Opslag til denne artikel

Emneord:Kongehuset
Steder:Danmark

Dronning Margrethe fylder snart rundt. Om en måned. Sladderbladene og de elektroniske medier står allerede på spring. Den forenede panegyrik vil nå nye højder. Panelerne i DR og TV 2 sætter sig til rette i festtøjet og deltager benovet på seernes vegne, mens de jublende i samhørig bevidstløshed og deponeret forstand kommenterer fødselsdagsgæsterne helt ud i tarmsystemet. Deres viden er uden huller, alt er med om de bærende lag i den særegne monarkiske overbygning af renskurede forretningsfolk, ansigtsløftede adelige og gamle brigadegeneraler i galla. Samt i ny og næ en jetsetdronning med pletter i papirerne. Disse folk er altid på vej til en fest eller på vej hjem fra en fest, altid glade og glatte i huden med kollagen i kyssetøjet, med håret trimmet og i æblegrønne silkerober og kjole og hvidt; de regnes for toppen af det danske samfund. Den top slutter under dette akkompagnement af mediefolkets henførte befamlinger trofast op om kongehuset, uden hvilket toppen ikke var så meget top, og danner vognborg om husets ophøjede fødselar. Hele indretningen af dette system i systemet forekommer stadig mere grotesk. Enhver kan indse at en ‘født’ person, fordi vedkommende er født, ingen steder hører hjemme i et demokratisk samfund.

Princip, ikke penge

Monarkiet er den mest indlysende selvmodsigelse, der tænkes kan i et folkestyre. Man kan mene, såfremt man dyrker republikken i sit skab, at Frederik 7. var en katastrofe for forfatningskampen, eftersom den labile mand gav efter og accepterede Enevældens ophør. En gentagelse af Christian 8.’s i øvrigt besynderlige stædige tilbageholdenhed over for de reformivrige, ville - kanske - have ført til monarkiets fald. De drivende kræfter, som advarede Frederik mod nølen i forfatningssagen, kunne i givet fald have grebet til fortvivlelsens selvhjælp. Det skete så ikke, og det konstitutionelle kongedømme var en kendsgerning. Sådan set. Christian 9. nærede ikke overdreven sympati for folkestyret og slet ikke dets konsekvenser og insisterede på overhovedets magtprærogativer. Det medførte diktaturet under Estrup i ganske mange år, først afløst ved Systemskiftet (ikke at forveksle med pastor Krarups tarveligt historieløse misbrug af begrebet) i 1901 og det egentlige parlamentariske styre, hvor kongehuset således endeligt var reduceret til kransekagepynt. Christian 10., der ikke var den skarpeste sabel i kongerækken, mente nu en kort overgang at kunne tillade sig noget andet, men blev klogere under Påskekrisen i 1920, da Københavns arbejdere var på nippet til at vippe statsskibet. Stauning var dog ikke til sinds at lade nogen revolution feje noget for arbejderklassens mellemlag så forbilledligt som Christians trods standshovmodet usigelige småborgerlighed af bordet og blev bøs, når håndværkersvendene på Rådhuspladsen lidt for højlydt fik den lyse idé at gøre alvor af republikken. Siden den begrænsede Christian, der blev ikon til hest under besættelsen, har de to efterfølgere, Frederik 9. og datteren, det kommende fødselsdagsbarn på syv årtier, overholdt spillets skrevne og uskrevne regler. Derfor har der heller ikke været den store anledning til at ændre på indretningen, det går jo storartet, og en præsident ville være dyrere, siger man altid. Det sidste kan man ved at konfrontere sig med budgetterne godt komme i tvivl om. Men det er jo ikke pengene, som man siger, det er princippet.

Ældst er ikke en garanti

Hvorfor har Danmark et så oldnordisk regeringssystem som manifesterer sig i at en ikke valgt person og dennes familie af mere eller mindre tilfældigt tilførte medlemmer udgør samfundets fremmeste familie? Jo, af historiske grunde. For kontinuitetens skyld. Fordi det altid har været sådan siden Gorm den Gamle. Og det er jo et argument.

