Bedømmelse: 3/6
Overvægten fra melodramatisk kitch til reel kunst er for første gang i vores generation tippet. Så i stedet for at gøre sig morsom på bekostning af en kunstopfattelse, der hører til før forrige århundredeskift, er det nu pludselig muligt at få en kunstoplevelse med hjem fra Forårsudstillingen.
Theis Capion Andersen har for eksempel i værket Untitled (portal) foldet metalstellet fra et telt i trekvart swastika og hængt det på væggen. Det ser militant ud og ligner noget, han har fundet på en campingplads.
Frauke Materlik har bygget en pudsig skæv konstruktion i hvidt træ og med vinduer, der fylder et helt lokale skråt fra loft til gulv og tilbage igen. Sif Itona Westerberg har sendt en hilsen fra Khao Lak, hvor en kvinde bliver federe og federe, imens hun sender postkort hjem til familien, der afslører danskernes forhold til de fremmede lande og dem selv som værende mildest talt bizart. Og Kristina Kresna viser en række mænd bagfra i fuld størrelse, imens de sidder bukket over deres syngende finker i værket I sing as the birds sing.
En stærk tendens
Så hvis man skal tale om kunstneriske tendenser, er vi ikke længere hundrede år bagude, værkerne forholder sig til strukturer og tendenser i samfundet, der irriterer kunstnerne.
Og 00’ernes populære ’undersøgelse’ er også her blevet afløst af 10’ernes ’poesi’. Alvoren er også tilstede næsten overalt, det er ikke smilebåndet, man trækker på men snarere panderynkerne, når man vandrer rundt imellem værkerne, men hvor den samtidige kunstscene vover sig væk fra den hvide kube som et sakralt rum, virker de fleste af de 84 værker dybt afhængig af den.
Gode intentioner
Hvor man derimod ser en stærk tendens give udslag er i strategien bag udvælgelsen. Den folkelige vinkel er væk, det her er ikke længere stedet for den glade amatør.
Charlottenborg vil derimod gerne lægge hus til en Forårsudstilling, der er toneangivende og international, men har altid delt problem med Melodi Grand Prix og X Factor, der også er løjerlige parallel-events, der spejler en virkelig scene et andet sted. Melodi Grand Prix prøver at invitere professionelle med. Forårsudstillingen prøver med en god jury, men hvad nytter det, hvis det er de samme 1.000 dårlige værker, de har at vælge imellem?
De dygtige kunstnere har det nemlig med Forårsudstillingen, ligesom de dygtige musikere har det med X Factor – de bliver væk for at undgå at blive til grin. At vinde er ligegyldigt, hvis alle ved, at dem man vandt over ikke var særlig gode. Forårsudstillingen var engang en af de eneste kanaler at få sin kunst ud igennem, det er det ikke længere, men alligevel fastholder Charlottenborg en holdning om, at det er her de unge kan få deres gennembrud.
Som om de har samme misforståede grundpræmis som X Factor, der tror, at folks talenter er latente, og at hvis blot de får chancen, så blomstrer de. Nej, talent er organisk – det udvikler sig og forandrer sig. Så det man får på Forårsudstillingen er ikke gennembrud. Hvis et talent var der, hvor det stod foran et afgørende værk, ville det allerede have et navn.
Det man derimod får er værker som ovennævnte, hvor intentionerne er gode, og det ikke er helt ved siden af, men det er stadig langt fra Charlottenborgs mål om at være toneangivende.
Skåret ind til benet
Forårsudstillingens nye strategi er sådan set blevet eksekveret udmærket i udvælgelsen. Spøgelsesbilisten har efter årtier endelig vendt bilen, om end vi er ude i en vending, man nok ville dumpe i til en rigtig køreprøve. Men hvor væggene plejede at være overklistrede med de 500 bedste af 1.000 halvdårlige værker, er vi som sagt nu nede på 84.
Så nu er der kun én ting, der mangler – nemlig at få opgraderet det juryen vælger imellem. Men i modsætning til Melodi Grand Prix kan Charlottenborg ikke invitere professionelle kunstnere, de er nødt til at sende et endnu klarere signal til talenterne, så selv den sidste pinlighed ved at deltage elimineres.
Det gælder altså om at skære endnu hårdere, det gælder om at skære så hårdt, at der ikke er nogen tvivl hos nogen om, at det er svært at være blandt de udvalgte. Tænk om dette års Forårsudstilling kun havde bestået af fem værker? Hvilket signal ville det ikke have sendt til hele verden: Vi finder os ikke i mere dårlig kunst, vi mener det!
Alt flyder sammen
Måske ville det kræve et par år mere med kun få værker, men så ville renomeet være etableret. Vi er den førende censurerede udstilling i norden. Når noget bliver godkendt af os, kan I stole på, at det er godt.
Tre af de værker, der bestemt skulle overleve er alle af den svensk-tyrkiske kunstner Meriç Algün Ringborg.
I en lækker tyk sort bog med titlen The Concise Book of Visa Application Forms har hun indbundet hele verden gennem visaansøgninger til alle lande. I værket Our home weighs 1,225,967 grams, der består af en enorm optegnelse printet på et stort stykke papir, har hun vejet alt i sit hjem, fra læbestifter til bøger og scrabblebrikker, hun har taget vores besættelse af vores hjem et skruestik længere, hun har givet det sit eget liv i et dyrisk projekt, hvor hun minder os om, hvor latterlige, vi er – det næste bliver vel, at folk lejer lagerplads ude i byen for at kunne få plads til endnu flere ting og hvad så, når det er fyldt!?
Og hvad sker der egentlig når et menneske bliver for intim og udleverer alt? Den modsatte effekt opnås. Alt flyder sammen.
Untitled tree top project består af ni polaroider af spæde grantræer, badet i sol og sne, påtegnet dato og højde og breddegrad, som en opfordring til at følge dem.
Tænk sig, hvis Meriç Algün Ringborg havde været den eneste på udstillingen. Amatørerne var blevet sure. Men juryen ville have grund til at glæde sig til næste år. Måske der ligefrem ville være en kunstner, der turde udfordre dem med noget ingen havde set før?
Bedømmelse: 3/6
Kommentarer
Lige i øjet Jepsen!
Men i modsætning til dig er jeg ikke så sikker på Charlottenborgs kovending giver klov, for der er som du selv siger mange andre steder den nye kunst eksponeres. Jeg er heller ikke enig i at der har været tale om en spøgelsesbilist. Dertil har den viste kunst været alt for ufarlig.
Egentlig synes jeg det er lidt ærgerligt at amatørismen (i mangel af bedre udtryk) ikke længere forfølges på Charlottenborg for når vi sammenligner med fx Melodigrandprix er der jo sket det, at programmet er gået fra at være stemplet som underlødigt tilbage i firserne, via et par decenier som kitch, til omsider ved egen kraft at være så mainstream og stuerent at selv veletablerede musikere kan booste deres karriere ved at medvirke? I tilfældet Forårsudstillingen mener jeg at forandringen bedst bæres af kunsternes lyst til at prøve kræfter med amatørismen og det genkendelige, hvor corny det end kan forekomme, og så kan de jo godt gå hen og blive lidt forvirrende hvis genren pludselig ændrer sig radikalt.
Forårsudstillingen, tror jeg, stod foran et gennembrud, som meget vel kan være skubbet et pænt stykke tilbage med de nye tilttag, især hvis man som du da også efterlyser, ikke efterlever ambitionerne konsekvent. Spøgelsesbilisten, hvis der absolut skal være sådan en, synes at være gået i stå. Tak for advarselstrekanten.