Indrøm det bare. Du er en af de forældre, der roser dine unger for at spise op; hænge frakken på knagen; tømme opvaskemaskinen eller børste tænder. Og hvis du nu også tilhører den gruppe (85 procent ifølge nye amerikanske undersøgelser og hvorfor skulle de tal ikke gælde i Danmark?), der ikke kan lade være med at rose alle de dødssyge kunstværker, dit afkom troskyldigt slæber med hjem fra børnehave, så har jeg en besked til dig:
Gør dit barn en tjeneste og hold op med det. Nu.
Og send dem så i øvrigt (venligt, bevares) i seng.
Hvem siger det? Det gør jeg efter at have læst en ny bog, som har gennembrudt opmærksomheds-muren på internettet, tv og radio i disse uger i USA. Den hedder NutureShock: New Thinking About Children og er skrevet af Po Bronson og Ashley Merryman, som ud over at være forfattere til flere bøger også har en fast klumme i det respektable magasin Newsweek.
I den tilsyneladende endeløse og i øvrigt øredøvende trættende tsunami af bøger om forældreskab, opdragelse og børn, har NurtureShock tiltrukket sig opmærksomhed, fordi den konsekvent går imod den ellers helt dominerende strøm i amerikansk moderne opdragelse, der kort fortalt handler om, at man ikke kan give sit barn opmuntring og opmærksomhed nok.
Lidt om hjernen
For nu at starte med det sidste, så har det overvældende flertal af nutidens børn alt for meget selskab ifølge Bronson og Merryman. Ikke nødvendigvis i form af voksenkontakt (skønt det har langt de fleste velfungerende børn også, uanset at man skulle tro det modsatte, hvis man dykker ned i mediehavet, der har en ulykkelig tendens til at overfokusere på ensomme, depressive emo-typer med spiseforstyrrelser eller usund afhængighed af vold, porno eller krigsspil på internettet - dem lader vi så lige i fred for en stund her).
Børn har brug for det modsatte. De har brug for noget fred, for at sove noget mere. Og det gælder både deres hjerner og deres kroppe .
Bronson og Merryman støtter sig op ad etableret hjerneforskning, som siger, at børn og unge lærer bedre, når de er udhvilede.
Undersøgelser i bogen viser, at forskellen mellem indlæringsevnen hos de børn, der sover en time mere, sammenlignet med en kontrolgruppe, der sov en time mindre, svarer til forskellen mellem et barns præstation i fjerde klasse og sjette klasse. Den videnskabelige forklaring på, hvorfor trætte børn og unge lærer dårligere end udhvilede, er, at »neuronerne mister deres plasticitet og bliver ude af stand til at danne de nye forbindelser mellem synapserne, som hjernen anvender for at indkode nyt i hukommelsen (…) jo mere man lærer i løbet af en dag, des mere brug for søvn har man om natten.«
Faste tider
Det behøver man såmænd ikke være hjerneforsker for at vide, og i øvrigt viser moderne stressforskning samme forbindelse mellem søvn og manglende indlæringskapacitet for voksne.
Alligevel lader flinke forældre deres børn sidde oppe foran computeren og tv - også fordi det er hyggeligt at være sammen med dem. Og yes, jeg er selv skyldig.
Faste sengetider er en konstant kilde til uenighed mellem min - ifølge mig håbløst gammeldags - mand og overtegnede, der netop på grund af denne slaphed er langt mere populær hos mine børn end deres far er, når klokken nærmer sig otte om aftenen.
Men det er værre endnu. Forfatterne henviser også til amerikanske ernæringseksperter, der har dokumenteret, at søvnmangel har en direkte forbindelse til overvægt, USA’s (og snart Danmarks) største sundhedsproblem.
For jo trættere man er om dagen, des mere sulten føler man sig. Hvis man skal holde sig på dupperne, spiser man sødere og mere fedtholdige ting, som der ikke just er nogen mangel på hverken i 7-Eleven-USA eller i Bilka-Danmark.
De sjældne otte timer
Og det store flertal af amerikanske børn sover for lidt. Nye tal viser, at blot skaldede fem procent af de amerikanske gymnasieelever kan nå op på otte timers nattesøvn, og det er nyt. For 30 år siden fik de en time mere.
