Det er majestætisk for masserne: Det gør en masse mennesker glade, og det gør ikke nogen skade. Kongehuset er og bliver bemærkelsesværdigt. Det var engang skadeligt for de fleste, at de få i den rigtige familie havde den politiske magt. Nu er det blevet sjovt for de fleste, at de få i familien sidder der uden politisk magt, men med symboler og soldater og uniformer og stort orkester og et vaskeægte slot.
For ellers er det gået den anden vej. Det glædelige er blevet til det skadelige. Det var for ikke så længe siden uskyldig sjov til påske at lade børn i daginstitutioner puste æg, men det er forbudt i 2010: Vi risikerer, at de sidder og puster salmonella og dødsensfarlige fugleinfluenzaer ud i verden. Alkohol, det engang så vitale næringsmiddel, er blevet til noget, der skal holdes nede, og tobakken, som kunne få mennesker til at trække vejret gennem ild, er blevet tegn på taberliv. Den seneste forskning viser, at man kan blive dræbt i etageejendomme af underboens tobaksvaner! Farlige stoffer fra underboens tobak trænger gennem gulvet og op i overboens stuer - det er passiv rygning på et højere plan. Det er mad, fest, øl og tobak, som man synger om i de gamle schlagere; det er almindelige fornøjelser, som er blevet for farlige for os. For det er blevet vigtigere at leve sundt end sjovt, og det meste sjove er faktisk latterligt usundt. Det er skadeligt.
Demokratisk problem?
Det danske kongehus derimod er stadig sjovt, men ikke længere skadeligt. Der er endnu progressive, som hævder kampen mod kongehuset. Vi hører i anledning af en tv-serie om kongehuset, at den skulle være skandaløst ukritisk. Det bliver med jævne mellemrum fremført, at kongehuset skulle være et demokratisk problem, og det blev under afstemningen om tronfølgeloven i 2009 anført, at vi først bliver et rigtigt demokrati, når kongehuset er afskaffet. Set i det perspektiv kan det godt være, at kongehuset gør mange glade, men det gør også demokratisk skade. Denne kritik overser Søren Kierkegaards profetiske pointe. Faren for Kongehuset er ikke modstanderne, som vil have det nedlagt. Truslen mod Kongehuset kommer ifølge Kierkegaard fra en dobbeltgestus, hvor man fejrer kongehuset som kulisse og samtidig ophæver Kongehuset som politisk centrum. Sådan bliver Kongehuset udhulet og undermineret. Slottet står der jo stadig, og ingen har hugget hovedet af kongen. De har stadig festerne, hestene og hestevognene, og folk gør frivilligt honnør, men dronningen skriver ikke engang sine egne taler.
Historien om det danske kongehus er den omvendte version af Kejserens nye klæder: I eventyret afslører drengen i mængden, at kejseren ikke har tøj på. Han udpeger kejseren som afklædt, men han peger på en kejser. I dag er der kunstudstilling i et Palæ på Amalienborg, som tusinder strømmer til, der er 100.000 af seere til tv-programmer om kongehuset og sikkert millioner, som følger kongelige bryllupper og fødsler. De peger alle sammen på klæderne, og de ved, at kejseren er væk. Man kan sige, at provokationskunstneren Bjørn Nørgaard nedlagde det danske kongehus, fordi han brugte det som ren scene for selvudfoldelse. Han sagde ikke nej til at lave værker til dronningen, for det, han som modernist skulle sige nej til, er forsvundet. Han lavede et gravsted. Sådan er situationen med det royale i Danmark: De fleste er kulturelle tilhængere, men politiske modstandere af kongehuset. Kongen er død, men længe leve klæderne og kulisserne.
Også Fogh skulle knæle
Nu kan man hævde, at illusionen om kejseren får skatteborgerne til at betale for klæderne. Det koster 88 millioner kr. om året. Men her bekræftes Kierkegaards pointe sublimt, for brandingeksperter vurderer, at alene prinsesse Mary skulle være flere milliarder kr. værd som reklame for Danmark. Kongehuset er med andre ord et profitabelt logo for konkurrencestaten Danmark.
