Alt for mange børn får medicin mod ADHD. For mange er medicinen i sig selv hverken tilstrækkelig behandling eller optimal behandling.
ADHD, altså Attention Deficit Hyperactivity Disorder, som tidligere blev kaldt DAMP, bliver i Danmark oftest anset som en medfødt genetisk lidelse, der kræver medicinsk behandling. Det skyldes formodentlig, at det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn og unge med lidelsen, lægger sig op af den opfattelse. Det er der mange - og alvorlige - problemer i.
Referenceprogrammet er blevet til på initiativ fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark. Sundhedsstyrelsens hjemmeside refererer til programmet, og understreger dermed dets magtfulde rolle. Om årsagen til ADHD hedder det i programmet: »Ætiologien (årsagen, red.) til ADHD er multifaktoriel og endnu ikke fuldt klarlagt. Genetiske faktorer er dog de vigtigste, hvilket er fundet i både familie- adoptions- og tvillingeundersøgelser. (Forskeren) Faraone estimerer i en litteraturoversigt fra 2005, at genetiske faktorer er involveret i 77 procent af tilfældene, og at i hvert fald syv udvalgte gener er fundet associeret med ADHD«.
Om behandlingen af ADHD konkluderer programmet, at medicin er løsningen: »Børn som har ADHD i moderat til svær grad bør som første valg tilbydes farmakologisk behandling«.
Fagligt unuanceret
Programmets konklusioner lyder overbevisende, men går man forskningen efter i sømmene, så fremstår de fagligt unuancerede. For eksempel er den amerikanske genforsker Stephen Faraone, som referenceprogrammet henviser til, væsentligt mere forsigtig i sine udtalelser end forfatterne bag programmet. I artiklen, hvor Faraone giver sit genetiske estimat, skriver han også, at mange af forskningsresultaterne peger i forskellige retninger, og at man derfor ikke kan konkludere på dem.
Faraone synes over årene at tvivle mere og mere på de genetiske årsager til ADHD. To år efter udgivelsen af artiklen med det genetiske estimat, skriver han, at der er publiceret talrige studier, som påviser genetiske sammenhænge for dette og hint, men at det sjældent er lykkedes at gentage studierne og altså drage endelige konklusioner. I en anden artikel konkluderer han, at mange miljøbestemte risikofaktorer øger sandsynligheden for, at børn og unge udvikler ADHD. Alligevel holder forfatterne til det danske referenceprogram fast i, at generne er den vigtigste årsag til ADHD.
De gener, som måtte forårsage en række psykiske træk og lidelser, er aldrig fundet. Det betyder selvfølgelig ikke, at det genetiske er uden betydning. Men det må nærmere forstås som en medfødt mere uspecifik sårbarhed. Den psykologiske forskning og tankegang har i mange år været præget af en simpel og lineær idé om psykisk fejludvikling. Formlen har været: Sårbarhed + belastende psykisk miljø = psykisk lidelse.
Den slutning må i dag betragtes som forældet. Den er for forenklet til at kunne tage højde for kompleksiteten i forskellige menneskers forskellige måder at udvikle sig på. Menneskelig udvikling sker i et tæt og vekselvirkende forhold mellem det medfødte og det miljø, som barnet bevæger sig i. Det gælder også for udviklingen af ADHD.
Den onde cirkel
Et barn, der fødes som et sårbart barn vil ofte vække svære følelser hos sine forældre. Forældrene kan have vanskeligt ved at rumme barnet og hjælpe det med at falde til ro. Dét frustrerer barnet, og frustrationen nærer mere vanskelig adfærd. En ond cirkel er begyndt. Nogle børn reagerer ved at blive så ængstelige og urolige, at de bliver diagnosticeret med ADHD.
Barnet reagerer altså på omverden, og omverden reagerer på barnet i en cirkulær bevægelse, som gentager og ofte forstærker sig selv.
Det er en misforståelse at opfatte denne udviklingsmodel alene som en psykisk model. Den er også biologisk. Barnets erfaringer lagrer sig i hjernen, altså i barnets neurobiologi. Derfor giver det ikke mening at måle neurobiologiske forhold i hjernen hos ADHD-børn og udelukkende slutte, at forholdene er genetisk bestemt, for menneskers neurobiologi er en uadskillelig blanding af medfødte forhold og miljøbaserede forhold.
Men det danske ADHD-referenceprogram anvender ikke disse mere nutidige og komplicerede udviklingsmodeller. Ligesom det ikke i nogen videre grad anbefaler pædagogiske og terapeutiske behandlingsformer eller forholder sig tilstrækkeligt til, at forskningen i medicinsk behandling af børn og unge med ADHD er stærkt omdiskuteret. I stedet anbefaler referenceprogrammet entydigt, at børn og unge, der diagnosticeres med ADHD, medicineres med centralstimulerende medicin, f.eks. Ritalin.
Farlig medicin?
Blandt kritikerene af centralstimulerende medicin er den amerikanske psykiater og forsker i psykofarmaka Grace Jackson, der peger på, at medicinen forhindrer udviklingen af barnets hjerne: Et barn på f.eks. Ritalin vil ikke i tilstrækkelig grad modnes og rustes, så det kan fungere godt i verden. Samtidig ændrer centralstimulerende medicin ikke barnets psykiske struktur, altså den bagvedliggende dynamik, som nærer barnets ADHD-symptomer. Når barnet ikke får sin medicin, kommer symptomerne igen. Barnet og senere den unge og voksne kan risikere at skulle spise piller hele livet. Pointen er her, at ethvert barn - også et barn med ADHD-symptomer - gennem sin opvækst helst skal lære at forvalte sit følelsesliv gennem interaktion med omverdenen.
Når børn lever på centralstimulerende medicin, fratager man dem den mulighed. Retfærdigvis skal det nævnes, at nogle børn bliver nødt til at få centralstimulerende medicin til at begynde med, men det er halsløs gerning at medicinere uden at iværksætte pædagogiske og psykologiske foranstaltninger og forældrearbejde. Det er sidstnævnte indsatser, der lærer barnet at blive velfungerende i verden, påpeger Grace Jackson.
Stort marked for medicin
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det - trods tvivl og forskning, der peger i andre retninger - er blevet almenopfattelsen, at ADHD er en medfødt genetisk betinget sygdom, som kræver medicinsk behandling.
Børneneurolog og forfatter til bogen The ADHD Fraud - How Psychiatry Makes ‘Patients’ of Normal Children, Fred Baughman, giver et bud, som flere andre eksperter er enige i: En del af forklaringen kan meget vel ligge hos medicinalselskaberne.
Salget af centralstimulerende medicin er på få år blevet en millionforretning. Ifølge Danmarks Apotekerforening udgjorde Ritalin i 2008 43 procent af børn og unges samlede forbrug af lægemidler til nervesystemet. Fra 2007 til 2008 steg de unges forbrug af Ritalin med 91 procent, mens børnenes forbrug steg med 56 procent. Altså på et enkelt år.
Omsætningen ved salg af Ritalin i Danmark er steget fra 1,48 millioner i 1991 til mere end 36 millioner kroner i 2006. Det er en stigning på 2.400 procent.
Medicinalindustrien er ikke direkte repræsenteret i gruppen bag det danske referenceprogram. Men flere af lægerne i arbejdsgruppen, har ifølge Lægemiddelstyrelsen tilladelse til at samarbejde med et eller flere af de medicinalselskaber, der producerer medicin til behandling af ADHD. Også ADHD-foreningen selv er i kontakt med industrien: Foreningens hjemmeside er sponsoreret af medicinalselskaberne Eli Lilly og Janssen-Cilag. Begge producerer medicin til behandling af ADHD.
Revision
Det danske referenceprogram står for at skulle revideres i år.
Revisionen bør tage tvivlen om årsagen til ADHD alvorligt. Ingen ved, om ADHD er en genetisk medfødt sygdom, som kræver medicin. Meget peger i retning af, at de miljørelaterede faktorer betyder lige så meget som generne.
Det giver god mening at tro på, at pædagogiske og psykologiske behandlingsmetoder på lang sigt kan hjælpe mange af børnene lige så godt eller bedre end medicinen. Medicinen er angiveligt til gavn for mange, men usikkerheden om dens langsigtede virkninger og bivirkninger bør inspirere til forsigtighed og brug af andre behandlinger.
Michael Kaster er specialist i klinisk psykologi, børnesagkyndig ved Statsforvaltningen, samt privatpraktiserende børne- og voksenpsykolog i København
Kommentarer
Tak til Michael Kaster.
Jeg ved at din kritik er korrekt, og at medicinalindustrien, rider med på en (selvskabt) bølge af anti-forbyggelse vs. quick-fixes.
Tydeligt er det i misbrugsforbyggelsen, der snart er elimineret til fordel for medicinsk behandling.
ADHD-peeket bekræfter denne (sørgelige og afmagtes) tendens.
Det er medicinalindustrien der er de virklige phushere, og ikke dem der sælger lidt hash.
Ritalin er noget der smelter hjernen på dem der æder det.
Det er jo et Amfetaminlignende stof.
Så der er sådan set ikke noget at sige til, at de unge mennesker bliver kriminelle i dagens Danmark.
Jeg håber der er flere der får øjnene op for de kriminelle i medicinalindustrien.
Og at flere tør sige sandheden højt, og være ligeglade med hvilke konsekvenser det måtte afstedkomme.
VH Heidi Madsen
Ja, ja det er meget godt alt sammen - men der forekommer altså en skade i frontallappen i hjernen hos mennesker med ADHD, idet der er nedsat dopamin og serotonintransport - hvilket vel netop underbygger den genetiske disposition.
