Nærkontakt med døden

Jan Flindt ved meget om døden. Han ved, at et menneske, der hopper ud fra en høj bygning, ikke nødvendigvis ser forfærdelig ud, efter kroppen har ramt jorden - medmindre den ramte noget på vej ned. Og han ved, at en sørgende familie kan reagere på tusinde forskellige måder. Han ved også, at det, han bryder sig mindst om ved sit arbejde, er at præsentere de efterladte for en regning på adskillige tusinde kroner midt i deres sorg. Jan Flindt er bedemand i bedemandskæden Begravelse Danmark. Og hans dag begynder ofte med en begravelse:

1-2-3-4-5 tæller en ældre hvidhåret mand, idet han og tre andre sænker en tunge kiste med hans bedste ven gennem 40 år ned i et hul jorden. Fire tykke reb er fæstnet til den hvide kiste, og mændene i hver ende gør deres bedste for at sænke kisten i takt.

Det er en offentlig begravelse, for den døde mand havde ingen nære slægtninge, og præsten og Jan Flindt var faktisk i tvivl, om der overhovedet ville dukke nogen op - eller om de selv skulle bære den lukkede kiste. Det sker desværre alt for ofte, fortæller bedemanden. Men der kom mennesker; gamle venner, arbejdskolleger og hjemmeværnsfolk i fuld uniform. Og det gør Jan Flindt glad.

Han mener ikke, at han er en traditionel bedemand, faktisk bruger han selv betegnelsen begravelsesrådgiver for at bevæge sig væk fra »den gammeldags bedemand med skæld på skuldrene og en død stuebregne i hjørnet«.

Han er tidligere ambulancebehandler, og han kan godt lide at skabe orden i kaos og hjælpe folk, der et øjeblik har mistet grebet:

»Det vigtigste for mig er at leve op til den forventning, folk har, om, at jeg nok skal ordne det hele.«

Og der er blevet mere at ordne i takt med, at folk har flere krav og forventninger til en individualiseret begravelse. Det kan være, at der skal spilles svenske folkemelodier i et kapel, måske skal kisten flyves til den afdødes oprindelige hjemland, eller måske skal alle blomsterne være gule og blå, som fodboldklubbens Brøndbys flag.

Og det er en tendens som, ifølge antropolog og begravelseskonsulent Naja Genet May, har været undervejs længe:

»At vi iscenesætter døden på nye måder, er et tegn på, at vi langsomt, men sikkert er klar til at gøre op med lidt af den dødskultur, som ultimativt er det område i vores liv, der er mest konservativt. For hvor kulturen på alle andre områder er flydende og omskiftelig, så er det i dødskulturen, vi ser, at mange helst vil følge traditionen, som skaber forudsigelighed og tryghed,« siger hun.

Kisten

»Kan vi ikke finde en erantis?« spørger en afdelingsleder på et plejehjem i Hvidovre, idet hun løber ind i et buskads: »Kisten ser så tom ud uden blomster.«

Hun finder to og lægger dem på den hvide kiste i rustvognen. Jan Flindt er kørt ud til plejehjemmet for at hente en af beboerne, som er død, og som skal køres væk. Inden hun døde, donerede kvinden sin krop til forskning, og derfor skal kisten nu køres ind til Anatomisk Institut.

Bedemanden og chaufføren har lige lagt hende i kisten. Ilægningen foregik i kælderen i et lille aflukket rum. Og der lå hun for et øjeblik siden i kjole på en briks, dækket af et blegblåt lagen. De to mænd tog plastikhandsker på, inden de tog fat i hver ende og bar kvinden over i den hvidpolstrede kiste. Hendes øjne var lukkede, munden let åben, og hænderne hvilede på maven; den tynde fine hud fremhævede fingrenes knogler. Låget blev lagt på kisten og lukket til med fire skruer.