Et andet pragmatisk argument er, at kongehuset sikrer adskillelsen af den symbolske og den politiske magt i én figur. Takket været familien på Amalienborg var Anders Fogh Rasmussen ikke præsident, men blot statsminister. Også han skulle på knæ for en majestæt for at for magten. Der er trods alt en verden uden for den politiske kamps konjunkturer, hvor den overordnede i et øjeblik bliver underordnet. Således henfører det pragmatiske argument mod magtkoncentrationer til et tredje principielt argument: Det er et morsomt paradoks, at denne institution har demokratisk opbakning fra flertallet til at fastholde privilegier, som engang var udemokratiske. Kongehuset minder os om demokratiets grænser. Demokrati er ikke sexet, og sex er ikke demokratisk. Når man som i en stor dansk roman vil demokratisere seksualiteten, så samleje kun er tilladt i en så absolut lighed, at begge ligger på siden uden en overordnet og en underordnet, så forsvinder seksualiteten. Matematik er ikke demokratisk, musik er ikke demokratisk og kvaliteten kan heller ikke være demokratisk. Det er et delikat tabu, at ikke alt i et demokratisk samfund kan være demokratisk. Kongehuset står som symbol på denne usagte, men indlysende udfordring midt i en demokratisk kultur.
Uligheden
Og endelig står Kongehuset som statue over et ofte overset historisk faktum: Uligheden er indskrevet i demokratiet. Det demokratiske løfte er, at vi ikke skal finde os i, at andre bestemmer over os. Men vi kan ikke tale sammen alle sammen hele tiden, så nogen må tale på vores vegne. Og dem, der taler på vores vegne, bliver hele tiden til nogen, der bestemmer over os. Så vi ender hele tiden med, at det, der skulle gøre os glade og frie, også gør skade på vores frihed. Og det kan ikke være anderledes. Kejserdømmet forsvinder ikke, bare fordi vi gennemskuer kejseren og sætter klæderne til komisk skue. Det bliver hver gang lidt bedre at leve under for de fleste og lidt sværere for kritikerne at begribe magtens majestæt. Men den er der stadig. Det er det, kongehuset minder os om.
Kommentarer
Måske så Kronprins Frederik filmen The Truman Show og tænkte “story of my life” - indtil Truman gik ud af døren.
1849 grundloven som angvligt skulle afskaffe enevældet, frisatte godt nok kongen, men den ændrede intet på de bagvedliggende magtstrukturer i samfundet. Derfor er det nok, at kunne tælle til 90 for at underminere grundloven.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det var en PIGE, der sagde, at kejseren ikke havde noget på!
Hvis man ønsker at læse en velskrevet, indsigtsfuld og vittig artikel om kongehuset, kan jeg varmt anbefale denne:
http://www.information.dk/227755
Kongehuset er en anakronisme, som en stor del af befolkningen tilsyneladende og af uransaglige grunde stadig holder af. Jeg ved ikke om det er noget særligt symbol på ulighed i demokratiet. Umiddelbart virker det bare lidt tosset, at så mange ønsker at opretholde det. Det er mit indtryk at det er underholdningsværdien i at følge et levende museum, der er den vigtigste faktor, med guldkareter, bryllupper med lange kjoler og menuer, kongeskib og ting. Og det kunne sådan set være OK, hvis man virkelig opretholdt traditionerne. Men man mener samtidig, at det bør moderniseres – man ændrer loven om tronfølge, angiveligt for at give ligestilling mellem kønnene i kongefamilien. For pokker, der findes ikke et ”moderne” kongehus! Kongehuset er per definition det modsatte af ligestilling. Enten - Eller som Kirkegaard sagde. Lad os beholde det, hvis vi synes det er sjovt at have med hele det hollandske udtræk af bizzarre umoderne traditioner eller nedlæg det, som mange moderne europæiske demokratier har gjort for lang tid siden.
Demokratiet er en anden historie. Man kan sige at det fuldendte demokrati er en situation hvor folket i konsensus er enige om alle vigtige beslutninger. Det modsatte er despoti eller diktatur hvor en enkelt magthaver tager alle beslutninger. Fuld konsensus om alt fra alle er selvfølgeligt et uopnåeligt mål, men i Danmark kører vi trods alt på marginalerne for at kunne kalde det demokrati. Et flertal på lidt over 50% i Folketinget kan bestemme alle spørgsmål for de øvrige – inklusive at gå i krig i fjerne egne. På arbejdsmarkedet er der overhovedet ikke nogen form for demokrati, endskønt det er dér vi tilbringer halvdelen af vores vågne tid. Så jeg er enig - demokratiglasset er bestemt ikke fyldt – nok snarere lidt mindre end halvtomt.
