Kalkule bag ofringen af den blåfinnede tun

De, som modsatte sig indførelse af et moratorium for handel med denne fiskeart, gjorde gældende, at det midlertidige forbud, som blev foreslået af Monaco, vil ødelægge deres fiskeindustri. Der er en vis sandhed i dette: For i de år, hvor bestandene af blåfinnet tun ville have fået lov til at vokse sig store igen, ville eksportforbuddet utvivlsomt have kastet erhvervet ud i arbejdsløshed og nedsat dets omsætning og produktion. Men nu vil fraværet af et forbud til gengæld sikre, at efter en eller to yderligere sæsoner med fastholdelse af fiskeri på det nuværende niveau, vil hele branchen samt alle branchens arbejdspladser forsvinde for evigt sammen med den fantastiske art, der var dens eksistensgrundlag. Den dumstædige insisteren på, at fiskeriet kan fortsætte som hidtil, uden at det får konsekvenser, er et tilfælde af benægtelse i olympisk klasse, en kategorisk forkastelse af at ville se virkeligheden i øjnene.

Ikke kulturimperialisme

En af de indsendte kommentarer på en tråd på Guardians hjemmeside i denne uge, var fra en fyr der bor i Japan. Under brugernavnet Kimpatsu, fortalte han om de erfaringer, han har gjort med sine forsøg på at rejse en diskussion af dette spørgsmål.

»Den japanske politik over for fangst af både blåfinnet tun og hvaler drives frem af to motiver. Det første er, at den gennemsnitlige japaner ikke vil vide af den forestående udslettelse af disse væsener, ud fra den tankegang, at da de jo har spist disse skabninger (mange japanere tror fejlagtigt, at hvalen er en fisk) i umindelige tider, vil de også være i stand til at fortsætte hermed i al ubestemt fremtid. Nå man presser dem ved at fremføre argumentet om rovdrift, der fører til udryddelse, reagerer de ved at blive aggressive (det ved jeg af personlig erfaring.) Det andet motiv er den underliggende paranoia, der gennemsyrer alt japansk samkvem med omverdenen. Begrebet nihon tataki (Japan-nedrakning) er allestedsnærværende. Hvis man protesterer mod hval- eller tunfangst, er man kulturimperialist. Hvis man indvender, at der faktisk også er japanere, som er medlemmer af Greenpeace eller imod hvalfangst (min læge er en af dem), så »har man ingen forståelse for japansk tankegang«. For man må huske på, at alle handlinger mod hvalfangst og overfiskeri er næret af et dybt og irrationelt had til Japan. Når omverdenen presser os, er vi derfor nødt til at øve modpres.«

Imod egne anbefalinger

Jeg har ingen idé om, hvor repræsentativt synspunktet er, men de holdninger, Kimpatsu beskriver, er i al fald også stærkt repræsenteret i The Cove, filmen om den hemmelige delfinslagtning i Japan, som er netop har vundet en oscar for bedste dokumentarfilm i 2010. Den massakre, som filmen eksponerer, er meningsløs, modproduktiv og dybt skadelig for Japans internationale image, men forsvares med en enøjet intensitet af, hvad der ser ud til at være hele landets politiske etablissement. Fornægtelse forekommer åbenlyst i alle lande, men i Japans fiskeri- og hvalfangstindustrier synes den ophøjet til kunstart.

Men det ville være forkert kun at placere skylden for dette hos Japan. Faktisk var der ikke andre nationer, der entydigt talte for et forbud end forslagsstilleren Monaco, Storbritannien, Holland, USA, Norge og Kenya. Det er selvfølgelig storartet at have både Storbritannien og USA med om bord, specielt efter Bush-regeringens forsøg igennem otte år på at sabotere mangen en international traktat, men den spagfærdige eller fjendtlige reaktion fra de mange andre lande var dybt deprimerende. EU, hvoraf flere medlemslande er store tuneksportører til Japan, støttede ganske vist et forbud, men kun hvis man ventede med at sætte det i værk til maj 2011, på hvilket tidspunkt tunfiskebestandene udmærket kan have passeret the point of no return. Flere nationer afviste simpelthen, hvad havbiologer og andre eksperter dokumenterede, og insisterede på, at de kunne fortsætte som hidtil uden skadevirkninger. Det er historien om Påskeøen forfra.

Forslaget blev indbragt for mødet i Doha af en eneste grund: de nationer, som har til opgave at sætte rammerne for tunfiskeriet, er dumpet med et brag. Den Internationale Kommission for Bevarelse af Atlanterhavet (ICCAT), som skulle til varetage opgaven, har presserende behov for et nyt navn Den Internationale Kommission til Udryddelse af Atlantisk Tun ville være oplagt. Gentagne gange har den fastsat fangstbegrænsninger, der går langt ud over dens egne forskeres anbefalinger og vendt det blinde øje til de ulovlige fangster af blåfinnet tun, som formentlig overgår de legale.

Giver økonomisk mening

Som for at vise, at man virkelig er ligeglade med, hvad der sker med det erhverv, som man ellers prætenderer at støtte, har Japan erklæret, at det fremover bør være ICCAT og ikke CITES, som skal beslutte, hvor mange tunfisk, der skal fanges. Det er som at overdrage ledelsesansvaret for Batterseas Hundehjem til Cruella de Ville.

Bag det hele lurer en simpel kalkule. De forretningsmænd, som for øjeblikket fisker Atlanterhavet tom for blåfinnet tun, ved, at så længe bare nogle eksemplarer af arten overlever, er der ingen ende på de profitter, de kan indkassere. Jo færre tun, der bliver, desto højere stykpris. Og når alle fisk først er helt udryddet, kan investorerne bare flytte deres enorme overskud over i en anden branche. Det giver så glimrende økonomisk mening. Det chokerende er selvfølgelig bare, at de nationer, som skulle formodes at sætte reguleringer op for disse svindlere, har ladet dem slippe af sted med det. Dermed er de i færd med at reducere kongen blandt fisk til et undværligt aktiv i en revisors hovedbog.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen