Som datter af en mor, der kaldte sig feminist og kæmpede for kvinders rettigheder, en mor som troede på lighed og søstersolidaritet, havde jeg faktisk ingen forestilling om, at det at få børn skulle stikke en kæp i hjulet på alt, hvad der hed ligestilling. Parolen om, at den sikre vej til et godt og selvstændigt kvindeliv gik gennem uddannelse og arbejde, var fantastisk og frisættende - et fremskridt for mit køn.
Men så kom der børn og med dem en følelse af, at der var landet en fjende midt i min ligestillingslejr, en lille nuttet en, der pludrede og gjorde noget ved min krop og psyke, ingen mand hidtil havde formået. Det, jeg med overbevisning havde ment, sagt og troet, før vidunderet kom til verden, var pludselig ikke realistisk længere. Ideen havde været, at den selvfølgelig skulle passes i en af de dertil indrettede samfunds kasser, og at jeg foresatte, hvor jeg slap når den først var ude af min krop. Og det var ikke, fordi det ikke kunne lade sig gøre, vuggestuen var startstedet, og der kunne den være fra den var et halvt år. Ligeværd, ligeløn og måske endda lederstiling, ja tak.
Men snart måtte jeg indse, at det med at være mor og gøre karriere var som at blæse og have mel i munden, for jeg kunne sådan set ikke bære at blive adskilt fra barnet, og ingen andre end mig var god nok til det. Det var en del af mig, og jeg var en del af det, og vi hørte sammen i en grad, jeg aldrig har hørt sammen med nogen før. Samtidig var det åbenlyst et meget personligt problem, som ‘bare’ var noget, jeg selv måtte tage mig af, og lige dér, i det felt og i den emotion, mistede ligestillingen grebet og faktisk også sin betydning. For jeg kunne tænke, tro og handle i den ydre verden, som jeg var blevet opdraget til, men jeg kunne ikke kæmpe mod den universelle biologiske og meget kvindelige trang, der handler om at passe på sit afkom. Og da jeg begyndte at sige mine følelser højt, forstod jeg, at jeg slet ikke var alene, og at mange, der kom før mig, havde ofret denne følelse i kampens hede.
Sammenbidte kvinder
Et af de store problemer, kvindefrigørelsens døtre står tilbage med, er for mig at se den splittelse, der opstår i mødet mellem det, vi intellektuelt er blevet fodret med, og så den indre stemme, der fortæller os, at det er forkert at anbringe afkommet i de dertil indrettede kasser i 10 stive klokketimer om dagen. Og vi kan såmænd godt blive ved med forundret at pege på tallene i statistikken, som f.eks. at i aldersgruppen fra 30- 39 år tjener kvinder i gennemsnit 239.200 kroner om året, mens mænd tjener 353.600 kroner, men faktum er, at i forhold til virkeligheden giver det god mening. For det er primært kvinder, der går på barsel, og det er primært kvinder, der går på nedsat tid, og det er primært kvinder, der tager barnets første sygedag, og et eller andet sted, så tror jeg på, at det gør kvinder, fordi vi tager det ansvar, vi ikke kan lade være med at tage, nemlig at passe ordentligt på vores børn, og hvem pokker kan fortænke os i det?
Og når virkeligheden hænger sådan sammen, kan det undre mig, at debatten om ligestilling bliver ved med at hænge fast i forestillinger om, at alt løser sig, hvis bare vi deler pligter, arbejde og bestyrelsesposter lige over med det andet køn, der stadig efter 50 år slår sig i tøjret, som om vi forsøger at give dem cyankalium på deres morgenmüsli? Og når jeg læser en gammel feminist som Hanne Dams ord om, at prisen på en eller anden mærkelig måde har været, at hun selv og gud døde mig også hendes døtre ikke føler sig gode nok, og at kvindefrigørelsens store omkostning er, at vi kvinder er blevet sammenbidte, så tænker jeg, at det tror da fanden, vi gik hen og blev sammenbidte, for vi blev fortalt, at vi kunne og skulle det samme som mænd, og så gik vi i gang med at bevise det, alt imens vores afkom blev proppet væk i de dertil indrettede samfundskasser og navlestrengen klippet med et pædagogisk smil.