@Rune Lykkeberg
.”Demokrati er ikke sexet, og sex er ikke demokratisk. Når man som i en stor dansk roman vil demokratisere seksualiteten, så samleje kun er tilladt i en så absolut lighed, at begge ligger på siden uden en overordnet og en underordnet,”
Ja og det kan vi ikke understrege tit nok, kan vi vel? Så folk får en chance for at komme sig oven på alt det demokrati. Måske kan dronngen lade et par ord falde om det i sin næste nytårstale. Bortset fra det er det da en underlig ting, at skrive midt i en artikel om kongehuset.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kanon klumme Rune !
Tænk, var det virkelig en PIGE der opdagede, at kejseren ikke havde noget tøj på? Der kan man bare se!
Jeg tror ikke på “branding-eksperter”, der sætter en milliardværdi på kongehuset - brandingekspertise er en luftig vare (for at sige det pænt).
Kongehuset er i enhver henseende en ufornuftig institution, men lejlighedsvis bevidst mangel på fornuft og lysten til af og til at gøre noget skrup skørt , er det, der skaber mennesket som noget særegent.
Så længe kongehuset ikke skandaliserer sig selv ( f eks ved spritkørsel, narko o l ) og “leverer varen”, så kan det for min skyld gerne køre viderer et stykke tid endnu.
Det er lidt sjovt, at kunne sige, at Danmark har været et “kongedømme” og et selvstændigt land i over 1000 år.
Hvis vi skal lave forfatningen om, så skal vi have en republik og sikre demokratiet fuldt ud, så flertallet ikke begrænses m h t ejendomsrettens ukrænkelighed, retsplejen , militære aktioner , internationalt samarbejde o s v.
En forfatning skal blot regulere og sikre regelmæssige , frie valg til parlamentet og demokratiets funktion - ingen over og ingen ved siden af det af folket valgte parlament, hvor flertallet bestemmer..
Man skal godt nok holde fast på hat og briller i nogle af de her indlæg.
Danmark er fuldt ud et demokrati (folkestyre), Kongehuset er ‘bare’ en kransekagefigur. Indlægget repræsenterer fint nok de pragmatiske argumenter for kongehuset, men hvad er de pragmatiske argumenter imod det? “det er bare totalt udemokratisk lissom” er vist noget nær det eneste argument, og det kan vi hurtigt blive enige om er et ideologisk et. Især når nu kongehuset ikke har nogen reel påvirkning af demokratiet (i hvert fald ikke i negativ forstand, jf. pragmatiske argumenter for kongehuset).
Hvis man gerne vil have mere demokrati i danmark (direkte/højere grad af repræsentation/højere vælgerdeltagelse), eller et mere kvalificeret demokrati (større opbakning krævet til visse beslutninger end 50%), så er det nok ikke kongehuset der er det mest relevante sted at begynde.
Kongehuset er en del af folkeånden og landets traditioner (om man kan lide det eller ej, jeg er ikke selv særlig interesseret i det royale), og det mener jeg ikke at man bare skal afskrive, blot fordi det er en valgfri men nedarvet titel/byrde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kongehuset er vores efterhånden eneste åndelige samlingspunkt, livskunst i praksis, levendesymboler og historie.
Det kan kun være snævertsynede intellektuelle og naturvidenskabs-troende ;0), der ikke kan se livskunsten for bare fakts og viden.
Kongehuset er kunst, simpelthen.
Mvh Anna Sørensen
Jamen, Robert, du må jo være næsten salig over tingenes aktuelle tilstand.
Flertallet kan godt ikke konfiskere privat ejendom endnu (det er lidt omstændeligt, når det sker), men du glæder dig vel til, at Grundloven ikke længere skal begrænse statens ret til beslaglæggelser.
I praksis bestemmer flertallet over retsplejen, på trods af Grundlovens bestemmelse om retsplejens adskillelse fra forvaltningen. Militære aktioner kan ustraffet gennemføres, blot et simpelt flertal vedtager det.
Martin Henriksens forslag, om at opsige EMRK, håber du vel også bliver taget alvorligt snart, så det kan gennemføres?
Du glemte vist boligens ukrænkelighed. Også der er den nuværende orden i modstrid med Grundlovens ord om husundersøgelser, brevhemmelighed osv. undermineret. Den foregår i dag, og end ikke en dommerkendelse behøver at foreligge.
Også i dag er det folketingets flertal, der dikterer regeringsførelsen, ligesom domstolene heller ikke har autonomi.
Grundlovens tekst betyder heller intet. Den er blot til pynt, og til grin.