Langt de fleste danskere ligger i lukkede kister, også under bisættelser og begravelser, forklarer Jan Flindt. De pårørende vil dog ofte få mulighed for at sige farvel til den afdøde inden og lægge en lille ting ned i kisten. Antropolog Naja Genet May påpeger dog, at der i dag stadig er rigtig mange, der ikke vil se de døde:

»Vi taler om døden på et meta-plan og ser det på film, men bryder os ikke om at blive konfronteret direkte med det,« siger hun og fortsætter: »Den tabuisering, der var af døden for 20-30 år siden, er væk. Men når det så er sagt, så håndterer vi stadig døden med strakt arm.«

Jan Flindt oplever dog, at mange gerne vil sige farvel, og er folk det mindste i tvivl, opfordrer han dem, trods berøringsangsten, til at se den afdøde.

Kremeringen

Arbejdet som bedemand består i høj grad af koordinering og planlægning.

Derfor bruger Jan Flindt meget tid på at udfylde attester og formularer, der skal stemples på kirkekontorer, hvor der drikkes sort kaffe og læses Kristelig Dagblad - og på at køre rundt i sin bil fra sted til sted.

Næste stop er Glostrup Krematorium. Her ligger et skelet og gløder. Kraniet er det, man ser først, når man kigger ind i ovnen.

»Narkomaner og tynde folk har det med at gå ud - men så tilfører vi lidt gas,« fortæller krematoriebetjent Henning Bahn.

Han er en grundig mand, og han tjekker mange gange, inden han skubber de selvantændende kister ind i ovnen, så han med sikkerhed ved, hvem der ligger derinde. Han viser, hvordan resterne af en død krop ser ud, efter den er blevet brændt i fem kvarter ved 750 - 1.100 grader.

Knogleresterne ligner koraller i matte pastelfarver, inden de bliver knust helt i en lille maskine og hældt ned i en urne. En lille blikspand ved siden af ovnen er fyldt med kunstige knæ og hofter, som skal gensmeltes. I et kølerum i en anden del af kælderen står kisterne parat på metalhylder.

Kapellet

I kapellet på Glostrup Hospital viser kvartermester Benny Rybak kiste-ilægningsrummet frem. Det er i dette rum, at Benny Rybak og Jan Flindt lægger den døde i kiste og retter på tøjet. Nogle gange reder de håret og putter lidt læbestift på læberne, men der er ikke tradition for at sminke døde kroppe i Danmark, som der er blandt Hollywoodfruer i USA. Grænsen går ved neglelak, det lægger han ikke på, siger Benny Rybak. Men han oplever også, at danskerne er tilfredse med det naturlige look.

»Det ligger ikke i vores kultur, at man skal sminke liget,« fortæller antropolog Naja Genet May.

»Dels fordi, at vi ikke konfronterer os selv med døden i samme grad, som man gør i andre lande, og så har vi heller ikke den her glamouriøse trang til. at døden skal shines op,« siger hun.

»Vi skal vise de døde kroppe respekt og behandle dem, som vi selv ville behandles,« siger Benny Rybak.

Og så handler det om ærlighed over for de pårørende:

»Jeg siger det ikke direkte, men hvis familien selv spørger, om deres mor er smårådden, og det derfor vil være svært at klæde hende på, så siger jeg ‘ja’ - hvis det er tilfældet. De skal ikke gå herfra med spekulationer og uafklarede følelser,« siger han.

Hvis den afdøde ikke kan få tøjet på, lægges det pænt ovenpå. I hospitalets kapel, som blandt andet kan bruges af folk, der ikke er medlem af folkekirken, står et stort kors naglet fast i jorden, men det skal ændres. Korset skal kunne flyttes, så folk selv kan vælge det religiøse symbol til eller fra. Og så må man spille sin egen musik, hvilket man ikke altid får tilladelse til i kirkerne:

»Hvis der skal være gang i den til en bisættelse, så er det fint med mig - med måde, selvfølgelig,« siger Benny Rybak.

Og måske er det lige netop det, som stadig kendetegner døden og de tilhørende ritualer i Danmark: Alt med måde.