Tea, 45, assistent, Farum

Min bagbo er bl.a. musiker og har bygget sit baghus om til studie og øvelokale. Han har ofret en bondegård på lydisolering. Men selvfølgelig slipper der en lyd ud i ny og næ. Ikke meget, men det kan da høres. Især om sommeren, hvor meget af livet foregår i haven.

Problemet er ikke, at det kan høres – men at jeg nyder det. Han er nemlig svinedygtig, og det er de folk, han spiller med, også. Så engang imellem hilser jeg over hækken og fortæller, hvor godt humør jeg bliver i, når jeg kan høre dem. Og så har vi balladen. Han går i sort over, at hans isolering ikke virker og bliver næsten anklagende i tonefaldet, når han spørger, hvor meget det »så larmer«. Jeg har prøvet at fortælle ham, at det ikke er larm, men musik, men det hjælper ikke. Han vil ikke have »klager«, siger han.

Så nu er vi den omvendt absurde situation, at det er mig, der skal gå stille med dørene for ikke at belaste et i øvrigt fint naboskab, i stedet for at kunne dele min glæde med ham over hans musik.

Svar I:

Selv om det ved første øjekast synes i småtingsafdelingen, så er det en dybt relevant problemstilling for alle os, der bliver nødt til at skabe mening i det moderne urbane samliv. Da du jo nok godt selv ved, hvad der sker i dig – og hvad, der driver dig til at involvere naboen i dine oplevelser, vil jeg i stedet prøve at sætte mig i hans sted.

Jeg har en ligusterhæk i min kolonihave, og den er meget … potent. Busket, ville måske også være et ord, der ville falde dig ind, hvis du en dag kom forbi.
Mindst en gang om året klipper jeg den, og når jeg så står der med elklipperen og sveder i en blanding af fysik udmattelse og dødsangst, kommer mine naboer forbi. Sært nok dem allesammen. Og alle med påfaldende meget på hjerte i den anlad- ning. Typiske bemærkninger er ’Sikke du arbejder’, ’det er sørme flot’, ’Det må være hårdt’.

Min typiske reaktion er at nikke pænt og prøve at ramme jagongen med noget i retning af ’Jo tak, det vokser jo, det skidt’, samtidig med at jeg har lyst til at nikke dem en skalle og flygte til Frøslevlejren. For de mener jo ikke, at det er flot. De er bare det, amerikanerne selvfølgelig har ord for: passivt aggressive.

I uger har de talt om, at det lagde en dæmper på deres glæde ved det at være til, at min hæk stod der og legede fri natur, og jeg i stedet for at underordne mig den æstetiske konsensus bare gemte mig bag en lodden mur af stedsegrønt. Men de siger det ikke direkte, og det frarøver også mig muligheden for at argumentere. Det er kritik skjult som small talk eller direkte maskeret af komplimenter. Og det er en dansk specialitet af de værre, der har spredt sig som kommunikationsform.

Jeg mener, at du skal være åben for, at det er det, din nabo oplever. Hvis du faktisk ønsker at udvikle jeres forhold, kunne det være, at du enten skulle over- veje, om der er en lille del af dig, der har behov for, at han anerkender dig for din rummelighed og dit storsind; – eller finde noget andet at tale med ham om.

Anna von Sperling

Svar II

For det første – sådanne problemer skulle vi alle have. I lyset af, hvad man sådan ellers går og slås med. Jeg kunne således fortælle dig en ting eller to om paradentose. Men så ville du bare begynde at græde.

Nuvel. Med hensyn til dit ’problem’ – nyd nu bare musikken. Og lad være med at sige noget derom til den åbenbart føl- somme sjæl, du bor dør om dør med. Vil du gøre ham virkelig glad, kunne du evt. spørge ham, om han nogensinde spiller ude. Og i givet fald hvor og hvornår. Eller om han har udgivet eller medvirket på en cd, man kan købe eller downloade nogle sange fra. Det plejer at være snak, musikere kan forstå. Ellers må du bare stikke ham en tusse og sige ’tak for musikken’.

Men okay – ikke alle mennesker kan dog tåle komplimenter. Så hvis han stadig reagerer negativt, bør du måske tage skeen i den anden hånd og spørge hvad f…. det er for en larm, han laver, og om han vil have, du ringer til politiet desangående. Så bliver han måske flink!

Klaus Lynggaard/i>