OPSKRIFTEN PÅ HAD og kaos er manglende forsoning. Sådan er det i alle livets forhold.
Efter 16 lange år med forsøgsordninger er denne indsigt også sevet ind hos de danske politikere. Siden 1. januar har det været dansk lov, at ofre og gerningsmænd i en straffesag skal have mulighed for at mødes i et såkaldt konfliktråd, hvis de vil. Først i dag træder ordningen reelt i kraft, da det nødvendige antal mæglere netop er blevet færdiguddannet til jobbet. Nu får forbrydelsernes parter endeligt chancen for at mødes og forsone sig. Nu er der ved at ske et skift i det danske retsplejesystem.
NORGE SÅ FORDELENE i forsoningsmøder mellem offer og gerningsmand, længe før danskerne gjorde. Allerede i 1980’erne kørte de første frivillige ordninger, og i 1991 blev konfliktråd indført som lov. Endda som et alternativ til straf i tilfælde af røveri, tyveri og voldssager. Det var den norske forventning, at man kunne mindske kriminelles tilbagefald (den såkaldte recidiv), at man ville se færre ofre slås med følgevirkninger af forseelserne, og at man kunne spare penge.
Og forventningerne blev indfriet hos vor nordlige nabo. Recidiven blandt de gerningsmænd, der har mødt deres ofre, er 12 procent lavere end hos de gerningsmænd, hvis sag er behandlet i retten. Samtidig løser man langt flere sager via konfliktrådssystemet end tidligere, og det kan ifølge de norske eksperter ses på bundlinjen. Konfliktmæglingen har især stor effekt hos de unge under 17 år. Lignende forløb har man set i Finland, Sverige, Storbritannien og en lang række andre lande.
GRUNDEN TIL langsommeligheden i Danmark er umiddelbart politisk modstand. Højrefløjen, og især Dansk Folkeparti, har været skeptisk. Mantraet har her været, at hårdere straffe er vejen frem. Kriminelle skal mærke konsekvenserne. Og resten af samfundet skal kunne se konsekvenserne. Problemet her er bare, at de hårde straffe netop kun virker for den del af befolkningen, der ikke er kriminelle. De får hævn og retfærdighed. ‘Forbryderne’ bliver blot kriminaliseret og fastholdt i deres dårlige vaner.
Ved Folketingets første behandling af den nye lov om konfliktråd var den fremherskende vind imidlertid vendt. Her er det ifølge referatet kun Dansk Folkeparti, der sætter spørgsmålstegn ved konfliktmæglingens virkning. Resten af partierne er derimod overbevist om mæglingens muligheder.
Hvad fik dem til at skifte mening? Herom kan man kun gisne. Mon ikke de var påvirket af de anbefalinger, der kom fra FN og EU om, at konfliktmægling er et vigtigt spor i bekæmpelsen af kriminalitet?
Oppositionen ser konfliktrådsloven som en indrømmelse af, at hårdere straffe ikke virker. Men regeringen udlægger det blot som en indfrielse af løfterne om at gøre mere for forbrydelsernes ofre.
Daværende justitsminister Brian Mikkelsens kommentar til loven var da også først og fremmest, at »hele intentionen med forslaget er, at ofret skal føle sig godt tilpas og få mulighed for at komme nemmere gennem det, som han eller hun har været udsat for.«
Hverken oppositionens eller regeringens udlægning af loven er forkert. Men - og her kommer det store men - ordningen er i Danmark et supplement til straffen og ikke et alternativ, som i Norge og flere andre lande. Altså er indrømmelsen ikke komplet. Vi vil ikke slippe straffen. Vi er bange for, hvad blødsødenhed vil gøre ved vores samfund. Så hvor stort et mentalskift taler vi egentligt om?
OFFERET ER VINDEREN med den nye lov. Den forurettede får en plads i systemet, frem for at være en brik i samfundets sag mod forbryderen. Det er der både økonomiske og sociale fordele i.
Det fremskridt har der været brug for længe. Vi har for længe ignoreret de menneskelige konsekvenser. Og her er der tale om et skridt mod et anderledes system.
Men skridtet er kun halvt. Gerningsmanden skal stadig stå straffen igennem efterfølgende.Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Recidiven blandt danske kriminelle er næsten 60 procent. 60 procent. Det er på tide, at vi indser, at vores straffesystem ikke virker. Så længe man ikke vil gøre konfliktmæglingen til et alternativ til straf ved visse forseelser, så er der ikke tale om det paradigmeskifte, der er brug for.
