Frankrigs favorit vender tilbage til scenen

Det sekund, lysmanden blænder ned for lyset og musikken fader ud, begynder blondetrusser at svæve mod scenen.

Større billede

De færreste når scenekanten, men budskabet går igennem: Sangeren, skuespilleren og den selvudnævnte playboy Jacques Dutronc er, i en alder af 66, stadig en af de frækkeste franskmænd nogensinde – i al fald hvis man skal tro de 8.000 publikummer, der har været så heldige at få billetter til aftenens udsolgte koncert. De hujer, hyler og hviner ved udsigten til et gensyn med Frankrigs svar på Mick Jagger, der efter 18 års pause fra scenen nu er tilbage for at generobre rampelyset.

Han gør det med stil; iført sorte Lanvin-bukser, læderjakke, cowboystøvler og de obligatoriske Ray-Bans indtager han scenen. Hans karisma, charme og coolness kropsliggør den x-faktor, der hver fredag aften jagtes på diverse talentshows. Med et nonchalant vink, der er Dronning Margrethe værdig, hilser han på sine disciple, mens han med den anden hånd gør tegn til bandet, der begynder at spille. Dutronc skuer tilfreds ud over den stuvende fulde koncertsal. Og så begynder han at synge.

Stjernestatus i 60’erne

Det var med samme karismatiske selvsikkerhed, at Jacques Dutronc i midten af 1960’erne blev fransk musiks frække dreng i klassen. Med charme, selvtillid og lækkert hår satte han strøm til den franske chanson-tradition, der i hans hænder lød mere som Kinks eller Rolling Stones end Jacques Brel.

Da beatsinglen ’Et moi, et moi, et moi’ udkom i 1966, og han året efter blev kæreste med Francoise Hardy, fransk chansons første­dame og Mick Jaggers drømmekvinde, var Dutroncs stjernestatus en realitet. Hverken pladeselskabet eller pigerne kunne stå for drengerøven, der med et kækt smil og kommentarer lige så skarpe som hans jakkesæt hurtigt klatrede op ad hitlisterne.

Dutronc yndede selv at sige, at han blev sanger ved et tilfælde; han arbejde sammen med sangskriveren Jacques Lanzmann på et pladeselskab om at finde og promovere nye kunstnere. Efter at have fyret en sanger, der ikke solgte plader, var Lanzmann på udkig efter en ny.

Dutronc havde erfaring fra det aldeles ukendte hippieband El Toro et les Cyclones og bød sig til. Det blev starten på en lang karriere og førte til nogle af de populæreste produktioner fra 1960’ernes Paris: ’Mini, mini, mini’, ’Les Playboys’ og ’Il est cinq heures, Paris s’éveille’.

Gammelt cool

Dutronc og Lanzmanns 1960’er-produktioner revolutionerede den franske popmusik. Før Dutronc var normen på de populære musikshows på tv svulstige ballader sunget med masser af indlevelse og franskmændenes sædvanlige talent for at tage sig selv lidt for alvorligt; med Dutronc kom der rock, humor og el-guitar med i billedet.

Han bragte den amerikanske rock til Frankrig, og i dag er han fast pensum for alle franske rockbands og musikelskere. Der er ikke tvivl om, at manden på scenen er den samme som ham, der forførte Frankrig i 1960’erne, men musikken er en anden; højere og mere brutal. Volumen er skruet så langt op, at den gængse franske folkesanger ville blæse af barstolen med sin harmonika.

Enkelte koncertgængere, der består af lige dele pensionister, der var unge med Dutronc, og yngre musikfans med hang til gammelt cool, ser lidt forskrækkede ud. Det er ikke, hvad de ventede. Der er langt fra franskmandens bløde ballader til de sange, der bliver vrælet ud over scenekanten nu.

Men Dutronc crooner sig gennem numrene og taler sig i trussen på publikum mellem dem. Pauserne varer lige så lang tid som sangene, og efter et par pauser synes publikum at have tilgivet charmetrolden for rovdriften på den franske sangskats perler.

Lidt efter skrues der ned for rocken og op for folkeligheden koger salen over i frankofil begejstring. Det hele topper, da gæstestjernen, Etienne Daho, spiller en vals på sin tuba, og hele salen sammen vuggende skråler sig gennem den franske nationalhymne ’La Marseillaise’.

Vinder fransk Oscar

I 1973 bragede Dutronc for første gang igennem på biograflærredet i stedet for på scenen. Han havde fået en birolle i en mindre film, der ikke fik voldsom succes, men grundlagde Jacques Dutroncs filmkarriere. Han sang sig ind i de unge franskmænds hjerter med beatmusikken, men det var som skuespiller, at han stadfæstede sin status som Frankrigs cooleste mand i den brede befolkning.

Kulminationen på Dutroncs filmliv kom i 1991, da han vandt en César, den franske pendant til Oscar-prisen, som bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som van Gogh i filmen af samme navn. I det hele taget stod 1970’erne og 1980’erne i filmens tegn for Dutronc; han spillede med i mere end 25 film og fik prominente roller i film af Jean-Luc Godard, Claude Sautet og Claude Lelouch.

»Det næste nummer vil jeg gerne dedikere til min gode ven Serge Gainsbourg. Vi turnerede meget sammen … især på barer og bistroer i Paris,« joker Jacques Dutronc. Publikum bryder ud i latter; Gainsbourg og Dutroncs byture i 1970’erne er berygtede.

Den sortklædte sanger trodser til publikums store begejstring rygeforbuddet og tænder en cigar; hans betingelse for at starte turen var, at han kunne få lov til at ryge sine elskede cubanske cigarer lige meget hvor, han skal spille.

Med sin dybe baryton, der synes at kunne alt og ubesværet veksler mellem at lyde som Elvis og en kastreret kordreng, begynder Dutronc på 1980’er eposet ’L’hymne á l’amour’. Sangen er det største hit fra pladen Guerre et pets, som Dutronc lavede i samarbejde med Serge Gainsbourg i 1980.

Mens introen svinger sig op mod verset tænder flere nikotintrængende koncertgængere en cigaret og tager sig en smøg med idolet.

Kattene bestemmer

Det er 18 år siden, at Jacques Dutronc sidst har stået på en scene. Siden 1992 er der blevet skruet ned for produktiviteten, og Dutronc er flyttet til det nordlige Korsika, hvor han bor med 35 kastrerede hankatte og drikker pastis hver dag. Det var kattene, der bestemte, om han skulle på tour, fortalte han i februar til den schweiziske avis Le Temps.

»Det var mine katte, der havde det sidste ord. Jeg forberedte to skåle, og på den ene havde jeg markeret ’tourne’. Over 20 af kattene valgte tourne-skålen, kun et dusin valgte den anden. Det var det, der afgjorde det,« sagde han spøgefuldt.

Nu stå han her så. Fordi kattene valgte det, og – som Dutronc siger til publikum med et smørret smil om munden – fordi »det er den eneste måde, hvor jeg kan tjene nok penge til, at jeg kan fortsætte med at lave ingenting«.

Han ser tilfreds ud på scenen: Afslappet, veltilpas, med en aura af tilbagelænet cool omkring sig, og en klar idé om, hvor meget han har betydet for fransk film og musik. Han elsker at blive elsket og spiller kun de sange, der har været hits – og det virker. Publikum forguder ham.

Efter to timers koncert og kurtisering er Jacques Dutronc som limet til toppen af den franske piedestal. Som Serge Gainsbourg sagde kort før sin død: »Jacques Dutronc er det mest interessante i Frankrig – ud over mig.«