Dit Nirvana er indført. Eller, som det hedder på dansk: Løkkeland.
Jeg synes Rune Lykkeberg glemmer noget helt andet: vi lever ikke i et økonomisk ligestillet samfund. Derfor kan en dejlig udemokratisk institution som kongehuset trives så udmærket med Mærsk som sponsor i det illusorisk så demokratiske Danmark. Kongehuset viser blot løgnen. At ‘folket’ hylder det, jamen, de er jo celebrities. Kunne vi ikke bruge Caroline Wozniacki i stedet for, hvis hun en dag skulle gå hen og vinde en grand slam? Og så har vi også sådant et kedeligt forbud mod snagen i kongehusets interne forhold, om jeg så må sige. Tænk nu hvis vi havde Tiger i samme position?
Det er da klart, at enhver dansk statsminister er glad: han er jo både præsident og statsminister og udnævner sig selv med en tøjdukke som pennefører.
Kære Heinrich R Jørgensen.
Jeg ved godt at jeg af og til er noget vidtgående i min demokrati-vinkel, men jeg mener faktisk, at meget gængs forfatningsteori bygger på forudsætninger fra tidligere tider, som er uinteressante i dag.
Jeg ser gerne , at flertallet i det af folket sammensatte parlament har videst mulig frihed til at bestemme hvad som helst .
Modstykket kan f eks være , at man ved en underskriftsindsamling ( f eks 20% af vælgerne) blandt borgerne kan kræve et lovforslag eller en parlamentsbeslutning sat til folkeafstemning.
Så har man altid mulighed for at checke, om parlamentsflertallet til stadighed er i o m folkets flertal. Mere “beskyttelse” behøver man ikke .
Altså bør forfatningen blot sikre regelmæssige valg og muligheden for at kræve lovforslag m v sat til folkeafstemning, når et vist antal vælgere ønsker det..
Hvad er demokrati egentlig? Må vi ikke lige få nogle bud.
Selv mener jeg det er det samme som budet om næstekærlighed, den gyldne regel, den regel der gælder for alle mennesker og alle fællesskaber, karma etc: Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig. Vi du have en rettighed, må du give alle andre den samme, eller tage den med magt og få den taget igen, af en endnu større magt.
Derfor er alle interesseret i at have et demokrati, alt andet er uigennemtænkt idioti, måske fordi man ikke lige har tænkt så langt.
Hvordan man så udfører demokrati i praksis, det er kunsten og mange forskellige former findes, men grundtanken er den samme.
En stor svaghed ved vores demokrati er i den seneste tid at vi glemmer mindretallet. Flertallet har altid ret, også i et diktatur, for her gælder overmagten. Kunsten er at give en stemme til alle, at tilgodese mindretallet, det er demokratiets store udfordring.
Robert Kroll:
“Jeg ser gerne , at flertallet i det af folket sammensatte parlament har videst mulig frihed til at bestemme hvad som helst .”
Jo tak, den er feset ind på lystavlen :-)
Det er fornemt, at du har en selvstændig og gennemtænkt holdning til emnet. Der fortjener bestemt anerkendelse. Men udover det, er det jo blot at konstatere, at vi begge ved, at vi ikke er enige og næppe heller bliver det, hvis vi tog en tørn ved tasterne. Så det få lov at ligge.
Kan dronningen blive afsat, hvis folket finder det nødvendigt?
Nej, Isak, der har folket ikke mulighed for.
Hvis regeringen (dvs. folketingets flertal) bliver trætte af arrangementet, skal de jo nok finde en måde at fifle en sådan forfatningsmæssig ændring igennem på. Magt er ret, også her i kongeriget.
Danmarks forfatning er faktisk meget populær. Der er adskillige despoter i bananrepublikker, der er interesseret i dele af Danmarks forfatning. Særligt det med et uafsætteligt arve-dynasti har interesse.
Heinrich,
Vil det sige, at man kan kun afsætte droningen ved hjælp af en grundlovsændring, der kræver alle de skridt, der nu engang er nødvendigt for at foretage en grundlovsændring?
Isak,
formelt set ja.
Men fra før Grundlovens indførelse, har der været en magtkamp mellem konge, adel og politiske partier, om en magtfordeling. En magtfordeling, der ikke er beskrevet eller hjemlet i Grundlovene, men er fremstår ved, at de der har været i stand til at bestemme, har gjort det, ved at tolke Grundloven efter forgodtbefindende.