Om forholdene er lige så pauvre for danske børn og unge, ved jeg ikke, men at dømme fra mine jævne besøg her i landet er det ikke mit indtryk, at mine børns (4, 8, 11 og 13) danske venner sover mere end deres amerikanske. Det skal dog siges, at de to skribenter skyder lidt af skylden på skolerne, som de mener starter alt for tidligt (for de voksnes, lærernes og forældrenes skyld). Børnene har nemlig fortsat et højt melatonin-indhold i hjernen om morgenen, hvilket gør dem søvnige i noget tid, efter de er vågnet.
Og hvad så med roseriet? Indrømmet - det er fristende at gøre sit barn glad. Men børn, som hele tiden får at vide, hvor intelligente og fremragende de er, kommer til at mangle de nødvendige mentale redskaber til at kunne kapere nederlag senere i livet, advarer forfatterne - ud over, føler jeg trang til at tilføje for egen regning, at blive nogle selvglade små narhoveder, der er dovne og ulidelige for andre at være sammen med. Her kan jeg tilføje, at jeg tydeligt husker, hvordan jeg selv tudede i to timer, efter at være dumpet første gang til teoriprøve, da jeg skulle tage kørekort, fordi jeg aldrig havde prøvet at få en dårlig karakter - endsige dumpe - i noget i den høje alder af 25 år. Et nederlag hist og pist er ikke dårligt, og det skærper konkurrencegenet mere end konstant fremgang og ros.
Giv plads til ro og fred
Bronson og Merryman bemærker så også morsomt og rigtigt set, at voksne i øvrigt i virkeligheden er ude på at prise sig selv, når de roser deres genetiske afkom. Trangen til at se sit eget brillante selv reproduceret kan man andre ord tage mange former.
Endelig en disclaimer, som det vist hedder på angloficeret dansk: Når jeg taler om at holde sig fra roseknappen og lade børn sove i fred, er det selvklart ikke, fordi man ikke skal opmuntre børn i deres bestræbelser på at blive god til ting, eller at man ikke skal involvere sig positivt i deres aktiviteter. Al forskning i den slags viser, at det er vigtigt for børn, at deres forældre er engagerede i dem. Men man kan give plads til afslapning, leg, fantasi, skolearbejde og fritidsaktiviteter uden konstant at fremhæve præstationer non stop. Så er der også bedre plads til selv at få ros. Det sker desværre alt for sjældent, men jeg kan røbe her i denne sluttede kreds, at jeg for nyligt så følgende seddel på mit køleskab (og jeg havde ikke selv sat den op): Tak fordi du findes, mor! Se, det er en besked, man kan forstå.
Kommentarer
Et godt råd: Hold dig fra amerikanske bøder om selvhjælp og børneopdragelse. Begrundelse: Se på amerikanerne.
bøder eller bøger ? :-)
Godt ord igen. Der kan være mange gode grunde til at holde sig fra amerikanske selvhjælpsbøger om alt muligt. Men bare fordi de fleste er crap, kan nogle af dem jo godt være fornuftige. Og det synes jeg altså, at denne her er. Og derudover kan man ikke sige “se på amerikanerne” for jeg kan forsikre dig om at der er lige så mange forskellige amerikanere, som der er europæere eller kinesere etc. Der findes naturligvis en stereotyp, som vi godt kan lide at kalde amerikanere, men den der overvægtige, hyperpatrotiske republikaner med cowboyhatten findes der bare ikke nogen af f.eks. der hvor jeg bor i Washington DC ….
Din tone, Annegrethe, gør dig mere ondt end godt.
“Indrøm det bare. Du er en af de forældre, der roser dine unger for at spise op; hænge frakken på knagen; tømme opvaskemaskinen eller børste tænder. Og hvis du nu også tilhører den gruppe (85 procent ifølge nye amerikanske undersøgelser og hvorfor skulle de tal ikke gælde i Danmark?), der ikke kan lade være med at rose alle de dødssyge kunstværker, dit afkom troskyldigt slæber med hjem fra børnehave, så har jeg en besked til dig:………….”
Denne paragraf, hvis du sætter dit eget navn som tiltalte, er ikke værdig.
Jeg har 20 år efter værkerne fra børnehaven kom hjem, stadigvæk over 400 tegninger liggende, som stadigvæk bringer ros og glæde.
