selvom man ikke kan garantere, at deres afladsprojekter overhovedet nedsaetter udledningen.
EU’s kvotesystem har spillet fallit paa flere maader. Bl.a. betyder de enorme frikvoter, man uddeler til industrien, at der reelt ikke forekommer reduktioner. Og industrien tjener tykt paa det - bare se Arcellor Mittal, der har faaet langt flere kvoter, end de behoever. Som de saa kan saelge igen. Det er forrykt! Argumentet fra industriens side er truslen om carbon leakage - et argument, der gang paa gang er blevet skudt ned af forskere som vaerende fuldstaendig overdrevet.
Laes eventuelt “Carbon Trading: how it works and why it fails”, udgivet af Carbon Trade Watch.
Oekonomisk teori, som du tilsyneladende svaerger til, kan da vaere interessant fra tid til anden, men hvis man tror, at teorien automatisk lader sig overfoere til virkeligheden, er man naiv.
Ikke mere subjektivt end så meget andet …? Det er nok et af de bedre argumenter jeg har hørt ..
Der er også videnskabsmænd der fremfører at den menneskelige udledning set i relation til den naturlige udledning af gasser med drivhus effekt er ubetydelig, og at uanset om vi reducerer vores udledning med 100% er det ingen garanti for at opvarmningen ikke vil tage plads.
Men disse videnskabsmænd indgår formodentlig ikke i den selektive kreds af eksperter du ynder at henføre til.
Nu er det ikke konstruktivt at debatere graden af naivitet her på siden, så det vil jeg undlade, man afslutningsvis citere Peter Kemp fra andetsteds her i avisen :”Vi er nødt til at lytte til forskerne for at få viden om klimaet, simpelthen fordi dets tilstand er kompleks og desuden ikke umiddelbart synlig og følelig, dvs. vi er nødt til at have en vis grad af tillid til forskerne, men det er en politisk holdning, der afgør, hvor meget vi vil tro på dem og hvordan vi vil handle derefter”
Haha.
Fremragende comeback, Monrad. Du angriber mig for at vaere selektiv, mens du selv henviser til videnskabsmaend, der nok udgoer 1 % af verdens klimaeksperter: rationalet synes at vaere, at saa laenge, der ikke er 100 % konsensus (og naturligvis skal goeglere og pseudo-videnskabsmaend som McIntyre ogsaa vaere enige) er det blot et spoergsmaal om tro. I saa fald er du temmelig langt fra at vaere det rationelle individ, du gerne vil give udtryk for.
Det er klassisk skepticisttaktik, men specielt koent er det dog ikke.
Hvad vil du med dit afsluttende citat (altsaa udover behaendigt at undgaa at svare paa mine konkrete kritikpunkter - maaske endda du ikke kender til carbon trading’s track record?)? Bare fordi noget er en politisk holdning, betyder det jo ikke, at konsekvenserne af denne holdning ikke kan maales.
Carbon trading er en politisk loesningsmodel, saa langt er vi enige. Men naar funktionaliteten af denne model paa ingen maade er optimal, saa maa det ikke diskuteres, eller hvad?
Jens, “Carbon trading er en politisk loesningsmodel, saa langt er vi enige. Men naar funktionaliteten af denne model paa ingen maade er optimal, saa maa det ikke diskuteres, eller hvad?”
Naturligvis må det diskuteres. Men så bør vi naturligvis også diskutere, hvad som er optimalt. Og hvile kriterier der må indgå i optimaliseringsberegningen - der bliver vi nok politiske igen ..
Det optimale fra et klimatisk betragtning (hvis man altså er af den overbevisning at menneskabte udledninger er på vej til at drive os mod en miljømæssig katastrofe) vil formodenlig være at lukke og slukke for verden som den består. Men jeg vil ikke gå så langt som at beskylde dig for det standpunkt.
Derfor er vi nødt til at komme til et realistisk og acceptabelt kompromis, men hvor vi fastslår at den menneskelige beståen anerkendes, at økonomiske resourcer er finitte, at resourcer skal bruges effektivt, at produktion skal være rentabel, at overgange tager tid, at alle tager et ansvar på sig, at vi ikke har brugbare alternativer til vækst, at høj arbejdsløshed er uønskelig.
Problemet i debatten er dog at mange, og især i en gruppe af mennesker som ikke har hverken reelt politisk eller økonomisk ansvar, er alt for villige til at fravige disse simple elementer, og stille komplet urealistiske krav. De er desuden ofte komplet urealistiske når det kommer til forventninger til effekten af tiltag.
Når du bruger udtryk som “industrien tjener tykt på det” (og læs nu at jeg ikke tilbageviser at nogen har draget økonomisk fordel af ordningen) og når du afviser en model, fordi den i dine øjne ikke er “optimal”, ja så skal jeg vel også have lov til at stille dig over i naivitetens skammekrog.
