Man siger at autoriteterne er under pres i disse år. Præsterne gider ingen høre på, lærerne nærer vi kun mistro til, det samme gælder i øvrigt politikerne, og selv hos lægen forbereder vi os efterhånden ofte på at opsøge en second opinion efter endt konsultation. Ligeledes i øvrigt hos forældrene, hvis ‘kompetente børn’ i disse år truer med at sprænge de smukke hjems rammer med deres krav om opmærksomhed og legetøj.
Historien om autoriteterne passer godt sammen med den udbredte postmoderne fortælling om at … ja, at der ikke længere er nogen store fortællinger tilbage. At de store systemer af mening - Gud, fædreland, den vestlige civilisation, osv. har vist sig som luftkasteller, så vi i dag kun står tilbage med hverdagens små fortællinger. At denne disintegration af alle værdier langt fra er så fremskreden, som man skulle tro, vidner underholdningsindustrien imidlertid om. Den ny computerteknik har fundet vej til filmmediet og muliggjort en genopdagelse af de store fortællinger: Narnia, Ringenes Herre og fornylig Avatar er gode eksempler på sådanne monumentale historier om godt og ondt. Imens synes autoriteterne faktisk også at have sneget sig ind på banen igen: Kigger man på de danske tv-kanalers sendeflader, vrimler det nemlig med ganske håndgribelige autoriteter - eller mere præcist - autoritetsscenarier. Fra kokken Gordon Ramsay og hans efterhånden større udvalg af restaurant-programmer over B.S. Christiansens vildmarksture med (indsæt tilfældig idiot) til programmer såsom X Factor Popstars, America’s Next Top Model, America’s Got Talent, Last Comic Standing), og By på skrump (Miraklet på Mols, Fat Camp, Extreme Makeovers, The Swan). Centralt for næsten alle disse programmer er, at de i hvert eneste afsnit indeholder én bestemt nøglescene, nemlig den der måske kunne formuleres: Hovedpersonen træder ind foran et dommerpanel, der vil afgøre hendes fremtid.
Dette dramatiske grebs overvældende udbredelse kunne tyde på, at vi simpelthen er henne ved en eller anden form for grundfantasi i vores fælles, medieskabte bevidsthed. Det er, som om vi ubevidst alle sammen ser netop dette som den ultimative autoritetsudøvelse.
Et barn bliver slået
Freud stødte i sit essay Et barn bliver slået på et lignende, gådefuldt fænomen. Fra de mest forskellige kanter hørte han klienter gentage uklare fantasier, hvor ‘et barn blev slået’. Når han undersøgte disse personer nærmere, kunne det som regel fastslås, at de aldrig selv var blevet slået eller på anden måde havde lidt overlast derhjemme. Højst havde de måske overværet en bror eller søster blive tugtet mildt af forældrene. Alligevel gentog forestillingerne og udsagnene sig med stor kraft og vedholdenhed. Freud konkluderede, at der i fantasien ikke bare lå en sadistisk fryd over at se de andre blive irettesat og lide faderens tugt. Tværtimod dækkede det umiddelbart sadistiske scenarie over en dybere masochistisk tilfredsstillelse, der kom af, at patienterne identificerede sig med offeret og således nød forestillingen om at være sat under Autoritetens bevågenhed. Når dette ikke blev indrømmet direkte, skyldtes det naturligvis en vis personlig skamfølelse over på den måde at drømme om sin egen ufrihed, om Autoritetens genkomst.
Subjektet, der formodes at vide
Er det ikke her, vi skal finde forklaringen på et program som X Factors succes? Det udbredte bedømmelsesscenarium i disse programmer indeholder netop fantasien om, at der faktisk findes en autoritet: at der findes nogen, som enten besidder autoriteten, eller i det mindste udøver den med henvisning til en endnu større magt.
Det interessante er, at det i X Factor faktisk i lige så høj grad er dommerne, som bliver befippede over den rolle, de har fået. I de afgørende scener skal de et øjeblik inkarnere den bedømmende fader. Slår han eller viser han nåde? Det gør dommernes situation ret speciel - de skal ikke alene afgøre en banal sag om, hvem der synger bedst, men også optræde som papfædre for os alle sammen. Ikke så mærkeligt, at Thomas Blachman simpelthen flippede ud ind imellem - han mærkede seernes blik på sig, og deres ubehagelige krav om autoritet. Dommerne er ‘subjekter, er formodes at vide’, (hvad der er X faktor). Hvor ubehageligt det kan være, så vi igen i sidste uge, da Remee, efter at han ellers havde troet sine talenter sikkert videre, blev tvunget ud i at vælge mellem dem. Remee vidste udmærket, at hans valg ikke kunne udføres rigtigt og forlod oven i købet i frustration studiet et øjeblik. Men scenen skulle spilles færdig og afgørelsen leveres; han fik ikke lov at gå.