Nu er ADHD ofte - meget ofte - koblet til psykiske følgesygdomme - herunder bi-polar lidelse i op til 20 % af tilfældene.
Stoffet Ritalin der er et amfetaminderivat, har været kendt og anvendt siden 1922.
Hos mennesker med ADHD har denne type stoffer den modsatte effekt af, hvad amfetamin har for andre.
I øvrigt er der efterhånden udviklet en bred vifte af præparater, der har samme eller lignende effekt som Ritalin - altså virker dæmpende på hjernens overaktivitet i den berørte del (frontallappen), hvilket bevirker at mennesker med ADHD, bedre bliver i stand til at fokusere, og koncentrere sig.
Medicinen virker altså.
Grundsætningen for forståelse af ADHD er:
Når man har ADHD kan man ikke huske, at huske!
Det betyder f.eks. at når man går til skriflig eksamen, kan de andres blyanter hen over papiret, flytten på fødderne og æblegnaskeri, blive en så gennemtrængende lyd, at man mister koncentrationen, og ikke er i stand til at lave opgaverne.
Sådan er det for nogle, at have ADHD - andre får aldrig noget særlig skolegang, udsætter sig for risikobetonet adfærd, kriminalitet, kører for stærkt, tager stoffer.
Men der er en del voksne i disse tider, der også bliver diagnostiseret, man troede tidligere at “det” forsvandt når man blev voksen - det viser sig bare, at de fleste voksne på en eller anden måde har tilpasset sig disse omstændigheder.
En god ven på 60 år er for nylig blevet tilbudt medicin for ADHD.
Der åbnede sig en ny verden, hvor hun kunne koncentrere sig, bare om en enkelt ting ad gangen.
Men selvfølgelig kan medicinen ikke stå alene, men den kan altså ikke undværes.
Og netop erkendelsen af, at ADHD altså fortsætter med ind i voksenalderen, betyder selvfølgelig at der er en stigning i salget af ordineret medicin - det er ikke fordi der er flere børn der er blevet ramt - men fordi der er flere voksne der er blevet diagnostiseret.
Forekomsten i befolkningen er på 2-5%.
Der findes meget oplysning at hente på ADHD foreningens hjemmeside.
http://www.adhd.dk/index.php?id=9
Men mon ikke Michael Kaster er ude i et fagligt ærinde, set fra en psykologs synspunkt.
Der er nemlig indtil videre meget lav evidens for at psykoterapi virker over for sygdommen ADHD.
Der er efterhånden mange undersøgelser der peger på, at der en sammenhæng mellem ADHD og miljøkemi under graviditeten.
At medicinalindustriens indflydelse altid skal tænkes ind gælder enhver sygdom,8 Ligesom våbenindustrien skal tænkes ind ved enhver krig).
Når det så er gjort og ikke flere forklaringer kan gnides af der, er det tid til at se sig om i landskabet.
Artiklen bærer præg af at have sit afsæt i en amerikansk virkelighed. I Danmark tegner der sig et noget andet billede. På grund af den større opmærksomhed omkring lidelsen og erkendelsen af at det ikke er en “børnesygdom”,sættes der i disse år massivt ind med tilbud af anden art sammen med tilbuddet om medicin. Der er lang vej igen, men jeg kan ikke genkende det amerikanske billede der gives i artiklen i det danske landskab. Jeg har kendskab til kommuner der er i færd med at søsætte et tilbud til deres borgere med psykiatriske lidelser om screening for ADHD i erkendelse af at fejl og overbehandling af andre lidelser kan vise sig at være ,idet diagnosen ADHD er ny i voksen verdenen. Jeg må med gru erkende at en del af de patienter jeg har set uden tvivl har haft ADHD , men diagnosen fandtes på det tidspunkt ikke for voksne, var end ikke inde i billedet. Så det vi så, var svært behandlelige mennesker med klassiske psykiatriske diagnoser, som vi ikke kunne hjælpe sufficient. Hvor ville mange af disse patienter være sluppet for total deroute og ydmygelse, havde vi vidst det og kunnet behandle dem. Jeg er enig i at medicin ikke nødvendigvis kan stå alene. Som udgangspunkt må det dog være det første skridt i forbindelse med ADHD, derefter kan der iværksættes støtte til at etablere struktur og overblik. Det er vigtigt at være bevidst om at voksne med ADHD har levet med dette handicap hele livet, således er det ikke så lige til at ændre reaktions mønstene. Som en klog psykiater forklarede det.: Når man gennem livet har lavet et spor i hjernen til en specifik reaktion / handlemåde og man i kraft af medicinen får ro til at kunne ændre denne, er det en svær og langsommelig hjerne proces at lave et nyt spor som erstatning for det gamle.
Det er vigtigt at være åben overfor alle aspekter, så længe det ikke spænder ben for den behandling der allerede er i gang, som har ændret livet for så mange, men en udvikling af yderlige tiltag til bedring af disse mennesker livskvalitet
Findes der snart en dansker uden en mulig psykisk diagnose? Måske den tiltagende intolerance spiller en rolle? Eller manglen på humanistik efterspørgsel?
Jeg omgås med flere af ADHD-erne i dagligdagen. Fede mennesker, rent ud sagt…
Med venlig hilsen
Med andre ord: ‘dengang jeg var en lille pige’, havde man slet ikke den slags problemer. Måske det psykiske landskab efterhånden er blevet så pyldret og til krise-psykologer, at det peger i retning af en uforholdsmæssig vægt på de diagnosticerende videnskaber af hensyn til en politisk korrekthed, som er styret af politisk angst mere end af den konkrete omgang med medmennesker? Men jeg har da også et par diagnoser at bidrage med. Især den som handler om proffesionel paranoiditet…
Med venlig hilsen
Tak for en rigtig god artikel. Den rejser nogle meget relevante problematikker i forhold til, hvordan vi har med fænomenet ADHD at gøre i Danmark.
Marie Bollerup (ovenfor) siger, at hun ikke kan genkende det ‘amerikanske billede’ artiklen giver. Jeg synes så absolut ikke, at billedet er amerikansk. Tallene der beskriver stigningen i medicinforbruget er rigtige, dem kan man finde på lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Diagnosticeringseksplosionen har samme markante stigninger.
Diskussionen af referenceprogrammet er også rigtig i den forstand, at det anbefaler farmakologisk behandling i højere grad, end andre tiltag. Det danske referenceprogram er sat under lup i forhold til det engelske (NICE) i to artikeler i Psykolognyt:
http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/… (Anegen Trillingsgaard m.fl.)
http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/… (Carsten René Jørgensen)
Her er det tydeligt at netop det danske program er meget medicinsk i sine anbefalinger i forhold til det engelske.
Det er netop referenceprogrammet, der har sat standarden i den danske behandling af ADHD blandt læger, psykiatere og andre, som vi andre lægmænd har sat som eksperterne i denne sag. ADHD anses i Danmark (og USA) som en biologisk betinget udviklingsforstyrrelse, hvilket kræver medicinsk behandling.
I andre europæiske lande (bl.a. England) og i Asien anser man i højere grad ADHD for at være en adfærdsforstyrrelse, hvor man ser bagved symptomerne i højere grad og bygger behandlingen op om psykologiske interventioner og familieprogrammer.
Det er altså ikke særlig anderledes i Danmark end i det store stygge USA, selvom om de er lidt foran os. Bl.a. ‘har’ 10% af drengebørnene i USA ADHD. Men det kan vi måske indhente, hvis vi forsætter den kurs, referenceprogrammet har stukket ud.
Det er også meget tankevækkende at ADHD-foreningen, der er uhyre aktiv i forhold til sagen, er sponsoreret af medicinalindustrien.
Jeg håber meget at Michael Kasters indlæg her kan sætte skred i andre tendenser. Men det er en tsunami, der har ramt vores system. Det behøver man bare at kigge på Lægemiddelstyrelsens tal for at forstå.
Niels Mosbak skriver, at mennesker med ADHD har en skade i hjernen, hvilket derfor underbygger teorien om en genetisk disposition. Det er forkert. Der er ikke fagligt belæg for at hævde, at neurobiologiske fund per definition er medfødte. Omsorgssvigtede børn, for nu at tage ét eksempel, får også målbare “skader” i hjernen, og de er selvsagt ikke født med dem. Man kan altså ikke slutte fra neurologiske fund til en teori om, hvad der medfødt og hvad der ikke er.
Niels Mosbak skriver, at medicinen virker. Det er jeg helt enig i. Medicinen virker på 70-75% af ALLE mennesker, og altså ikke blot på dem, der er diagnosticeret med ADHD. Det er altså forkert at tro, at medicinen kun virker “beroligende og koncentrationsfremmende”, hvis man har ADHD. I USA er mange ambitiøse studerende begyndt at benytte sig af centralstimulerende medicin for at kunne præstere bedre til eksaminer. Ritalin er ved at blive et “performance drug”.
Problemerne omkring medicinering med fx Ritalin er to-fløjet:
Dels er der forskningsmæssigt meget stor uenighed om medicinens bivirkninger på lang sigt. Nogle forskere mener, at medicinen ødelægger hjernens almindelig udvikling.
Dels er medicinen kun symptomlindrende og ikke helbredende - på samme måde som en Panodil er symtomlindrende, men jo altså ikke fjerner årsagen til hovedpinen. Mennesker med ADHD, der alene gør brug af medicin som behandlingsform, risikerer altså et helt liv på medicin.
Niels Mosbak skriver, at jeg måske er ude i et fagligt ærinde, set fra en psykologs synspunkt. Og det er korrekt. Vi svigter nemlig vores børn ved bare at stikke dem en pille.
Det er mit klare indtryk, at langt de fleste både børn og voksne, der bliver diagnosticeret med ADHD, ikke bliver forstået og hjulpet på et psykologisk niveau. Mennesker med ADHD er urolige af en grund, og det bliver helt overset i debatten. Det kan faktisk lade sig gøre for nogle at “blive helbredt” for ADHD, hvis der fra pædagogisk og psykologisk hold skabes interesse for hvorfor et barn er uroligt. Og det er vel bedre end et helt liv på medicin.
Jeg fornemmer, at Niels Mosbak muligvis hentyder til, at jeg har skrevet min kronik for at få flere kunder i butikken. Det er måske klart, at en sådan mistanke kan opstå, men det må jeg ret entydigt afvise.
Denne kommentar er anbefalet af:
Du nævner kun i ringe omfang de helt nødvendige alternativer til medicin.
I radioprogrammet bliver du spurgt direkte og svarer overhovedet ikke. Du snakker udenom.
Nu spørger jeg:
Hvad kan psykologien tilbyde de ramte børn, og voksne, når medicinen forsvinder?
Kære Mogens Hansen
Dit spørgsmål er godt og væsentligt, og du har helt ret i, at det ikke blev tilstrækkeligt besvaret i radion.
Lad mig prøve her:
Børn med ADHD symptomer har det psykisk svært. Symptomerne er i sig selv ikke problemet, på samme måde som en tilbagevendende hovedpine i sig selv ikke er problemet. En tilbagevendende hovedpine vidner om, at der er noget galt et andet sted - i kroppen eller i psyken.
Når et barn er uroligt eller ukoncentreret skal man arbejde på at forstå, hvorfor det er uroligt, og her åbner sig ofte en vifte af årsager, fordi urolighed og manglende koncentration er nogle meget uspecifikke symptomer - på samme måde som en hovedpine er det. Erfaringsmæssigt har jeg fundet, at der altid er tale om angst, i nogen grad tristhed, og altid en eller anden grad af forstyrrelse i de nære relationer. Pointen er altså her, at man bliver NØDT til at interessere sig for baggrunden for symtomerne, for at barnet kan blive hjulpet. Mange (men heldigvis ikke alle) forældre, skoler og institutioner er så optagede af, at symptomerne skal gå væk, fordi de er forstyrrende, og så er det den nemmeste løsning at medicinere barnet. Men det svarer groft sagt til at putte en sok i munden på et skrigende spædbarn - der bliver måske nok ro, men det er næppe en løsning, som barnet får det bedre af.
Konkret skal medicinen erstattes af - og for nogle børn indledningsvis suppleres af:
- kyndig specialpædagogik og/eller
- børneterapi og/eller
- forældrearbejde
Alle tiltag, der foretages, som alternativ til medicinering, skal bygge på en forståelse af, at ADHD symptomerne ikke er tomme. Bag symptomerne er der et barn, der har det psykisk dårligt.
Jeg håber, at jeg fik svaret lidt tydeligere end i radioen, og sætter i hvert fald pris på, at du gav mig muligheden for at uddybe mine pointer.
Jeres påstand, som jeg ser den, er, at ADHD som begreb ikke findes, men at det mere skal forstås som et sammensurium af symptomer på noget andet. Du siger angst. Angst, som for så vidt lige så godt kunne være opstået på grund af omgivelsernes helt håbløse håndtering af den genetisk betingede ADHD. Vi er uenige om basis.
Det, vi i virkeligheden skal erkende, er, at nogen mener det ene, nogen det andet. Specielt i USA kan man finde en eksponent for enhver holdning. Også med en doktorgrad på CV’et. At doktorer mener noget, gør det ikke til sandhed.
At medicinalindustrien gerne vil tjene penge, kan vel ikke komme bag på nogen, men at bruge det faktum til at påstå, at de nærmest har opfundet ADHD for at sælge ritalin, tror jeg nu nok er skudt en smule over målet. Med hensyn til ADHD-foreningens sponsoraftaler har jeg skrevet en mail til foreningen, hvor jeg beder om en forklaring. Jeg venter på svaret, som skal afgøre mit fortsatte medlemsskab. Jeg kan naturligvis ikke være i en forening, som har forpligtet sig til ikke at omtale bestemte firmaer dårligt.
ADHD er en meget alvorlig og både socialt og mentalt handikappende lidelse. Det ved jeg godt, du ved, men dit og andres skrifter skøjter lidt let hen over alvoren i disse børns og voksnes dagligdag.
Nogen klarer sig meget godt og er kun besværet af, at andre mennesker synes, de er lidt mærkelige, og af en forfærdelig økonomi. Andre lever et lorteliv, hvor det meste mislykkes, og man træffer de forkerte valg. Sommetider kriminelle. Atter andre har det ganske forfærdeligt, fordi deres ADHD er gledet over i regulære sindssygdomme.
Jeg tror også på
- kyndig specialpædagogik og/eller
- børneterapi og/eller
- forældrearbejde,
men det er vigtigt at opkvalificere de mennesker, der skal udføre det i praksis. Og de metoder, der anvendes. MTA-studierne viser, blandt meget andet, at det ikke kan fungere rigtig effektivt uden medicin. Ligesom medicinen ikke kan stå alene. Personlig ville jeg gerne have haft et kursus i praktisk ADHD, da knægten fik diagnosen. Jeg har i det store hele lært mig selv, hvordan man gør. Det er ikke ubetinget den bedste metode.
Jeg læste for nogen tid siden en artikel, hvor forfatteren foreslog, at man tilrettelagde undervisningen/pædagogikken, som om alle eleverne havde ADHD, for det er slet ikke skadeligt for nogen. Spændende synes jeg.
Tak for en væsentlig artikel. Tak fordi du endog tager tråden op i kommentarerne. For mig er det en slags læs og lær, der stemmer helt med de mange nye ADHD sagskomplekser jeg møder i mit virke.
Kære Michael Kaster
Lad os ikke strides om hønen eller ægget. Vi kan konstatere, at der findes en nedsat funktion i transmitterne i frontallappen hos personer med ADHD.
Og at denne ubalance kan justeres med medicin.
At studerende i USA tager præstationsfremmende medicin, har intet med ADHD behandlingen at gøre.
Tidligere - i 60érne var amfetamin præparater, “ferietabletter” til salg på danske apoteker.
Der opstår ofte nogen hype i ungdommelige kredse omkring effekten bl.a. af Ritalin.
Ritalin, Modiodal, og hvad handelsnavne disse præparater har, har ikke en amfetaminlignende virkning på mennesker med ADHD - det eneste der sker, er at evnen til fokusering og koncentration stiger til et normalt leje for de ADHD-ramte.
Hvis jeg skal prøve at beskrive med få sætninger hvorledes ADHD virker på nogle mennesker, vil jeg sige, at de har hypersensitivitet over for ydre indtryk, og er let afledelige som følge heraf.
Der går medicinen ind som et filter mod et stadigt bombardement af ydre stimuli, de ikke selv kan sortere uden denne.
Jeg har i øvrigt selv afprøvet de nævnte præparater, og fandt absolut ingen præstationsfremmende eller amfetaminlignende effekter i dem!
Jeg lider ikke af ADHD - men disse præparater anvendes også i kombinationsbehandling af PTSD, hvor hypersensibilitet over for ydre stimuli også forekommer.
Nu har stofferne været anvendt siden 1922, så mon ikke der er lavet undersøgelser omkring langtidsvirkning?
Og ja, beklageligvis er det således, at visse sygdomme er kroniske og ikke kan “repareres” men kun lindres, og at medicin er en af måderne.
Men er alternativet er værre for den enkelte, end eventuelle bivirkninger - det er den afvejning man skal foretage.
Men selvfølgelig skal vi ikke nøjes med at stikke børnene en pille, men hvor ville det være lettere for små drenge at lære at læse, hvis de kunne sidde stille længe nok til at kunne følge undervisningen.
Og det er en af effekterne af medicinen.
Og selvfølgelig har de børn det svært - de forstår deres omverden på en helt anden måde end deres omgivelser, fordi de modtager for mange sanseindtryk.
Og det medfører konflikter med omgivelserne, fordi de opfattes som “uartige” med deraf følgende fejlbehandling fra omgivelserne.
Enten igennem skoleforløbet, hvor de ikke passer ind i skolens kultur, eller hos “de stille piger” en eksplosion af problemer i puberteten.
I begge tilfælde risikerer man at børnene ikke får en uddannelse - ikke på grund af manglende intelligens eller evner, men på grund af manglende evne til at danne sig overblik og organisere.
Over 85% af de mennesker der bliver diagnosticeret med ADHD har mindst en tillægsdiagnose, og ca. 60 % har mindst 2 tillægsdiagnoser. Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg er forekomst af depression ca. 20 %.
Og det er jo rigtigt, at ADHD ytrer sig forskelligt og på forskellige tidspunkter og måder.
Men der er klare specifikationer, og det er muligt at screene for det blandt voksne i dag, og det er en sandsynlig forklaring på stigningen i udskrivningen af lægemidler.
Nogle af de voksne med ADHD er i dag indsatte i fængslerne, narkomaner, eller på anden måde utilpassede i samfundet - fordi man ikke har været opmærksom på at de rent faktisk kunne profitere af medicinsk behandling, og at de fejlede noget.
Som politimand gennem 25 år har jeg mødt et utal af friske knægte, der var endt på den forkerte siden af loven.
Mange af dem var funktionelle analfabeter, og kunne dårligt gnatte deres egen underskrift på et stykke papir - i dag har jeg en fornemmelse af hvad problemet har været for nogle af disse unge mænd, der aldrig rigtig fik nogen skolegang og endte i kriminalitet (risikobetonet adfærd).
Hvor invaliderende ADHD kan være, kan man lytte til på dette link til dokumentartimen på P1:
http://www.dr.dk/P1/Dokumentartimen/Udsendelser/20…
Ganske oplysende, og godt emnet bliver debatteret.
