BEIRUT - I løbet af weekenden landede den 10 dage lange diplomatiske krise mellem Israel og USA på formuleringer, hvor begge parter kan kåre sig selv som vindere: Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, sagde søndag: »at bygge i Jerusalem (inklusiv den annekterede arabiske del, red.) svarer til at bygge i Tel Aviv, og dethar vi gjort klart for den amerikanske regering«. Hvormed han også gjorde klart, at Israel ikke har i sinde at indstille ekspansionen af bosættelser i Østjerusalem, som Israel annekterede i strid med international ret efter juni-krigen i 1967.

USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, kan på sin side hævde, at Netanyahu har gjort indrømmelser i en »nyttig og produktiv« telefonsamtale, ført efter »Kvartettens« møde i Moskva i fredags. Netanyahu har angiveligt lovet Clinton at episoder som den, der opstod ved vicepræsident Joe Bidens besøg i forrige uge, hvor Israel valgte at offentliggjorde opførelsen af 1.600 nye boliger i bosætter-bydelen Ramat Schlomo i Østjerusalem stik imod amerikanernes henstilling om et byggestop af hensyn til de forhandlinger, Joe Biden var sendt til Israel for at få genoptaget.

Bataljen er endt med, at Netanyahu har bedt sin indenrigsminister, Elie Yishai, om at »ændre planlægningen«, således pinlige sammenfald undgås i fremtiden. Desuden har Israel lovet at lempe blokaden af Gaza og løslade nogle hundrede palæstinensiske fanger af de i alt 11.000, der sidder bag lås og slå.

Fredagens møde i Moskva mellem udenrigsministrene fra USA, EU og Rusland samt FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon, markerede en skærpelse af tonefaldet overfor Israel, der blev opfordret til at »fryse al bosættelses-aktivitet«, også i Østjerusalem, og at afslutte fredsforhandlingerne, der nu kommer i gang efter et par ugers forsinkelse, i løbet af 24 måneder. Desuden kræver ‘Kvartetten’, at Israel fjerner et antal bosætter-udposter på Vestbredden.

Israel: Rend og hop

Svaret fra Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, kom prompte: Kvartettens krav er »urealistiske« og »en hindring for en freds-aftale«, ligesom han mener, at der ikke kan sættes »en kalender for, hvornår forhandlingerne kan afsluttes«.

I Weekenden rejste Ban Ki-Moon så til regionen, og hans mødekalender viste mere end så meget andet ‘Kvartettens’ indflydelse på den aktuelle situation: Inden han tog til Gaza mødtes han med det palæstinensiske PA-selvstyres premierminister, Salam Fayyad, og med Israels præsident, Shimon Peres. Ingen af dem træffer beslutninger - det gør Mahmoud Abbas og Benyamin Netanyahu. Ban Ki-Moon er for resten også uden beslutningsevne - den sidder præsident Barack Obama og i anden række hans udenrigsminister, Hillary Clinton, på. Hun gjorde i øvrigt gældende, at Moskva-mødet var »en succes«, idet ‘Kvartetten’ har overtalt Abbas til alligevel at acceptere indirekte forhandlinger med Israel.

Spyt i Joe Bidens ansigt

Spørger man arabiske analytikere, hvad de hører i ‘Kvartettens’ skærpede tonefald, svarer de, at det næppe lammer så meget som en enkelt byggekran i det arabiske Østjerusalem. »Obama har midtvejsvalget at tænke på«, lyder den typiske kommentar, »og han tør ikke gynge båden mere, end han allerede har gjort. USA er på Israels side, ikke en neutral mægler«.

Spørger man kritiske israelske iagttagere, spores en gryende optimisme, der bl.a. kan registreres hos den sædvanligvis tænderskærende avis-kommentator, Gideon Levy, der i centrum-venstre-avisen Ha’aretz skrev, at »USA’s hårdhændede kærlighed er, hvad Israel har brug for« og at den seneste krise mellem de to allieredes »dybe og brede venskab« rejser spørgsmålet: »Spiller vi virkelig efter andre regler nu?«.

Det vil vise sig - en anden israeler, Bernard Avishal, professor ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem, kalder krisen for »et sandhedens øjeblik«, og påpeger, at den amerikanske hærchef, general David Petraeus (hvis betydelige prestige hidrører fra hans indsats i Irak), har advaret præsidenten og Kongressen om, at fortsat ubetinget støtte til Israel »skadede USA’s omdømme i regionen«. Det korte af det lange er imidlertid, at ingen af de centrale aktører, der har prokura til at ændre politikken, indtil nu har meldt klart ud. Vicepræsident Joe Biden rejste hjem med nogle udglattende bemærkninger der, som Ha’aretz skrev, svarede til »at kalde de spytklatter, han tørrede af ansigtet, for regn«.

Netanyahu kan oven i købet hævde, at han har amerikansk rygdækning for ekspansionen i Østjerusalem, eftersom Biden øjensynlig accepterede forsikringer om, at bygning af de 1.600 lejligheder i Østjerusalem, der var krisens kerne ligger år ude i fremtiden - der er tid til at sløjfe projektet, hvis der forinden er nået en fredsaftale.

Nøjagtig samme taktik brugte Netanyahu, da han i 1996 som nyvalgt premierminister godkendte et bosættelsesprojekt ved Betlehem - Har Homa - hvilket afstedkom en krise i de daværende forhandlinger, og hvor USA liftede misfornøjelser. I dag står Har Homa færdigt, komplet med shopping-mall, institutioner og boliger.

På den besatte Vestbred og i Jerusalems udkanter fortsatte de uroligheder, der har præget se seneste uger - lørdag og søndag blev fire unge mænd dræbt i Nablus-området, ifølge palæstinenserne af israelske skarpskytter. Israel har sagt, at der ‘kun’ er anvendt tåregas og gummikugler under urolighederne.