Den stramme luft

Hvad er der sket med København? Hvad luften angår, består den bestemt ikke af ‘jenne gue sager’, som jyderne siger. Den er stram. Når min hustru eller jeg selv kommer hjem fra et besøg i hovedstaden, om så kun et besøg af en enkelt dags varighed, har vi en fornemmelse af stivhed, ufølsomhed, i underansigtet, nogle gange også let rindende øjne.

Københavnerne siger aldrig selv noget om det, de må jo have vænnet sig til det. Vi har ellers selv boet i københavnsområdet engang, i samfulde 14 år. Også dengang var luften stram. Det første sted vi boede, blev vi nødt til at flytte fra, fordi vores dengang yngste barn ikke kunne tåle mosten. Det var en lille, god og billig, toværelsers i en rødstenskarré i Vanløse, helt tilbage i Anker Jørgensen-tiden.

Karreen lå lige op til Aalekistevej, hvor det dengang var tilladt med tung trafik, og i den anden ende af vejen lå Damhussøen. Det var vores læge, der advarede os. Kombinationen af dieselos fra Aalekistevej, især morgen og aften, og emmen nede fra søen kunne give vores lille datter kroniske luftvejslidelser. Den slags er der meget af i min familie, og selv om jeg heldigvis selv er sluppet for det, vidste jeg, hvor plagsomt et liv man kan have med astma og bronkitis. Så vi gav os straks til at se os om efter et andet sted at bo.

En smøg hos lægen

Vores læge var en ældre, men rask og rørig dame på 73. Hun boede privat på en af villavejene i vores nabolag. Hun var en af kvarterets kendte skikkelser, især på grund af hendes måde at køre bil på. Hun havde en karakteristisk cremegul Volvo og kørte rent ud sagt som død og helvede, sikkert fordi hun stolede på, at hendes erhvervsmæssige kvalifikationer nok skulle kunne klare det, hvis hun kom til at køre nogen ned.

Når børnene var syge, eller når de skulle rutinetjekkes, var det tit mig, der gik med dem ned til lægens konsultation på Jernbane Allé. Et par gange oplevede jeg at være dagens sidste patient. Så bød hun på en smøg, en Kings fra den pakke, der altid lå på hendes skrivebord, og gav sig tid til en lille sludder. Læge og barnefader fyldte med andre ord luften i det smalle konsultationsværelse med tobaksrøg, mens ungerne sad på gulvet og legede med hver sin overdimensionerede ispind - af den slags, som læger bruger til at stikke ned i halsen på folk - som hun havde givet dem.

Lægen var en lidt studs dame, kort for hovedet, og når hun ‘sludrede’ skete det i korte, som regel oplysende sætninger, for eksempel om behandlingsmetoderne for lungesygdomme i 20’erne og 30’erne. Alligevel var børnene vilde med hende. Så vidt jeg kunne se, havde Dr. Weygaard, som hun hed, kun en alvorlig uvane. Når hun havde tændt sin cigaret, smed hun bare den stadig glødende tændstik fra sig, hun sigtede dårligt nok efter askebægeret. Trods kortfattetheden kunne hun godt komme til at tale sig varm. Så gav hun endnu en smøg. Det var tider dengang.

Det er det så ikke mere, i alt fald ikke hvad rygning angår, og slet ikke i København. Når det drejer sig om denne indre, selvpåførte forurening, det grimme, grimme tobaksmisbrug, er københavnerne uhyre nøjeregnende. Metroseksuelle af begge køn, der lever og ikke mindst ånder i stram dieselluft, ser ikke bare fordømmende på en tabernakke, der står og nyder et stykke tobak, de ser ham slet ikke, han er ikke-eksisterende, en genspejling fra Anker Jørgensen-tiden, hvor gæve ‘ar-baj-de-re’ sang Danmark for folket med en grøn Cecil i flaben. Helt så rigide er vi da heldigvis ikke i provinsen. Her kan vi citere min aldrig-rygende hustru: Hun gider ikke sidde på en café, hvor det er forbudt at ryge. Det er for kedeligt, siger hun.

Man vil jo gerne ‘ses’

For nylig sad jeg på en spiserestaurant i hovedstaden, oven i købet en fredag aften, sammen med to af de absolut hotteste sild fra den københavnske mediebranche. Jeg havde således på ingen måde nogen grund til at beklage mig over selskabet. Alligevel syntes jeg, utaknemmelige skarn som man er, at der manglede noget. Publikum, nemlig. Når man er sammen med to lækre larver af den kaliber, vil man jo gerne ses - for helvede da! Man vil misundes af de andre mandlige gæster, de skal sidde og savle af god, gammeldags, ondskabsfuld fortørnelse. De skal prøve at spænde ben for én, når man skal på toilettet, fordi man er en blærerøv, jo, og fordi man ikke skal tro, man er noget. Men der var ingen. Jo, der var enkelte andre gæster, men de sad spredt, meget spredt endda, og dem, der ikke sad med ryggen til, var nogle gamle fjolser på min egen alder. De sad og missede med øjnene og kunne ikke huske, om de nu havde de rigtige briller på. Og det skal være hovedstaden - på en fredag aften! tænkte jeg provinsvrippent.

Før i tiden ville luften være tyk af tobaksrøg og livsalig råben og skrigen. Dengang måtte man vente i timevis på at få sin mad, fordi restauranten var propfuld af sultens slavehær. Dengang var føden ikke kunst, men noget, der blev bikset sammen i et fortravlet køkken af kokke og ledigt serveringspersonale, der var ved at snuble over de gæster fra aftenen før, der ikke kunne betale regningen og derfor blev sat til at vaske op. ‘Sådan er ka-pi-ta-lis-men’, sang de knurrende, men der var nu ingen, der havde ondt af dem. Hverken kokken, konen eller hendes elsker.

Bagefter, ude på H.C. Andersens Boulevard, fik man straks dieselos i øjnene. Her var alt ved det gamle. Som i Anker Jørgensens tid.