Opslag til denne artikel

Personer:Pia Kjærsgaard
Organisationer:Politiets Efterretningstjeneste
Steder:København

»Hvis man bliver slået på - så slår man tilbage,« siger Kristoffer fra Antifascistisk Aktion (AFA), der er 25 år og studerer på en naturvidenskabelig uddannelse på Københavns Universitetet.

Information har mødt ham og Mattias på 24 år på en bodega på Åboulevarden i København. Mattias har været medlem af AFA i en håndfuld år og arbejder som pædagogmedhjælper i København. Mattias ønsker ligesom Kristoffer ikke at oplyse sit fulde navn eller at blive fotograferet.

AFA holder lav profil, for det er nødvendigt for at komme fascismen i det danske samfund til livs, mener de. Et af AFA’s andre våben mod fascismen er selvforsvar. Aktivisterne mener, at selvforsvar er en menneskeret.

AFA har eksisteret siden 1992 og har de seneste uger været at finde i overskrifter på diverse danske aviser. Ofte kædes AFA sammen med billeder af maskerede unge mænd med knyttede næver, der går lidt for tæt på Pia Kjærsgaard eller i clinch med højreekstreme grupperinger.

Den seneste tids fokus på AFA beror på, at Politiets Efterretningstjeneste den 1. marts slog til imod den ekstreme venstrefløj. PET foretog flere ransagninger, og en 23-årig mand blev anholdt og sigtet efter både straffelovens paragraf om grov vold og efter den særlige terrorparagraf om støtte til grupper, der vil bruge magt for at få indflydelse på offentlige anliggender. Ifølge PETs sigtelse har den anholdte en ledende position i Antifascistisk Aktion. Under anholdelsen sad den 23-årige mand i en bil nær DNSB’s hovedkvarter i Greve, i bilen fandt politiet slagvåben.

AFA afviser at have slagvåben og finder i det hele taget ikke det militante og voldelige omdømme retvisende. For ifølge AFA selv består deres arbejde hovedsagligt i at blokere nazistiske demonstrationer, både i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. AFA blokerer i bogstavelig forstand, så når nazister ønsker at demonstrerer, stiller AFA sig helt konkret i vejen. Og de bliver stående.

Vold avler ikke vold

AFA er også blevet forbundet med andet og mere end fysiske blokader af nazistiske demonstrationer. For nylig i forbindelse med overfaldet på den højreorienterede blogger Kim Møller, der under en demonstration i Århus blev overfaldet. Kim Møller udråbte efterfølgende medlemmer af AFA som overfaldsmændene.

Kristoffer og Mattias afviser, at AFA stod bag, da de fastholder, at gruppen ikke udøver uopfordret vold, men kun bruger vold som selvforsvar.

- Hvordan kan I forsvare selv at bruge vold, når fascismens voldelige natur netop er det I kritiserer den for - avler vold ikke vold?

»Det er det paradoksale. For hvad er alternativet til at forsvare sig? Så kan man bare blive slået ned,« siger Kristoffer, og Mattias supplerer:

»Men hvis spørgsmålet er, om vores praksis gør, at nazisterne står styrket, så er svaret nej. Vi kan se, at det arbejde, vi laver, virker. Færre nazister går på gaden, når vi har gået i blokade. Vi kan se, at hyppigheden af overfald falder, når vi intensiverer vores arbejde,« siger Mattias.

- AFA har tidligere sagt, at man er klar til at tage den fysiske konfrontation, der skal til, for at stoppe højrefascismen. Er det stadig dér, I står?

»Man kan godt kalde en blokade for en fysisk konfrontation - men den er ikke voldelig - og dér sker kortslutningen for de fleste. Vi er klar til at konfrontere nazisterne, hvis de vil ud og marchere eller slå indvandrere ned,« siger Kristoffer og fortsætter:

»Man kan ikke tie nazismen ihjel. For hvis den får plads til at gro, og nazisterne får plads til at rekruttere nye medlemmer, vil deres muligheder for at lave overfald vokse helt ekstremt,« siger Kristoffer.

- Den radikale venstrefløj er kendt for gode netværk - og når nu AFA frasiger sig ansvaret for overfaldene, har I så en idé om, hvem der begår dem?

»Jo, vi har gode netværk til hele bevægelsen i hele landet. Men der er en lang række aktører, der også beskæftiger sig med kampen mod de militante fascister. Det er grupper, som ikke nødvendigvis har noget navn. Enkeltpersoner og aktivistgrupper - som reagerer på fascismen, som vi også gør,« siger Mattias.

Under anklage

AFA, som kalder sig for en revolutionær venstreorienteret gruppe, ser generelt PET’s anklager som et angreb på hele den venstreradikale fløj. For aktivisterne i AFA anser ikke sig selv som en venstreekstremistisk terrorgruppe, og de mener, at PET’s terrorsigtelse er med til at dæmonisere og fordømme alt udenomsparlamentarisk politisk arbejde.

»Det er et angreb på hele den antifascistiske bevægelse, når PET vælger at sigte en specifik person for terrorstøtt og samtidig sætter ham i forbindelse med det antifascistiske miljø. Helt grundlæggende kan man sige, at der umuligt kan være nogen terrorstøtte, hvis der ikke er nogen terrorister. Og da det ikke helt klart fremgår, hvem disse terrorister er, tyder det på, at det er selve det antifascistiske arbejde, der bliver kriminaliseret,« siger Kristoffer.

Netop det udenomsparlamentariske arbejde er en nødvendighed, mener gruppen. For ifølge AFA er politiet ikke i stand til at dæmme op for fascismen i Danmark, og AFA anser fascismen og herunder nazismen som den største trussel mod friheden i det danske samfund: »Dem, vi beskæftiger os med, er ikke dem, der sidder og læser Mein Kampf hjemme på drengeværelset. Det kan de gøre, alt det de vil. Men det er dem, der udgør en voldelig trussel mod venstrefløjen og mod andre, som de føler sig berettiget til at slå ned på eller bare slå ned. Bogstavelig talt,« siger Kristoffer.

- Jamen, er der ikke kun 20-30 reelle nazister i København? Hvor stor kan truslen egentligt være?

»Vi ved ikke specifikt, hvor mange der er, men venstrefløjen er klart i overtal i København. Men hvis ikke man foretager sig noget og ikke imødegår den højreekstreme bevægelse, så er det ligesom at sidde og vente på, at de samler kræfter og mod til at angribe venstrefløjen,« siger Kristoffer.