Kæmp for den som du har kær

Efter at være blevet tortureret har den 17-årige irakiske kurder Balil et mere end anstrengt forhold til det at få trukket en plasticpose over hovedet. Desværre bliver han nødt til at gøre netop det, hvis han vil snyde myndighedernes CO2-måleapparater, når han – skjult i en lastbils fragtrum – forsøger at snige sig ombord på færgen fra
Calais til Dover.

Herfra vil han videre til London, hvor hans elskede Mina bor, og hvor der måske er arbejde at få, mens Balil forfølger sin hede karriere­drøm om en plads på Manchester Uniteds fodboldhold.

Farligt venskab

Ude af stand til at trodse sit plasticpose-traume beslutter Balil sig for en noget mere tidskrævende taktik – nemlig at svømme over kanalen. Han bliver derfor midlertidigt hængende i den nordfranske havneby, hvor han begynder at tage lektioner hos en nylig fraskilt og livsgnistmæssigt udfordret svømmelærer.

Simon, som svømmelæreren hedder, er filmens anden hovedperson. Inden længe får han mistanke om, hvad det er, den unge mand træner til, og Simon advarer Balil mod den 35 kilometer lange tur over kanalen, som han mener er en ren selvmordsmission.

Ikke desto mindre bliver Simon følelsesmæssigt involveret i den mildest talt fokuserede teenagers kamp for kærlighed og et liv i værdighed. Men hans udstrakte hånd er ikke nogen risikofri gestus, for der er strenge fængselsstraffe til franskmænd, der hjælper illegale indvandrere. Og i den retssal, der hedder den sociale arena, forveksles næstekærlighed af nogle – som nu Simons fremmedfjendske nabo – med skumle seksuelle motiver.

Prægtig melankoli

Welcome har et tematisk slægtskab med Ken Loachs It’s a Free World fra 2007, der finder sted i det London, Balil forsøger at crawle sig frem til. Begge har de jo også titler, der kun til dels skal tages for pålydende: Balil bydes således ikke ligefrem velkommen af alle Calais’ bysbørn.

Welcome er altså en film om en specifik problematik, men samtidig en film om så meget andet – ikke mindst midaldrende resignation over for ungdommelig ukue­lighed.

Hvad angår førstnævnte er castingen af 50-årige Vincent Lindon (som herhjemme for tre år siden kunne ses i den kløgtige thriller-parodi La Moustache) en regulær genistreg.

Med en afsindigt udtryksfuld maske af dyb melankoli placeret lige der, hvor ansigtet plejer at sidde, forekommer pressematerialets sammenligning med en af Frankrigs største skuespillerlegender, Jean Gabin, fuldt berettiget.

Læreren på skolebænken

I rollen som Balil udstråler den i skuespil uskolede debutant Firat Ayverdi den rette blanding af troskyldighed og stædighed, og det er fascinerende at følge, hvordan Simon i den unge mand ser en ildhu og en kompromisløshed, han selv for længst har skiftet ud med dulmende håndbajere og stirren tomt frem for sig. På ironisk vis er det altså her læreren, der har noget at lære af eleven.

Nuanceret fremstilling

Som en næsten masochistisk påmindelse om Simons fortidige format som (idræts)­mand prydes hans reol af pokaler og guldmedaljer. Men hans tilværelse rummer også en anden og mere levende form for ’præmie’.

I rollen som Simons skarptungede ekskone Marion, der er underviser og frivillig i et suppekøkken, formår gudindesmukke Audrey Dana nemlig i den grad at
anskueliggøre, hvor meget Simon har ladet glide sig af hænde – og hvor meget, han stadig har en spinkel chance for at vinde tilbage.

Lindons spektakulære talent for karismatisk deadpan er nærmest i sig selv en garanti for, at filmen aldrig kammer over i sentimentalitet, men instruktør Philippe Lioret og hans medmanuskriptforfattere har generelt husket af få nuancerne med.

Eksempelvis synes deres portræt af det illegale immigrantmiljø at tage afsæt i teorien om, at undertrykte mennesker har en tendens til at strides indbyrdes: Her hører hverken tørre tæsk eller gemen udnyttelse til sjældenhederne.

Ej heller fremstår den politimand, der afhører Simon om hans involvering med de illegale som en endimensional skiderik, men snarere som en type, der uden den store selvstændige moralske stillingtagen agter at gøre det job, han er blevet betroet, så godt som muligt.

Stærk og sober

Som filmmager har Lioret desuden sans for at skabe stemning, hvilket især ses i en nattemørk scene på havnen i begyndelsen af filmen. På ganske få minutter får man som tilskuer en fornemmelse af hele den verden, der knytter sig til fragt og langtur tilsat den beske pointe, at mennesker også kan være en slags varer.

Welcome er en budskabsfilm, der har meget andet at byde på end sit humanistiske budskab. Et stærkt og sobert psykologisk drama befolket af helt igennem troværdige karakterer.

Welcome. Instruktion: Philippe Lioret. Manuskript: Philippe Lioret, Olivier Adam og Emmanuel Courcol. Fransk (Grand og Dagmar i København, Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense)