Når Villy Søvndal bliver for skødesløs i sin omgang med pressen, går det galt. Det var et wake up call, da partiformanden kom til at lyde som Pia Kjærsgaard minus ti procent - for derefter at vende på en tallerken.
Uden at have sat sig ind i de faktiske forhold på en indvandrertung skole dummede Søvndal sig og udtalte sig skråsikkert på et forkert grundlag. Den slags sker ofte i dansk politik, men her faldt hammeren tungt, fordi det var på et ømtåleligt værdi-politisk område, hvor vælgerne tvivler på SFs reelle hensigter. Sagens efterspil viser, at SF nu skal vænne sig til, at det ikke længere er den gode historie blandt journalister, at partiet klarer sig godt: Jo tættere på magten, jo mere interessant bliver det at finde negative historier, der udstiller hullerne i SF’s ost.
Det er en ny medievirkelighed for SF. Hvor det før var et scoretrick, når Villy tog et cafe-tørklæde om halsen og diskede op med kække jysk-smarte bemærkninger i medierne, kan denne tilsyneladende lethed nu give bagslag, især når den ikke funderes på overbevisende fakta. Den lidt flanøragtige tilgang kan risikere at miste sin magi over for de måske altafgørende vælgere, som Søvndal i modsætning til Helle Thorning-Schmidt har været i stand til at trække hen over midten. Blandt andet med skarpe udmeldinger på udlændingeområdet.
En omvendt Fogh
VKO har i den forløbne uge knivskarpt slået til over for en lettere svækket Søvndal, hvis råderum er blevet mindre, når han skal skabe fælles fodslag med Socialdemokraterne. Et strammerudspil - med både surt og sødt - tester nu rød bloks evne til at stå sammen.
På de indre linier har SFs ledelse valgt at udlægge Villys kiks som nyttigt: Succes kan gøre én for selvsikker; en formkrise får blot SF-tropperne til at gøre sig endnu mere umage. Eller som Søvndal siger i sine pep talks: Vi skal hele tiden forestille os, at vi er fem procent bagud i målingerne.
SF er nok det parti, der i øjeblikket arbejder mest med moderne ledelse. Topstyring blandes med medinddragelse. På den måde er det lykkedes Søvndal og hans uundværlige toer, Ole Sohn, at lave en omvendt Fogh. Altså uden for mange interne gnidninger at flytte partiet ind mod magten, tiltrække nye vælgere og evne at holde fast i gamle. Nu kommer en alvorlig test: At undgå intern splid udstillet i pressen, for eksempel før og under partiets landsmøde i april. Omkring sig har Søvndal en loyal kreds af unge talenter i folketingsgruppen - dem vil balladen ikke komme fra. Men andre mener, at han går for langt i sin regeringstrang, og at skolebommerten var ét medie-stunt for meget. Spørgsmålet er, om de kan forholde sig i ro, når Christiansborg-reporterne begynder at ringe rundt.
Tæt på troværdighed
Vejen til regeringsmagten handler i ledelsens optik om at re-brande SF og eliminere tre svagheder i vælgerflertallets øjne: At SF er økonomisk utroværdigt; at SF vil behandle alle indvandrere som konger; og at partiet ikke tør regeringsansvaret, når det kommer til stykket.
Finansordfører Ole Sohn er sat i spidsen for at forbedre det økonomiske image. Den indsats kvitterer vælgerne for, viser målinger, som partitoppen studerer flittigt: SF er nu tæt på at være lige så troværdigt som S - en næsten historisk vandring. Men de borgerlige fører stadig 2-1 på den parameter. Et andet eksempel er retspolitik: SF scorer faktisk bedre end S og mere overraskende også De Konservative, når det gælder troen på, hvem der kan skabe mest tryghed i samfundet.
Men når det handler om udlændinge, vakler troen stadig. Hvad forklarer den markeringstrang, der fik Villy Søvndal til at forivre sig?







Kommentarer
Villy har altid virket skødesløs i sin optræden, en jovial forvokset teenager, men ikke politisk i en selvforståelse,for med S at opnå regeringsmagten.
Mange kameler er slugte, universitetet, 24 års-reglet m.m. for ikke at tale om EU og Nato og deltagelsen i krigen, men fra starten på hjemmefronten har Villy ladet sig lede af to synspunkter nær Dansk Folkeparti, to samfundstræk, der er forbundne på Nørrebro, nemlig fordømmelsen af ungdomsoprøret og Jagtvej 69 og en ubehagelig kritisk holdning, nær fordømmelse,af muslimer en bloc.
Derfor var Villys optræden på en skole helt efter
hans egen partibog, men som for Dansk Folkeparti spiller populariteten en stor rolle, når man tæller meninger i stemmer, og Villy måtte ændre sin opfattelse i overensstemmelse hermed.
Det er da glædeligt at høre at personlighedskulten ikke har taget fuldstændig overhånd blandt SFs potentielle vælgere og at pressen giver partiet en mere nøgtern behandling end tidligere.
Splittelsen skal nok komme, hvis partiet en dag skulle få regeringsmagt. Så bliver det pludselig synligt hvad det vil sige at tage politisk og økonomisk ansvar for vidtløftige ideer, noget partiets vælgere ikke er vant til. Det bliver en brat opvågnen.
- “Topstyring blandes med medinddragelse”. Hmmm det lugter genkendeligt af moderne virksomhedsledelse, hvor medarbejdertilfredshed står højt på dagsordenen udadtil, mens det er så som så når det gælder den daglige rutine. Hvor længe er det nu man kan nare hele flokken?
De borgerlige vil altid have et bedre økonomisk image end både S og SF af den simple grund at venstrefløjen er alt for glad for at bruge penge den ikke har og som den skal skaffe ved gældssætning og skatte stigninger.
At SF scorer højt på tryghed, er jo en afledning af det ovenstående: partiet foreslår gerne at bruge flere penge på det vugge-til-grav pasning, og det synes nogle er trygt. Det er formodentlig andre parametre der gælder når højrefløjen skal definere tryghed.
Situationen er ganske rigtigt anderledes for tilskueren og for aktøren.
Ikke desto mindre synes det som sagt også rigtigt, at kapitalisterne indlysende nok har pengene, men at det også dem, der har gældsat landet - og vil gøre det igen og igen for de fælles samfundsmidler. Måske også Folkepartiet i en regeringsrolle med et lidet socialistisk program.
H.m: I disse for danmark’s socialister så lignelsesagtige tider - giver Hellle Thornings
nu utilslørede angreb imod alskens tilsløren,
mindelser om Thor’s brudefærd