Opslag til denne artikel

Emneord:kvindehandel, prostitution
Personer:Nicolas Sarkozy
Steder:Frankrig

PARIS - Frankrig er nødt til at genindføre bordellerne for at beskytte sine prostituerede imod grov udnyttelse, kvindehandel og aggressioner på gaden. Sådan lyder essensen af et udspil fra et kvindeligt parlamentsmedlem af Nicolas Sarkozys borgerlige parti.

Chantal Brunel, medlem af det regerende UMP, opfordrer de relevante franske myndigheder til at undersøge mulighederne for, hvordan der kan ske en lovliggørelse af ‘sexfaget’, således at sexarbejdere vil kunne betjene deres kunder inden for regulerede og beskyttede rammer.

Det er på tide, siger hun, at opgive bestræbelserne på at komme prostitutionen til livs. Vi må i stedet fokusere på at gøre sexhandel mere sikkert og transparent.

En meningsmåling fra opinionsinstituttet CSA, viser, at Brunel bakkes op af et klart flertal af franskmændene: Så mange som 59 procent er tilhængere af en genåbning af det, som i sin tid gik under betegnelsen maisons closes (lukkede huse).

Kvinder er imod

Skønt tallet er faldet svagt over de senere år, er antallet af modstandere af en genåbning af bordellerne dog faldet endnu kraftigere fra 26 procent for syv år siden til 10 procent i dag. Der er fortsat en klar overvægt af kvinder, som er imod, men kun skaren af tvivlere er vokset.

I 2003 gjorde Sarkozy, som dengang var indenrigsminister, det strafbart at trække på gaden - straffen kunne være fængsel eller bøde.

Brunel stemte for denne lov, men hun siger nu, at forbudstaktikken er mislykkedes. Hun opfordrer regeringen til at lære af andre lande såsom Holland og Schweiz, hvor licensbordeller er lovlige.

»Prostituerede må konstatere, at de bliver ringe behandlet og lider endnu større skader før,« siger hun. »Vi er nødt til at sætte en stopper for deres udnyttelse.«

Midt i skammen over ‘feltmadrassers’ horisontale kollaboration med den nazistiske besættelsesmagt og en voksende bekymring for kvinders rettigheder, blev 1.400 maisons closes lukket i 1946 i henhold til, hvad der blev kendt som Marthe Richard loven. Richard, en tidligere prostitueret, der gjorde politisk karriere, kæmpede for at få bordeller forbudt ud fra et ønske om at tage livet af sexhandel en gang for alle.

Brunel, som forudså, at hun ville blive anklaget af nogle aktivister for at føre Frankrigs prostituerede tilbage til dårlige gamle dage, har netop udgivet en bog med titlen Pour en finir avec les violences faites aux femmes (Sådan stopper vi volden mod kvinder) som bedyrer, at hun ikke ønsker at genindføre datidens maison closes, men tværtimod plæderer for oprettelse af en ny slags maisons ouvertes (åbne huse), hvor sikkert husly og lægehjælp vil være til rådighed.

»Tanken er ikke at vende tilbage til situationen før 1946,« siger hun. Hun vil gerne se prostituerede, der arbejder i grupper »som faguddannede ansatte på kontorer, som revisorer«. En chef eller ‘vært’, som de ansatte skal betale med en del af deres indtjening, vil ikke være »væsentlig«, tilføjer hun.

Nye åbne huse

Françoise Gil, sociolog og medlem af en kvinderetsgruppe, medgiver, at denne sondring er helt afgørende. Hun sagde, hun vil være mod en genoplivelse af ‘de lukkede huse’, men tilhænger af nye ‘åbne huse’, hvor prostituerede vil kunne forsamles og bedrive deres erhverv uden en chef eller en alfons.

Andre aktivister er dog oprørte over forslaget, uanset dets nye indfaldsvinkel. »Hvad er det for et samfund, der tillader kvinder at sælge sig selv til glæde for mænd?« siger Bruno Lemettre, formand for antiprostitutionsgruppen Mouvement du Nid. »Den slags er uacceptabelt i menneskerettighedernes hjemland,« siger han.

Der menes at være mellem 20.000 og 30.000 fuldtidsansatte sexarbejdere - mandlige og kvindelige - i Frankrig, heraf 80 procent fra udlandet. En arbejdsgruppe, som Brunel indgår i, skal mødes i næste uge for at drøfte en ny national politik om prostitution.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen