Hvorfor er jeg ikke chefredaktør, studievært eller topchef?

Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv 4. marts, hvor Johanne Mygind i Information gør status over sine ti år som feminist. I år 2000 bidrog jeg til den nyfeministiske debatbog Nu er det nok, så er det sagt, og ifølge Mygind er de unge kvinder bag bogen i dag tekstforfattere, fuldmægtige og ligestillingskonsulenter. Til sammenligning er de unge mænd, der samme år stod bag bogen Hvordan mand?, i dag chefredaktører, studieværter og ledere.

Siden 2000 har jeg arbejdet på fuldtid i to år, været på barsel i tre, på nedsat tid i fire, og lige nu freelancer jeg som tekstforfatter, mens jeg tager en diplomuddannelse. Jeg er ikke gået efter høj løn, magt og prestige. Så får man det heller ikke.

Det er den enkle forklaring.

Men her hører forklaringen ikke op, for min isolerede historie skriver sig ind i en generel fortælling, hvor mænd gør karriere, og kvinder har et job - og hovedansvaret for kødgryden. Og ser vi bort fra glaslofter, Rip Rap Rup-effekt og andre usynlige kønnede barrierer, så er der en åbenlys grund til det: De har børn med på slæb.

Kvinder er i gennemsnit 275 dage på barsel. Mænd 24 dage. Måske er det svært for far at bede om barsel på grund af kulturen på hans arbejdsplads. Måske føler mor sig presset til at tage hele barslen af kulturelle forventninger til ‘Den gode mor’. Måske har mor mere lyst end far til at barsle. Måske. Men realiteten er, at vi har et løngab på knap 18 procent mellem mænd og kvinder, så uanset personlige bevæggrunde er det mest logisk, at den lavestlønnede, altså typisk mor, tager størstedelen af barslen. Og det bliver hun straffet for økonomisk; mødre får lavere løn end kvinder uden børn - og altså også lavere løn end fædre. Så har man pludselig en selvforstærkende spiral, hvor det også er mest logisk, at det er mor, der går ned i tid for at få arbejds- og familielivet til at hænge sammen og dermed kommer længere bag i køen til lønforhøjelser og forfremmelser - og ender med lavere pension og livsindkomst end far.

Uanset den strukturelle økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder står det selvfølgelig kvinder frit for at fravælge børn. At hyre en filipinsk au-pair til at passe kødgryden. At forelske sig i en mindre ambitiøs mand. At søge skilsmisse fra karrieremanden, så hver anden uge er børnefri.

Men skal mænd og kvinder have mere lige muligheder for at gøre karriere, er der altså også en løsning, som ligger mere lige for - nemlig at mor og far deler barslen og arbejdet med børnene.

Lad os nu få en barselslovgivning, som tager højde for, at det kræver en kvinde og en mand at skabe de børn, samfundet har brug for, og som derfor, naturligvis, øremærker halvdelen af barslen til mor og halvdelen til far.