Glem alt om et stigende antal ældre og en truende mangel på arbejdskraft.
De udfordringer er vand imod de massive økonomiske problemer, der truer Danmark, hvis ikke politikerne kommer i gang med at finde svar på sundhedsudgifter, der bare bliver ved med at vokse. Sådan lyder advarslen fra overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen på dagen, hvor Danske Regioner afholder deres årsmøde i Herning.
»Der har længe været opmærksomhed om, at sundhedsudgifterne stiger i takt med, at de store generationer bliver ældre. Men stigningen i sundhedsudgifterne går videre end dét, og det er noget, der på længere sigt vil sige spar to til størrelsen på de langsigtede holdbarhedsproblemer, vi ellers taler om,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Befolkningens krav til sundhedssystemet stiger hvert år - og også mere end hvad aldersudviklingen kan forklare. Nye, dyre behandlingsformer og krav til nye sundhedsydelser har igennem de seneste 15 år givet en ‘mervækst’ på 0,4 procent om året, skønner vismændene.
»Hvis dette stadigt stigende træk på sundhedsudgifterne fortsætter, kan det være en bombe under samfundsøkonomien,« siger overvismanden.
Det stigende antal ældre skønnes at give et langsigtet hul i statskassen på ca. 16 mia. kr. om året. Det er dét hul, som vismændene og andre økonomer hele tiden har foreslået lukket ved at afskaffe efterlønnen og skære i dagpengene. Men hvis mervæksten i sundhedssektoren fortsætter med bare 0,3 pct. om året, vil hullet om føje årtier være langt større - op mod 54 mia. kr. om året, vurderer vismændene.
Og de løsningsmuligheder, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen remser op, er næppe populære hos mange politikere.
»Men kan afmontere presset på sundhedsudgifterne med en meget hårdere prioritering - og dét har i hvert fald ikke vist sig muligt indtil nu. Man kan udpege andre offentlige udgifter, der skal reduceres. Man kan gennemføre endnu mere vidtgående strukturreformer. Eller også skal man være villig til at hæve skattetrykket,« siger han.
»Så er der principielt set ikke andre muligheder tilbage - med mindre man er klar til en omfattende omlægning af det offentlige sundhedssystem til et system, som man kender fra USA«.
Flere effektiviseringer var svaret fra regeringen, da vismændene i efteråret for første gang tog hul på de langsigtede sundhedsproblemer. Men selv hvis lægerne løber hurtigere, planlægningen bliver skarpere og apparaterne smartere, så kan effektiviseringer alene ikke løse den store udfordring, mener Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Og Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, er enig.:
»I de aftaler, der er i øjeblikket, skærer man allerede to procent hvert år, fordi man forventer en produktivitetsstigning. Det kan muligvis øges lidt, men der er en grænse,« siger Kjeld Møller Petersen.
Hovedet i busken
Han mener, at det haster for politikerne at komme i gang med at gøre noget i forhold til de stigende sundhedsudgifter:
»Det er en udfordring af format - og her er ikke tale om et skræmmebillede, men om problemstillinger, der allerede er på vej og kommer med større styrke«, siger han - og konstaterer, at politikerne mangler mod til at tage debatten.
»Politisk vælger man ligesom strudsen at stikke hovedet i busken. Man håber, det går over, og det gør det bare ikke. Problemet er, at det er en prioriteringsdebat, som ingen rigtig er interesserede i at tage - hverken politikere, fagfolk eller befolkning,« siger han.
For Bent Hansen, der er formand for de offentlige sygehusejere i Danske Regioner, er forventningspresset til sygehussektoren kun stigende.
»Forventningerne presses jo aldrig ned i den politiske debat. Kun opad. Og samtidig kan vi jo behandle mere og mere,« siger han.
På kort sigt vil Bent Hansen effektivisere arbejdsgange og behandlinger endnu mere - bl.a. ved at sygehusene investerer endnu mere i ny teknologi. Men der er også behov for at diskutere, hvad det offentlige sygehusvæsenet overhovedet skal tage sig af for skatteydernes penge, mener han.
Forkerte prioriteringer
»Det er vigtigt at få en diskussion, der tager udgangspunkt i det lægefaglige. For eksempel opererede man ikke tunge øjenlåg for ti år siden. Det gør vi i dag. Men spørgsmålet er, om sådanne prioriteringer er rigtige,« siger Bent Hansen.
Ifølge Kjeld Møller Petersen bør den langsigtede debat om sundhedsudgifterne i gang hurtigst mulig:
»Debatten er nødvendig, fordi den er med til at modne folk og dermed også skabe en problembevidsthed blandt befolkningen, de sundhedsprofessionelle og politikerne selv.«
Også Bent Hansen efterlyser en mere langsigtet debat - men vil ikke selv lægge sig fast på løsninger.
»Det er dog helt sikkert, at debatten skal tage udgangspunkt i, at den danske model med fri og lige adgang og lægefaglige prioriteter skal bevares,« siger han.
Kommentarer
Et godt sted at spare, kunne jo vaere Rasmussen’s (III) godtepose, der betalte de private dobbelt pris af, hvad det offentlige fik. Samtidigt kunne man fjerne skattefradraget for sundhedsforsikringer.
Man har vidst der var et ældre boom på vej i 30 år minimum, jeg har lidt svært ved at købe den opstilling.
At sparke syge mennesker og nedslidte i arbejde hjælper næppe noget, tværtimod bliver omkostningerne uoverskuelige.
Man fornemmer tydeligt den pro-amerikanske stemning i den analyse, emigrer til USA.
Det er også svært at se hvad en reform indenfor Dagpengesystemet skulle hjælpe, da der jo netop ikke blive mangel på arbejde.
Man forsøger at skræmme folk til at skære i deres rettigheder så de rige kan nyde godt af det, og arbejdsgiverne får mere magt.
Det er godt at der nu kommer fokus på regeringens sundhedspolitik. Den er direkte underminerende med regeringens og DFs 1 måneds behandlingsgaranti for de behandlinger som privat hospitalerne ønsker at udbyde. Ligeledes virker fyringerne hel håbløst, da de overskredne budgetter netop er fremstået fordi sundhedspersonalet har arbejdet hurtigere og nået flere operationer og dermed fulgt regeringens og DFs krav om 1 måneds behandlingsgaranti.
Ligeledes virker det mærkeligt at sundhedssektoren skal have lov at stige hvor alle andre sektorer skal give nulvækst og da sundhedssektoren ikke må beskæres så vil den af Løkke Rasmussen udmeldte nul-vækst betyde direkte nedskæringer for andre sektorer. Jeg forstår simpel hen ikke OVKs økonomiske politiske linje.
sjovt at VKO vil have et system USA er ved at gå væk fra af gode grunde, er det ‘alt er baglæns uge’ eller er der noget grueligt galt med vores politikere?
Øhm - jeg mener ovenstående artikel er udtryk for en direkte usandhed. Det, alle overser, er faktisk at flere og flere ældre bliver i stand til at klare mere og mere, og således er friske og rørige i flere år end hidtil.
Og det andet aspekt af dette her, som alle også synes at overse er faktisk dette:
Den officielle danske ældre-politik er hjælp til selv-hjælp; det som den ældre medborger selv kan klare, skal den ældre medborger klare, eller motiveres til at klare. På den måde kan man også nedbringe sundheds-udgifterne. Ved at sørge for at de ældre lever et aktivt liv, og har kontakt med andre ældre, og får daglig motion undgås både hospitals-indlæggelser, depressioner og udskrivining af medicin til ældre medborgere.
Og ja, afskaffelsen af efterlønnen vil da betyde en nedgang i antallet af medicinkrævende ældre mm. -de er ganske enkelt døde. Og det er fordi, folk på efterløn stadig har det hårdeste arbejde her til lands, lagerarbejderen, som får ondt i skulderen efter 40-45 års arbejde, lige siden han var 15, eller sosu-assistenten, som har arbejdet siden hun var 18 - de er jo sikkert døde før de bliver 67 eller 68, hvis efterlønnen bliver afskaffet.
Og hvorfor bliver sundheds-udgifterne med ved at vokse? Jo, det skyldes vel først og fremmest udgifterne til medicin? Og det de her udgifter til medicin vokser, fordi læge-middel-industrien hele tiden afprøver nye produkter og sender dem på markedet, og reklamerer for at de skulle være bedre end gammel, afprøvet medicin, der virker. Og så udskriver alle læger recepter på den nye, ikke den gamle medicin. Og her et oplagt emne at tage fat på, når vi taler om at få nedbragt udgifterne til sundhed i det her land.
En læge besiddende en stor medmenneskelighed, stod en dag ved en flod i sine egne tanker. Pludselig hørte han nogen skrige på hjælp fra floden, og han så at der var en person i knibe i vandet, hvorfor han straks sprang i for at redde vedkommende. Da han endelig havde fået ham bugseret ind til kanten lød et nyt skrig fra vandet. Igen reddede han vedkommende, men også denne gang lød der blot endnu et skrig fra floden. Dette fortsatte indtil lægen ikke længere havde flere kræfter tilbage og derfor ikke var i stand til at redde flere at disse nødstedte. Var han istedet for at springe i vandet, imidlertid gået op langs bredden for at finde kilden til deres nød, havde han set manden som skubbede dem i.
Pointen er at vores “sundhedssystem” næppe med god ret kan kaldes dette, idet det i langt højere grad lever op til navnet “behandlingssystem”. Forskellen på de to er måske ikke umiddelbart åbenlys, men den er ikke desto mindre væsentlig. Et sundhedssystem virker forebyggende og fremmende for sundheden, mens et behandlingssystem behandler symptomer på usundhed og degeneration, fremfor, først og fremmest, at fremme sundhed.
Havde vi haft førstnævnte herhjemme havde man ikke kunne købe coca-cola og chokolade på skolerne.
Man havde undervist børnene i sund omgang med deres nærmiljø - både det indre og det ydre. Man havde indført sund mad i alle skoler, for dels at lære børnene at spise ansvarligt, dels for at optimere indlæringsevnerne, som til syvende og sidst i høj grad beror på hvilke brændstoffer hjernen påvirkes med. Det er ret stor forskel på at møde i skolen med kakaomælk, nutella, smør og hvidt brød i maven og på at møde med en mave fuld af friskpresset juice, fuldkornsbrød med humus, avocado, tomat, spirer og agurk. Så længe noget så grundlæggende og indlysende ikke indses, får vi hverken et sundhedssystem i fremtiden eller et godt skolesystem i nutiden. Der er alt for lidt vægt på sundhed i folkeskolen, selvom det burde være det primære at lære børnene hvordan de får sunde sinde i sunde kroppe. Hvordan deres ernæring påvirker deres hjerner og kroppe til enten storhed eller forfald, og hvordan fødevarersektoren fungerer, så næste generation ikke begår de samme graverende fejl som den nuværende voksne.
Man havde gjort en stor indsats for at få folk til at spise sundere, for eksempel ved, at halvere momsen på de usunde varer og eventuelt sætte den op på de sunde.
Man havde ikke tilladt virksomheder som McDonalds og Nestle at drive virksomhed i landet uden at disse betalte store summer til statskassen for deres opfordringer til og profitering på usund og kropsligt nedbrydende adfærd. Idag betaler mange af disse transnationale til gengæld ikke så meget som en krone til behandlingssystemet til trods for at deres propaganda når os fra vugge til grav og gradvist men sikkert medvirker til et ødelæggende forhold til os selv og vores ophav i biosfæren.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Ivar Jørgensen, tak for en absolut sandt og velskrevet indlæg som alle burde læse og forstå dit budskab om de vil. Tak og God Påske!
@Ivar Jørgensen: Jeg tror du har byttet om på det med momsen, men ellers er jeg enig med dig i, at der arbejdes alt for lidt med den forebyggende indsats her i landet.
Med den gradvise privatisering er sundhedssektoren blevet en industri, hvor tilgang af nye aktører skaber deres eget behov for flere ressourcer.
Hæftigt lobbyarbejde skaffer flere og flere penge til området.
Frygt i befolkningen lægger pres på politikerne for at bevare et højt fokus på området.
Mindre og mindre skavanker tilbydes behandlet.
Nye skavanker “opdages” og behandling tilbydes herfor.
En “kirg” er brudt ud mellem de offentlige regioner, der hellere ser borgernes penge gå til private sygehuse, fremfor at støtte hinanden og udnytte den frie kapacitet der er i systemet.
En anden heller ikke ubetydeligt faktor er medicinalindustrien.
Samme - eller endnu dygtigere lobbyarbejde - manipulerer beslutningstagerene til at tilføre området stadig flere midler. Alene Regionernes medicinudgifter er på 2 år steget med 25%.
Også inden for dette felt er opfindsomheden stor. Nye sygdomme opdages og medicin opfindes (på ny). Impotens, sociofobi, osv.
Medicinalindustrien har allerede overtaget tobaksindustrien (ingen ryger efterhånden, men de tager nikotintyggegummi i stedet).
Hvem mon har løsningen klar til at tage over når et kommende “alkoholforbud” sætter ind (opnået igennem “folkets” selvopdragende adfærd).
Hvem mon opfinder løsningen på fedme problemet (spørgsmålet er - har vi overhovedet en fedmeepedimi, eller er det noget vi bliver bildt ind)?
Og var det ikke Novozymes der lige har doneret 885 mio. kr. til KU? Hvad mon man forventer af den investering? Mon ikke det bliver en ny pille?
Det virker ikke som om vi bliver sundere af at bruge flere penge på sundhedssektoren. Vi må gøre os klart, at sektoren kan bruge alle de penge der stilles til rådighed og flere til.
Så ja, løsningen ligger i forebyggelse frem for behandling.
Investeringer i alternative behandlingsformer.
En sundere livsstil og livsholdning.
Glæde ved at spise, god sund og nærende mad.
Offentlige tilskud til fritidsaktiviteter.
Sige farvel til den selvopdragende adfærd og acceptere, at vi alle er forskellige og ser forskellige ud.
@Ivar: Også en anbefaling her fra mig. Det er selvindlysende rigtigt, hvad du skriver. Alligevel må vi tage fat i selve det, at det er svært at gennemføre. For det er det jo! Det første man i dag skal lære et barn er ordene: ”La’ vær’!
La’ vær’ med at lade dig lokke. La’ alt det farvestrålende slik stå! La’ vær’ med at side ned for længe! La’ vær’ med at udsætte dine ører for høj musik.
Osv.Osv.Osv.Osv.Osv.
Vi lemper børnene ind i en sygdomsfremkaldende livsform, og det er klart, at udgifterne til ’reparation’ løber løbsk. Vi kan ikke finde grænsen mellem det personlige ansvar og samfundets ansvar.
Rigshospitalet har en helikopter til hjertepatienter (bl.a.). Hvorfor er der så mange hjertepatienter? Usund livsstil kræver operationer. Hvorfor er usund livsstil så udbredt? Ældre får meget medicin. Hvorfor har de det så dårligt?
Hvorfor er det hele, som det er?
Hvorfor er det ikke det, diskussionerne drejer sig om?
Den politik, som Helle Thorning nu plæderer for, men Bertel Haarder er imod, blev fremført i samme udgave for mange år siden af socialdemokratiets evige kandidat til amtsformandsposten, Conny Dideriksen. Hun faldt på sagen, blev aldrig amtsformand, men afleverede posten til Venstre for mange år frem (Jørgen Christiansen og Lars Løkke Rasmussen).
Bertel Haarder taler dog med modsigelser i munden, når han bruger det konservative mantra om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, og netop her bruger venstrefløjens argument om gratis behandling til alle. Venstre har i forvejen indført adskillige afgifter, fremmet private forsikringsordninger og har i mellemtiden indført private hospitaler, der ikke er mere private, end at de skal leve af offentlige midler. Resultatet af Haarders politik er genindførelse af de gamle A- og B-sygesikringer, hvis de offentlige tilskud ikke modvirker forsklelsbehandlingen.
@Per: ”Gratis behandling til alle”. ?.
Jeg tror ikke, at det løser noget. Det skal hedde gratis forebyggelse til alle, for det er på det område, der skal sættes ind. Gud og hvermand har ondt i ryggen i dag, og hvis den enkelte ikke bliver bevidst om, hvad der forårsager det, koster det en hulens masse at reparere på det.
På mangfoldige områder har vi fravalgt forebyggelsesvejen, måske fordi den var for kedelig og valgt reparationsvejen (det er smart at lide af noget, lægerne ikke kan finde ud af).
De statslige økonomiske problemer er regeringen ene og alene om. Den økonomiske politik, som er blevet ført i V-K regeringsperiode, er bygget på indre ideologiske konflikter i de to partier - især venstre, som er gået fra en liberalistisk ideologi til en social liberalistisk ideologi.
1) Et skattestop som ikke er finansieret.
2) Effektiviseringer i det offentlige, der er overvurderet og overdrevne ambitiøse, så de nærmest opfattes komiske.
3) Ignorering og benægtelse af problemet(s omfang), som har ført til en forværring af situationen.
Uansvarlige forsøg på at fjerne folks/mediernes fokus samt give folk en illusion, at alt er godt og velfærdssamfundet ikke er truet.
Der skal ikke herske tvivl om, at velfærdssamfundet står overfor de største udfordringer nogensinde - skattestop, efterløn og andet populistiske og kortsigtede økonomiske tiltag er ikke, hvad velfærdssamfundet har brug for. Det er uansvarligt at se bort fra de her grundlæggende problemer.
Start med at indfore 5 timers motion om ugen i skolen og po alle de humanistiske uddannelser, samt alle der arbejder med mennesker inde for vores behandling system skal have 5 timers idrat om ugen.
Det er ikke smo penge der bruges i Danmark po behandle andre sygdomme end den psykiske hos vores patienter i Danmark, og det skyldes udlykkende den passive kultur der trives inde for vores behandling system, so fo de ansatte vak fra kodgryderne og ud cykle og fiske og ro i kano og spille bold spil, sto po ski.
Men som at drikke 10 til 15 bajer om dagen ses de positive virkninger jo forst om nogle or og det ikke bare vil nedbringe sundheds udgifterne, men vil ogso forbedre folk livskvalitet og den rigtige motion virker lige so godt som anti depresiv medicin, men so tjerner medicinal industrien jo ingen penge og psykiaterne og psykologer mister deres magt og indflydelses po menneskers sjale liv.
Men ellers er det klart at vi som samfund bliver nod til tage det alvorligt nor flere og flere lidelser kan behandles nye og dyre mediciner po marked og alle de undersogelser der i dag kan foretages for diverse sygdomme.
Men det er svart at vare politer inde po sundheds omrodet for man er oppe imod en lang rakke patient og bruger organisationer der alle hyller i kor efter flere penge, uden hensyn til samfunds okonomien.
Som jeg kender so ganske udmarket inde for psykiatrien hvor jeg selv har varet under og deet bode de ansatte og bruger organisationerne de udviser denne total udansvarlighed, selvom der behandlingen po omroder kan gores billigere bedre, samt man skaber afhangige patienter der virkeligheden udmarket godt kunne klare mere selv.
Derfor gor jeg ikke ind for nedskaringer kun at penge kan bruges bedre, og vi vil fo mere ud af vores skatte kroner, som at have psykiatriske information centre i landet er ganske overflodigt eller at beskyttet arbejde i hvor man passer dyr i en dyrhandel, det siger alt om hvordan nogle misbruger vores velfards system for egen vindnings skyld.
For en befolkning af hypokondere kunne man ønske, at den i det mindste måtte dø i fred.
Sundhedsudgifter er en bombe under økonomien, og der peges bl.a. på offentlige udgifter til plastikkirurgi og ikke lægefagligt begrundede kejsersnit. Begge eksempler kunne måske overgå til egenbetaling?
Professor Kjeld Møller Petersen nævner, at man er nødt til at tage fat på en prioriteringsdebat, som ingen rigtig er interesserede i at tage - hverken politikere, fagfolk eller befolkning. Det er blevet et faktum, at vi ikke har råd til i længden at behandle alle de lidelser, som lægefagligt kan behandles. Heri ligger etiske problemer, hvis overlevelse af visse lidelser kræver egenbetaling.
Det er nogle af problematikkerne, men, som Ivar Jørgensen meget fornuftigt skriver, så er vi også nødt til at finde kilden til nøden eller til at tage hul på den forbyggende (præventive) medicin.
Her er måske den største nød at knække, idet forbyggende medicin ikke er vand på lægemiddelindustriens økonomiske mølle, og politikerne herved bliver tvunget til at sætte hele den industri på plads, som lever af syge mennesker, og i stedet sætte individets sundhed i fokus.
Vi har et utal af sygdomme / symptomer, som lægerne ikke kender årsagerne til, idet det efterhånden er blevet til normen at dæmpe symptomer med symptomdæmpende medicin eller behandling uden at interessere sig for selve årsagerne til lidelserne.
Det er på tide, at der gøres op med denne fejlagtige tænkemåde og erkende, at årsagerne må behandles samt at den symptomdæmpende metode ofte medfører, at patienten påføres mere lidelse end gavn af behandlingen. Om end at disse behandlingsmetoder er til fordel for medicinalindustrien.
I takt med tiltagende industrialisering er belastningen med giftstoffer af mennesker og dyr øget, deriblandt belastningen med tungmetaller.
Deponering af tungmetaller og andre toksiske stoffer i hjerne og indre organer kunne muligt være løsningen på mange gåder, hvor årsagerne til sygdomme er ukendt.
Jeg kunne derfor foreslå, at man undersøger giftbelastningen af befolkningen ved f.eks. at indføre tests af afdødes organer, idet hverken blod-, urin- eller afføringsprøver altid afslører depoter af giftige stoffer f.eks. tungmetaller i diverse organer.
I udlandet, hvor man har tungmetalforgiftede minearbejdere, har man haft kendskab til behandling af tungmetalforgiftning gennem ca. 50 år. Måske skulle man til at kigge udenlandske læger over skuldrene.
Så lad vinden blæse symptombehandling og gammeldags behandlinger væk og lad der blive plads til nye friske idéer med patienten, sundheden og årsagerne i centrum.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ivar Jørgensen
Tak for indlæget. Med undtagelse af din trykfejl, er jeg enig med dig. Jeg har været syg i mange år, men nu er jeg ved at få styr på mine problemer. Min erfaring med læger, er at de har alt for travlt. Alt for ofte behandler de symptomer og ikke de egentlige problemer. De har simpelthen ikke tid til at stille den korrekte diagnose.
Det er ofte patienten selv, der må finde ud af, hvad der er i vejen. I reglen laver jeg en lang liste af observationer. De fleste har nok ikke noget med sagen at gøre, men det kan jeg ikke være sikker på. Nå så den korrekte diagnose er fundet, må patienten selv tage meget aktiv del i helingsprocessen. Han må spise den rigtige mad, gøre den rigtige sygegymnastik og selv finde andre bevægelser, der fremmer processen, han må få så megen motion, som han kan holde ud til og naturligvis tage medicinen på de rette tider.
For øvrigt er jeg stor modstander af at nedlægge de små lokale hospitaler. Nu er hospitlet i Lemvig blevet nedlagt. Det er vi meget kede af heromkring.
Da min svoger fik et hjerteanfald, måtte ambulancen tage ham til det nye superhospital i Vejby. Men der fortalte lægerne ham, at han behøvede en hjertoperation, og da han er over 90, ville de iklke operere ham. De skulle bruge tusinder på en hjerteopretion, så ville han nok leve en 4- 5 år længere og så dø af noget andet. Det kan simpelthen ikke betale sig. Gå hjem og nyd det sidste år du har at leve.
Ak ja. Velfærdsstaten er nødt til at ignorere os gamle folk. De har ikke råd til andet.
Velfærd er ikke for os.
Er debatten om sundhed blot en moderne filosofi?
Kurt Tucholsky skrev o.1930: Vi vil så gerne leve lidt længere, meget længere, helst i al evighed, og så tog han som flygtning i Sverige sit eget liv i erkendelsen af udviklingen. Desmond Morris (ham med The Naked Ape) foreslog engang i 60’erne under et besøg i Danmark, at man af demografisk-økonomiske grunde lod sig aflive ved udgangen af arbejdslivet.
Vi må snart tage ansvaret for vores egen tilværelse og det etiske imperativ på os, afvise al den snak om at forlænge livet i begge ender, forbedre menneskeracen ved udvægelse og indføre genoplivningsforsøg her og der og alle vegne. Vi er blevet en befolkning af hypokondere, der stresser hinanden med al slags allergi og økonomiske sorger for de velbjergede.