Jeg vil dog mene man skal passe på med ikke at forbinde kriminalitet og det at lide af ADHD, jeg mener i høj grad det er miljø relateret, at man vælger en kriminel løbebane.
Det kan hurtigt blive en glidebane, hvis man støtter sig op af denne teori.
Selvfølgelig vil der nok være en del der bliver presset ud i at forsøge at overleve ved denne adfærd. Men hvordan skal en knægt der er vokset op med alkoholikere, eller andre typer af misbrugere se positivt på tingene, det vil i den grad medføre angst symptomer, og agressiv adfærd. Men det bliver tillagt en stor del af adfærds mønstret hos dem der har ADHD, og bliver let noget man læner sig op af.
Vi skulle jo nødig ha hele vester fængsel på smileys.
@ marie bollerup
Jeg har kendskab til kommuner der er i færd med at søsætte et tilbud til deres borgere med psykiatriske lidelser.
Den holder næppe vand. Og skulle det være tilfældet har jeg meget svært ved at forstille mig det er et tilbud der tjener klienten/patienten.
Jeg håber du får vind i sejlene Michael Kaster, der er bestemt et behov for at man begynder at interessere sig for individet, og netop denne sygdom kræver åbenlyst, at man ser nuanceret på tingene.
Hvor er det dejligt at høre, at der i det mindste er ét individ i dette danske land, der tør at udfordre vores frygt for uvidenhed. vi plaprer løs i dette land, mens vi bliver styret af obskure magter, der lader hånt om individets potentielle egenmagt og kreative nysgerrighed til overvindelse af forhindringer(som alleroftest er institutionelt fremskabt)læs:”problemer”.
Jeg tror på positive fremskridt i menneskets bevidsthed, der gør os uafhængige af denne altdominerende religiøse verdensregering af såkaldt forstandsmæssige forskere, der leger med vores selvforståelse på snart sagt alle områder. videnskab bygger ikke på åben sandhedserkendelse, men på ideologisk magtovertagelse, for at være rigtig grov og firskåren.
Tag en sand videnskab som klassisk homøopati. Her er der gennemført fine studier i behandling af ADHD med gode resultater. Bivirkningsfri og med ekstremt lave omkostninger. Så er der akupunktur, kranio-sakral terapi, zoneterapi o.a.
Disse er selvfølgelig stærke modstandere og udfordrere for den etablerede “sundhedssektor” og med rette, da det er langt overlegne gennemprøvne metoder til behandling af mange lidelser, især såkaldt kroniske. Tak for god artikel, mere af den slags, men mere ud-af-boksen tænkning. det skader vel ikke ;)
Du må meget gerne linke til de studier, som dokumenterer virkningen af de listede behandlingsformer.
Først og fremmest skylder jeg en tak til alle, der indtil videre har haft lyst til at deltage i ADHD-debatten - både til dem, der kommer med rosende ord og dem, der kommer med mere kritiske bemærkninger. Det er en vigtig debat.
*
Kære Niels Mosbak
Du bringer en række forskellige temaer ind i debatten, som jeg vil søge at forholde mig til.
1. Du skriver, at vi ikke skal strides om, hvordan skaden er sket - om det er hønen eller ægget. Det er jeg ikke enig i; måske er det endda en væsentlig del af stridens kerne. Børn får ofte ADHD-symptomer, fordi de i deres opvækst har været mødt af svære vanskeligheder. De kan fx have været udsat for traumer, dødssfald i den nærmeste familie, forældredespression, været omsorgssvigtet osv. Og det er vel ikke rimeligt, at deres reaktioner på en svær opvækst i det uendelige skal bedøves af medicin.
2. De nævner, at det forhold, at fx Ritalin bruges som præstationsfremmende middel er ligegyldigt i denne debat. Det mener jeg ikke. Årsagen til at jeg bragte eksemplet ind, var for at understrege, at fx Ritalin virker på en lige så stor gruppe af dem med ADHD som på dem uden ADHD. Som jeg har nævnt tideligere virker fx Ritalin på 70-75% af alle. At du ikke har gavn af medicinen, skyldes så formentlig blot, at du hører til de ca. 30% som ikke responderer på præparatet.
3. Du nævner, at mennesker med ADHD blandt andet kan have svært ved at sortere i de informationer, de udsættes for. Det er vi enige i, men det siger jo ikke noget om, hvorfor de har svært ved det, eller hvad behandlingen skal være. Du bringer på banen, at medicinen også anvendes til PTSD- behandling (post traumatisk stress), hvilket jo netop kan ses som en indikation på, at ADHD i højere grad er en erhvervet lidelse end en medfødt. For PTSD er jo i sagens natur ikke medfødt.
4. Du nævner, at mange med ADHD har tillægsdiagnoser. Det er korrekt og gælder hele det psykiatriske område: De fleste, der er i kontakt med det psykiatriske system, kan nemt opnå at få en håndfuld diagnoser undervejs. Det er en debat for sig, men fortæller noget om, hvor vanskeligt det er at diagnosticere. I denne forbindelse peger det vel på, at ADHD-patienter netop ikke er en særlig afgrænset gruppe med den samme medfødte fejl i hjernen.
5. Hvad angår ADHD-patienter i fængsler, så er jeg på linie med Jesper Wendt i denne debat. Der er mange kriminelle, der har ADHD, men det er jo ikke det samme som, at ADHD er skyld i deres kriminalitet. ADHD-symptomerne og kriminaliteten er begge forhold, der relaterer sig til en vanskelig opvækst.
6. For fuldstændighedens skyld finder jeg det hensigtsmæssigt at tydeliggøre mit eget syn på psykofarmaka, herunder Ritalin:
Jeg er ikke egentlig modstander af medicin, og henviser folk til medicinering, når jeg mener, at det er det rette.
Jeg har henvist til Ritalin-behandling i tilfælde, hvor voksne patienter umiddelbart ikke blev vurderet terapeutisk egnede, hvor der var bekymring for kriminalitet eller anden meget skadelig adfærd, og hvor lidelsen var særlig stor.
Min kritik af den eksisterende praksis går på den efterhånden helt ureflekterede brug af medicinering af børn, der formentlig kunne hjælpes bedre på anden vis.
Kære Mogens Hansen
Du spørger til artikler, der belyser terapeutisk behandling af børn med ADHD. Diagnosen er i forskningsmæssige sammenhænge relativt ny, så vi har ikke megem viden specifikt på det område, og det er ikke til at sige, om vi får det, fordi diagnosen er så massivt overlappende med andre diagnoser. Måske giver det derfor mere mening at forholde sig til, hvorvidt der eksisterer studier, der kan viser, at børn profiterer af terapi. Og det gør der. Men det er i virkeligheden ikke så overraskende, fordi selvfølgelig profiterer børn af, at der er nogle fornuftige voksne, der kan forstå dem og hjælpe dem med at være i verden…
Jeg har fundet et lille udpluk:
Leblanc, M., & Ritchie, M. (2001). A meta-analysis of play therapy outcomes. Counseling Psychology Quarterly, 14(2), 149-163
Ray, D., Bratton, S., Rhine, T., & Jones, L. (2001). The effectiveness of play therapy: Responding to the critics. International Journal of Play Therapy, 10(1), 85-108
Kaduson, H., & Finnerty, K. (1995). Self-control game intervention for Attention-Deficit Hyperactivity Disorder. International Journal of Play Therapy, 4, 15-19
Springer, J. F., Phillips, J. L., Phillips, L., Cannady, L.P., & Kerst-Harris, E. (1992). CODA: A creative therapy program for children in families affected by abuse of alcohol or other drugs. Journal of Community Psychology, 20, 55-74
Patterson, G.R. & Newman, J.P.(1993). Reflectivity and learning from aversive events: Toward a psychological mechanism for the syndromes of disinhibition. Psychological Review, 100, 716-736.
Carlson, E.A., Jacobvitz, D. & Sroufe, L.A.(1995). A developmental investigation of inattentiveness and hyperactivity. Child Development, 66, 37-54.
…listen er langt fra udtømmende, det var, hvad jeg lige kunne finde.
Den der kender til eller forstår naturmedicinske behandlingsformer med årelange traditioner, behøver ikke kliniske studier. Det er kun den etablerede orden, der kræver dette og ironisk nok samme instans, der har monopol på dette område.
Desuden er det værd at huske på, at disse metodiske forsøg fra videngalskaben ikke er guds ord givet til de nye præster i hvidt.
De hviler allerhøjst på en menneskeligt erkendelsesbegrænset ideologi, med efter min mening et mere eller mindre fascistoidt/materialistisk-mekanisk menneskesyn, uden trang til bevidsthedsefterforskning. Nuvel:
Her er et sammenlignende forsøg med
homøopati ex. på norsk:
http://www.homeopati.dk/data/images/artikel%20hom%…
Akupunktur ex.: http://atpracticeinsights.com/mpacms/at/article.ph…
og kranio-sakral/zoneterapi; forældreberetninger/artikler/bøger taler for sig selv, for lægmand velsagtens, hvis man gider besvære sig selv med lidt google.
Og så er det vel ikke nødvendigt at nævne fordelen i, at man kan undersøge sagen nærmere selv, for sit eget og sine nærmestes ve og vel og ikke være bange for ikke at finde Panacea i pilleform.
Naturen er stadig mystisk og kræver sindsro og disciplin at forstå.
Dette land har for længe været præget af så dyb patologisk autoritetstro, at vi sænker skuden ved den blinde kaptajns ordre, mens lande omkring os godt kan have et frit valg for folket eller oplysning om dette.
I DK har vi intet valg i systemet, akkurat som under kirkens magt.