Og nu skal alle jer over 60 ikke tro, jeg er utaknemmelig - jeg er dybt taknemmelig, for jeg ved og har mærket på egen krop, hvilket fundament og hvilket offer jeg hviler på. Prisen for frigørelse var stor for jer, men sandelig også for jeres døtre, og til trods for den pris ville ingen af os undvære det, vi har opnået indtil nu. Men faktum er, at kvinder i dag er mere stressede end nogensinde før, sundhedsstatistikkerne viser tydeligt, hvilket køn der mest bukker under for presset. Vi bliver syge, aggressive og deprimerede af den måde, vi har indrettet os på, og derfor er det bydende nødvendigt og på høje tid, at der bliver taget politisk hånd om den tilsidesættelse af selvet der ligger indbygget i moderskabet!
Renée Toft Simonsen er børnebogsforfatter og psykolog
Hver fredag skiftes Mette Bom, Pernille Rosenkrantz Theil, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive ugens klumme på denne plads
Kommentarer
Mon ikke mange kvinder kan genkende dilemmaet
som René Toft Simonsen beskriver?
Men emnet ‘den biologiske faktior’ har endtil nu nærmest været et tabu blandt feminister.
Måske hvisker de sammen om disse ting indbyrdes, men udadtil holder man den hårde linie - det drejes sig kun om at fordele byrderne . Hvorfor sker det så alligevel at kvinder i den konkrete situation vælger at passe deres børn frem for at kaste sig ud i karrieren? Jeg er enig med René om at det ikke kun det drejer sig om penge - kvinderne ønsker simpelthen ikke at give slip på deres unger - og det skal de ikke føle
skyld over. Hvorfor er det at tage sig af sit afkom så lavstatus i dette samnfund? - det er sgu da den vigtigste opgave man overhovedet kan påtage sig Og hvorfor drejer ligestilling sig altid om at gøre karrierer? Hvad fedt er der ved at være kapitalens lakajer? Kvinder er frem for mænd født med en fantastisk gave som de måsle bør værdsætte mere end de gør pt. hvor det af og til virker som om de betragter det som en straf og en uretfærdighed
Jeg har nu aldrig tilsidesat mig selv fordi jeg var blevet mor.
Men man ville da være tåbelig, hvis man efter at have gennemgået en lang graviditet, en smertefuld fødsel, adskillige måneders amning m.m. ikke var interesseret i at få den lille person til at vokse op og blive et helt menneske.
Med til den proces hører også at udvælge en far, som tager sin del af slæbet, glæderne og sorgerne.
Jeg vil godt gentage Oles (og Renees) spørgsmål:
Hvorfor er omsorgsopgaver så ekstremt underbetalte og lavstatus som de er?
Hvorfor er det at kvinder skal ‘gøre karriere’ på de betingelser - at man skal spille dét og dét spil, og være parat til at give fanden i ungerne?
Det ‘moderne’ samfund er ikke indrettet til børn. ‘Moderne’ mennesker bliver ikke opdraget til at… jo, måske nok få børn, for det er nærmest et statussymbol lader det til - men til rent faktisk at forstå at det er en kæmpe og ærefuld opgave at være forælder.
Hvad er grundene til det? Og hvordan kunne man ændre på det forhold?
de (unge) fædre jeg kender incl min egen mand er heller ikke interresseret i karriere som sådan - ikke hvis det betyder lange arbejdsdage ihvertfald.
Her i huset går vi ned i løn for at få mere tid til vores børn - men jeg er godt klar over at det ikke er alle der har mulighed for det.
Jeg har svært ved at se meningen med dette indlæg? Andet end at beklage sig over, at naturen, Gud eller skæbnen nu engang har maget det således, at det er kvinderne, der føder børnene her på jorden.
Og mon ikke René mener ‘tilsidesættelsen af egoet’ og ikke Selvet. Når man får børn, skal man netop lære at sætte sit eget ego tilside, og give plads og rum til den lille ny.
Jeg tror at René mener at
kvinder i dag er mere stressede end nogensinde før, sundhedsstatistikkerne viser tydeligt, hvilket køn der mest bukker under for presset
og at hun er helt i tråd med en andre kvinder, der har valgt at yde til samfundets vigtigste ressource…
http://www.information.dk/227640
Linda Hansen,
Her i huset går vi ned i løn for at få mere tid til vores børn
Den holdning er fundamental for ideen om ‘det gode liv’ - en idé som vi uden formue desværre har måttet ofre på kapitalismens alter.
Tillyke med din afslappede tilgang til tilværelsen…:-)
Renée Toft Simonsen peger - med rette synes jeg - på fundamentale biologiske forskelle mellem kvinder og mænd.
Mænd kan ikke føde børn, og de kan heller ikke amme.
Det at ligestille kvinder og mænd må selvfølgelig tage hensyn hertil, og det må betyde, at ligestillingen ikke alene skal omfatte arbejdsmarkedet, men skal omfatte alle områder af tilværelsen.
Når kvinder føder børn - og ammer dem - må det op på det niveau - også socioøkonomisk - hvor det hører hjemme.
M.v.h. Arne.
Det er ikke pensionsgivende at:
bruge tid på et barn
rydde op og gøre rent i et hjem (holde det som en vis Emma vil sige)
deltage i almennyttigt foreningsliv
følge med i hvad der sker og give sin mening til kende
drage omsorg for andre mennesker
- men det er pokkers nødvendigt, at nogle gør det.
Mon ikke vi skulle se at få et andet forhold til det at yde et arbejde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja det er mærkeligt som den protestantiske arbejdsmoral hænger ved os og nærmest breder sig ud over alle livets områder trods vores selvforståelse som frie individualister - i virkeligheden er de fleste af os arbejdsmyrer der slaver for almisser - mens vi fabler om karrieren vi planlægger og de betydningsfulde opgaver vi påtager os. Vi er fanget i vores egen kapløb med stadig voksende krav til forbrug
.Vi er inderst enige om at det man ikke blive betalt for er ikke noget værd og at det, man bliver betalt meget for er mere værd end det man bliver betalt mindre for etc.
Vi skal ikke blot have et arbejde . næh vi skal fa’en fløjte mig have en karriere!
Vi er nærmest flove hvis vi må indrømme at vi ikke er stresset på arbejdet
Stress er giver prestige
Dengang der fandtes en overklasse - før verdnen gik af lave - var der folk (i overklasse forstås)som så ned på mennesker der var nød til at opretholde livet ved at arbejde. Att måtte arbejde for føden var virkelig pinligt.
Ikke fordi jeg længes tilbage men blot for at pointere at der fandtes (og findes vel stadig) mennesker som ikke lever for at arbejde men finder en mening med livet på en anden måde - det er altså muligt! Hvis vi blot kan give afkald på den næste fantastiske bil, det større hus som vinker forude hvis vi bare….og lokker os i gyngen igen
Jamen, Ole, der er da ingen, der tvinger dig til at udvide huset og købe en større bil!
Er det ikke dit eget frie valg?
Det er svært at føle med dig, når du sådan opfatter dig selv som et offer for den protestantiske arbejdsmoral.
Hvad er dit problem?
Lassen: Du skal nok opfatte mit ‘vi’ som et ‘man’. Personligt har jeg ikke problemer med overstående
Renee Simonsen har kun forstået halvdelen af problemet. Hun siger:
Det undrer mig, at debatten om ligestilling bliver ved med at hænge fast i forestillinger om, at alt løser sig, hvis bare vi deler pligter, arbejde og bestyrelsesposter lige over med det andet køn. Vi overser den biologiske og meget kvindelige trang til at passe på sit afkom
Instinktet til at passe afkommet er ikke kun kvindeligt, og her overser Simonsen, at det aldeles ikke er et kvindeligt fænomen, men et menneskeligt. At nogle kvinder (og mænd) stadig tror, at passe afkom tilhører den kvindelige sfære, er direkte i modstrid til sund fornuft, hvilket som bekendt er en mangelvare for kvindelige kønsracister.
Men Simonsen har ret i at de menneskelige problemstillinger ikke alene løses ved at indføre ligestilling, men at hun blander det sammen med individuelle menneskers oplevelse af trang til at passe afkommet, er på en gang gammel og uduelig.
Renee Toft Simonsen er kun halvt færdig med at tænke sig om
Hvis nu Rene Toft Simonsen havde fundet en mand hun virkelig elskede af sit hjerte ville hendes ville hun ikke ogso priviotere lidt anderledes i forhold til uddannelse, og det opnod en stilling der gav magt i samfundet.
Men ellers gennemgor kvinder 3 faser i livet den forste partner de valger er for fo sex nummer 2 for fo born, og den 3 er for at fo karlighed.
Nu er Rene Toft Simonsen so ved den 3 fase og kaster sin karlighed over sit barn, som hun med sine mennneskelige folelser oplever har brug for hende.
Nor barnet so nor en hvis alder for hun sikkert igen overskud til at have en mand i sit liv, som hun så kan give sin karlighed til.
Til Marie Splid Clausen.
Underbetalt er nor du ikke for den lon du har krav po, det andet er man arbejder inde for et lavtlons omrode, og hvorfor det forholder sig sodan, so i starten var kvinderne glade for det at de bare kunne komme vak hjemme fra Kodgryderne og tjene deres egne penge, og so har i ikke varet dygtige og solidariske nok til forhandle jer til ordentlige lonvilkor.
Selvom der dog er omroder inde for omsorgs sektoren hvor kvinder ikke laver dagens gode gerning, men alligevel for en god lon for det.
Både kvinder og mænd har en instinkt for at tage sig at deres børn
Ja hvis vi med instinkt mener en medfødt ’tilbøjelighed’ og ikke en stereotyp
adfærd
Med de biologiske forudsætninger og den givne forskel mellem kvinders og mænds
roller i forplantningen taget i betragtning vil det nok være forhastet at mene at de to køn er identiske når det drejer sig om denne tilbøjelighed?
Meget tyder på at den er forskellig – De to køn har i udviklingshistorien varetaget forskellige roller i forhold til afkommet. Ikke fordi vi partout skal lade os diktere af vores artshistorie men den ligger i vores gener og gør at vi har forskellige tilbøjeligheder.
I dagens samfund hvor jæger-samler kønsrollerne er passé er vel det bedste vi kan gøre at give rum for at både de biologiske og de individuelle tilbøjeligheder får mulighed for at udfolde sig?
Interessant at denne artikel mest vækker mændenes trang til debat. Godt at høre, at I er engagerede, men hvor bliver kvinderne af???
Selv synes jeg artiklen rammer ind i noget vigtigt, og jeg vil gerne høre mere. Selv om mit barn har det fint i sin institution er jeg enig med René i, at der er noget neurofysiologi, der går ind og spænder ben for ligestillingen. Og jeg har også haft det lidt underligt med al den snak om delt barsel, selv om jeg gerne ville have haft at min egen mand tog mere end 2 uger. Vi er rigtig mange kvinder, der har gjort os den erfaring, at manden af mystiske årsager kan sove fra selv den højeste barnegråd. Det er da lidt utrygt at give helt slip så - selv om man alligevel kæmper for at få ham ind i kampen. Men selvfølgelig kan mænd lære det.
Jeg tror bare, det starter med socialiseringen af de næste generationer af mænd. Og her ser det sgu ikke for godt ud med alle de drenge i blåt, der udelukkende er klædt i tøj med aggressive symboler. Vi har en endnu mere kønsopdelt socialisering nu end da jeg og René var børn i 70’erne.
Lad os lære vores drengebørn, at det er mandigt at vaske op og drage omsorg. Så bliver de lykkelige ægtemænd og fædre, der kan deltage fuldt derhjemme uden at føle sig som umandige ofre.
Jamen fordi Jeanett at det ikke er sådan jeg oplever det - jo altså jeg savner vores børn når jeg er væk fra dem - men det gør min mand også.
Min mand kan bestemt ikke sove sig fra barnegråd - nogengange hører han dem faktisk et par sekunder før mig - ligesom der heller ikke er nogen af mine veninder/bekendte der har mænd der opfører sig sådan.
Nu skriver du selv barn i 70’erne - Jeg er selv årgang 80 og generelt så kan jeg bare ikke genkende de ting der bliver nævnt i de her debater omkring køn og ligestilling - min oplevelse er, at min egen generation altså er kommet videre.
Det vi har tilbage er at skabe nogle bedre vilkår for børnefamilierne - herunder et reelt frit valg for de fældre der gerne vil på barsel.
Det lyder godt, Linda. :-) Nogle af os er sgu nok bare for gamle, høhø.
Ja, vi har efterhånden fået ligestilling, men ikke ligevægt, hvilket som jeg ser det, er det grundlæggende problem. Tit ender det med, at vi snakker ligestilling i enten en maskulin eller feminin verden, hvilket egentlig ikke giver særlig meget mening.
I sin tid var det kvinderne, der bevægede sig ud på arbejdsmarkedet og indordnede sig på de gældende betingelser - dvs. at kvinderne begyndte at arbejde i en maskulint domineret verden. Dette har faktisk ikke ændret sig væsentligt siden. Derfor kommer ligestillingsdebatten tit til at handle om, at vi skal have ligestilling på arbejdsmarkedet i en verden, som ikke er i ligevægt mht. maskuline og feminine værdier. Det har vel aldrig været meningen, at kvinder skal til at være mænd og agere som mænd i virksomhederne for at komme til tops og få en karriere? Sådan er det desværre mange steder nu, hvilket også er det, som egentlig pointeres i artiklen. Hvis kvinderne i langt højere grad måtte bestemme var deres børn jo ikke i institution i 10 timer om dagen. Men så må vi kvinder jo på banen og tage afstand fra dette maskulint domineret arbejdsmarked vi har nu og komme med alternativer, hvor de feminine værdier er mere repræsenteret.
På den anden side er ligevægten også mange steder helt skæv i hjemmet, hvor kvinderne sætter dagsorden og mændene bare siger ja og ammen for at få fred (og i øvrigt søger ly på badeværelset for at få fred og ro). Det kan vel heller ikke være meningen, at mænd skal rende rundt der hjemme og lege kvinder under kvindens regler og præmisser. Det har i hvert fald ikke meget med ligeværdighed at gøre.
Hvis vi skal tættere på, at have større ligevægt må mænd lukke kvinderne ind i ledelsen i virksomhederne og lade kvinderne få større indflydelse på, hvordan biksen skal styres. Og kvinderne må lade mændene komme på banen hjemme og acceptere at mænd har lige så meget at skulle have sagt angående huslige gøremål. Mænd har desuden også lige så stor ret til barsel og samværet med børnene. Både kvinder og mænd skal altså turde at give afkald for at få noget igen.
Jeg tror at begge køn har et dybt iboende biologisk instinkt for yngelpleje. Og så har kvinder en iboende kulturelt betinget kønsrolle, som tilsiger at hun skal være den primære omsorgsperson for afkommet. Kvindens kønsrolle modsvares af en mandlig kønsrolle, som tilsiger manden at overlade den primære omsorg for afkommet til kvinden, mens han skal ud i samfundet og skaffe.
Der er skred i disse kønsroller - og det er et markant skred, som er til at få øje på, selv om den lagtfra er færdig endnu.
Det trækker tingene i langdrag, at kønsrollerne sidder så meget på rygmarven, at man gerne vil forsvare dem: som f.eks. René gør det, når hun hævder at hendes biologiske faktor er større end mandens. Er det mon ikke den kulturelt betingede kønsrolle, som får hende til det? Og er det ikke blandt andet derfor, at hendes børns fars biologiske faktor klinger svagere igennem?
Det er rigtigt, at kvinden står i et dilemma: hvis hun insisterer på at dele omsorgen for børnene med deres far, risikerer børnene (hvis hun ikke har valgt far til dem med omhu) kun at få det halve af, hvad de ellers fik. Derfor fungerer “beton-feminismen” ikke i praksis - når det er børnene det går ud over, kan kvinden ikke bare insistere på deling af omsorgsopgaverne. Hun kan være nødt til at acceptere den kultur hun er underlagt for sine børns skyld - men jeg synes hun skulle lade være med at insistere på, at hun er den biologisk eneste rigtige til denne rolle, for så er hun med til at trække en god kulturel forandringsproces i langdrag.