DER er næppe telepatisk forbindelse mellem ekstremisterne på begge sider af den israelsk-arabiske konflikt. Men gårsdagens Qassam-raket fra Gaza, der dræbte en thai-gæstearbejder i et israelsk landbrugskollektiv nær grænsen til den blokerede landstribe og affyret af en ultra-islamisk al-Qaeda-gruppe, Ansar al-Sunna (løseligt: Troens Partisaner), var politisk nyttig for Israels højreregering, under internationalt pres på grund af en ekstremistisk ekspansionspolitik.

Vidste vi ikke bedre - og det gør vi for resten ikke - ville en absurd tanke melde sig, nemlig at der eksisterer en sinister alliance, hvis mål er torpedering af al samtale, der kan bringe fred nærmere. Angrebet var koordineret med EU’s udenrigspolitiske chef, Lady Catherine Ashtons hårdt tilkæmpede besøg, og har den genkendelige perverse logik fra et årti siden, da selvmordsbombere spredte død i israelske byer. Hver gang noget tegnede vellykket i den nu henfarne fredsproces, annullerede en selvmordsbombe med den efterfølgende israelske modterror resultatet.

MEN der er en anden og direkte forbindelse, nemlig Israels strangulering af Gaza, der gør, at Hamas-regeringen, der har styret landstriben siden 2007, ikke kan dæmme op for et nyt vækstlag af ultra-islamister, der ser Hamas som vantro pragmatikere. Denne desperado-generation, der agerer som et kollektivt dødsønske, har støtte i det sydlige Gaza, og da især nu, hvor smuglertunnelerne til Egypten er under lukning efter pres på den egyptiske regering. For disse unge er Hamas ikke en from regering, men en undertrykker. Da en islamisk svovlprædikant sidste år udråbte Rafah til et ‘islamisk emirat’, blev han skudt og hans moské jævnet ned i niveau med de åbne kloakker. Som en klog mand har sagt til Israel: Hvis I fjerner Hamas, får I al-Qaeda. Men måske er det også meningen med det hele.