OK. Fair nok, Niklas.
Du har helt ret i, at det bliver meget politisk, og her kan jeg ret hurtigt se, at vi nok er ret grundlaggende uenige. Hvad du kalder realistisk og acceptabelt, er samtidig den sikre vej til en global katastrofe. Som det er blevet paapeget mange gange, er det almindelige beredskab bare ikke nok.
Hvis et redskab som carbon trading er det realistiske og acceptable kompromis, har vi allerede tabt. Det er det, jeg vaelger at forholde mig til.
Jeg mener imidlertid ikke, at der er nogen a priori diskrepans mellem klimaets krav og meget staerkere maalsaetninger og metoder, end vi hidtil har set.
Udover det fuldstaendig aabenlyse paradoks, at vi alle bliver straffet haardt af klimaforandringerne (nogen mere end andre), hvis vi ikke imoedegaar problemet med tilstraekkelige midler, saa er der faktisk en del rapporter, der peger paa, at langt haardere krav ogsaa vil betyde innovation og beskaeftigelse i endnu hoejere grad end brugen af dine “realistiske og acceptable krav”.
Det er vel ogsaa vaerd at tage med.
PS. Du tager mine ord ud af en sammenhaeng. Jeg skrev “paa ingen maade er optimal”. Det er vist lidt mere vidtgaaende end blot “ikke optimal”.
Fra tanke til handling til ønsket resultat er en lang vej. Derfor er det ikke usandt, at den nødvendige innovation vil skabe beskæftigelse på sigt, men vi kan per definition ikke fastsætte en tidsramme for acceptable resultater af disse innovationer. Med andre ord, vi er ikke på nuværende tidspunkt nået et teknologisk stade der er brugeligt, og kan heller ikke lovgive os til at nå det stade.
Jeg er i øvrigt til enhver tid fortaler for teknologisk udvikling der frigør os fra den kulstofbaserede økonomi og håber at vi når en global oliepris der tvinger os den vej. (Desværre er mennesket skabt dovent og skal af og til have en lussing for at komme igang.)
Katastrofe scenarier har der til alle tider været, og de fleste er gjort til skamme. Statistisk set vil det samme være tilfældet for denne.
Vi kan lave den noedvendige (haarde) lovgivning for at imoedegaa de klimatiske udfordringer. Derved skabes, som biprodukt, en ny incitamentstruktur, der fordrer innovation. Kald det bare en lussing til industrien, hvis du har lyst.
Hvor hurtigt denne innovation saa giver sig udslag i oeget beskaeftigelse, er et andet spoergsmaal.
Jeg mener rent faktisk ikke, vi har raad til at lade vaere.
Hvilke katastrofescenarier har vaeret underbygget med lige saa staerke videnskabelige beviser? Det er jo det, der er interessant. Det er i og for sig ret irrelevant, hvorvidt der var katastrofescenarier i andre epoker, der alligevel blot var baseret paa overtro.
Jeg haaber selvklart ogsaa, at den bliver gjort til skamme - alt tyder imidlertid paa, at det kun er os selv, der kan redde os. Og at vi ikke har i sinde at goere netop det.
Det er fint med den lovgivning, bare den implementeres og følges på et globalt plan. Hvem garanterer det?
Vi skal have en staerk, bindende, global aftale paa plads.
Det er klart, at der paa nuvaerende tidspunkt ikke er noget internationalt organ, der kan garantere, at aftalerne overholdes. De bedste redskaber, vi har til raadighed er velsagtens national selvjustits (hjulpet paa vej af borgerbevaegelser osv.) og international fordoemmelse.
Jeg siger ikke, det er let - men det er imidlertid stadig det, der skal til.
Jeg siger heller ikke det er let, jeg siger bare at fordi det gør ondt betyder det ikke at det gør godt. Det kan selv masochister skrive under på. At forcere en reduktion i EU ved at pålægge lande og industrier øgede byrder, giver os ingensomhelst garanti for en reduktion i udslip, som derimod blot vil øges i andre dele af verden.
Derfor er det hyklerisk når man i en debat om potentiel global økologisk katastrofe (af historiske eller andre grunde) er villig til at bortse fra visse ødelæggende aspekter . Det nytter som bekendt ikke at hælde vand ud af den ene ende af en synkende skude, hvis man hælder vand ind i den anden ende, ligegyldigt hvilke moralske overvejselser man måtte gøre sig.
Hvorfor betyder en reduktion i EU, at der vil komme et tilsvarende oeget udslip andre steder i verden?
Som sagt er industriens skingre beskyldninger om den gigantiske risiko for carbon leakage blevet skudt ned af adskillige eksperter. Alle uafhaengige studier peger paa, at risikoen tvaertimod kun eksisterer paa meget begraensede omraader og slet ikke kan retfaerdiggoere den ekstremt bloede linje over for industrien, som EU er eksponent for.