»Men det bliver ikke med mig i rollen som Ophelia!« Mange af Shakespeares karakterer er med tiden blevet arketyper. Ophelia har lige-frem fået sit eget ordsprog på grund af hendes offerrolle, og Lady Macbeth henvises der til, når man vil beskrive en groft manipulerende og magtbegærlig kvinde.
Da Bill Clinton var USA’s præsident, blev Hillary Clinton ofte sammenlignet med Lady Macbeth. Og det var ikke nogen kompliment. Men hvem er denne kvinde? Denne Lady Macbeth, der opfordrer og beordrer sin mand til at begå mord for at opfylde profetien om, at han skulle blive Skotlands næste konge?
»Hun er ond. Så enkelt kan det siges,« siger Karen-Maria Bille, der er dramaturg på Gasværkets opsætning af Macbeth, der har premiere i aften. Hun uddyber: »Macbeth er skrevet lang tid før, det psykologiske teater blev opfundet, og derfor må man forholde sig til det der står om Lady Macbeth. Og her er der intet at tage fejl af - hun er manipulerende og ondskabsfuld. Det interessante er jo så netop ondskabens væsen og ikke ondskabens forklaring. For hos Lady Macbeth kender vi ingen forklaring.«
Den assisterende
Hun fortæller, at holdet bag Macbeth på Gasværket i deres research stødte på en opsætning, der blev indledt med en stum scene, hvor Macbeth og Lady Macbeth står og stirrer ned i et dødt barns grav.
»Det skulle så give en forklaring på Lady Macbeths ondskab: Hun har mistet et barn. Det gør historien meget mindre end den er, efter min mening. Så er hendes ondskab jo ikke interessant længere.«
I følge Karen-Maria Bille findes der to læsninger af Lady Macbeth. Den traditionelle, der betragter Lady Macbeth som den drivende karakter i stykket. Det er hendes ambitioner Macbeth skal efterleve. I den anden læsning er de to så at sige lige gode om det. Lady Macbeth spiller rollen som den assisterende.
»Jeg hælder mest til den anden læsning. Macbeth siger det jo selv, lige efter han har fået spådommen, inden han overhovedet har talt med Lady Macbeth: ‘Jeg vil gå efter tronen og dem, der står i min vej skal udryddes’,« siger Karen-Maria Bille. Hun synes, Lady Macbeth bliver interessant i samspillet med Macbeth:
»Det er som i et ægteskab, hvor den ene part kommer hjem og siger: ‘Jeg søger ikke dét dér job’, netop fordi han ved, at den anden part så vil sige: ‘Jo, det skal du da! Det er jo lige noget for dig’. Det er en interessant mekanisme og noget, der er helt almindeligt i et ægteskab. Her er det fælles projekt så bare ekstremt ondt.«
Går for langt
Karen-Maria Bille pointerer, at hun ikke er så interesseret i Lady Macbeth, fordi hun er kvinde. Hun fortæller, at da hun sammen med instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn stod bag Hamlet på Stockholm Statdsteater sidste år, så var der en forventning i offentligheden om, at de havde en feministisk agenda. De var jo tre kvinder.
»Vores dagsorden er kunstnerisk, ikke feministisk. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at vi på ingen måde er ude i et eller andet søstersolidarisk rehabiliteringsprojekt. Lady Macbeth er forfærdeligt ondskabsfuld i sin tilsidesættelse af alt andet i stræben efter avancement. Jeg vil ikke protestere imod, at hun er blevet ondskabens arketype, men bliver hendes ondskab noget særligt, bare fordi hun er kvinde? Det tvivler jeg på.«
Karen-Maria Bille ser Lady Macbeth som en anledning til at studere ondskabens natur.
»Hvor langt er vi villige til at gå for at nå et mål? Og hvor langt er det muligt at gå, når man støtter hinanden i, at målet hellliger midlet? Det er det interessante ved Lady Macbeths person,« siger hun.
Lady Macbeth ender med at gå for langt. Hendes ambitioner driver hende til vanvid. Og her møder vi så endnu en kliché, der stammer fra Shakespeare: Hun kan ikke vaske blodet af sine hænder.
Macbeth har premiere på Gasværket i aften og anmeldes her i avisen mandag
Kommentarer
KRIG og FRED
ABR skriver, at “for Lady Macbeth kender vi ingen forklaring” (på ondskaben), og det er Shakespeares format, at vi efterfølgende alligevel forsøger at forstå ‘det uforståelige’ (at døden må have en årsag).
Hvis vi opfatter Lady Macbeth som arketypen på et af historiens forløb af ondskab og misbrug af magt, er det bemærkelsesværdigt, at Shakespeare benytter den særegne anakronisme, som forholdet mellem nutiden og en ukendt fremtid beskriver, men her formidlet af såkaldte hekse, der (i god middelalderlig og aktuel? tankegang) giver Lady Macbeth troen på at besidde den ellers usandsynlige viden, altså skæbnen.
Hun køber magten over fremtiden og giver i skæbnebytte forstanden, et træk ved overtroen, som i tidens løb synes at have behersket adskillige despoter. I ‘skæbnetroen’ findes ingen ‘ondskab’, for vi handler i så fald deterministisk med bundne
hænder.
Det skete i middelalderens jesuitiske torturkamre og ved de medicinske forsøg i koncentrationslejre, senere udført i Chiles og Argentinas fangelejre. Uforståeligt, hvis vi ikke forskyder forklaringen. Bødlen opfatter ikke længere sine handlinger moralsk og sig selv som bøddel, men som tjenestemand, en klinisk operatør ligesom kz-lægerne, der på vegne af overordnede foretager et eksperiment, determineret i et bureaukratisk system. Akkurat sådan kan videnskabsmanden eller juristen beskæftige sig med ondskaben uden selv at blive anklaget.
I fredstid forstår vi ikke krigen, og love for krig findes ikke, men mange overtrædelser finder sted af fredstidens love (folkeret), for krigens udgang er alene afhængig af den stærkes magt. Lady Macbeth kunne heller ikke handle på egen hånd og alene udføre ugerningerne.
Med forstanden forsvinder selv de dyrebare grundlove i magtens hænder, indtil skæbnen og naturen igen råder.