Men det er jo nyttigt for de politiske partier, og støtterne bag disse, at sløre, at magten reelt er ranet af disse grupper, og lade som om nogle andre har magten. Monarkiet proforma, og befolkningen ej heller, med mindre man er så naiv, at man skulle føle sig magtfuld fordi man må sætte et kryds hvert fjerde år på en fortryk dosmerseddel. Så hvorfor skulle de der reelt kan afvikle proforma-monarkiet - de politiske partiers avatarer i Folketinget - dog tage initiativ til det?
Et sådant initiativ vil kun afstedkomme en diskussion, om demokrati og demokratiske institutioner, til afløsning af enevældens magtstrukturer, der blev videreført i 1849 og nu tjener nye herrer.
Med andre ord. Det rager ikke befolkningen, at kongeriget forbliver et proforma-monarki. Så længe befolkningen er optaget af det kongelige dynastis ligegyldige gøren og lader, er der jo ingen bevågenhed på at rette blikket hen hvor det burde være. Nemlig på de politiske partier og deres sponsorer.
Altså, formel set “ja”, reelt set “nej”.
Spørgsmålet er uden relevans. Det er spil for galleriet.
Heinrich,
Men så vil det faktisk sige, at eneste måde at komme illusionen til livs og udfordrer de reele magthavere - altså de politiske partier - kan kun ske, hvis kongehuset vågner op og sætter liv til den oprindelige magtkamp.
Hvordan ved vi egentlig, at kongehuset ikke gør skade? Well, det er spørgsmålet…og et eksempel på kritisk journalistik.
For med kritisk journalistik analyseres, debatteres udveksles holdninger og synspunkter samt argumentation herfor. Dét er hele det levende demokratis hjørnesten. Uden debat – intet demokrati!
Mere her: http://kritiskjournalistik.wordpress.com/2010/03/1…
Du har ret, Isak.
Men Dynastiet har ikke en chance. De har hverken kontrol eller magt over embedsmændene, soldaterne, præsterne eller folket.
Kongehuset har da forsøgt at komme tilbage, i det små, f.eks. ved at insistere på at skulle forestå Folketingets åbning, dernæst boykotte deres deltagelse i årets event, til at de nu troskyldigt og apatiske sidder på tilhørerbænkene udenfor selve folketingssalen, og kigger på.
Siden bestemte politikerne (i 1953), at arvefølgerækken skulle ændres. Det var jo teknisk set et statskup, hvor tronen blev frarøvet fra kongens yngre bror og denne afkom, og givet til Kongens døtre i stedet. Lillebroderen blev spist af med forhøjet appanage, og kunne hverken gøre fra eller til, så igen blev magt til ret.
Skulle kongefamilien begynde at protestere igen, risikerer de at få beskåret bistandshjælpen, der besluttes årlig.
Okay Heinrich,
For at opsummere: magtkampen er tabt, magten befinder sig hos folketingetsmedlemmer, som enten har direkte eller indirekte kontrol over embedmændene, soldaterne, præsterne og folket.
Folket går med til alt det her, fordi de tror på, at dette er ægte demokrati, og har en en blind tro på – fordi dette er hvad de har fået at vide siden barndom - at de i sidste ende har magten ved hjælp af de sølle kryds de sætter ca. hver fjerde år?
Hvis det danske demokrati var en religion, så vil jeg nok bedre kunne forstå udsagnet om at “religon er opimium for folket”
Isak,
helt enig i din opsummering.
Forskellen mellem det danske demokrati som styreform og religioner er, at religioner faktisk findes.
I dagligdagen eksisterer demokrati dog. Til møder, til generalforsamlinger og i utallige sammenhænge, er der er stærk demokratisk kultur, hvor folk forsøger at lytte og blive hørt, og hvor beslutninger tages i fællesskab. Men som styreform, er det et falsum.
Heinrich,
“Forskellen mellem det danske demokrati som styreform og religioner er, at religioner faktisk findes. ”
Religoner eksisterer kun sålænge, at (man mener) Gud/det hinsides eksisterer.
hvis du mener, at det blot er en illusion skabt af ældre tekster og formidlet af præster, så er det ikke meget anderledes end det danske demokrati, ikke sandt? ;-)
Isak,
næh, jeg mente blot, at religioner findes i virkeligheden. Hvad trosindholdet så end er, ændrer det jo ikke på, at religionen findes. Den katolske kirke findes jo, uanset om man kan godtage religionens forestillinger eller ej.