Ydermere er det ikke entydigt bevist, at forholdene omkring beskaffenheden af ADHD (o.a. diagnoser) er uomtvistelige og kræver den foresatte behandling.
Der er simpelthen bare ikke et valg eller oplysning om andre valg.
Tværtimod er der tydelige tegn verden over på fatale bivirkninger for “behandling” med Ritalin o.lign. kemi.
Jeg hader at henvise til noget jeg ikke har læst, men bogen: “en kernesund familie” handler til dels om medansvaret i familien for børnenes vel. I dette tilfælde to drenge med ADHD-adfærd, der havde store fordele ud af at omlægge kosten og undgå: (ja, ramaskrig fra mange) sukker, lactose og gluten og erstatte med flere fibre, motion osv.
selvfølgelig ikke realistisk i systematisk behandlingsøjemed, men ikke desto mindre tankevækkende..
TV2 stoppede desuden en programrække om dette efter “massiv kritik”..
Jeg har selv oplevet enorme fordele ved at omlægge kost og masser af viden og praksis foreligger derude, men at få folk op af stolen og undvære det selvsagt usunde er jo nok sværere end at smide piller indenbords.
Det gik op for TV2, at det ville være lidt småperverst at udstille en ADHDramt familie i fjernsynet i et års tid.
Ligesom dig har jeg slet ikke læst bogen og ved derfor slet ikke, hvad der står i den. Derfor vil jeg ikke referere fra den. Sagen har jeg dog fulgt, og den var ret ulækker. Familien kernesund skyr absolut ingen midler for at få deres budskab ud.
Jeg har læst dele af den. den del der kan bruges til noget i forhold til emnet, resten er jo hvad det er, men synes også den slags er “småperverst” at udstille på tv(selvom det nok ville trække seere). alt for amerikansk og sensationelt.
Men kernen i budskabet er det vigtigste,
Men det er desværre en forfængelighedsfejl i DK især, at så dropper man hele kagen, fordi glasuren er for bitter. Og så i glemmebogen med det.
Og det er jo ikke kun i forhold til ADHD, at kosten kunne have betydning.
Institutionsmad er jo ironisk nok sjældent særligt videnskabeligt underbygget, men mere en slags æde for at holde folk levende indtil de er ude af vagten.
Essensen af budskabet er jo: tag dig sammen og gør noget selv, FØR du skriver livstidskontrakt med medicinpusheren
Tak til Dagbladet information for starte denne debat om DAMP og som et andet emne information kunne tage op, er den brug der findes sted i dag af psykiatiske diagnoser, hvor lage videnskaben ikke mangler kreativitet i forhold til konstrurrede diagnoser.
I halv 50 var der lidt over 50 i dag er dette tal oppe po over 250, og vis dette tog til beandling systemmet for lov til kore der ud af, vil vi kort og godt se en total nedbrudelse af det danske velfardssystem.
Hvor alt og alle lare at se efter hinandes afvigelser, frem for se po hvad kan mennesker og hvad interesser dem.
Marie Bollerup afspejler helt klart vores psykiatriske behandlings systems mangler, som hun referere den manglende viden hos behandler og systemmet om den hjalp mennesker med ADHD har brug.
Det handler kort og godt at man end ikke har formodet at give de tilbud man ved der hjalper, og tilbud inde for behandlings systemmet er i mange tilfalde at sto ved kodgryderne, frem for bruge tiden po mere positive aktiviter.
Eller man bruger op til over 50 % af tiden po at skrive eller lase journal og so moder og kursurer.
Om man kan helbrede DAMP kan jeg sige, men jeg kan sige med 100 % sikkerhed langt de fleste kan fo et bedre liv, med ganske enkelte virkemidler, men da mange ansatte i systemmet er svare at danse med, og tror man skal snakke sig ind til alt her i livet.
So vil det mest hensigtmassigt vi kan gore er demokratisere vores behandling system, og fo lidt mere menneskelighed ind i systemmet og de vil ogso vare lettere at skille os af med de morkemennesker, som findes inde for det socialesystem og behandling sektoren.
So har vi moske en mulig for udvikle et velfards system for dens borgers pramisser og ikke po de ansattes pramisser.
Men ellers har man en skole i Middelfart hvor lader born med DAMP dyrke mere motion i skolen og spille skak og det virker, uden det koster flere penge, og de fleste ansatte inde for behandling systemmet rober altid i et hylle kor om flere penge, ikke udvise ansvarlighed over for Samfundet om vi moske kunne gore tingene lidt mere praktisk so det kostede flere penge.
Som i Vejle de har et psykiatrisk informations centre som ganske overflodigt og man lige ved siden af en dyrehandel, som ogso er spild af skatte kroner osv videre der er en lang rakke af de tilbud der gives til mennesker med psykiske lidelser, som ikke fremmer en forbedring af de udstodtes lidelser, men mere medvirker til at fastholde dem i behandling systemmet.
Nej mennesker bliver i dag i den grad kvalt i behandling om det medicinsk eller terapi er ligegyldigt, og for born er det nu engang mere vigtigt de har andre mennesker at spejle sig i, og som har lidt tid til vare rolle model for dem po den positive mode.
Og det er sku mere vigtigt vi for gjort noget ved vores grundlaggende sociale problemer i Danmark frem for behandle dem nor skaden er skedt, samt man gor galt byen hvis man tror lykken findes i behandling systemet.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
En af vores punkter I Bevagelsen For Demokratiseringen af behandling systemmet, er terapi skal ikke vare gratis, men et valg den enkelte selv mo tage om han/hun vil betale for.
Dog galder dette punkt ikke born og mennesker der her og nu har varet udsat for voldsomme oplevelser som vold, voldtagt, roverie. osv. Da at give terapi er for samfundet ikke billigt og koster en asser af penge, iforhold til at bruge pengene bedre og flere ville gavn af dem.
Det danske behandling har en kultur hvor det middelklassen, der bedst kan drage nytte af de tilbud der gives, og de fra de fattige og udstodte familier har meget svare og vanskeligt ved gore brug af behandlings systemmes tilbud.
Og det galder jo i lige so hoj grad born med DAMP fra fattige familier i Danmark, samt er ogso nod til sige lige ud Social padagoger kan i de fleste tilfalde ikke stimulere mennesker til udvikle sig. Nor det handler om det at stimulere mennesker til et socialt liv, og hvordan kan man lare spille fodbold, sto po ski, skojter, spille skak, fiske, fra mennesker der ikke selv kan det.
Det er igennem vores sociale aktiviter vi skabes og formes som mennesker, og den danske skole er po ingen mode indrettet for mennesker med DAMP eller ADHD alt efter hvilken benavnelse man giver lidelsen, samt sker udviklingen i samfundet i et tempo som endnu mere fremmer udoverskuligheden for de mennesker, der har det svart med konsentration og det at side stille.
At skabe disse specielle behandling tilbud til born med ADHD fremmer kun de endnu mere kommer til at opleve sig som uden for det liv andre born har.
I Sverige har man en hojskole om de har flere ved jeg ikke hvor man kan komme som elev hvor de molrettet deres undervisning til gruppe af mennesker, men de gor po en skole med almindelig hojskole elver, og den form for tilgang til mennesker er endnu engang mere humanistisk, frem for den udstodelse og infantilisering af mennesker, som ses inde for det danske behandling system.
Men ellers et link til en sang der fortaller hvad det vil sige at leve med ADHD.
http://www.youtube.com/watch?v=7Wkn1wnoAe8&feature…
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Et af hovedproblemerne med ADHD-medicineringen er, i min meing, at subjektet er relativt. “Peter virker sådan rastløs og ufokuseret, han har sikkert ADHD, prøv og giv ham noget medicin. - jamen hov! nu er Peter meget mere fokuseret, præcis som en “normal” dreng på 11”
Det er lidt fesent med sådan nogle tænkte eksempler, men det at medicinen hjælper ALLE med at blive mere fokuserede, betyder jo ikke at alle dem, som ikke er fokuserede, har ADHD. Jeg var selv ikke den bedste elev i folkeskolen, jeg kedede mig og sad og kikkede ud af vinduet og trommede med fingrene - hvor ufokuseret. Men jeg har ikke noget problem med at fokusere, jeg ville bare hellere lave alt mulig andet. Jeg tænker nogle gange, om jeg ville blive diagnosticeret med ADHD den dag i dag.
Og hvad er “normalen”, er det “normalt” at alle børn sidder fokuserede klokken 1 onsdag eftermiddag i dansk og lytter efter? Man kan hurtig få hævet “normalen”, om end ikke andet, så i sin selvforståelse, til at være en meget høj grad af koncentrationsevne, højere end hvad er “normalen” for langt størstedelen af befolkningen.
Jeg siger ikke at man ikke skal medicinere, dér er helt klart nogle som rent faktisk har ufrivillige koncentrationsproblemer, som ikke kan lukke verden ude, og der kan medicinering være en mulighed, men det er tydeligt at hoppe over hvor hækken er lavest. Diagnosticering af ADHD undgår konfrontation med familien (det er ikke deres skyld), med skolen (det er heller ikke deres skyld), og med samfundet (hvis skyld det heller ikke er) - det er jo sygdommens skyld; en catch-all til alle fokuseringsproblemer, med én og samme løsning.
Og med hensyn til Ritalin som performance-drug viser nyere undersøgelser, at det helt klart ER et performance-drug, hvilket jeg også selv har oplevet, da jeg prøvede min kærestes medicin i en eksamensperiode. Eller måske HAR jeg virkelig bare ADHD og det er derfor jeg blev påvirket…
Michael Kaster vrøvler og Information æder det råt
Indholdet i artiklen er ikke nyt, men det er forældet i forhold til den viden man har til ADHD i dag.
