I aften efter de små børns sengetid kan man vælge mellem talkshow eller talkshow, hvis man vil se en af de store danske public service-kanaler. Det kan jo virke lidt pudsigt, eftersom formålet med at bryde DR-monopolet vel netop var at skabe konkurrence.
Måske skal svaret findes i, at konkurrence ikke altid er konkurrence. Tirsdag viser DR sundhedsmagasinet Ha’ det godt efterfulgt af Spise med Price, og TV 2 viser Helvedes køkken først og sundhedsmagasinet Praxis bagefter. Torsdag er det forbrugermagasinernes dag med Rabatten på DR 1 og Basta på TV 2, og tidligere har der også været en boligaften på de to store kanaler.
I aften er billedet det samme. På DR 1 kan man se en sjov og begavet mand i 40’erne, som er vært for et skævt talkshow, mens TV 2 på en anden frekvens kan præsentere en sjov og begavet mand i 40’erne, der er vært for et skævt talkshow.
Af uvisse årsager er det kun den ene kanal, der kører et talentshow før talkshowet, men måske er det noget, der bliver rettet op på i næste sæson. I løbet af ugen ser det nemlig ud på samme måde, som om DR og TV 2 holder halvårlige planlægningsmøder. »Hvad siger I til, at vi laver tirsdag til en sundheds- og madlavningsdag?« kunne den ene tv-station sige.
»God idé,« ville den anden så svare, »men skulle vi så ikke lave afslørende forbrugerjournalistik om torsdagen?«. »Perfekt,« ville den første svare, »for så har vi stadig fredag til talentkonkurrencer og talkshows.« »Jamen, godt så. Så har vi en aftale.«
Kulturindustrien
For mange år siden skrev Max Horkheimer og Theodor Adorno om kulturindustrien. En provokerende tese de havde lånt fra Walther Benjamin om, at kulturen var begyndt at blive masseproduceret. De to herrer var pænt paranoide, temmelig bagstræberiske og i den grad kapitalismeforskrækkede, men de havde også fået noget af et finkulturelt chok, da de måtte forlade elfenbenstårnet på Frankfurterskolen og tage i eksil i USA under krigen. Her var der godt nok mere Disney end Dostojevski og dermed inspiration til kulturindustritesen. En vigtig brik i teorien er den enshed og pseudokonkurrence som kapitalismen ifølge de to forfattere skaber på det kulturelle område:
»Skematismen i denne proces viser sig i, at de mekanisk differentierede produkter i sidste ende altid viser sig at være ét og det samme. At forskellen mellem Chrysler- og General Motors-modellerne i grunden er indbildning, ved allerede ethvert barn, som bliver begejstret for denne forskel. Det, kenderne diskuterer som fordele og ulemper, tjener kun til at forevige skinnet af konkurrence som valgmulighed.«
Indrømmet: Der er selvfølgelig forskel på Anders Lund Madsen og Casper Christensen, men så er forskellen altså heller ikke større. De er stadig sjove og begavede mænd i 40’erne, der er værter for skæve talkshows. Horkheimer & Adorno kan forklare denne enshed på DR 1 og TV 2 som et produkt af en pseudo-konkurrence: Hvis begge tv-stationer i sidste ende kæmper om det samme - nemlig høje seertal, som i de sidste par år synes at fylde mere og mere - ja, så kan produkterne næsten ikke undgå at ligne hinanden.
Men sådan behøver det ikke at være. Den flittige avislæser vil kunne huske, hvor ens Jyllands-Posten, Politiken og Berlinske Tidende var for ikke så mange år tilbage.
Men med den øgede segmentering af dagbladene mod specifikke målgrupper, har vi fået tre aviser, der igen har hver deres profil. Konkurrence behøver ikke at føre til ensretning. Det er i hvert fald trist, når den gør det.
Kommentarer
Tak for kommentaren ang. konkurrence som tvetydig garant for mangfoldighed i medierne og valgmuligheder for publikum. Men er det nu helt rigtigt, at de store danske dagblade er blevet så publikumsbevidste, at de ikke længere bringer de samme nyheder/historier og med den samme vinkel? Og er det rimeligt at sammenligne tv-stationer med aviser, som har et langt mere begrænset indholdstilbud til brugerne/læserne? Tv er jo meget, meget mere end alene nyheder, lidt kommentar og baggrundsstof. Desuden kan man faktisk argumentere for, at DR og TV 2 netop er segmenterende, især i kraft af deres supplements- og nichekanaler, men faktisk også, når de tilsyneladende sender ‘det samme’ . Det er kort sagt ikke det samme publikum, de to stationers programmer appellerer til viser seertallene.
Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at ureguleret konkurrence på tv-området fører til mere af det samme, hvis vi ser os om i den store verden. Det er den kommercielle logik i branchen, fordi tv er så vanvittigt dyrt at producere (ifh. til aviser), og derfor ofte satser på det sikre eller billige, hvis der ikke er kulturpolitiske kræfter, der trækker den anden vej. Fx. vha. finansieringformer, der er mere uafhængige af markedet end fx annoncer. Det danske tv-system er domineret af DR og TV 2, og trods politiske krav om indholdskoordinering, har de ingen fordel derved. TV 2 er afhængig af at DR1+2 har godt fat i seerne, da de ellers giver TV3 flere seere. Og DR er desuden afhængig af TV 2 for at legitimere public service af en lidt anden art end TV 2’s tilbud. De er mao. hinandens bedste venner, selvom de ser sig selv og hinanden som konkurrenter.
Og hver dag desuden en byge af lange vejrudsigter i alle nyhedsudsendelser med CNN som det store forbillede. Hvem kan også opholde et normalt liv uden at have detailkendskab om potentielle vindretninger, gradsforskelle og tryk i overmorgen?
Blandt fremskridt siden monopolets dage kan dog regnes, at sagesløse mennesker nu slipper for oplæsning af tipstegn og præmieprognoser. Til gengæld garanteres man rigelige mængder af nyhedsjunk, en cocktail af rygter, spin, krigs- og kriminalstof fortyndet med den blødere hælervare, en brand i en lade på Lars tyndskids marker (bliv inden døre og se TV) eller det sidste nye skrig i bandekrigen, alt sammen affyret med maskingevær så det ikke længere er til at kende forskel på de indledende korte sensationsskabende overskrifter og selve dækningen på salver af 20 sekunder. Man venter forgæves på substansen, men sjældent på de plantede historier eller discount indslagene så som amerikansk indenrigspolitik med overdækning af udeblevne sundhedsreformer og deres årelange valgkampe. Også der udspiller konkurrencen sig imellem to parter, der stort set udbyder samme vare. Der ville næppe være plads i sendefladen til x-factor, hvis kinesisk, indisk og brasilliansk politik blev dækket efter tilsvarende kriterier. Kunne man som ikke troende så i det mindste blive fritaget for licensen eller beskyttet imod at få trukket absurde tv-pakker ned over hovedet med et hav af poppede programmer med samme koncept uanset om man har fjernsyn eller ej. Tænk om man også blev trunget til at betale for leverance af 30 daglige papiraviser.