George Monblot (11. marts) slår hovedet på sømmet, når han gør opmærksom på, at de såkaldte skeptikere i klimadebatten har fået let spil, fordi moderne klimavidenskab har nået en så høj kompleksitet, at dens sandhedsværdi er blevet en tillidssag.

Dette anfægter åbenbart ikke Jean Fischer. Han anklager (17. marts) undertegnede for at levere »en kæmpebarriere for en økologisk problembevidsthed«, fordi jeg sammen med Lisbeth Witthøfft Nielsen i bogen Klimabevidsthedens barrierer har gjort hele spørgsmålet mere indviklet ved at tale om kompleksitet, usynlighed og umærkelighed som barrierer for klimabevidstheden. Desuden skulle vi påstå, at debatten om klimaet kun bør være videnskabelig og ikke politisk.

Det viser, at han ikke læst vores bog, men kun en anmeldelse - som vi kritiserede i en kronik den 28. januar. Det har han åbenbart heller ikke læst. Ellers ville han have opdaget, at vi netop tog afstand fra at tro, at man i klimadebatten blot kan slynge forskningsresultater i hovedet på skeptikerne og hævde, at de er dumme og uvidende, hvis de ikke tror på dem.

Hans alternativ »enten en politisk eller en videnskabelig debat« er falsk. Man kan ikke bare hævde, at vi har vores ‘hverdags- viden’, og at den videnskabelige viden derfor er mere skadelig end gavnlig. Det er ren obskurantisme eller sort tale.

Omvendt kan man heller ikke bare hævde, at »videnskaben siger…«, som om videnskabelige resultater ikke er fortolkninger men 100 pct. sikre. Det er ren ‘videnskabstro’ og naiv tale.

Vi er nødt til at lytte til forskerne for at få viden om klimaet, simpelthen fordi dets tilstand er kompleks og desuden ikke umiddelbart synlig og følelig, dvs. vi er nødt til at have en vis grad af tillid til forskerne, men det er en politisk holdning, der afgør, hvor meget vi vil tro på dem og hvordan vi vil handle derefter.

Når nogen imidlertid slet ikke vil tro på dem, må man spørge: Er der politiske motiver til det? Og i så fald: Hvilke motiver?