Flygtninge, der rejser på ferie, til begravelse eller noget helt tredje i deres hjemland, kan fremover få inddraget deres opholdstilladelse i ti år, skriver regeringen og Dansk Folkeparti i serviceeftersynet af udlændingepolitikken.

Men det er ikke umiddelbart muligt, hvis vi fortsat vil leve op til de internationale aftaler, Danmark har underskrevet, viser en rundspørge til jurister med speciale i international ret fortaget af Nyhedsbureauet Newspaq.

»Man kan ikke fratage folk deres flygtningestatus uden at lave en indgående og individuel vurdering af, hvordan forholdene er i deres hjemland. Er der stadigvæk grundlag for forfølgelse, og hvad er mulighederne for eventuel tilbagevenden? Ellers risikerer man, at komme på kant med de international konventioner,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er jurist på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Han bliver bakket op af Line Bøgsted, der er jurist i Dansk Flygtningehjælp. Danmark - eller andre lande - kan ikke hjemsende flygtninge, blot fordi de har været på ferie, fastslår Bøgsted.

»Hvis man skal inddrage opholdstilladelsen fra en person, der har asyl, så skal de grunde, der står opført i Flygtningekonventionen, være opfyldt,« siger hun, og understreger, at der ikke står noget om ferie i konventionen. Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at flygtningene med de nye regler risikerer at blive kastet ud i en kaotisk situation.

»Det, man kan frygte, er, at når man ikke bare kan sende folk hjem, så vil en inddragelse af opholdstilladelsen ende med at efterlade flygtningene i et juridisk limbo. Hvor de ikke har nogen opholdstilladelse i Danmark, men hvor de altså heller ikke kan sendes hjem,« siger DIIS-juristen.

Fra Århus Universitet vurderer juraprofessor med speciale i flygtningeret, Jens Vedsted-Hansen, at aftaleteksten fra VKO-samarbejdet »kan virke uklar, og nogle vil måske kalde den lidt tvetydig.« Derfor vil han ikke begive sig ud i en nærmere vurdering før det endelige lovforslag ligger klar, »aftalen kan svare lidt til at blæse og have mel i munden,« siger han.

Jens Vedsted-Hansen hæfter sig ved, at godt nok vil VKO-samarbejdet inddrage opholdstilladelsen, men samtidig opstiller de tre betingelser.

1) Ændrede forhold, så flygtningen ikke risikerer forfølgelse, 2) Flygtninge skal kunne rejse hjem for at undersøge muligheden for at flytte hjem, og 3) VKO vil leve op til Flygtningekommissionen og andre internationale forpligtelser.

I aftalen mellem DF og regeringen står der altså, at flygtninge kun skal hjemsendes, hvis forholdene i hjemlandet »har ændret sig sådan, at den pågældende ikke risikerer forfølgelse.« Men hvordan regeringen vil overholde det løfte samtidig med, at de hjemsender, det er uvist. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nægter at udtale sig om detaljer om aftalen.

»Vi er stadig i gang med lovarbejdet,« var hendes kortfattede svar, som hun ikke ville uddybe.