Michael Kaster har kontroversielle synspunkter i forhold til den viden man har i dag som kan læses i referenceundersøgelsen - ind til nu mener jeg ikke der er grund til at betvivle referenceundersøgelsen. Denne artikel giver ikke mig grund til at ændre opfattelse, da de personer Michael Kaster støtter sig til i artiklen, også er kendte for kontroversielle holdninger.
ADHD er en tilstand der skal diagnosticeres af en læge, på samme måe som diabetes, malaria osv. Michael Kaster er ikke læge og hans opfattelser kan derfor ikke betragtes som ekspert-udtalelser.
Jeg har svært ved at se andet end at Mikael Kaster prøver at kvaksalve sig til at være ekspert i noget han ikke er.
Jeg er til dels enig Søren, men hvordan diagnosticerer man noget, man ikke ved hvad skyldes? man kan kun symptom-diagnosticere, og symptomerne er fælles for en række årsager, det er dér problemet ligger i overmedicineringen.
Jeg er ikke sikker på at der overmedicineres -Torben - måske tværtimod - og måske kunne nogle af de så vidt jeg husker 20 % der ikke kommer længere end folkeskolen være hjulpet af Ritalin.
Det er rigtigt at man diagnosticerer på symptomer, men der er stor enighed om, at anormal nervekommunikation har en stor del af årsagen til mange ADHD’eres problemer. Der er også enighed om at medicin er det der hjælper bedst, men at det ikke bør stå alene. Man bør også begrænse unødvendig stresspåvirkning i omgivelserne.
Jeg mener det kan være farligt at gå til en psykolog i stedet for til en læge hvis man har ADHD - det kan betyde at ADHD’en ikke bliver opdaget. Man risikerer mange ubehagelige ting, hvis man ikke får den medicin man har brug for: Lidt eller ingen uddannelse, selvmedicinering med fx hash eller alkohol, forhøjet risiko for at ryge i fængsel, depression og blive beskyldt for at være dårligt opdraget!
Endelig er bivirkningerne ved Ritalin meget små i forhold til konsekvenserne ved ikke at lade sig medicinere, så man burde efter min mening være meget hurtigere med at medicinere..
Kære Søren Hansen
Vi er jo tydeligvis langt fra hinanden, men jeg tillader mig nu alligevel at understrege, at der bestemt ikke er enighed om årsagen til ADHD:
Først og fremmest synes den amerikanske genforsker Stephen V. Faraone væsentlig mere forsigtig i sine udtalelser end forfatterne bag referenceprogrammet. I samme artikel som indeholder det genetiske estimat, som det danske referenceprogram læner sig op ad, skriver Faraone, at mange af forskningsresultaterne er divergerende og at de derfor er inkonklusive. At måden, hvorpå Faraone er nået frem til sit estimat i øvrigt har været svært kritiseret fra anden side, synes heller ikke at fremgå af referenceprogrammet.
Følger man Faraones egen forståelse af ADHD over nogle år finder man, at overbevisningen om de genetiske årsager til ADHD i tiltagende grad vender til en usikkerhed. I 2007, to år efter at Faraone publicerede den artikel med det genetiske estimat, skriver han andetsteds i en leder, at det ikke er nogen hemmelighed, at der er publiceret talrige studier, der påviser genetiske sammenhænge for dette og hint, men at det sjældent er lykkedes at gentage studierne og altså drage endelige konklusioner. I en anden artikel også fra 2007 konkluderer Faraone, at mange miljøbestemte risikofaktorer øger sandsynligheden for at børn og unge udvikler ADHD.
Andre oprindeligt overbeviste genforskere synes at bevæge sig i samme retning. Den amerikanske professor i psykiatri og humangenetik Kenneth S. Kendler udtaler i 2005, at der ikke eksisterer gener, der direkte fører til psykiatriske lidelser, og altså herunder ADHD, og hans tyske kollega humangenetikeren Peter Propping, der også er medlem at det tyske etiske råd, udtaler samme år andetsteds, at genforskningen, hvad angår psykiatriske lidelser på nuværende tidspunkt ikke kan byde på egentlige banebrydende resultater.
Samlet betragtet er der således ikke meget der kan pege på den entydighed i årsagen til ADHD, som forfatterne bag det danske referenceprogram fremfører.
Jeg bryder mig selvsagt ikke om, at du kalder mig for kvaksalver; det er injurierende og flytter debatten fra “bolden” til “manden”.
For en god ordens skyld vil jeg korrigere din forståelse af, hvem der hjemmel til at diagnosticere: Både læger og kliniske psykologer må diagnosticere psykiske lidelser.
Afslutningsvis må jeg igen understrege, at jeg ikke er imod medicinering i sig selv, men at jeg finder det dybt uhensigtsmæssigt, at vi medicinerer børn i det omfang, der er tilfældet. når vi kunne hjælpe mange af dem bedre enten ved kombinationsbehandling eller ved specialpædagogik, børneterapi eller forældrearbejde.
Ritalin har alskens bivirkninger i længden. både somatisk og pykisk, hvis man skal udlede noget reelt fra mange rundt om i verden. det er jo almindeligt kendt, at langvarigt misbrug af hvad som helst giver bagslag. for amfetaminlignende stoffer er det især nedbrydning af brusk, dårlig næringsassimilering.
oveni er det jo ret eftertragtet på det sorte marked, hvor man kan knuse det og bruge det som amf. i en renere form. Heroin bliver også tilbudt. hvornår kommer potmidler tilbage..?
ADHD er en opfundet diagnose, for noget vi ikke forstår.
At give det hvide snit, fjerner jo godt nok problemerne, men er nok ikke holdbart i længden.
Ritalin er også mistænkt for at undertrykke børns naturlige udvikling, emotionelt.
Og så findes der jo faktisk naturlige alternativer til Ritalin og lign. der virker ligeså godt, bare UDEN bivirkninger, men sagens kerne for systemet er jo ikke sundhed, men monopol og økonomisk magt.
Så længe det er sådan og så længe befolkningen støtter op om de hvide kitlers idioti, bliver det ikke anderledes.
Børn bliver indirekte tvangsmedicineret, for at løse de VOKSNES problemer, som afmagt, frustration osv.
og det kunne overføres til mange af samfundets institutioner..
Vi lever i sandhed i en brydningstid på alle måder og vi må alle hjælpe til, for at skabe en ny verden, baseret på det indre menneskes behov og ikke den gamle verdens afmagts-struktur-fascisme.
problemet starter før diagnoser.
Einstein udtrykte noget i retning af, at; for at løse et problem, må man hæve sig op over det niveau, der skabte det.
Altså, en hammer kan ikke reparere en hammer ;)
Vores opvækst og miljø spiller meget ind i hvordan vi formes og hvilke tanke mønstre vi får pålagt os hver især.. nogle mennesker er mere sensitive end andre, og kunne det tænkes at disse mennesker blot mangler et redskab til at filtrere hverdagens bombardement af informationer? jeg mener at det ikke kun er ADHD mennesker, der kan have brug for et redskab, selv os “normale” mennesker har brug for et redskab, for vi måler og vejer alt med vores tanker, og kunne det tænkes at ADHD blot forsøger at måle og veje alt i forsøget til at forstå hvad der foregår omkring dem, men blot ikke formår at forstå resultatet af disse målinger vi alle udfører med vores tanker?
En person med ADHD, vil jeg ikke sige er syg, men mere i ubalance, vi kalder alle syge i dagens samfund, når vi ikke formår selv at forholde os til en konflikt, og dermed kategoriseres de som syge og syge skal selvfølgelig have medicin vores eget tanke mønster.
Vores hjerner søger konstant beskæftigelse, om du så er syg eller rask, og jeg vil vove og påstå at selv “raske” folk har svært ved at absorbere for alle de indtryk man møder i det daglige, kunne det tænkes at ADHD folk, blot er mere sensitive end andre, og dermed lader sig styre af deres følelser og drifter på et ubevidst plan, og dermed glider rundt i en konstant cyklus af tanker, som vinden der blæser om ørerne på os? og derfor har svært ved at holde fokus?
Tager man udgangs punkt i balance, i stedet for en sygdom, fordi vi ikke selv kan forholde os til deres tanke mønster, er det ikke medicin der skal til, men et simpel redskab til at forstå sig selv først og fremmest for derefter at kunne forholde sig til andre og sine omgivelser? hvis jeg ikke forstår mig selv, hvordan skal jeg så forstå dig?
Dette er noget jeg har siddet og studeret på det seneste og finder flere og flere mønstre der bekræfter dette, som også gælder “raske” mennesker… vi forme og farves af vores indre verden, problemet med ADHD er vi forsøger at tilpasse dem til vores eget tanke mønster, hvilket ikke altid er det rigtige at gøre, og er langt fra at gøre forsøget til at forstå andre mennesker, for når vi ikke kan forholde os til noget, og så er det lige meget hvad det er, så kategorisere vi og behandler det med medicin, i stedet for at tage tiden og lytte og tale og komme ind til kernen i problemet.
Vores verden og samfund har fokus på det ydre, fordi vi ikke kan forholde os til det indre, netop fordi vi ikke kan måle og veje det, der er inde i os selv.
Reality is immeasurable, a mind that is measuring or caught in measurement can never find truth. - J.Krishnamurti.
godt skrevet. det er denne “tankegang”, der må integreres i behandlingssystemet og det kommer også glidende.
Erfaringer med meditation og musik i forhold til ADHD/autisme osv. synes også at have fantastiske effekter!
@Kasper - Takker.
