Læserne spørger: Per Stig Møller

Er det en fordel eller en ulempe at være intellektuel, når man er politiker i Danmark?

»Den italienske forfatter Umberto Eco har sagt, at ‘den intellektuelles fornemste pligt er at kritisere sine kollegaer’. Hvis man følger den forståelse, er alle politikere intellektuelle. Sådan opfatter ikke alle dog sig selv. Da jeg kom i folketinget, bød Ole Bernt Henriksen, der sandelig var intellektuel, mig velkommen med ordene: ‘Du har begået to fejl. Den ene er der tilgivelse for, og den er, at du har læst en bog. Den anden kan aldrig tilgives, og den er, at du har skrevet en bog’.«

I flere interview har du talt om at højne kvaliteten af dansk kunst og kultur. Er det ikke en både vanskelig og farlig opgave for hvad er god kvalitet, og hvem skal bestemme, hvornår den er høj nok?

»I mine øjne er kvalitet det, der består, når resten forgår. Som Gabriel Marcel sagde: Væren er det, der står imod. Der er i disse år et stort fokus på det amatøragtige, hvilket også er fint, for det kan engagere folk og tjene til selvudvikling. Men vi skal ikke glemme, at hvis vi skal udvikle kulturen, så bliver vi nødt til at styrke de professionelle. Det er højdepunkter, det har taget lang læring, erfaring og tid at nå. De løfter bredden højere op, fordi vi får noget at måle os op imod og se op til. Når det er sagt, er det fuldstændig rigtigt, at det kan være svært at sætte det endegyldige kvalitetsstempel. Derfor har vi også armslængdeprincippet, der jo netop sikrer, at det er uafhængige råd og nævn, som jævnligt udskiftes, der fordeler kunst- og kulturstøtten.«

Hvorfor skal vi sælge TV2? Får vi bedre tv af det?

»TV 2 skal sælges, fordi stationen skal garanteres de bedste vilkår for at konkurrere på det kommercielle marked, og det sikrer vi gennem en privatisering. Et privat ejerskab vil få en højere grad af frihed og bedre muligheder for at udvikle nye aktiviteter og programtilbud.«

Hvorfor blev du højreorienteret?

»Er jeg højreorienteret? Jeg er bare orienteret, og jeg er konservativ, fordi jeg tror på den evolutionære udvikling og vil forandre for at bevare og skabe nyt og bedre, som Poul Schlüter har udtrykt det. Jeg voksede op under Den Kolde Krig og blev fra en meget tidlig alder bevidst om, at demokrati og borgerlige frihedsrettigheder som ytringsfrihed ikke er en selvfølge. Det er noget, vi skal kæmpe for. Mit livssyn flugtede allerede tidligt med konservatismens ideal, der tilsiger, at vi skal tage vare på vores samfund, der er præget af tradition, og samtidig tilpasse det til de skiftende historiske omstændigheder. Vi skal passe godt på Danmark. Det er der såmænd ikke andre end os danskere, som vil. Derfor blev jeg konservativ.«

Hvad har været den største vanskelighed ved at gå i sin fars fodspor?

»At komme fri af dem.«

Hvad er det værste ved kultur?

»Det værste ved kultur er, når den bliver politisk gidsel for totalitære regimer. Kunst må aldrig blive et politisk redskab til at fremme en bestemt ideologi. I Hitlers Tyskland blev de kunstneriske udtryksformer reduceret til redskaber, der skulle afspejle Hitler som lederen af et stærkt tysk folk. Også i Sovjetunionen blev kunsten opfattet som et propagandaredskab, og den kunstneriske frihed fuldstændig tilsidesat. Derfor er det virkelig godt, at Fanø, Frederiksberg, Odense og Århus kommuner nu stiller op og hjælper forfulgte forfattere til et liv frit for forfølgelse via fribyordningen, som regeringen har taget initiativ til. Ordningen skal sikre tryghed og arbejdsro til forfattere og skribenter, hvis ytringsfrihed bliver krænket i deres hjemlande.

Hvor var du, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992?

»I Göteborg.«

Er kulturstøtten delt lige nok - geografisk set og mellem kunstarter?

»Danmark vrimler med blandt andet teatre, museer og musikskoler, så der er en stor geografisk spredning af de kulturelle og kunstneriske tilbud til borgerne og samtidig en stor mangfoldighed og variation i genrer. Men når man tæller det hele sammen, så tilflyder der hovedstaden mange støttekroner. Det er, fordi de store statslige kulturinstitutioner mestendels er samlet i hovedstaden, og de har et større budget og nogle andre muligheder og forpligtelser end de øvrige institutioner i hele landet. De store statslige kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek, Statens Arkiver, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har helt særlige opgaver i forhold til at bære kulturarven videre.«

Hvorfor så du så alvorlig ud, da du blev udnævnt som kulturminister?

»Gjorde jeg det? Det var ellers en god dag, men selvfølgelig var det vemodigt for mig at forlade udenrigsministerposten. Jeg prøvede at sætte mit præg på den danske udenrigspolitik, hvor jeg var med til at lægge linjen for, hvordan vi skulle tackle Muhammed-krisen, ligesom fredsprocessen i Mellemøsten, perioden i Sikkerhedsrådet, den arktiske aftale og EU’s udvidelse også spillede en stor rolle for mig som udenrigsminister. Udenrigspolitik har været det ene ben i hele mit liv, hvor kulturen har været det andet. Så jeg er meget glad for at få muligheden for at præge den kulturelle udvikling den kommende tid.«

Hvorfor kan du kun lide ældgamle travere inden for kunst og kultur?

»Jeg blev i Politiken bedt om at opstille min kanon, og en kanon skal samle det fra fortiden, som man synes ikke må mistes, og som er af bærende værdi i vores kultur. Men jeg er faktisk glad for meget samtidig dansk kunst. I tirsdags var jeg så heldig at være inviteret til privat visning af Lone Scherfigs nye film An Education. Det var en ganske fremragende film, der underfundigt, morsomt og smertefuldt fortæller om den svære overgang fra barn til voksen. I vinter læste jeg Morten Hesseldahl, Rolf Bagger, Mathilde Walter Clark, Vilhelm Topsøe og er nu i gang med Anne Marie Løns Sekstetten. På mine vægge hænger bl.a. Steffen Jørgensen, Per Arnoldi, Helle-Vibeke Erichsen og Lise Malinowski. Og på cd-spilleren har jeg for nyligt hørt Anders Grøn og Benjamin Koppel m.fl.«

Hvilken ny (rytmisk) musikudgivelse har gjort størst indtryk på dig?

»Kenneth Lauridsen.«