Opslag til denne artikel

Emneord:X factor
Personer:Remee, Thomas Blachman
Organisationer:DR

Man siger at autoriteterne er under pres i disse år. Præsterne gider ingen høre på, lærerne nærer vi kun mistro til, det samme gælder i øvrigt politikerne, og selv hos lægen forbereder vi os efterhånden ofte på at opsøge en second opinion efter endt konsultation. Ligeledes i øvrigt hos forældrene, hvis ‘kompetente børn’ i disse år truer med at sprænge de smukke hjems rammer med deres krav om opmærksomhed og legetøj.

Historien om autoriteterne passer godt sammen med den udbredte postmoderne fortælling om at … ja, at der ikke længere er nogen store fortællinger tilbage. At de store systemer af mening - Gud, fædreland, den vestlige civilisation, osv. har vist sig som luftkasteller, så vi i dag kun står tilbage med hverdagens små fortællinger. At denne disintegration af alle værdier langt fra er så fremskreden, som man skulle tro, vidner underholdningsindustrien imidlertid om. Den ny computerteknik har fundet vej til filmmediet og muliggjort en genopdagelse af de store fortællinger: Narnia, Ringenes Herre og fornylig Avatar er gode eksempler på sådanne monumentale historier om godt og ondt. Imens synes autoriteterne faktisk også at have sneget sig ind på banen igen: Kigger man på de danske tv-kanalers sendeflader, vrimler det nemlig med ganske håndgribelige autoriteter - eller mere præcist - autoritetsscenarier. Fra kokken Gordon Ramsay og hans efterhånden større udvalg af restaurant-programmer over B.S. Christiansens vildmarksture med (indsæt tilfældig idiot) til programmer såsom X Factor Popstars, America’s Next Top Model, America’s Got Talent, Last Comic Standing), og By på skrump (Miraklet på Mols, Fat Camp, Extreme Makeovers, The Swan). Centralt for næsten alle disse programmer er, at de i hvert eneste afsnit indeholder én bestemt nøglescene, nemlig den der måske kunne formuleres: Hovedpersonen træder ind foran et dommerpanel, der vil afgøre hendes fremtid.

Dette dramatiske grebs overvældende udbredelse kunne tyde på, at vi simpelthen er henne ved en eller anden form for grundfantasi i vores fælles, medieskabte bevidsthed. Det er, som om vi ubevidst alle sammen ser netop dette som den ultimative autoritetsudøvelse.

Et barn bliver slået

Freud stødte i sit essay Et barn bliver slået på et lignende, gådefuldt fænomen. Fra de mest forskellige kanter hørte han klienter gentage uklare fantasier, hvor ‘et barn blev slået’. Når han undersøgte disse personer nærmere, kunne det som regel fastslås, at de aldrig selv var blevet slået eller på anden måde havde lidt overlast derhjemme. Højst havde de måske overværet en bror eller søster blive tugtet mildt af forældrene. Alligevel gentog forestillingerne og udsagnene sig med stor kraft og vedholdenhed. Freud konkluderede, at der i fantasien ikke bare lå en sadistisk fryd over at se de andre blive irettesat og lide faderens tugt. Tværtimod dækkede det umiddelbart sadistiske scenarie over en dybere masochistisk tilfredsstillelse, der kom af, at patienterne identificerede sig med offeret og således nød forestillingen om at være sat under Autoritetens bevågenhed. Når dette ikke blev indrømmet direkte, skyldtes det naturligvis en vis personlig skamfølelse over på den måde at drømme om sin egen ufrihed, om Autoritetens genkomst.

Subjektet, der formodes at vide

Er det ikke her, vi skal finde forklaringen på et program som X Factors succes? Det udbredte bedømmelsesscenarium i disse programmer indeholder netop fantasien om, at der faktisk findes en autoritet: at der findes nogen, som enten besidder autoriteten, eller i det mindste udøver den med henvisning til en endnu større magt.

Det interessante er, at det i X Factor faktisk i lige så høj grad er dommerne, som bliver befippede over den rolle, de har fået. I de afgørende scener skal de et øjeblik inkarnere den bedømmende fader. Slår han eller viser han nåde? Det gør dommernes situation ret speciel - de skal ikke alene afgøre en banal sag om, hvem der synger bedst, men også optræde som papfædre for os alle sammen. Ikke så mærkeligt, at Thomas Blachman simpelthen flippede ud ind imellem - han mærkede seernes blik på sig, og deres ubehagelige krav om autoritet. Dommerne er ‘subjekter, er formodes at vide’, (hvad der er X faktor). Hvor ubehageligt det kan være, så vi igen i sidste uge, da Remee, efter at han ellers havde troet sine talenter sikkert videre, blev tvunget ud i at vælge mellem dem. Remee vidste udmærket, at hans valg ikke kunne udføres rigtigt og forlod oven i købet i frustration studiet et øjeblik. Men scenen skulle spilles færdig og afgørelsen leveres; han fik ikke lov at gå.

Således viser X Factor endnu engang Freuds grundlæggende opdagelse: Det drejer sig ikke så meget om autoriteternes konkrete eksistens eller mangel på samme. Det drejer sig frem for alt om menneskenes uendelige tilfredsstillelse i at blive ved af med at genoplive dem.