Der er mere i en tegning, end de todimensionelle streger.
Ligeledes er ros ikke kun ment som ros. M.V.H
Faktisk ville jeg meget gerne se dinne tegninger fra børnehaven, for at se en udvikling der tog sin spæde begyndelse mod en tredimensionel verden.
Blev de gransket og høstede de ros, eller blev de mødt med bragende ord som :
Tag dit bras og skrub i seng !?
*dine
Søvn for alt for mange børn for lidt af. Det er en viden som både børnehaver og skoler kender alt for godt.
At børn ikke må kede sig ses tydeligt i skoleferierne som især efterårsferien. Her mobillisres bedsteforældrene for at slæbe poderne igennem diverse oplevelsecentre for at holde børnene berskæftiget.
Ungerne har godt af at kede sig ind i mellem, det stimulerer deres fantasi. Og søvnen skal være tilpas lang for aldertrinet, uanset om “le andre” må være oppe til sent.
Problemet opstår nok hvis forældrene henter børnen meget sent på eftermiddagen. Så er der ikek meget tilbage af dagen, før sengetid, og de kære forældre vil så gerne være sammen med ungerne og vænner dem måske til at være længere opppe og vågne end de egentlig har godt af.
Kender en hel del 3 årige der først kommer i seng ved 22 tiden, fordi forældrene ikke kan nænne at bestemme over dem og sengetiden. De børn er sløve langt op af dagen, får ikke ordentlig morgenmad, de er for trætte og så kærer cirkus “trætte børn med for lille appetit og lange aftener, hvor de er hyperaktive.
Og selvfølgelig skal børn roses og stimuleres når de stolt kommer hjem med “mesterværkerne, som de har glædet sig til at overbring.
Børn, der ikke får kvalificeret modstand i passende doser, får sig et chok, når de kommer ud i livet. Hvilket de gør allerede som små, når de skal omgås andre børn i skolen, hvor de ikke bare kan skride fornærmet, når noget går dem imod. De lærer heller aldrig noget, der er svært, og bliver derfor heller ikke dygtige til noget. De vælger konsekvent udfordringer, der er for lette. Computerne komplicerer sagen yderligere, fordi man altid vinder eller kan zappe væk, hvis man ser ud til at tabe. Forældre, der ikke lærer deres børn at takle nederlag, svigter totalt.
Kære alle,
jeg ser, at flere kommentatorer er enige med mig (og bogen jeg omtaler) i pointerne om at det er godt med modstand her i livet, at alle nederlag ikke er af det onde og at børn har brug for søvn.
Begribeligvis mener jeg ikke, at man ikke skal gøre sine børn glade og rose dem for deres tegninger, når de stolt kommer hjem fra børnehaven. Tro mig, jeg har rost og rost og rost i årevis med mine fire unger,
Men hvis rosen kommer automatisk og gælder alt, som dit barn har foretaget sig, kan jeg forsikre om, at barnet gennemskuer dig, og så betyder rosen pludselig mindre.
Derudover må klummer gerne provokere lidt og indledningen som er den, der er faldet Sonja Bautz for brystet er ment som en sådan teaser, der kan trække læserne ind i klummen. Jeg synes sådan set, at jeg pænt redegør for til sidst, at jeg bestemt mener, at børn også har brug for opmuntring, ros og kærlighed. Sådan set mener jeg, det er en selvfølgelighed. At de også har brug for modspil, konstruktiv kritik og spil, hvor de kan tabe og se op til eller stræbe efter noget eller nogen, der er bedre end de selv er, synes derimod at være meget mere sjældent omtalt i børnelitteraturen og forældre-ditto,
Jamen naturligvis skal man forberede børn på de vil møde modstand i livet, og ikke altid vinde. Og selvom man ikke vinder hver gang, betyder det jo ikke man er et ringere menneske, men måske besidder andre kvaliteter som de andre ikke gør.
Hvad angår søvn er det jo nærmest indlysende.
Den med fedme og slik igennem dagen er så også indlysende når man læser det, den havde jeg så ikke lige spekuleret videre over.
Men alt med måde, som man siger.
Jeg synes at der er flere interessante overvejelser her, så jeg takker