I dag ser vi på indvandreren, som vi engang så på bonden

»Christian (…) staaer tidlig op om Morgenen, vasker strax sit Ansigt og sine Hænder, reder sit Haar, og klæder sig ordentlig paa inden han gaaer i Skolen. Han holder altid sine klæder reenlig og tager alt sit Tøj i Agt, at det ikke bliver beskadiget eller besmudset. Skolelæreren holder derfor meget af ham, og Præsten vil gierne have Ham ind at lege med hans Børn.«
- Fra en skolebog om den fattige Christian, år 1800

Uddannelse og oplysning – det er vejen til demokrati og medborgerskab, forstår man af nutidens tale om integration af etniske minoriteter i Danmark. Men denne strategi er ikke ny. Tværtimod minder det, der af kritiske røster siden sidst i 90’erne er blevet kaldt ’dem og os’-diskursen, på mange måder om det 18. århundredes borgerskabs projekt: at løfte bønderne fra, hvad borgerskabet så som en unyttig, uproduktiv og uvidende tilstand til en nyttig, produktiv og vidende livsførelse.

»Indvandrere bliver i dag udsat for mange af de samme ’opdragelsesteknologier’ som bondestanden i det 18. århundrede, der kunne vælge mellem at lade sig ’løfte op’ i det nationale projekt – eller blive dømt ude,« siger Sune Jon Hansen, ph.d.-studerende ved Insitut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Han har studeret oplysning som en måde at regulere og inddele befolkningen i sammenhæng med tilblivelsen af det nationalstatslige uddannelsessystem.

Nu er Sune Jon Hansen netop gået i gang med en ph.d. om unge provinsboeres uddannelsesmuligheder i byerne anno 2010 – herunder hvordan det gør – og gøres til – en forskel ’at komme fra landet’. Det studie ligger i forlængelse af hans specialeafhandling, der handlede om nutidens integrationstale undersøgt via »forskelssætningen bonde og borger« i Danmark i slutningen af 1700-tallet.

Men hvad har forholdet land-by at gøre med integration af indvandrere, og hvorfor starte med at gå over 200 år tilbage i tiden for at forstå nutidige problemstillinger?

Sune Jon Hansens specialeafhandling var et forsøg på at åbne nye perspektiver – at ’fjerne’ sig over 200 år tilbage i tiden var en strategi til at bryde fri af nutidige rammer for, hvad man overhovedet kan spørge om i relation til forskel mellem f.eks. ’danskere’ og ’indvandrere’.

Udfordre fremskridtslogikken

»Når man taler om forskelssætningen ’dem og os’ i dag, er det i høj grad bundet op på ’etnicitet’. Ser man f.eks. på nyere publikationer om uddannelse, fylder studier af og fokus på etniske mindretal – ofte kaldet f.eks. ’tosprogede’ – i især byområder rigtig meget,« siger Sune Jon Hansen og påpeger, at ’etnicitet’ her ofte tages for givet som noget, der findes i sig selv. Det gælder f.eks. i statistiske opgørelser, eller i Københavns Kommunes udgivelser om Mangfoldighed i øjenhøjde og Københavnermodellen:

»Det betyder ikke, at ’etnicitet’ ikke bliver fremstillet som f.eks. ’komplekst’ eller ’processuelt’, men det betyder, at netop denne forskelssætning bliver meget svær at undslippe analytisk. Udgangspunktet er, at ’etnicitet’ gør en forskel. Samtidig er integrationsdiskussionen ofte noget, der bliver knyttet til skole og uddannelse – som vi også tror, vi allerede ved, hvad er, eller bør være.«

Sune Jon Hansen skiftede derfor nutidig empiri ud med arkivmateriale fra et historisk øjeblik, hvor uddannelse netop var begyndt at blive institutionaliseret og integreret i det nationalstatslige projekt.

Ambitionen med afhandlingen var at udfordre den civilisations-, udviklings- og oplysningslogik, der præger uddannelsessystemet.

»Det gælder især taler om integration og forskel. I dag rettet mod indvandrere, i 1700-tallet rettet mod bondestanden,« siger Sune Jon Hansen og tilføjer:

»Det, der virkelig slog mig – både under arbejdet med arkivmaterialet og efterfølgende, når jeg har præsenteret analysen for f.eks. folkeskolelærere – er de stærke ligheder mellem 1700-tallets oplysningsstrategier og nutidens taler om integration af etniske minoriteter i skolen. Ideen om menneskehedens evige vandring mod stadig større fremskridt bliver dermed sat i et lidt andet lys. Det er på mange måder de samme mekanismer, der indgår i det ’at gøre uddannelse’ i dag som dengang.«

Kroppen som slagmark

Det, der ifølge Sune Jon Hansen sker i løbet af det 18. århundrede, er en omfattende og detaljeret centralisering af statsapparatet, der er tæt forbundet med en institutionalisering af viden generelt og uddannelse specifikt. I den proces bliver der skabt en ny relation mellem samfund og individ – mellem den sociale og den individuelle krop. Fra at have en ekstremt hierarkisk og synlig magtstruktur – i Europa symboliseret ved en enevældig kongemagt – antager magten nu mere diffuse former.