Således viser X Factor endnu engang Freuds grundlæggende opdagelse: Det drejer sig ikke så meget om autoriteternes konkrete eksistens eller mangel på samme. Det drejer sig frem for alt om menneskenes uendelige tilfredsstillelse i at blive ved af med at genoplive dem.
Kommentarer
Kim Larsen på forsiden af Ekstra Bladet fredag: “X-faktor er noget lort.”
“Arh” tænkte jeg, “Det kan han da ikke byde ‘de smukke unge mennesker’ - og de skal endda stå og synge hans sange i aften”. Jeg måtte hen på biblioteket og læse nærmere i ‘den ubærlige’. Men inde i avisen satte Kim selvfølge tingene anderledes på plads - med tre ord: “Det er porno”. Han forsatte: “Det drejer sig jo ikke om at de unge skal synge en sang. Det drejer sig om at én af deltagerne skal smides ud.” Vores alles skjald, gode gamle Kim ramte igen hovedet på sømmet. Vi sidder der og sluger billederne af håbet i de unges ansigter, og ugen efter har vi glemt dem, og vi er på jagt efter nye følelsesinjektioner.
“Det er porno.”
…men det var nærmest en kunstnerisk oplevelse at høre de gode gamle kendinge fortolket af helt anderledes stemmer - selv om trommeslager Søren Berlev ind i mellem så ud som om han ikke troede sin egne øre …Jeg håber Kim lyttede med.
Det er som sædvanligt en fornøjelse, at læse Center for Vild Analyse udlægge teksten påny. Tak for kaninerne, der i lind strøm hives op ad hatten.
Det er lissom om at vinderne slet ikke kan nyde udsigten gennem Maseratiens tonede ruder, hvis ikke der ligger en hjemløs og er ved at krepere nede i rendestenen.
Derfor skal der produceres en lind strøm af tabere. Spørg selv Klavs Fjert Fråderiksen.
X-faktor er bare een virksomhed i tiden, der producerer tabere.
Så kan vi lære det!
Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne, da jeg så Ib Kjelsmarks tegning, der ledsager denne artikel! Den slags racistiske karikaturer troede jeg kun man fandt i EB. Er det en Center for Vild Analyse selv har valgt, eller er det Information, der har sat den ind?
God analyse, men det kunne være interessant at få et politisk perspektiv på også.
Vores nuværende statsminister udstråler jo langt fra én eller anden patriarkalsk autoritet, så derfor trænger følgende spørgsmål sig på:
1.
Kan Lars Løkke Rasmussen overleve på statsministerposten, på trods af hans manglende Urfader-autoritet, netop i kraft af udbredelsen af disse underholdningsprogrammer?
Med andre ord, bliver dette masochistiske begær tilfredsstillet af exempelvis X Factor, eller bliver et sådant begær blot yderligere stimuleret og dyrket? Det er vel begærets natur?
2.
Eller kan Lars Løkke kun potentielt forblive landets leder, fordi han indtager et vikariat af en slags, hvor Fogh hele tiden er med som en slags usynlig urfader?
(3.)
Og kan man overhovedet trække så direkte paraleller imellem underholding og politik? (Det er vist efterhånden et retorisk spørgsmål.)
Jeg håber der findes et par vilde analytikere eller polemikere derude, der kan svare.
Alt godt,
X-Factor og TALENT er ikke andet end avanceret karaoke og øvelsen, på begge sider af skærmen, går ud på at tage det med et gran salt (Kim Larsen). Mon ikke også det er ved at gå op for deltagerne?
I de fleste tilfælde dukker der ikke en stor stjerne op og så må pladekontrakten gå til en mindre, det kan ikke være anderledes og jo, de unge bliver sendt hjem hvis de ikke leverer varen. Det gør langt de fleste ikke og den dag de danner en forening, er der virkelig noget at frygte!
@ Søren Kristensen
Den danske befolkning er lykkeligt uvidende om ACTA-traktaten (og Danmarks rolle i dens tilblivelse) og ligeledes at regeringen ved lov netop har sat 61% af Danmark ’på udsalg’. Alt imens befolkningen forlanger at der skal være minister-indgriben i X-factor afstemningen.
Der ER allerede noget at frygte!
Jeg kan anbefale folk der er bange for X-Factor om at læse en spansk forfatter ved navn: Miguel de Cervantes.