I 1946 BLEV der født 96.111 babyer. Danmarkshistoriens største årgang så dagens lys. Sidste år var fødselstallet knap 63.000, selv om folketallet i mellemtiden er steget med halvanden million.
I årene efter Anden Verdenskrig fødte danskerne mange børn. De er siden benævnt babyboomerne, blomsterbørnene eller 68’erne. Det var dem, der med langt hår stod bag ungdomsoprøret i de brølende 60´ere. Nu går de glade oprørere så på pension. Til næste år får Danmark historiens største årgang af folkepensionister, som vil modtage tilskud til briller, tænder, busture og bolig. En epoke er slut, og Ældresagen, sygehusene og optikerne tager over.
Babyboomerne er en gruppe, der i gennemsnit gennem hele deres liv har taget for sig af retterne. Her i deres livs efterår kan de oven i købet glædes over de medicinske fremskridt, der, hvis det står til regeringen, skal give dem fire ekstra leveår.
I sandhed en generation, der har medvind.
Og de bliverstadig forgyldt. I VKO-regeringens udspil for de kommende tre år skal de offentlige udgifter holdes i ro, undtagen sundhedsudgifterne. Når de stiger, skal der spares tilsvarende andre steder. Og da det i høj grad er de ældre, der bruger sundhedssystemet, spiser de kommende ældre blot en endnu større del af kagen.
Her er efterhånden tale om et mønster. De ældre må ikke røres. Dansk Folkeparti står vagt om gruppen af ældre, og regeringen og oppositionen følger efter. Det blev skåret ud i pap i den forgangne uge, hvor formanden for Kommunernes Landsforening Jan Trøjborg luftede tanken, at de mest velhavende ældre måske kunne betale en smule for at få gjort rent.
Selv om intet kunne være mere rimeligt i sparetider, skød de politiske partier ideen ned på stedet. Ingen tør lægge sig ud med de ældre. De bliver flere og flere, de har pengene, og de sidder ofte også på magten i virksomhederne og i det politiske system.
TILBAGE STÅR de yngre grupper, hvor mange med god grund føler, at det er de ældre, der konstant rager til sig. Tænk for eksempel på den forkæt-rede efterløn, som heller ingen politikere tør røre med en ildtang. De henviser til Velfærdsreformen fra 2006, hvor efterlønsalderen fra 2019 hæves til 62 år i år 2022, og hvor alderen for at modtage folkepension fra år 2024 hæves gradvist, så den bliver 67 år i 2024. De ældre midaldrende går fri, mens 68-erne slet ikke berøres.
Information bragte den 18. marts en tankevækkende artikel med overskriften ‘Glem klassekampen - nu kommer generationskampen.’ Den indledtes med følgende sætning: »Hvorfor skal børnefamilier betale 35 procent af en daginstitutionsplads, mens pensionister ikke skal betale en lille smule for rengøring?« Mere pædagogisk kan det dårligt udtrykkes, at skruen konstant strammes om de unge, mens politikerne, selv i det små, viger tilbage fra at justere i de ældres rettigheder.
I 2007 fremlagde regeringens Familie- og Arbejdslivskommission sin rapport. I kommissoriet hed det blandt andet: »Kommissionens forslag skal kunne give øget fleksibilitet og mulighed for individuelle løsninger uden at være i strid med målsætningen om at øge arbejdskraftudbuddet og beskæftigelsen og må samlet set ikke medføre offentlige merudgifter«. Med andre ord, børnefamilierne skal arbejde mere, uden at det koster noget. Ville det ikke være mere rimeligt, om man lod børnefamilierne lidt i fred og pressede både det offentlige og det private arbejdsmarked til i højere grad at indrette sig på, at dem over 60 år, der ikke er nedslidte, kan og skal arbejde mere?
SOM BESKREVET i Information står mange af Europas lande med diskussionen om generationskampen, hvor de ekstremt store efterkrigsårgange går på pension. Det britiske tidsskrift The Economist kalder fænomenet ‘Sølv-Tsunamien’, altså de mange pensionister med sølvgråt hår, der i de kommende år vil oversvømme samfundet.
Diskussionen er ikke for alvor kommet til Danmark. Som Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance sagde: »Der er desværre en frygt for at røre ved spørgsmålene«. Men diskussionen kommer, selv om alle partier, inden valget, vil slå gordiske knuder på deres politikertunger for at tale udenom.
Og der er ikke noget urimeligt i at presse 68-erne, der nu bliver pensionister. På en måde er de selv skyldige. For på ét område, har disse babyboomere holdt sig beskedent tilbage. De har ikke fået tilstrækkeligt mange børn til at forsørge sig. Indtil 1968 havde alle generationer op gennem historien reproduceret sig selv. Men hvert eneste år siden har fødselstallet ligget under to, så der konstant bliver færre og færre unge, der skal forsørge flere og flere ældre. For eksempel vil antallet af danskere over 80 år i de kommende 40 år stige fra 227.000 til 626.000.
Fordelingen mellem generationerne vil blive mere og mere urimelig i de kommende år. I det mindste kan politikerne da igangsætte forarbejdet til en nedsættelse af valgretsalderen til 16 år, så de føler, de har en beskeden indflydelse.
Kommentarer
Jeg ved ikke hvor smart et er, at lade en evt. reform af velfærdsstaten styre af nogle populistiske forestillinger om 68 generationen eller sætte det op som et spørgsmål om yngre generationers betaling til børnehave versus ældre generationers ret til gratis rengøring. Samfundsøkonomien og fordelingen mellem forskellige grupper er nok en del mere kompliceret.
Jeg skal da lige love for, at vi fra årgang 46 har taget for os af retterne!
Skoleklasser på 32-34 elever, sjove lærere uden seminarieuddannelse og omsyet tøj. Det krævede sit barn (og ihærdige forældre) at nå til den forjættede mellemskole og realklassen. Rigtig mange fik kun 7 års skolegang. Størsteparten af os boede i små lejeboliger, hvor der meget dårlige muligheder for at få ro til at lave sit skolearbejde.
Vores forældre syntes naturligvis, at vi skulle have det bedre end de selv havde haft det, så rigtig mange fik en uddannelse – kort, mellemlang eller lang, og samfundet understøttede dette, for velfærdssamfundet var så småt på vej.
En værnepligtig soldat fik lommepenge og frie orlovsrejser med den offentlige trafik.
Når man blev gift eller flyttede sammen, havde man ikke de store ønsker om villa, Volvo og vovse. Hvis man ville passe sit barn det første år, måtte man klare sig med en indkomst. Der kunne således let ryge et par årslønninger i en familie. Barselsorlov var mellem 6 uger og 3 måneder alt efter uddannelse og ansættelse. Lønkompensationen var ret mager.
Det var først, da det første barn var ved at nå skolealderen at behovet for at få egen bolig med inde- og udeplads kom højt på prioriteringslisten.
I nogle år var der momsfritagelse på parcelhusbyggeri. Det gjorde mange. Lige så mange købte et gammelt hus og renoverede det. Andre igen fik store, gode lejligheder. Det var årgang 46’s børn, der for en stor del fik egne værelser.
Da vi så var godt i gang som prioritetsbestyrere, røg vi i en lavkonjukturfælde, som gjorde os stavnsbundne til et hus, hvis værdi var i frit fald. Der var rigtig mange tvangsauktioner. Et kendt tema fra nutiden.
Jo, vi tog for os af retterne!
En stor del af årgang 46 har arbejdet fra de var 14 – 16 år. Det har alle de ufaglærte, håndværkerene og de handels- og kontoruddannede og en del af dem med mellemlange uddannelser. Meget skolegang foregik om aftenen – derfor.
Vi har også skullet kapere at nogle af vores nyuddannede ”møgunger” fik mere i løn end os selv, fordi de havde valgt et fag, der var ”oppe i tiden”
Jeg indrømmer, at jeg fik morgenkaffen galt i halsen da jeg læste lederen.
Venlig hilsen
Elise Berg
Når de gamle og de forsørgede udgør et bastant vælgerflertal, er det bydende nødvendigt, at finde løsninger, så de fælles beslutninger ikke favoriserer de forsørgede, på bekostning af de yngre og aktive.
Men det er et tabu, at nævne. Hvis man foreslog, at bl.a. pensionister ikke havde stemmeret, vil man straks få skudt i skoene, at det er udemokratisk.
Gerontokratiet er ved at blive indført. Formodentligt med den logiske konsekvens, at yngre personer efter endt uddannelse, søger grønnere græsgange i udlandet. Alt andet ville være for tåbeligt.
Godt tema at tage op!
Duskissuionen bliver ikke mindre relevant af at der har været forskellige virkeligheder involveret i dette.
Der er dels dem som har lidt mange afsavn i deres opvækst og som synes at det er rimeligt at de nu får en hjælp som er rimelig.
Jeg mener at der ville være mere kød på en reel diskussion af hvad der er væsentligt for samfundet at gøre noget ved.
F.eks. bliver der udviklet mange nye behandlingsformer og en lægemiddelindustri har fokus på at udvikle muligheder for at sælge noget nyt til vores sundhedssystem, da vi ikke har nogen som helst debat på politisk niveau om hvad vi skal prioritere - det er bare mere af det hele. Og det ved vi alle godt ikke er realistisk! Men hvis vi selv falder for fristelsen til bare at kræve til os og vore, skaber vi mere grobund for at politikerne lover og lover uden at have økonomien til det.
Grækenlands regering har åbenbart ikke klaret at sige fra i tide - vores regering - eller for den sags skyld en kommende har vist heller ikke! Det er vist på tide at vi begynder nu. Der er ikke penge til mere og mere af alt. Vi må derfor debattere hvad der skal gøres for at fremtidssikre vores velfærdsstat så den bliver det sikkerhedsnet som nogle har brug for, det kærlige puf som kan skubbe nogle ud af afhængigheden og den oplevelse af at der er plads til alle og brug for de fleste.