Kongen får »kappet hovedet af«, som den franske historiker og filosof Michel Foucault har beskrevet det, og magten ændrer form fra at være karakteriseret ved muligheden for at ’slå ihjel’ til at være rettet mod at ’holde i live’. Den bevægelse kan ifølge Sune Jon Hansen spores i f.eks. landbrugsmanualer, lærebøger og prædikener fra det 18. århundredes Danmark. Her bindes individets potentiale op på økonomiske kalkuler knyttet til samfundet som helhed. Samtidig begynder discipliner som nationaløkonomi og statistik at tage form som statslige styringsteknologier:

»Befolkningen skal holdes i live – og leve på bestemte måder – så den kan være til gavn for staten; borgeren skal med andre ord optimere sin livsførelse til glæde for samfundsøkonomien. Denne parallelle opkomst af social og individuel krop, af paradigmet om sund og produktiv livsførelse, forudsætter og medfører en enorm vidensproduktion – et oplysningsprojekt, der trænger ind i enhver krog,« siger Sune Jon Hansen: »Befolkningen bliver så at sige udsat for et totalangreb af mere og mere detaljerede og nuancerede vidensformer.«

Et sundt liv er et produktivt liv

Dette totalangreb er især rettet mod bønderne, der bliver bombarderet fra alle sider – lige fra prædikestolen til almanakken – med instruktioner i alle livets forhold: f.eks. hvilken såsæd bonden skal anvende, hvordan og hvorfor, eller hvordan befolkningen bør klæde sig.

Om så sæden lærer bønderne f.eks., at selv om havre giver hurtigt afkast, er rug mere fordelagtigt på længere sigt, ligesom det også er sundere, og et sundt liv bliver lig med et produktivt liv,« siger Sune Jon Hansen.

Befolkningens produktivitet skal i alle henseender effektiviseres og optimeres:

»Bonden placeres og placerer sig selv i relation til et nytte- og værdiskema i løbet af det 18. århundrede,« siger Sune Jon Hansen. Og hvad angår opdyrkningen af jorden, må ingen plet lades uudnyttet, som teksten I Anledning af de Jydske Heeders Bebyggelse fra 1760 bekendtgør: »ej nu skal Ørken ej mere til Skrek bland os henligge.«

Man må regne med, at mange af de praktikker, det 18. århundredes vidensproduktion retter sig imod, er ting, der allerede foregår: at befolkningen føder børn, sår afgrøder og forarbejder klæder f.eks. – men nu skal det sættes i system; bondestandens livsførelse kan ikke længere overlades til tilfældig almuesnak.

Formørkelse og oplysning

Sune Jon Hansen peger på, at en af de modstillinger, vi kender fra indvandrings- og integrationsdebatten i dag, nemlig oplysning og civilisation versus formørkelse og middelaldermentalitet, er et meget centralt element i uddannelsestaler rettet mod bondestanden i 1700-tallet. Og underkaster man sig ikke »de sejrende vidensformer«, som han udtrykker det, er man ikke at regne for en del af samfundet:

»Det er ikke risikofrit for bondestanden at afvise den statslige uddannelsesstrategi, hvilket borgerskabet konstant indprenter bønderne. Ligesom man i dag siger, at uden en uddannelse er man tabt på arbejdsmarkedet, eller uden indlæring af ’danske værdier’ kan man ikke blive medborger i samfundet, så lærer bønderne, at uden tilegnelse af f.eks. nye landbrugsmetoder, er de ikke at regne for borgere i staten. Kun gennem indlæring af den ’nye’ institutionaliserede viden og aflæring af den ’gamle’ viden, der fremstilles som uproduktiv, kan bondestanden opløftes og integreres i det nationale projekt og blive en legitim del af samfundet.«

Parallelt med produktionen af institutionaliseret viden sker der altså også en række »voldsomme underkendelser af viden,« siger Sune Jon Hansen. Han karakteriserer 1700-tallets oplysningsstrategier som et »inklusionsapparat«, hvori den enkelte ’tilbydes’ og ’anvises’ bestemte pladser; pladser, som skal udfyldes på helt bestemte måder – lige fra, hvad man skal vide noget om, til hvad man skal spise, hvordan man skal bygge sit hus og dyrke sin jord.

»Nationalpolitiske tiltag til agerdyrkningens forbedring går hånd i hånd med teknologiske landbrugsreformer fra især det Kongelige Landhusholdningsselskab og med statiske opgørelser over befolkningen, som f.eks. folketællinger, med opdragelses- og oplysningskampagner og med den biologiske og medicinske interesse for kroppen. Der forsøges installeret en forståelse i bonden, et selvforhold, hvor han kun via et opgør med fortiden kan blive fri,« siger Sune Jon Hansen:

»Som der står på Frihedsstøtten, der blev rejst i 1792 på Vesterbrogade i København i anledning af stavnsbåndets ophævelse: ’kjæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig’.«

Brænd skolerne

Men frigørelse gennem oplysning er altså ifølge Sune Jon Hansen også en strategi til at regulere befolkningen, til at installere forskel. Oplysning bliver en kontrollerende og differentierende mekanisme i løbet af det 18. århundrede og er det stadig i dag – ikke mindst i kraft af et mere og mere centraliseret og kanoniseret uddannelsessystem. Og mens ’bonden’ var det primære objekt for denne magtudøvelse i 1700-tallet, er det især ’indvandreren’, der i dag er genstand for strategier til opløftning i – eller udgrænsning af – det nationalstatslige projekt. Men hvad så, hvad skal vi bruge sådan en analyse til?

»Til at tænke med, reflektere over,« siger Sun Jon Hansen.

»Jeg ved godt, at nutidens forskning helst skal kunne anvise konkrete handlingsforslag. Det er så ikke mit projekt. Mit projekt er at fremvise en analyse, og så kan man tænke lidt over det. Men ok, hvis jeg skal sige noget foreskrivende – så synes jeg, vi skal brænde skolerne. Og børnehaverne,« griner han og tilføj