Opslag til denne artikel

Emneord:etik

Da Al Gore blev grebet i at oparbejde enorme energiregninger i sit hjemlige palæ, imens han gladelig formanede andre om at spare på elektriciteten, udviste han en dobbeltmoralsk adfærd, som er skoleeksemplet på ’den grønne mennesketype’.

Således konkluderes der højst overraskende i en ny videnskabelig under­søgelse, der påviser, at når mennesker føler, at de selv har udvist god moral – og f.eks. når de tror, de bidrager til at redde planeten igennem køb af økologisk babymad – så fører dette til, at de i andre henseender smider hæmningerne til fordel for »en egoistisk og moralsk tvivlsom adfærd«. Fænomenet kendes som ’moralsk afbalancering’ eller ’kompenserende etik’.

Undersøgelsen, som har fået titlen Do Green Products Make Us Better People? og står at læse i seneste udgave af tidsskriftet Psychological Science, er forfattet af de canadiske

psykologer Nina Mazar og Chen Bo-Zhong.

Forskerparret hævder, at mennesker, der bærer rundt på en »glorie af grøn forbrugerisme«, er mindre tilbøjelige til at være venlige og hensynsfulde over for andre og mere tilbøjelige til at snyde og stjæle.

»Moralske handlinger åbner op for en efterfølgende asocial og uetisk adfærd.«

Undersøgelsen dokumenterer, at personer, som køber grønne produkter, synes mindre villige til at dele dem med andre end personer, som har købt konventionelle produkter.

Forskerne foranstaltede også et særligt eksperiment: En gruppe grønne forbrugere fik mulighed for at indkassere en ekstra sum penge, hvis de snød i et computerspil og løj om det bagefter – med andre ord: de stjal faktisk. Langt flere af de grønne benyttede chancen for at snyde, end tilfældet var for konventionelle forbrugere.

Da deltagerne i et tillids­eksperiment fik mulighed for at berige sig med penge, der lå frit fremme i en kuvert, var de grønne seks gange mere tilbøjelige til at stjæle end de konventionelle forbrugere.

Med deres undersøgelse mener Mazar og Zhong at have vist, at »grønne produkter ikke nødvendigvis medfører nogen generel forbedring i adfærd«.

Et af motiverne for at gennemføre undersøgelsen var angiveligt, at der trods megen forskning »med fokus på at identificere den grønne forbruger« stadig hersker mangel på forståelse for, »hvordan det grønne forbrug passer ind i folks globale ansvarsfølelse og moral, og hvordan det påvirker adfærd uden for forbrugsdomænet.«

Forskerparret erkender, at deres resultater kommer bag på dem. Deres forventning var, at »grønne produkter, der opfattes som manifestation af høje etiske standarder og humanitære hensyn ville aktivere andre normer for social ansvarlighed og etisk adfærd«.

Men Dieter Frey, en socialpsykolog ved Münchens Universitet, finder derimod, at undersøgelsens resultatet harmonerer fint med, hvad vi i forvejen vidste om menneskelige adfærdsmønstre: »Folk, der føler sig tilfredse med at have udvist god moral på ét bestemt område, er langt mere tilbøjelige til at komme på afveje på andre områder.«

The Guardian / Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: