Demokratiet er kun til pynt, hvis ingen dokumenterer uretfærdighederne

Få dage før Ulrike Meinhof i maj 1970 deltog i befrielsen af den fængslede Andreas Baader og lagde sit borgerlige liv bag sig, talte hun i telefon med Günter Wallraff.

»Jeg kunne fornemme på hende, at hun ville gøre noget meget afgørende. Og kort efter kastede hun sig jo også ud i vanviddet,« siger han, da Information møder ham under et kort besøg i København.

Günter Wallraff kendte Ulrike Meinhof, der skulle blive en ledende skikkelse i Rote Arme Fraktion, fra det venstreintellektuelle tidsskrift Konkret. Han var tilknyttet bladet, som hun året forinden havde forladt og beskyldt for at være blevet blødsødent og kontrarevolutionært.

Udgangspunktet var i høj grad ens for de to journalister. De var begge en del af 68-bevægelsen, der problematiserede den tyske offentligheds halvhjertede opgør med nazitiden og den sociale uretfærdighed i det senkapitalistiske konsumsamfund. Men hvor Ulrike Meinhof forlod journalistikken og kastede sig ud i den væbnede kamp, søgte Günter Wallraff om bag magthavernes facader for i avisreportager, bøger og film at afdække det, der ikke tålte dagens lys.

»Jeg blev ved med at være pacifist, og jeg blev ved med at levere den dokumentation, der er brug for, hvis der skal ske forandringer. I et demokrati er vold uacceptabelt, men hvis ingen dokumenterer uretfærdighederne, er demokratiet kun til pynt,« siger han.

De dunkleste afkroge

Undercover-journalistikken er Günter Wallraffs metode, og han er disciplinens mester.

Den uddannede boghandler med arbejderbaggrund har aldrig skrevet lange marxistiske afhandlinger om den monetære situation i senmiddelalderens agrare England. Men i roller som blandt andre tyrkisk gæstearbejder, alkoholiseret sindssygepatient, samvittighedsløs sensationsjournalist eller våbenleverandør med speciale i napalm har han bevæget sig ud i sin samtids dunkleste afkroge.

»I nogle tilfælde kan man kun afdække meget kritiske forhold, hvis man sniger sig indenfor under falsk identitet. Det mener jeg ikke, man skal holde sig tilbage fra, og jeg er stolt af, at jeg er blevet kendt for det,« som han siger.

Og kendt er han rigtignok blevet. Hans bøger har solgt over hele verden, og på flere sprog har han endog lagt navn til verbet at wallraffe, betegnelsen for at trænge ind i og rapportere fra ellers utilgængelige steder.

Senest har Günter Wallraff udgivet bogen Fra den fagre nye verden - Ekspeditioner til landets indre, som han er i Danmark for at tale om. Og referencen til Aldous Huxleys romandystopi er ikke tilfældig. Günter Wallraff er dybt indigneret over det tyske samfunds tilstand: »Der er sket en indskrænkning af sociale rettigheder, og stadig flere mennesker arbejder under helt uacceptable vilkår, mens kløften mellem rig og fattig bliver stadig større, og en tredjedel af alle tyskere er mere eller mindre racister.«

Feudale tilstande

I rollerne som hjemløs, fabriksmedarbejder på discountkæden Lidls bageri, telefonsælger i et af Tysklands største telemarketingvirksomheder og politisk flygtning fra Somalia har Wallraff researchet til bogen. Og hans fund er alarmerende. Hjemløse, der bliver spærret inde på overfyldte, fængselslignende herberger. Feudale tilstande på arbejdsmarkedet, hvor medarbejderne nedbrydes fysisk og psykisk, og deres rettigheder knægtes systematisk. Kynisk udbytning af naive borgere, der i strid med basal databeskyttelses- og forbrugerlovgivning bliver ringet op af veltalende sælgere, som franarrer dem deres kontonumre og tømmer deres opsparinger. Og en ondsindet racisme, der gennemsyrer det tyske samfund.

»Man har et indtryk af, at der er sket en moralsk devaluering. Kommerciel succes er blevet det eneste kriterium for, hvad man kan tillade sig. Folk tager ikke hensyn til hinanden. Virksomhederne gør, som de vil. Og politikerne ser igennem fingre med det eller medvirker ligefrem,« siger Günter Wallraff.

Og selv det, der på overfladen ser ud til at være af det gode, kan være bundråddent:

»Der var for nylig et større velgørenhedsshow i Tyskland, hvor cremen af den tyske overklasse slubrede kaviar og årgangschampagne. Det var meningen, at de skulle donere penge til bekæmpelse af hungersnød i Afrika. Bagefter kom det frem, at deltagerne i snit havde givet fem euro hver. De var der kun for at vise sig frem.«

Ændre lidt og hjælpe lidt

Alligevel kalder Günter Wallraff sig optimist. Ligesom han tidligere har fremprovokeret lov- og ifølge mange iagttagere ligefrem mentalitetsændringer, har hans nye bog allerede haft en række konsekvenser. Blandt andet er telemarketingsloven blevet skærpet, mens Tysklands to værste herberger er lukket, og medarbejderne på Lidls bageri har fået en tillidsmand og en lønforhøjelse på over 20 procent.

»Jeg går som udgangspunkt altid ud fra, at jeg kan gøre noget godt. Man kan altid ændre lidt og hjælpe nogen lidt,« siger Günter Wallraff.

Kritikere har beskyldt ham for at være for opsat på at hjælpe de svage imod de stærke ved altid at bekræfte sine egne fordomme om magtmonopolets undertrykkelse af menigmand frem for uhildet at undersøge tingenes faktiske tilstand.

Men den kritik giver Günter Wallraff ikke meget for:

»Nogle gange er forholdene ikke så slemme, som jeg havde troet. Og nogle gange er de langt værre. Men når jeg i forvejen har forventet noget, som jeg så kan dokumentere, bliver fakta jo ikke forkerte af, at de stemmer overens med mine forventninger. Jeg sørger altid for at skaffe dokumentation og bevisførelse. Mine påstande kan altså ikke bare reduceres til fordomme.«

Begynde helt forfra

Fra den fagre nye verden kommer efter 25 års tilbagetrukkethed fra den tyske offentlighed. I alle årene har tyskerne spurgt hinanden, om ham den nye grønthandler nede på hjørnet eller den afghanske gartner i parken mon i virkeligheden var Günter Wallraff. Men i realiteten har han lavet alt muligt andet - bortset fra en enkelt rolle som iransk gæstearbejder i Japan, der mundede ud i en fjernsynsreportage, som vakte stor opsigt i Japan, men som han ikke ville sælge til tysk tv, for at tyskerne ikke skulle kunne fralægge sig ansvaret for de ringe arbejdsmarkedsvilkår i landet ved at tillægge dem fjerne lande som Japan.

Til gengæld har Günter Wallraff blandt andet fået foretaget en større rygoperation og brugt flere år på genoptræning.

»Jeg føler mig i dag ti år yngre end for et par år siden. Og da jeg kunne se, at samfundsforholdene har forværret sig drastisk på en lang række områder, besluttede jeg at begynde igen, helt forfra. Jeg følte, der var brug for mig igen,« siger han.

Men den 67-årige forfatter er samtidig klar over, at han ikke holder evigt. Og af den grund er han ved at oprette en fond, der skal kunne frikøbe undersøgende journalister til at lave længerevarende graverprojekter:

»Jeg må også tænke på mine efterfølgere. Jeg vil stadig selv gerne nå mere, end jeg ville kunne på tre liv. På et tidspunkt er jeg her ikke mere eller kan ikke mere, og så skal andre fortsætte.«

Uambitiøs modstandsform

Efter befrielsen af Andreas Baader opfordrede både Günter Wallraff og hans gode ven nobelpristageren Heinrich Böll i åbne breve Ulrike Meinhof til at melde sig selv.

»Men der var ikke noget at gøre. Der var ingen vej tilbage for hende,« siger Günter Wallraff.

Ulrike Meinhof forlod sine døtre, og som medlem af Rote Arme Fraktion deltog hun i løbet af de næste par år i en række blodige bombeattentater. Men i 1972 blev hun arresteret, og fire år senere begik hun selvmord i højsikkerhedsfængslet Stammheim.

»Det var blindt had, og der er ingen undskyldning,« siger Günter Wallraff.

Små 40 år senere ser han i dag med bekymring på, hvordan unge aktivister også er drevet af et had, der er blindt.

»Mange autonome udråber for eksempel politiet til fjender og bruger vold i deres kamp imod dem. Det er for mig at se fuldstændig forrykt. Betjentene er dårligt betalte unge mænd, og mange af dem ønsker oprigtigt at tjene samfundet,« siger han og tilføjer:

»Det er en primitiv og meget uambitiøs modstandsform. For mig at se er det eneste, vi kan gøre, at blotlægge magtens væsen. Så er vejen banet for, at forandringerne kan komme ad demokratisk vej.«