Det er netop når vores tanker træder ind vi skaber uorden i vores sind, det første vi alle gør når vi vågner er at beskæftige hjernen igen om vi vil eller ej, indtil vi sover igen eller power napper den, og med nutidens stress faktor, ja så behøves man jo ikke mere en 5 klasses matematik, til at kunne regne ud at den knækker ind i mellem, bla. stress har vi formået at fremavle i vores samfund, netop fordi vi ikke kan se det, måle det, og veje det og så famler vi os frem for at bedøve den, men ikke forebygge den.
Musik underbygger en følelses, som vi fodre vores ego og drifter med, der skaber et billede i vores hjerner, hvor vi handler/reagere ud fra, og samtidig skaber en fællesnævner, det er jo derfor vi står og danser til samme rytme, vi kan forholde os til den, når den er inde i vores sind, derfor er det nemmere at lytte til musik, og de følelser musikken skaber, end de tanker vi selv skaber i vores hjerner ud fra vores egne indtryk, kan vi ikke forstå dem, skubber vi dem væk og derfra rastløsheden. Det sjove med musik er vi kan alle høre den, og derfor har vi accepteret den, men vi kan ikke se den;)
Så absolut gode redskaber at træne bevidstheden om en selv med, for i bund og grund handler det vel om vi alle bliver mere bevidste om os selv, og hvordan vi fungere indeni, men i et samfund hvor vi skal måle og veje alt, vil alt aldrig blive forstået, men kun kategoriseret.
Kære Michael Kaster
Ad. 1.
Jeg skrev som bekendt tidligere, at en god ven havde effekt af et præparat, som hun fik første gang som næsten 60 årig, man har jo fundet ud af, at ADHD ikke er noget man nødvendigvis “vokser” sig fra. Så der findes altså en del underbehandlede voksne, som også har glæde af medicinen.
Men hvis et barn kan have glæde behandlingen, fordi medicinen er i stand til at afhjælpe ulemperne (for barnet) ved ADHD, og omgivelserne lærer hvordan man skal tage hensyn til deres særlige behov (udmærket emne for en psykolog) det er vel det samspil der skal være.
Men traumer i opvæksten kan ingen jo forsikres imod - det er jo den rå virkelighed der spiller ind her. Som samfund kan vi afhjælpe social nød, og tildels omsorgssvigt, der jo også inkluderer manglende forældrekontakt i karrierefamilier, og ikke kun sager som den i Brønderslev.
Ad. 2
Jeg havde rent faktisk god effekt af medicinen, men da jeg efterhånden er midt i 50´erne og en kampvægt på 90 kg, er mit blodtryk ikke godt nok til at kunne tåle den slags ;-)
Men om man misbruger Ritalin eller amfetamin - tja, jeg var lige ved at sige, at så er det bedre de tager et kontrolleret lægemiddel.
Amfetamin og Coke, kan man snart sagt købe på ethvert gadehjørne, hvis man ved hvem man skal kigge efter!
Heroin blev jo blandt andet udviklet til brug mod alkoholisme.
Fakta er jo at misbrug af al “kontrabande” finder sted, uanset hvor drakoniske straffe man måtte have for det.
Ad. 3
Man bliver ikke rask af medicinen, men det hæver livskvaliteten.
Man kan konkludere, at medicinen hjælper på visse lidelser, der medfører en hypersensibilitet i forhold til omverdenen, idet det bevirker, at sanseindtryk bedre kan sorteres korrekt.
Hos normale bevirker amfetaminpræparater netop hyperaktivitet - hos mennesker med ADHD betyder det at de kan sidde stille, helt bogstaveligt. Og det dæmper “battlemind” hos mig.
Ad. 4
Om diagnosticering er vanskeligere ved jeg ikke, men at finde frem til den rette behandling for hver enkelt person er jo netop sagens kerne, fordi man efterhånden har udviklet nyere præparater med færre bivirkninger, men som følge deraf også med måske lidt lavere potens.
Men man skal ikke tro, at der er en “one size fit all” for psykiske lidelser!
Ad. 5
Man estimerer at ADHD forekommer i 2-4 procent af befolkningen - men at det forekommer i oftere blandt fanger i fængslerne.
Nu har jeg ikke hævdet, at alle kriminalle har ADHD.
Jeg har blot mødt mange unge kriminelle, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys og med den viden jeg har i dag, så har nogle af dem haft ADHD.
ADHD medfører risikofyldt adfærd hos nogle unge, som f.eks. at springe rundt på taget af et kørende S-tog for spændingens skyld!
Nå, men jeg har altså ikke aktier i medicin industrien, og synes også godt om både psykologer og psykiatere - måske vi kan mødes derhen, at ADHD er en genetisk disposition, der måske udløses i barndommen ved traumatiske hændelser af den ene eller anden art - eller måske en følge af tilsætningsstoffer i fødevarer (allergi), og som følge heraf udvikler man ADHD, der efterfølgende vil vise sig som en skade på frontallappen, med mindre blodgennemstrømning og nedsat serotoninudveksling.
Det kunne måske skyldes et stress-hormon af en art, idet disse kan udløse hjerneskader.
Men man skal jo vide, at ADHD findes fra ganske let, til svært invaliderende - at det ikke nødvendigvis bemærkes i barndommen, og voksne har mulighed for at teste sig selv - endda på nettet, hvis de googler lidt.
Men der forskes vel hele tiden i emnet, så vi kan blive klogere, men min opfattelse er, at der er for mange børn og voksne, der er underbehandlede.
Og hvor medicinen kan medvirke til at de får et mindre kaotisk liv!
Kære Niels Mosbak
På nogle områder nærmer vi os vist hinanden, men lad mig alligevel byde ind:
1. Jeg har ikke på noget tidspunkt udtalt, at man vokser sig fra sine ADHD-symptomer. Mit indtryk er, at nogle bliver mere velfungerende og dermed mere rolige med alderen (det kendes også fra forskningen i nogle personlighedsforstyrrelser). Andre er vedvarende gennem livet dårligt fungerende og urolige.
At medicinen virker på en 60-årig er som sådan ikke overraskende. Men det fortæller jo atter ikke noget om, hvorfor den 60-årige oprindelig var urolig, og om vedkommende kunne være hjulpet ligeså godt eller bedre fx gennem psykoterapi.
2. Du skriver: “Hos normale bevirker amfetaminpræparater netop hyperaktivitet - hos mennesker med ADHD betyder det at de kan sidde stille, helt bogstaveligt.” Det er en misforståelse. Centralstimulerende medicin virker på samme måde på alle. Se evt. http://ing.dk/artikel/107053-derfor-faar-hjerne-ep…
3. Det er mit indtryk, at mennesker med ADHD-symptomer, der samtidig er kriminelle, ofte kan været alvorligt psykisk forstyrrede (fx alvorligt personlighedsforstyrrede), og at de ofte ikke er egnede til terapeutisk behandling. Jeg kan derfor sagtens forestille mig, at den patientgruppe er bedst tjent med centralstimulerende medicin, antidepressiv medicin mv. - for deres egen skyld og for omverdens skyld.
Fortsat er det dog vigtigt at understrege, at kriminelle med ADHD-symptomer ikke nødvendigvis er født med deres vanskeligheder. Den kriminelle patientgruppe har ofte haft en særdeles vanskelig opvækst, hvor de har lidt alvorlig psykisk overlast.
Jeg er så glad for at artikler som denne bliver skrevet! Tak Michael Kaster!
Jeg har selv været et problem barn siden jeg var lille. Jeg fik ikke DAMP diagnosen som lille fordi jeg dengang ikke havde de motoriske problemer. For godt 6 år siden fik jeg så ADHD diagnosen og var dengang lettet og taknemmelig overfor dem der havde fundet vejen for mig så jeg vidste hvad jeg “fejlede”.
Jeg havde symptomerne før jeg var 6 og problemerne fulgte mig op gennem min opvækst.
I dag ved jeg at ADHD diagnosen i sig selv er en fis i hornlygte. Det er en samling symptomer taget ud af almindelige menneskers problemer og gjort til en pengemaskine. Påstod man man det modsatte for 10 år siden vare man jo bare med til at opdyrke konspirationsteorier eller også er man medlem af scientology. Der er mange måder at latterliggøre folk for ikke at få sandheden frem i lyset, og det har igennem årtier virket!
Jeg har virkelig troet på ADHD diagnosen som noget sygeligt, og jeg har selv brugt den som en undskyldning. Det var fordi jeg ikke vidste bedre. Jeg havde i mit kaos ikke overskud til at undersøge sagerne til bunds. Man havde kun fortalt mig den halve sandhed og al det crap om man “mener” at gener spiller en rolle bla bla bla… Da jeg fik mere overskud fandt jeg at man aldrig har været tæt på at kunne forbinde et gen til ADHD eller for den sags skyld skizofreni, samt hvordan man forsøger at overbevise med hjernescanninger som i sig selv siger intet om nogen psykiske sygdom.
Mine “ADHD symptomer” forsvandt ved arbejdet med mig selv. Nogle af dem forsvandt inden for 2-3 uger…
Der er lavet flere forsøg på aber og rotter der viser at stimulanser langsomt og sikkert ødelægger hjernen. Helt tilbage til 1980 er der lavet forsøg. Men hvis man spørger sin psykiater om disse forsøg aner han intet om det… Hvem har sørget for at disse videnskabelige artikler aldrig ser dagens lys??
I øvrigt synes jeg at det er betænkeligt at samtlige førende ADHD læger i DK er ansat ved Norvatis og Lilly som konsulenter. De er verdens førende medicin producenter. ADHD foreningen er også støttet op ad Lilly samt janssen og cilag…. Nogle få forsøger at gøre opmærksom på interessekonflikterne men det bliver tysset ned…
Vil man forstå den egentlige problematik skal man gå dybere ind i det og undersøge ndustrien, DSMs historie samt læse lidt om udviklingspsykologi. Det kan en person fyldt med kaos som oftest ikke overskue. På den måde kan man bibeholde folk i troen om noget “måske” genetisk sygeligt og dermed også på medicin.