Men du har fuldstændigt ret i, at forestillingerne om nationens indretning, minder om mange religioner. En hellig tekst, for fortolkes til ukendelighed, ofte grænsende til det bizarre og vanvittige, præsteskabet der prædiker fordrejningerne og løgnede, indoktrineringen i en bestemt tolkning, en ringe evne til at forholde sig stringent til kildeteksten, beskyldninger om kætteri hvis man vover at tolke teksterne anderledes end præsteskabet, antagelsen om at skriften er sublim og perfekt, insisteringen på at teksten ikke kan eller bør ændres eller forbedres det mindste er helligbrøde, og sikkert meget andet.
Ret beset burde en forfatning jo netop også udtryk de dogmer, nationalstaten ønsker skal gælde, og definere landet civilisation. Det ville blot være ønskeligt, at teksten havde noget med praksis at gøre.
Nu må i lige (Isak og Heinrich), det er da at give befolkningen dumme-hatten på at påstå, at de ikke kan finde ud af at deltage politisk, fordi der er et kongehus, hvis “private” laden og gøren en del mennesker syntes er interessant. Det er da trods alt bedre end, at vores politikeres privatliv kom til at spille en lignende rolle.
Den danske grundlov er udformet sådan, at den meget sjældent skal fortolkes, og tak da for det. Det er en fleksibel ramme-grundlov, som gør vi kan udvikle vores samfund demokratisk på et væld af måder, både positive og negative, uden at grundloven står i vejen. I grundloven indgår der f.eks. ikke det store om menneskerettigheder, men det har vi valgt at binde os til alligevel uden om grundloven. Hvis vi opgiver muligheden for, at vi kan trække i den forkerte retning, fjerner vi ligeledes incitament til revision af vores nuværende meninger, for status quo vil altd være bekræftet i den stramme grundlov.
Og jo Isak, dronningen kan godt blive afsat hvis folket finder det nødvendigt, normalt ville politisk pres fra partiernes bagland kunne gøre at politikerne ville opsætte/gennemføre en grundlovsændring, men ellers ville der, hvis der var tilstrækkelig opbakning, blive indsat politikere som ville afskaffe kongehuset næste valg. Det er sådan vores repræsentative demokrati fungerer.
Ifølge grundloven er vores repræsentanter i folketinget valgt til at repræsentere deres egne meninger, og ikke vores (det står i grundloven). Så hvis du i 2008 stemmer på a), som ikke mener at kongehuset skal afskaffes, men du skifter mening i 2010, ja, så må du vente 2 år før du kan stemme på en med en anden mening, men det forhindrer jo ikke dig i at arbejde politisk gennem alle de kanaler du kan.
Du kan skrive læserbreve, kronikker, blogs, flyers, pamphletter, du kan holde taler på gaden for at råbe befolkningen op, du kan arrangere demonstrationer, du kan melde dig ind i et parti, du kan udføre lobby-arbejde, du kan starte en kampagne mod mærkevarer, der er leverandører til det kongelige danske hof, du kan sende breve til folketingsmedlemmer og forsøge at overtale dem osv. At sige, at der ikke er nogle muligheder for, at påvirke politikere, eller den politiske process, udover at stemme ved valget, er forkert.
Torben,
du har ret i, at Grundloven i mange sammenhænge er en rammelov, og at lovene defineres andet steds. Jeg er enig i, at det er meget elegant og fint, at politikerne på mange område kan definere lovenes indhold, uden at Grundlovens snærende bånd ustandseligt skal løsnes først.
Du har dog misset pointen mht. de hyppige tolkning. De fleste paragraffer i Grundloven tolkes i en grad, der tekstmæssigt næppe er belæg for, og ej heller belæg, hvis der ses på hvad der ligger af forarbejderne til diverse grundlovsrevisioner.
Politikere og folk ansat i Justitsministeriet, læser Grundloven stort set på samme måde, som en vis herre læser Bibelen. Det er lidt firkantet skåret ud, men det giver jo desværre god mening, at de der har forrang til at kunne udlægge teksten for andre, også gør det, og søger at legitimere deres tolkning og praksis.
Du nævner, at man vælger folketingsmedlemmer, der repræsenterer egne holdninger. Desværre er det ikke længere sandt. Man stemmer på politiske partier og deres avatarer. Personer, der har svoret loyalitet overfor partiet, frem for noget andet, inklusive egne holdninger. De personer der repræsenterer et parti, samles typisk i en folketingsgruppe, hvor medlemmer i samlet flok beslutter hvad de vil mene.
