Jeg bekender. Jeg sad med mine børn sidste fredag og var dybt bevæget af det drama, der udspillede sig på skærmen, da Anna blev stemt ud i X Factor. Udsendelsen i aften kan umuligt leve op til det, der vel må opfattes som det uofficielle højdepunkt i årets udgave af det populære show. Mere effektivt tv ser man ikke så tit. Jeg følte og led med Remee, da han skulle vælge mellem Anna og Jesper. Han spillede rollen til perfektion, selv om han var lige ved at overgøre det, da han forlod studiet et par minutter for at tænke sig om. Og jeg kunne ikke med mig selv afgøre, hvem han ville ende med at vælge. Og jeg led selvfølgelig også lidt med Anna, da hun blev sendt hjem. Og så sluttede det hele i tårer og bevægelse.
Bagefter skammede jeg mig lidt over mig selv og over at jeg blev så bevæget.
Ret beset var det jo ikke så fantastisk det, der blev præsenteret. I bund og grund middelmådigt. Løftet og shinet flot op med DR’s Big Band i ryggen lød det hele ganske fornuftigt. Flot, hvis man skal være venlig. Men ærlig talt var der på scenen næppe talent, der varer meget længere end de kommende fredage. Så vil det hele være slut. Eller næsten.
Drama og indlevelse
Nogle vil sige, at det bare er underholdning, og at man ikke skal tage det for andet end det. Men det holder ikke, for det meste underholdning i tv lader mig kold, og det gør X Factor ikke. Jeg tror ikke, at X Factor så meget handler om de enkelte sangere og den pladekontrakt, der formelt skal komme ud af det; de er blot nødvendige aktører i et langt større drama. X Factor tilbyder et studie i det menneskelige drama, tilbyder en indlevelse i andre personers håb og lidelse, som man for en stund kan være del af, men uden at det for alvor vedkommer en andet end det øjeblik, det står på. Det er et enkelt og effektivt.
Nu er X Factor udelukkende et psykologisk drama og intet kunstnerisk, men hvad indlevelse angår, kan den effekt være beslægtet med den, der kan fremprovokeres af nogle former for litteratur. Men bortset fra det, er det mest nærliggende at tænke på teatret, der er øjeblikkets kunst. Forgængeligt og så alligevel evigt gyldigt i sin interesse for det menneskelige drama. Publikums interesse for gruen, for fryden, for indlevelsen, for medlidenheden, som også var motoren helt tilbage i de antikke græske tragedier, er nogle af de samme effekter, vi søger, når vi sætter os foran tv-skærmen fredag aften. X Factor er ikke bedre end teater, men det er nogle aftener mere effektivt end det, der vises på byens scener lige nu.
Kommentarer