NAIVT ER DET at tro, at det vil ske foreløbigt. Men vi ved som bekendt, at der er endnu større tilbagefald hos de unge, hvis de først bliver frihedsberøvet. Man burde derfor allerede nu indføre konfliktmægling som et alternativ til straf ved visse forseelser for de unge under 15 år.
Der er blevet forsøgt med konfliktmægling på denne aldersgruppe i otte kommuner i projektet ‘Hva´ har du gang i’. Her handlede konfliktmæglingen dog om bredere definerede konflikter end kriminelle handlinger, men resultaterne er ikke til at tage fejl af. I 85 procent af mæglingerne er de unge efterfølgende ikke røget ind i samme konflikt igen. Positiv er ordningen i det store hele. Resultaterne bliver forhåbentligt så åbenlyse, at man må tage skridtet videre til den nødvendige retsplejerevolution.
Kommentarer
Fremragende, at konfliktmægling indføres.
Ærgerligt, dog, at den danske model blot handler om et konfliktråd, i stedet for egentlig mægling, der i stedet for rigide retsprocedure osv. kunne lede frem til alternative sagsbehandlingsprocedurer.
God leder af Sabrina Drevsfeldt. Ingen tvivl om, at VKOs enøjede syn på retspleje som et rent straffesystem, har haft en yderst skadelig virkning i de sidste 9-10 år.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at når regeringen kun indfører mægling som et supplement til straf, så vil det næppe have nogen effekt, og vil derfor efter få år kunne skrottes af samme årsag, - med et par hånlige bemærkninger om den humanistiske retsplejes fallit.
Men Der er desværre en lille sidebemærkning i lederen, der får mig til at blive lidt irriteret: “Recidiven blandt danske kriminelle er næsten 60 procent. 60 procent. Det er på tide, at vi indser, at vores straffesystem ikke virker. “
Ja, - tilbagefaldsprocenten bør altid være genstand for stor opmærksomhed, men derfra, og så til at konstatere at det danske “straffesystem” ikke virker, er lidt af et spring.
Set internationalt ligger Danmark heldigvis meget lavt, når det drejer sig om kriminalitetsfrekvens af de fleste slags. Det er et resultat af en meget fokuseret kriminalpræventiv indsats i de sidste 50-60 år, og selvom VKO har gjort et stort arbejde for at ødelægge denne effekt, så er det stadig en uomgængelig sandhed.
Når VKO påstår at de tidligere danske principper byggede på blødsødenhed og ikke virkede, så er det i direkte strid med sandheden. Et af deres foretrukne argumenter er, at trække indvandrerkriminaliteten frem, og påvise at der stjæles, tæves og myrdes til den store guldmedalje, fordi det ikke har nogen konsekvens.
Og selvfølgelig er det sandt, at indvandrere har en højere kriminalitetsfrekvens end ærkedanskerne. Men den primære årsag til dette faktum er ikke at indvandrene - set i internationalt perspektiv - er vildt kriminelle, men derimod at de sammenlignes med ærkedanskerne, som har en imponerende lav kriminalitet.
Det sidste er nemlig en sandhed, som også fremgår af de etnisk stratificerede kriminalstatistikker, men som sjældent fremhæves. Men når man opgør kriminaliteten efter etnicitet, så viser resultatet altså, at den blødsødne danske metode har haft en utroligt stor effekt over et par generationer.
Så naturligvis skal vi have mægling ind som et nyt værktøj for dommerne, og især overfor førstegangskriminelle. Men prævention er og bliver det vigtigste, og derfor skal der sættes nogle reelle midler af til forskning i at forbedre den kriminalpræventive indsats overfor de nye befolkningsgrupper, - når vi har haft så stor succes med at afkriminalisere ærkedanskere, ser jeg ingen grund til at antage at de dygtige mennesker ikke også skulle kunne finde en løsning for disse grupper.
Sven,
jeg takker hjerteligt for rosende omtale, som jeg netop nu bemærker. En af hverdagens helte - det er et rosende skudsmål, som jeg løbende vil bestræbe mig for at gøre mig fortjent til.
Jeg kan da også i en lille lukket kreds afsløre, at du er er af mine yndlingsdebattører. En af de skarpeste hoveder, der lynhurtigt og præcist skærer vej gennem ordflom og nonsens, og får sat ord på det essentielle.