Grundlovens tanke om, at personer stemmer iflg. egen overbevisning, stammer fra den gængse tankegang, der herskede for 160 år siden, hvor enhver borger forsøgte at have karakter. Altid at gøre det rette, fordi det var fornedrende og fordærvende for én selv, at gå på kompromis med principper m.v. Af samme grund, var det helt naturligt at forvente, at personer der valgtes til rigsdagen, var hæderlige personer, med nationens og befolkningens bedste interesser på sinde, og som ville bestræbe sig på at gøre det de fandt rigtigt.
Siden er menneskers selvforståelse ændret markant. Karakter er ikke længere noget, der er i højsædet. Det handler nu om opportunisme. Hvis man gerne vil være populær, magtfuld eller andet, benytter man de virkemidler og teknikker, der kan give den ønskede effekt, fordi de er virksomme.
Denne form for overfladiskhed og afsværgelse af karakter, kunne næppe nogen have forudset i 1849. Og af samme grund, hænger Grundlovens smukke tese om, at et repræsentativt sammensat parlament kan varetage nationens udfordringer ansvarligt, hæderligt og korrekt, ikke længere sammen. I dag er der groft sagt tale om principløse opportunister, der er ligeglad med nation og befolkning, og har deponeret deres loyalitet hos det politiske parti, der lod dem komme til truget.
Kigger man på Kongehuset og spørger hvad er deres kapacitet? i stedet for hvad er deres funktion, vil man se at Kongehuset ikke indeholder andet end en symbol effekt i kraft af deres ydre funktions betydning for os, og ikke bidrager til helheden med andet end en illusion, der skaber et billede i vores hoveder som vi knytter os følelses mæssigt og psykologisk til, altså er kongehuset i dag et falsk koncept for udviklingen i helhed, da det er et fastlåst billede fra fortiden og ingen kapacitet indeholder. Hvad dronning mener er irrelevant for samfundet, og den enkelte, det er kun til pynt, og sikke en grådig form for pynt vi fodre og fastholder.
Jeg tænker at vi IKKE lever i eventyrland og hvad bilder nogle sig ind at kalde sig for eventyrfigurer?
Pynt som koster.Ikke fordi vi skal være uden pynt men er Den Lille Havfrue ikke eventyrlige? Og hun staves også med stort. Hvis turister ikke ønsker at besøge os fordi vi lever hensyngende pga vi ikke har et monarki så kan de da blive hjemme. Vi besøger da gerne Polen her i Chopin’s fødselsår. Hvad med Odense marcipan og H.C. Andersen’pan.Jeg syns godt nok den er grel at kalde sig for konge og dronning i en tid hvor alt syns lige demokrati og grundlovsstridigt krigs deltagelse. Små flag og børnehaver på Slotspladsen. Fri mig vel! Er vi stadig stavnsbundet lissom den uoplyste enevæld som Tine Dirkow kender alt for godt trods hun ikke kunne sige Nej Tak til Kulturlegatten. Hvad gør man?Man råber Frihed, Lighed og Solidaritet anno 2010.
Og her et så et vægtigt argument for, hvor Parlamentet aldeles ikke skal kunne bestemme alting:
http://jp.dk/udland/usa/article2020634.ece
I princippet kunne man jo forestille sig, at et parlament vedtog, at det var forbudt for lesbiske og bøsser at tage deres kærester med til bal….og at de skulle dø, hvis de gjorde det…
Er det her netop ikke vigtigt at have f.eks. en Forfatnings-domstol som modvægt til dette….
Ang. Kongehuset - ja, så er det staffage…og skal være staffage, pomp og pragt - også nødvendigvis uden meget indhold. Vi har heldigvis en Dronning, som formår at give Kongehuset og Monarkiet og sin position som Dronning en egen stil, hvor det trods alt også nogengange lykkes at komme indhold ind i den ydre pomp og pragt. Meningen med et Kongehus er altså at andre land skal se facaden; pomp og pragt er direkte et udtryk for, hvor meget magt staten Danmark har ifht. omverdenen.
Og ja, det er der måske ikke så meget brug for mere - og så dog. Folk har altså nogen gange brug for at drømme sig en smule væk fra hverdagen, så de kan klare de umulige elever i klassen, eller tage endnu en dag på jobbet på fabrikken eller kontoret mv.