Jeg tager derfor afstand til “dem og os” - tankegangen og beder om at vi snakker vi i stedet.
Vi skal alle kunne føle at det giver mening at vi betaler en høj skat - for det er grundlaget for at hele systemet kører. Men så skal vi også have et indtryk af at der er opbakning til os når vi bliver ældre.
Langt de fleste jeg kender (som er årgang 68) tror ikke på en efterløn. Jeg sparer op til den idet Nyrup lovede at vi fik pengene tilbage hvis vi ikke fik efterlønnen. Husk at efterlønskontingentet dækker en væsentlig del af udgifterne til den! Det er ikke et udtryk for solidaritet - men omvendt mener jeg at hvis jeg så alligevel ikke skulle få pengene tilbage ville det vel heller ikke være verdens undergang?
Tænk vi i stedet for mig!
Janus Hendrichsen:
“Tænk vi i stedet for mig!”
Det er jo kun i en sund demokratisk kultur, at der er mulighed for at blive tænkt på fællesskabet frem for egne interesser. Når demokratiet er degenereret til et spørgsmålet om at flertallet har magten, er fællesskabet erstattet af magtkampe.
Hvis der skal opstå et ægte fællesskab, hvor “vi” ikke blot er en retorisk floskel, men noget der er dybfølt og har betydning (solidaritet, gensidig ansvar, skæbnefællesskab, samhøringhed e.lign.), skal der udvikles et demokratisk tradition og kultur, hvor der tænkes i fællesskabets bedste, fremfor egoisme.
Intet peger i retning af, at en sådan kultur er på vej til at lade sig manifestere. Og som skrevet tidligere: Unge mennesker med evner og muligheder, der ikke vælger at forlade den synkende skyde, er mere end almindeligt tossede.
En leder om det samme emne i Arbejderen ser sådan ud:
“Betal eller behold dine nullermænd under sofaen!
Sådan lyder truslen til landets ældre fra den socialdemokratiske borgmester, Jan Trøjborg, der står til at blive ny formand for Kommunernes Landsforening i denne uge.
Borgmesteren følger forslaget om, at velhavende ældre selv skal betale deres hjemmehjælp, op med et eksempel på en rig pensionist, han kender, som i hvert fald ikke har noget imod at betale for støvsugningen selv. Det lyder forjættende, især i en tid, hvor alle dele af den offentlige sektor skriger på flere ressourcer.
Men det er et hamrende farligt opgør med det princip om den lige og gratis adgang til hjælp for alle, som vores universelle velfærdssystem bygger på.
Der er noget Jan Trøjborg helt har misforstået. De ældre får ikke hjemmehjælp af kommunen. De har ret til den. Og de får ikke hjemmehjælp, bare fordi de er ældre. De bliver visiteret til hjælpen, når kommunen vurderer, at de har brug for hjælp.
Det velfærdssystem, som er født af arbejderbevægelsens kampe, sikrer alle retten til gratis uddannelse og hospitalsbehandling og den nødvendige hjælp til dem, som ikke kan klare sig selv. Uanset indkomst. Det har længe været under kraftig beskydning, men vi skal værne om det grundlæggende princip.
Hvis nogle har mange penge, må de bidrage til fællesskabet ved at betale mere i skat. Ikke ved at betale for den velfærd, der er deres ret.
For man kan spørge Jan Trøjborg, hvad bliver det næste? Skal velhavende forældre betale for at have deres børn i folkeskolen? Skal velhavende patienter betale for opholdet på hospitalet?
Det sidste er en uhyggeligt nærliggende mulighed, for regeringspartierne og Det Økonomiske Råd buldrer allerede på brugerbetalingstrommerne som løsning på hospitalernes hullede budgetter.
Men når regeringen stjæler vores fælles goder og forærer dem som skattelettelser og bankpakker til de rige, er løsningen at stoppe tyveriet, ikke at forringe forholdene for ældre og syge.
At det netop er en socialdemokrat, der går forrest i det seneste angreb på den ret, viser med al ønskelig tydelighed, at et partiskifte i sig selv ikke er nok til at sikre den universelle velfærd mod nyliberale angreb - hverken i kommunerne eller på Christiansborg.
Det understreger nødvendigheden af, at der stilles krav om, at en ny regering også fører en ny politik.”
Klarere kan det vel ikke siges. Tænk sig at diskutere velfærd uden at diskutere de skattelettelser, som skulle betale velfærden. hkr er helt vildt gal på den.
Det triste er at babyboomer generationen ikke er skyldig. Den er blot et resultat af demografi.
Derfor er problematikken korrekt; den store generation der nu pensioneres vil lægge beslag på mange resourcer set i forhold til størrelsen på den generation der skal tjene skattekronerne hjem.
Men man kan ikke anklage babyboomerne, for de arbejdede selv hårdt for at etablere og udvikle velfærdssamfundet.
Sagen skal diskuteres respektfuldt, men dog diskuteres. Regningen er der stadig, og min skatregning vil næppe blive mindre.
Med venlig hilsen Lennart