Oscar Freire var glatbarberet om morgenen, men han havde fået mørke skægstubbe i ansigtet, da han kom i mål som vinder af det spæde forårs første cykelklassiker Milano-Sanremo, for så langt er løbet. 298 kilometer. Syv timer på sadlen. Fra Milano stik syd til Turchino-passet og så til højre langs rivieraen til Sanremo.
Løbet er den store cykelsæsons forårsbebuder, men der var i lørdags mere grød end grøde i luften, og Oscar Freire, der nu har vundet det tre gange, havde skægstubbene klinet til med pløre.
Det var begyndt at regne, da rytterne kørte ud af Milano, og det havde været koldt, surt, beskidt og vådt, indtil feltet kørte ned fra Turchino mod kysten, hvor den eneste behagelighed i modvinden var, at det holdt op med at regne. Det var stadig koldt, surt, beskidt og endnu meget langt.
Og det kom til at sætte sit præg på løbet, fortalte den danske outsider til sejren, Matti Breschel, i telefonen, da han tør og noget mør var på vej hjem i bilen til sit hjem i Lucca.
Trætte og mærkede
En gruppe på cirka 30 ryttere havde skilt sig ud opad og nedad stigningen Cipressa, og Matti havde siddet hvor han skulle. Passerede som en af de første ti sammen med holdkammeraten fra Saxo Bank Fabian Cancellara.
Det er på Cypressa, at de mindst hurtige forsøger at skille sprinterne fra, men det lykkedes kun med sidste års vinder Mark Cavendish, der fik defekt, og så er der kun Poggio tilbage til yderligere udskilning af de hurtigste mænd. Samme procedure år efter år. Rosset mod sprinterne og omvendt. Det er selve formlen for det lange løb og dets sjæl.
Arrangørerne kan ikke blot lægge ruten om ad et nyt bjerg for at genere de tungere folk og favorisere de letbenede uden at gøre vold på løbets særegenhed: At det kan falde til den ene eller anden side med stor uforudsigelighed. Og Poggio er den eneste af sådanne bjergtilføjelser, fra 1959, der virkelig har været lagt med heldig hånd i løbets mere end hundredårige historie. Rytterne kører til Sanremo ad kystvejen, den gamle romerske hær -og handelsvej Via Aurelia, men ved byskiltet drejer de ad en lille lortevej til højre op ad bjerget, og især nedad, inden de rammer Aurelia og byen igen tre kilometer før mål.
Spektakulære vindende angreb er sat ind på netop Poggio, opad eller nedad, så de tilbageblevne sprintere er blevet sat, men heller ikke i år. Sprinterne Boonen, Petacchi, Freire og Bennati sad fint med over og havde let spil, for de eksplosive angreb udeblev.
»Jeg tror ikke, at der i gruppen sad nogen med overskud til at angribe, for sådan havde dagen været. Folk var trætte og mærkede, og jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke selv forsøgte, for selv om det måske ikke lige er min stil, så havde jeg måske bedre ben til det end nogen af dem, man kunne forvente angreb fra,« fortæller Matti Breschel.
Udslaggivende
Han og Cancellara spillede deres kort på nedkørslen, som ofte har været udslaggivende.
»Der gik et rygte om, at Nibali ville forsøge sig nedad, og det gjorde han jo også, og jeg havde besluttet at holde mig til ham og Philippe Gilbert, Og så lavede Fabian så hullet ned til de andre.«
Fabian Cancellara, som måske er feltets hurtigste nedad gennem Poggios nederdrægtige sving, fik afstand med Matti på hjul, med så gik der ged i den.
»Kaos. Der var ikke samarbejde, og Fabian havde ikke benene til, at vi kunne gøre det alene.«
Fabian har ikke benene! For to år siden vandt han etapeløbet Tirreno-Adriatico og lørdagen efter Milano-Sanremo, og TV2’s ekspert Rolf Sørensen har i sidste uge været ude med hårde ord om, at Bjarne Riis’ hold intet har vundet hidtil, og at ledelsen må tage en alvorssnak med rytterne. Det er forhastet kritik. Med al respekt for januars og februars løb i Australien og på Mallorca, så er det først nu med Milano-Sanremo, den store sæson begynder.
»Fabian har gjort det lidt anderledes i år. Han vil ikke være på toppen nu, men til Flandern og Roubaix, og sådan er det også for mig. Jeg kommer ud af det her løb med større selvtillid, for jeg sad hvor jeg skulle, og det er kun resultatet, der ærgrer mig,« siger Matti Breschel, der sluttede lige uden for top-10 efter en løfterig indsats.
Oscar Freire kunne grine bag skægstubbene. Han var mod sædvane ganske usynlig i Tirreno-Adriatico for en uge siden, og på trods af at han har vundet Sanremo i 2004 og 2007, var han ikke gjort til så stor favorit som sprinterkollegerne Boonen og Petacchi - som han nærmest overlegent henviste til de sekundære placeringer.
»Måske gør man mig så til favorit næste år,« drillede han.
Næste forårsklassiker er Flandern Rundt den 4. april.
Kommentarer