Karsten Aaen:
“I princippet kunne man jo forestille sig, at et parlament vedtog, at det var forbudt for lesbiske og bøsser at tage deres kærester med til bal….og at de skulle dø, hvis de gjorde det…”
Gode lovgivere ville være bekendt med proportionalitetsprincippet, der bør gælde hver gang der indføres regler og love. Hvis de uønskede konsekvenser er (langt) værre end de positive (den tilsigtede effekt), er der taler om en elendig regel, der ikke bør vedtages.
I praksis virker det som om, at lovgivere ikke har hørt om basale retsprincipper…
Ganske enig i, at en forfatningsdomstol ganske enkelt er en nødvendig. Bl..a for at sikre befolkningen mod elendige lovgivere og love der strider mod almindelige retsprincipper o.a.
Ikke et eneste holdbart argument for denne præhistoriske institution! Hvis folk har brug for at drømme, kan de leje en film eller ryge sig skæve! Ud med det!
Alexander Carolinus:
“Hvis folk har brug for at drømme”
Spørgsmålet anno 2010 er: Hvem har brug for at folket drømmer?
Cui bono?
Søren espersen sagde i P1 morgen, at hvis dronningen, skulle nægte at underskrive en lov, så vil det kun tage 10 sekunder, og så var hun ikke længere dronningen.
Er det rigtigt? - i så fald hvordan?
Jeg troede nemlig, at der skulle en ændring af grundloven - som i princippet er utroligt (tids-)krævende at ændre.
http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2010/03/2…
Hvordan skulle en forfatningsdomstol fungere i praksis?
Isak,
et bud på en forfatningsdomstol, er en domstol, hvor dommerne udnævnes af den lovgivende magt selv (f.eks. Domstolsstyrelsen), og hvor domstolen på eget initiativ kan tage de sager op, de mener er relevante. Domstolen varetager forfatningen, og dermed statens lovlige indretning, og er således befolkningen interessent i de væsentlige spørgsmål om hvorvid lovgiverne og regeringen handler lovformeligt.
Som jeg ser det, må en forfatningsdomstol have magt. Lovgiverne og regeringen skal ganske enkelt rette sig efter beslutningerne. Af samme grund, mener jeg en Forfatningsdomstol principielt må have mulighed for, at udskrive nyvalg og tvangsopløse folketing og regering, og om nødvendigt bede politi og forsvar om at sikre at det sker.
Heinrich,
Tak for svar. Jeg har dog flere spørgsmål.
Hvem skal så bestemme forfatningens udformning?
Vi har set eksempler på, at folketinget ikke har tillid til dommerstyrelsen. Kunne det derfor tænkes, at folketinget (og måske folket) ser mistroisk på sådan en ikke-demokratisk institution med så meget magt.
Hvem skal i øvrigt kontrollere og føre tilsyn med forfatningsdomstolene?
Isak,
lutter god spørgsmål, der heller ikke har autoritative svar.
Forfatningens udformning blev oprindeligt formuleret af Rigsdagen, og de senere ændringer er også kommet fra parlament og/eller regering. Egentligt bryder jeg mig ikke om, at initiativet skal komme fra de kanter, da de i sagens natur blot vil give sig selv endnu mere magt, og befolkningen mindre.
Et bud på en salomonisk løsning, kunne måske være, at det er den dømmende magt, der på en eller anden måde gøres til tovholdere i projektet? Eller måske noget med, at befolkningen kan fremsætte forslag til ændringer, og såfremt x tusinde valgberettigede borgere støtter forslaget, kan det sendes til udtalelse og forhåndsgodkendelse hos f.eks. forfatningsdomstolen, og derefter fremsættes som lovforslag på Tinget?
Domstolsstyrelsen er vistnok en ny opfindelse, og handler så vidt jeg har forstået om at give domstolene et skær af autonomi over sig. Det smagsdommeri fik DF dog forpurret igen, med deres fantasier om tørklædebærende dommere.
En forfatningsdomstol, der hverken kan eller må agere lovgiver eller regering, kan højst skabe problemer for de øvrige magter, ved at spænde ben for de øvrige. Det er sidste instans også formålet - at de agerer vagthund og stopklods, når og hvis de øvrige magter bliver lidt for magtfuldkomne og kreative. Så hvorfor nogen over den dømmende magt? Ligesom der heller ikke er nogen over den lovgivende eller den udøvende magt. Tesen er tre ligeværdige parter, der om nødvendigt kan spænde ben for hinanden, hvis der er brug for det.
Det er fantastisk med alt denne debat!
Flere debatmuligheder her: http://kritiskjournalistik.wordpress.com/2010/03/1…