Endnu engang tak for denne artikel…
Mvh. Mikkel
www.youradhdblog.com
Jeg ser to årsager til at man ikke “vokser” fra ADHD.
1.
Jeg kan så godt lide sætningen:
“Tror du på det, har du ret.
Tror du ikke på det, har du også ret”
Så længe du tror på at du er ADHD og kun må lære at leve med symptomerne, vil de forblive der. Den dag du tror på at de kan arbejdes væk, vil de forsvinde med tiden og med dit arbejde med dig selv.
Når man hele tiden tænker i ADHD baner, undskylder sig med det, taler om det, identificere sig med det, vil ADHD’en forplante sig i os og den bliver til en del af os uden at vi bemærker det. med andre ord taget ud af vygotsky’s: Vi udvikler ADHD’en, og ADHD’en udvikler os.
2.
Min erfaring siger mig at ADHD som bare er en masse vaner indøver op gennem opvæksten. De kan rigtig svære at komme af med. Så svære at man undertiden bliver i tvivl om man nogensinde kan komme af med det.
Hvis man i forevejen har lavt selvværd og manglende overskud og måske ikke føler sig overbevist om at “tilstanden” kan ændres yderligere, kan det virke ligegyldigt og det er nemmere at give op.
Så min erfaring siger mig at man vokser sig fra det hvis man evner at arbejde med sig selv og gennemgå et indre paradigmeskift med så og sige de korrekte værktøjer. Medicin er ikke et korrekt værktøj….
Mvh. Mikkel
www.youradhdblog.com
Gode inputs Mikkel.
ja, gode inputs.
Måske kan man også sige, at man ubevidst udvikler ADHD og ADHD ubevidst indvikler én.
Jeg kender i hvert fald flere, der ikke længere er børn, som opfører sig hensynsløst, aggressivt, selvoptaget og uregerligt, som om verden var til for deres behag og det især efter de fik en fortrøstende diagnose, som uhelbredeligt ADHD-offer.
Børn derimod, kræver virkeligt forstående voksne, så det ikke gror fast.
Det er en svær grænse, at få børn til at forstå de ikke er uønskede eller forkerte, fordi de er som de er. Ellers kan det være svært at hjælpe deres personlighed videre.
Mange behandlere og voksne synes bare at understøtte deres hyperadfærd med diverse aktiviteter, for “de har jo så meget krudt”.
Kære Mikkel Marini
Tak for dine gode ord. Jeg er meget glad for, at debatten udvikler sig som den gør lige nu.
Kære Michael Kaster
Jeg kan fortælle, at den pgl. siden barndommen, har været belastet, skolemæssigt, erhvervsmæssigt, og socialt - men at hun oplever en “ny” tilværelse efter at være medicineret pga. ADHD - med ro til f.eks. at læse en bog.
Men hun er ikke fri for at føle sig lidt “snydt” over ikke at have fået tilbuddet tidligere.
Men hun er jo en af dem, der får udskrivningen af medicinen til at stige.
Men disse præparater har førhen, jeg ved ikke om det er sådan i dag, været forbeholdt til udskrivning af psykiatere i forbindelse med specialistbehandling, bl.a.også af narkolepsi. De har været de eneste med ordinationsret.
Det er et udmærket link til ingeniøren, der netop beskriver hvor i hjernen påvirkningen sker.
Amygdalo - af græsk: mandel, er også det center der styrer frygt - og bliver påvirket af stress i forbindelse med bl.a. PTSD. Men altså også når man har ADHD.
Hvis man har et underskud af dopamin i amygdalo området, går amfetaminlignende stoffer altså ind og hæver denne transmission.
Hos mennesker med normal produktion giver det så en forøgelse ud over normalen - men hvis man er i “underskud” af dopamin, der er en neurotransmitter - bliver man hævet til normalt leje. Hvorfor mennesker med ADHD bliver i stand til at sidde stille, fordi de indre spændinger, der bliver udløst ved motorisk uro, nu ikke er til stede mere, da de medicinsk er løftet til normalt leje.
Men det er selvfølgelig interessant, at det er et sådant “frygt-center” der er påvirket, idet det selvfølgelig peger i retning af vilkår i børnenes tilværelse, der er uhensigtsmæssige.
Men det besvarer ikke om skaden er genetisk eller erhvervet.
Hjerneskader kan opstå ad kemisk vej, ved overproduktion af visse hormoner i kroppen.
Måske kan man foretage en skanning af nyfødte og følge deres udvikling for at finde forklaringen?
Men hensyn til kriminalitet og personlighedsforstyrrelser, er det jo rigtigt at det kan være vanskeligt behandleligt.
Men selve kriminalitetsområdet er på mange måder omgærdet af den samme uvidenhed og tabuisering som psykiatriområdet.
Det er jo f.eks. kun et mindretal der er rå voldsforbrydere…
Min opfattelse af ADHD er, at området i mange år har været underbelyst.
Tidligere var problemet mindre, idet der jævnt hen skete det, at børnene fik nogle tæsk i skolen, så de ikke forstyrrede. De mest intelligente af dem kunne alligevel formå at lære noget.
De øvrige lærte nærmest intet, men der var nok af manuelle job i samfundet til, at de kunne skabe sig en tilværelse som ufaglærte.
Men samfundet stiller højere uddannelsesmæssige krav i dag, og derfor er det vigtigt, at hjælpe de børn frem til en værdig tilværelse.
Når Mikkel Marini taler om at være “problembarn” og at han nu er vokset sig fra det, er det jo glædeligt. Man har jo tidligere antaget at det var “noget man voksede sig fra”.
Det er bare ikke alle der er lige så heldige, idet sværhedsgraden er ganske varierende!
ADHD foreningens hjemmeside viste på et tidspunkt en video med en alvorligt ramt 15-årig pige, der var så handicappet i dagligdagen, at hun faktisk ikke selv formåede at tage tøj på.
Og det er en gedigen misforståelse, at børnene skulle være problembørn!
Der findes en gruppe af “stille piger” - der klarer sig godt i skolen, er sociale og veltilpassede - men som debuterer voldsomt i 15-16 års alderen, bl.a. med hashmisbrug (selvmedicinering), opsøger forkert omgangskreds, (spænding) og mister den gamle omgangskreds. Kan ikke følge med i skolen mere, afbrudt uddannelse og kaotisk liv, også på grund af tilstødende lidelser.
ADHD findes - det omfatter en række dysfunktioner og viser sig på forskellig måde, hos forskellige mennesker og i forskellig sværhedsgrad.
Det kan påvises ret enkelt ved en selvtest - og kan yderligere påvises bl.a. ved forandringer i frontallappen.
Men det er ikke lige invaliderende hos alle!
Og når man taler om psykiske lidelser, så er det jo vigtigt at holde fast i, at man ikke e r sin psykiske lidelse.
Eller fordi man har ADHD er man uanvendelig…
Man skal måske bare ikke lige vælge et job som bogholder.
Linket til psykiatrifonen, beskriver vel udmærket ADHD for menigmand.
http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/Psykiske+syg…
Hvad er egentlig plottet i din lille novelle, hr. Mosbak..?
At alt er tilbage til staus quo og at vi godt kan gå hjem i seng, regeringen tager sig af det..? ;)
Kære Niels Mosbak
Religion er religion. Du vil aldrig kunne bryde gennem skallen med argumenter, som bryder med forestillingen om den store konspiration.
Måske skulle vi to gå i homøopatisk terapi.
Med v.. nåh nej. Aummmmmmmmmm
Kære Niels Mosbak
Som tidligere skrevet, er der flere forhold, som du misforstår. Men vi når vist ikke videre lige her…
@Mosbak
Scientologi bruger også selvtest, hvis det var noget? de skulle også virke siger de.
Mogens Hansen
Det kan jeg nok ikke, men jeg må jo erkende, at jeg ikke ser medicinalindustrien som det store dyr i åbenbaringen.
Som de fleste læsere her vil være bekendt med, havde Information for nylig en artikel omkring disse 281 PTSD skadede soldater der havde forsøgt at begå selvmord.
De mennesker er lige som jeg, afhængige af samme industri for at overleve!
For at have et tåleligt liv.
Det samme gør sig gældende for nogle mennesker med ADHD!
Og ja, der er bivirkninger - men man udvikler jo på præparaterne. Ritalin er i den forbindelse gammelt, og selv om jeg kender mennesker med ADHD, kender jeg ingen der får Ritalin.
Og den samme industri fremstiller også penicillin, og der var vel ingen der ikke ville tage penicillin hvis de var ved at dø af lungebetændelse.
Men når man betænker, at 1 ud af 5 personer i deres voksne liv får en psykisk lidelse, er det jo værd at tænke over, om det skal ende i den rene
Galebevægelse, eller om ikke vi skal udnytte den kemiske viden vi har.
Og jeg sidder jo ikke og taler ud i den blå luft om noget jeg ikke har erfaringer om - jeg har et par skønne bonusbørn med diagnosen, og hvor ville jeg dog ønske for dem - at de var blevet diagnosticeret og behandlet mens de var børn.
Sikke mange nederlag de kunne have undgået!
Der var nok også et par HIV-patienter, som ville blive lidt kede af det, hvis man var helt konsekvent med at afskaffe symptommedicin. Men de ville da dø politisk korrekt.
Det kan også være, terapi er meget bedre på den lange bane. Eller …
Kender du forskellen på psyke og fysik?
Ja, det gør jeg da, og forfatterens eget eksempel, hovedpine, er fysisk, så det går jo nok.