Før, efter og bare fordi

En grå lørdag eftermiddag i marts er Østerbro i København en oplevelse, man med lethed kan ignorere, og selv svanerne i Sortedamssøen synes ganske uimponerede over tingenes tilstand. Havde man i stedet opholdt sig i for eksempel Marseille, ja så havde alt med garanti syntes mere lyst og lunt. Og fordi redaktionen på Alt Over 17 gerne gør sig umage for at bringe bjerget til Muhammed, følger her en kort guide til, hvordan man bedst nyder en aperitif, en digestif, eller bare en lille skarp, på en let slentrende provencalsk facon uden at sprænge sparegrisen og køre autocamperen til rivieraen.

En aperitif er en lille genstand, man drikker før måltidet, hvor en digestif er efter. Hensigten er den samme, at forbedre fordøjelsen og forstærke oplevelsen af måltidet, men hvor aperitiffen skal stimulere appetit, skal en digestif fungere som en afrunding af oplevelsen. Desuden drikker man også forskellige spirituosa og eau de vies i godt selskab, ud på de sene timer.

Meget fransk og uhøfligt

En pastis er svagt gyldengrøn og drikkes traditionelt med vand. Den mest kendte pastis her til lands er den allestedsnærværende og lidt utiltalende Pernod, men det kan lade sig gøre at få andre, hvoraf de fleste dog er fra samme producent. Det gælder for Ricard, men det er en fin og afbalanceret pastis. Vi fandt den på Den Franske Café på Sortedams Dos-ering, et sted, der udmærkede sig ved at det mest franske indslag var den uhøflige betjening - til gengæld var kendskabet til sortimentet ikke imponerende. Det lykkedes os dog at få serveret en Ricard, og kunne dernæst nyde udsigten fra Rive Gauche. Flasken var for varm, men Ricard er stadig et godt og gedigent produkt: Smagen er ukompliceret uden at blive kedelig, og de centrale elementer er tydelige: stjerneanis, muskat, sødme, fylde. Den største fælde for en anisbaseret spiritus er, at den bliver flad og besk imod slutningen af glasset, men det oplevedes ikke i dette tilfælde. Det er en udpræget aperitif, men går også godt til en kop café express.

Hjemmelavet absint

I modsætning hertil findes den oprindelige anisbryg, absinten. Den er lavet på den grønne, europæiske anis og er produceret med udtræk af malurt og alrune. På Krut’s Carport på Øster Farimagsgade laver de deres egen absint, og både den venlige betjening og cafeens hjemmeside gør meget ud af at fortælle om absinten og dens historie. Det er derfor lidt overraskende, at stedets egen udgave er så anonym, som den er: Smagen er god og ensartet, men det er netop ikke formålet med drikken, og den minder faktisk snarere om en god og meget grøn pastis end om det, den søger at være, Den Grønne Fe. Anissmagen overdøver helt de andre krydderier, og den er faktisk for sød, hvorfor den også bliver lidt besk og sæbeagtig i bunden. Det er synd, for ambitionen er prisværdig.

Til kaffen eller blot til samtalen senere på aftenen er spiritus på vin eller frugt det klassiske franske valg; Det gælder f.eks. cognac eller calvados. Men i Bourgogne-distriktet laves også en brændevin på det såkaldte kvas, altså resten fra vinproduktion, præcis som man laver grappa i Italien. På den lille og hyggelige bistro Figaro på Willemoesgade serveres Marc de l’Adoration, som er en imponerende oplevelse: Den er kraftig og fyldig, som en tørret bombe af svesker, rosiner og abrikos og har en fin eftersmag af cypres. Aromaen er krydret af kirsebær og paprika, og alt i alt tegner der sig et fuldt, men også strittende billede af en lille kraftkarl, som sikkert vil klæde en skarp roquefort.

Bedømmelse

6/6, Ricard Pastis, 45 procent

6/6, Kruth’s Absinth, 68 procent

6/6, Marc de l’Adoration, 44 procent