Et andet er at kongehuset, når alt kommer til alt, reelt ikke betyder noget, ikke andet end symbolværdien og lidt på turismen og bedre eksportmuligheder, og at det er så festligt at Danmark dermed ikke ligner alle andre småstater, men har det ældste kongehus og alt det der. Et andet argument er at det reelt betyder noget; at det er godt, vi har monarkiet for eksempel ved regeringsdannelser som modererende element og for turismen og så videre. Man kan hertil for det første indvende: At hvis et kongehus eller en hvilken som helst anden statslig indretning reelt ikke betyder noget, så behøver man da heller ikke opretholde en sådan institution. Drot, marsk, Tamperret, Tugt-, Rasp og Forbedringshuset, Øresundstolden og Statstelegrafen eksisterer heller ikke mere; institutioner der synes uflyttelige og umistelige udfases jævnt hen. Og omvendt: Hvis kongehuset så alligevel reelt betyder noget, er det jo et demokratisk problem; de valgte skulle jo også gerne selv kunne foretage regeringsdannelser og regeringsforretninger inden for forfatnings og statsskiks rammer. Og det kan de. Det var vist Niels Helveg Petersen der for resten engang sagde at Statsrådet er kvalificeret tidsspilde. Kontinuitetssynspunktet fremføres også meget ofte, at det er så og så fantastisk at vi har dette verdens ældste kongehus. Men at institutioner i et samfund er gamle, er ikke garanti for deres bonitet. Såfremt kontinuitetsprincippet var afgørende, burde Enevælden jo ikke være afskaffet, Reformationen aflyst og vikingetiden ikke bragt til ophør.

Grænseløst hykleri

Dertil kommer et ømfindtligt synspunkt, som man næsten ikke tør nævne: rekrutteringen til kongehuset. Altså enten er de jo kongelige, prinser og prinsesser af blodet, eller også er de det ikke. Og hvis de ikke er det, hvad fanden er de så, og hvad skal det så betyde! Genetisk er det godt nok at de ikke ender som Habsburgerne, der med arveunderkæben til sidst kun kunne spise suppe med sugerør. Det kan man jo ikke have. Men hvis alle og enhver fra Tasmanien kan blive dronninger, hvad så! Hvorfor skal det så ikke kunne gå på omgang og efter tur? Eller hvad med at vælge overhovedet? Det kaldes en præsident. Eller demokrati.

Problemet med et kongehus, der ofte prises for sin evne til at følge med tiden, hvilket i sig selv er en tvivlsom påstand, er at det ikke kan netop det. I bund og grund er monarkiet konservativt uforanderligt, og det kan selvfølgelig heller ikke være anderledes, da forfatningen ikke åbner muligheder for forandring. Frederik Kronprins er på vej ud i noget farligt med det olympiske engagement, hvor han sidder til bords med den ene skurk efter den anden og ikke kan undgå at fedte sig politisk ind til op over begge albuer. Det er nok i et forsøg på at tilføre et dybest set meningsløst job lidt mening. Men bestræbelsen er samtidig undergravende for huset, hvilket skabsrepublikaneren jo så ikke kan have så meget imod. Men det har meget lidt med en forstandig udvikling af monarkiet at gøre, mere med en betænkelig selvoplevelse. Samt et skrabud for de kræfter det mere og mere forlener sig med.

Og imens fortsætter snobberiet for kongehuset for fulde hørm. Ekstra Bladet der så gerne vil gøre sig til af at være nærmest imod, skaffer sig alibi for dækningen ved at fotografere Prinsen i badebukser og fra siden og kalde den stakkels mand Prins Vom. Alle disse krænkelser af den danske franskmand, der aldrig blev anerkendt i sit fremmedforskrækkede nye land, for at vise at de oppe på slottet æder og drikker, mens folket må nøjes med franske kartofler til lurekiggeriet. Hykleriet i det ældste monarki kender ingen grænser i Margrethe 2.’s sensommer.