Alt kan føres tilbage til begyndelsen

Med sin nye film 'Submarino' har Thomas Vinterberg nok skabt sin hidtil bedste film - et socialrealistisk mesterværk

Kompromisløs og båret af kunstnerisk nødvendighed er Thomas Vinterbergs nye film Submarino. En film, der bider sig ind til knoglerne og efterlader en helt hudløs og tårevædet. Det er en helt igennem grusom film. Og en smuk film. Glem alt om billige effekter, forstillelse og kunstneriske manerer. Vinterbergs nye film borer sig ned i tilværelsens urgrund og fremviser en socialrealistisk hverdag af den grummeste slags, samtidig med at den kunstnerisk forløser det forfærdelige stof.

Filmens åbningsscene er eminent og bærer utvetydigt Vinterbergs signatur. Ligesom i Lars von Triers Antichrist filmer han først traumet: Før selve filmen hører vi lyde fra et spædbarn. Dernæst ser vi to brødre, der fuldstændig svigtet af deres drankermor må drage omsorg for sig selv og ikke mindst tage ansvar for deres spæde lillebror, der endnu ikke har fået et navn. De arrangerer under hvidt stof som erstatning for kirkerummet en selvbestaltet rituel dåb af deres lillebror. Kort efter går det galt. Replikken »ved du, hvor mor er henne?« hænger ildevarslende i luften. Storebror Nick har skjult en flaske af moderens vermouth, og til musikken af Gasolins 'Fatherless Hill' søger drengene for en aften og nat tilflugt i sprutten og holder deres egen fest uden at ænse det grædende spædbarn. Da de vågner af rusen, ligger barnet død i vuggen. Det er deres skyld, føler især Nick, og påtager sig derved morens skyld.

Traumet efterlader sine sår på hver af brødrene. Da vi næsten 20 år senere i den efterfølgende scene møder dem, er det med henholdsvis tatoveringer og stiksår og en hel del ar på sjælen. Vi følger i filmen de to brødre i parallelle fortællinger, hvor deres veje kun sjældent krydses. I langsomt tempo og i et grågrønt undervandslys bevæger vi os med brødrene rundt i byen og de problemer, de støder ind i. I skikkelse af de fremragende karakterskuespillere Jacob Cedergren (storebror Nick) og Peter Plaugborg (lillebror) er vi nede i skidtet, ude på gaden, i herberger for sølle eksistenser, blandt folk med mindreværdskomplekser, der giver sig voldsomme udtryk, bortførelse af et barn og hos den lille dreng, når han ser sin far ligge sovende i fosterstilling på stuegulvet efter at have, stukket sig med sprøjten.

Symbolsk forløsning

Filmen handler først og fremmest om de to brødre, men handler i et bredere perspektiv om livet i Underdanmark, om misbrug, svigt, isolation og ensomhed.

Submarino bygger på Jonas T. Bengtssons debutroman af samme navn om to drenge, der vokser op i det socialt udsatte Nordvest-kvarter i København, med en tilsyneladende ubærlig social arv. Det er den roman, Vinterberg i en asketisk og renset filmfortælling omgør til et socialrealistisk mesterværk, hvor det, som filmens titel også antyder, handler at holde sig oven vande og ikke drukne, billedæstetisk konsekvent fastholdt i den samme grågrønne farveføring gennem hele filmen, der kun afviger i åbnings- og slutscenens hvide lys.

Den socialrealistiske fortælling er gribende og stærk i sig selv, men det, der løfter Submarino til et stort kunstværk, er den symbolske forløsning af det alvorlige stof. Man ser det i den rituelle åbningsscene, og man ser det flere gange undervejs i en stram symbolik, der ledsager og underbygger fortællingen.

Fri af familiens traume

Eksempelvis når Nicks sår bryder op igen. Han har efter mange års adskillelse lige erfaret, at hans lillebror, efter konens død i en trafikulykke, nu lever alene med sin søn Martin; og han har set de stikmærker, der fortæller, at broren er begyndt at tage stoffer igen.

Martin er selvfølgelig opkaldt efter den døde lillebror og bærer som sådan navnet på brødrenes og dermed hele filmens store traume. Men Nick har igen mistet forbindelsen til sin bror og frygter nu en gentagelse af tragedien. I vrede og frustration slår han hånden halvt fordærvet på en telefonboks. Gennem filmen forsøger han at dække såret til med nye bandager, der bliver stadig mere beskidte og blodsmurte.

Vinterberg religiøs?

Såret bliver ved med at bryde op, og til sidst må hånden amputeres. Efter at have været igennem alt muligt forfærdeligt står Nick mod slutningen med hånden i en kridhvid bandage som tegn på det håb og den nye begyndelse, der trods meget grusomhed tegner sig som en mulighed i filmen. Et nyt liv kan begynde for Martin, fri af familiens traume.

Thomas Vinterberg når i Submarino en ny renselse, men samtidig må man pege på, at filmen bevæger sig intimt tæt på en religiøs eller kristen tematik. Som sagt åbner filmen i hvidt lys i en selvbestaltet dåbshandling og slutter i lys i Grundtvigkirken.

Og hvad er det for en frelsermotiv, der flere gange dukker op i filmen? Eksempelvis i form af forsvarsadvokaten, der befrier Nick fra at gentage at tage morens skyld på sig i forhold til vennen Ivan, der i affekt er kommet til at slå Nicks veninde ihjel, eller i form af lillebroren, der som en anden præst til sidst i filmen giver sin storebror syndsforladelse for det svigt, der førte til deres spæde brors død.

Det ligger lige for at spørge, hvor Vinterberg er på vej hen med den her film? Er han ved at blive religiøs, eller viser filmen simpelthen, at der er et endog meget nært slægtskab mellem en religiøs symbolik og kunsten som et sted for forsoning og trøst?

Et slags 'comeback'

Som i et rigtigt kunstværk står mange spørgsmål åbne. Submarino forsøger ikke at bilde tilskueren noget ind eller at konstruere en slutning, der vil forløse det forfærdelige i en falsk lykkelig slutning. Filmen forbliver ægte og nødvendig hele vejen igennem. Det er også derfor, den gør så ondt. Jeg ved ikke, om det giver mening at tale om Thomas Vinterbergs comeback som stor dansk instruktør, for Submarino er på flere måder en bedre og mere nødvendig film end hans tidligere hovedværk Festen. Men lad os kalde det et comeback i forhold til at besinde sig på det, al stor kunst handler om - nemlig kompromisløst og nådesløst at bore sig ned i eksistensens ømmeste punkter.

Submarino. Instruktør: Thomas Vinterberg. Manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg. Dansk (CinemaxX, Dagmar, Empire, Falkoner, Grand og Palads i København samt en række biografer i provinsen)

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Andreas Loftager

Måske burde du lige rette, at det ikke er Jonas T. Bengtssons debutroman? Den hedder Aminas Breve og udkom et par år forinden... så vidt jeg har forstået i hvert fald.
Og så er jeg lige nødt til at spørge, om du har overvejet om nogen mennesker, der ikke har set filmen endnu, vil få noget som helst ud af den, efter at have læst din anmeldelse? At du spoiler de første 10 minutter er fint nok (men unødvendigt) - men ... resten?
Måske er det en fast retningslinje her på Information, at man ikke skal tage den slags hensyn? ... i så fald tager jeg selvfølgelig min klage tilbage.

anbefalede denne kommentar