Opslag til denne artikel

Emneord:kampfly
Personer:Claus Hjort Frederiksen, Holger K. Nielsen, Villy Søvndal
Organisationer:Socialistisk Folkeparti, Venstre
Steder:Danmark

Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal vælge nyt kampfly, splitter partierne på kryds og tværs. Partiledere som Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vil have typevalget udskudt, fordi der er for megen usikkerhed om især Joint Strike Fighter-flyet, der i øjeblikket koster over en halv milliard kr. stykket.
Og fordi den danske statskasse som følge af finanskrisen kører med gabende underskud.
»Vi skal have ro på og udskyde indkøbet af de meget dyre kampfly,« siger Helle Thorning-Schmidt til DR og understreger, at de nuværende F-16-kampfly godt kan holde et stykke tid endnu.

Det samme mener SF’s formand, Villy Søvndal, der på sin blog understreger, at både Socialdemokraterne og hans eget parti opfordrer regeringen til at udskyde kampflykøbet.
»Det vil være helt hen i vejret at bruge et tocifret milliardbeløb på nye kampfly, mens der spares på børn, ældre og handicappede,« skriver han.
Men samtidig kan man høre f.eks. SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, trække væsentlig mere langhalm, når han bliver spurgt, om flykøbet skal udskydes.
Han vil først tage stilling til en eventuel udskydelse, når han har set det flere tusinde sider store beslutningsgrundlag, som regeringen og forsvaret er i gang med at udarbejde.
»Det lyder umiddelbart fornuftigt at udsætte typevalget for at få afklaret de usikkerhedsmomenter i forbindelse med Joint Strike Fighter, men vi må afvente rapporterne, før vi lægger os fast,« siger han.

Intern uenighed

Og i regeringen er der uenighed om, hvorvidt det er en god idé at vælge kampfly nu.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der har et milliardunderskud i statskassen at tage hensyn til, er f.eks. åben over for at udskyde flykøbet.
»Jeg har ingen hellige køer. Vi må sætte og ned og kigge på, om man kan udskyde beslutningen og levetidsforlænge de nuværende F-16 fly« siger han til Ingeniøren.dk. Hjorts partifælle Hans Christian Thoning, der er formand for forsvarsudvalget, er helt uenig. Han mener ligesom tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), at beslutningen skal træffes inden sommer.

Og det er den konservative forsvarsordfører Helge Adam Møller helt enig i,
»Det vil være tåbeligt at udskyde beslutningen,« siger han til Information. Hvis vi derimod venter tre-fem år med at beslutte år, så løber andre lande med de industriordrer, som gerne skulle følge i kølvandet på et dansk køb.
»Vi vil miste tusindvis af danske arbejdspladser samt en stor bunke industrielt knowhow,« advarer han.

Vetoret

Med uenighed både i regeringen og i oppositionen kan det blive svært at få en beslutning igennem i 2010, sådan som regeringen ønsker det.
Og det gør det ikke lettere, at den nye forsvarsminister Gitte Lillelund-Bech (V) ved sin tiltrædelse understregede, at hun forsat satser på et forsvarssamarbejde, der omfatter SF.

Det giver i praksis SF vetoret over for en kampflyaftale, det mener i hvert fald Holger K. Nielsen.
»Vi har vetoret sammen med Socialdemokraterne,« siger han, men erkender i sammen ombæring, at de to partier som en del af det gældende forsvarsforlig har erklæret sig enige i, at Danmark skal vælge nye kampfly i 2010.
»Det vil ikke se kønt ud, hvis vi løber fra den aftale, men det tror jeg så heller ikke bliver nødvendigt. Jeg tror, vi finder en løsning,« siger han.
Af forsligsteksten fremgår det, at en beslutning om, hvilket kampfly det danske forsvar skal have, skal træffes i år, og at den endelige købskontrakt med leverandøreren tidligst ventes underskrevet i 2012.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, om sagen.
Kampflykøbet ventes i øvrigt at koste de danske skatteydere et sted mellem 20 og 40 milliarder kr. i alt.
caa@information.dk